Til Forsiden

Kapitel 13.

 

Formosa!

Det var en kort avisnotits, der fik en BBC reporter til at besøge hende, men til at begynde med forsikrede hun ham, at hun ikke havde noget usædvanligt at fortælle. Hun mente det også. »Jeg har aldrig oplevet noget usædvanligt bortset fra, at jeg engang tog ca. hundrede børn med gennem bjergene.«  

Alan Burges fra BBC rettede sig i stolen. »Fortæl mig om det,« bad han. Dette interview blev offentliggjort i en radioserie, der kaldtes »Den ubesejrede.« Navnet Gladys Aylward blev kendt af millioner af lyttere. Så fortalte Alan Burges hendes historie i en bog, der hed »En lille kvinde« og yderligere titusinder hørte om hende. Bogen blev filmatiseret og set af endnu flere millioner. Hundredvis af invitationer strømmede ind til Gladys hjem, og hun blev bedt om at tale, holde foredrag og fortælle om sit arbejde, Til sin store forbavselse opdagede »den lille kvinde«, at hun var blevet berømt.

Gladys havde en helt utrolig evne til at fortælle. Den havde hun opøvet i de utallige hjem i Kina, hvor hun var kommet som fod inspektør, og hvor hun samtidig havde fortalt de bibelske beretninger, så alle måtte lytte. Nu fortalte hun om alt det, den dumme, lille Gladys havde gjort, og hvor forunderligt Gud havde handlet gennem hende, trods al hendes dumhed. Hun kunne holde en forsamling fangen længere end de fleste, enten det så var en lille sy forening eller en stor flok elever ved de højere skoler. Man kunne høre en knappenål falde til jorden, når Gladys afbrød sin tale og så ud over forsamlingen og spurgte sine tilhørere direkte: Vil du ransage dit hjerte og se, om du er villig til at adlyde den store Gud?

Efter en sådan time, var hun engang inviteret til at spise sammen med skolens rektor i hans private lejlighed. Her havde ingen elever adgang med mindre de var specielt indbudt. Men midt under måltidet meldte tjeneren imidlertid, at nogle af drengene ønskede at tale med frk. Aylward. For Gladys betød det afslutningen på måltidet. For hende var drengene mennesker med udødelige sjæle, enten de boede her i England eller i Kina.

Flere år senere blev en af dem spurgt, hvad det var ved Gladys, der havde gjort så stort et indtryk på dem. Efter at have tænkt sig om et øjeblik, svarede han: Det var den måde, hun snakkede om Gud på som om hun kendte ham!

Altid havde hun sin kinesiske Bibel med. Den var slidt og lappet sammen med tape og fuld af understregninger og notater. Hun var overbevist om, at den talte direkte til hende. Et sted stod der i margen: Den, som vandrer med Kristus, vandrer aldrig alene. Han er her! G.A.

På den tid havde hun imidlertid igen travlt. Naturligvis havde hun så vidt muligt vedligeholdt kontakten med de børn, hun havde ført ud af Yangcheng. Det var uundgåeligt, at hun, når hun var kommet tilbage til England, gjorde hvad hun kunne for at hjælpe sine kinesiske landsmænd der. I London gjorde hun, hvad hun kunne for kinesiske studenter og sygeplejersker, der kom til England fra Singapore og Hongkong. I Liverpool deltog hun i indvielsen af et sømandshjem for kinesiske søfolk og andre, der havde brug for et midlertidigt hjem.

Men lige så sikkert, som Gud havde kaldet hende i hendes ungdom, før hun blev stuepige hos den store opdagelsesrejsende, følte hun, at Gud nu talte til hende igen. Et ord blev ved at lyde i hendes sind og tanker: »Formosa! Du skal rejse til Formosa!«

Der var heller intet, der bandt Gladys til England mere. Hendes kære mor, som hun havde lovet ikke at rejse fra, så længe hun levede, havde endt sin pilgrimsfærd. Mor med det originale væsen, der kunne få folk til at le, men som lige så pludselig kunne snakke om korset, hvor Jesus døde for os hun var ikke mere.

Efter at japanerne var blevet drevet ud af Kina, havde kommunisterne fået magten i landet. Nogle drog til Hongkong, andre til Singapore. Men de fleste af flygtningene fandt vej til den store kinesiske ø, Formosa, ikke langt fra fastlandet. Der havde general Chiang KaiShek nu sit nationalistiskeantikommunistiske hovedkvarter. Mange missionærer, som var blevet udvist fra fastlandet, var blevet overført til Formosa. Der var derfor ikke noget overraskende i, at Gladys følte kaldet til at rejse tilbage til Østen og endnu en gang slutte sig til sit eget kinesiske folk.

Bortset fra en enkelt lille tur til England for at fortælle om sit arbejde, arbejdede Gladys Aylward på Formosa helt til sin død den 4. januar 1970.  

Hun var lykkelig over igen at være missionær blandt sit elskede kinesiske folk og igen hedde Aiwaideh i stedet for frk. Aylward. Men det bedste af alt var igen at være »mor« for en voksende familie af nye børn, samtidig med, at hun også var det for sine »gamle« børn. Hun fik stadig breve fra dem. De var alle sammen voksne nu. Nogle havde krigen bragt tragedie. Drengen Less, det andet barn, der var kommet til hende i Yangcheng, og som Nipence havde fundet på gaden, var blevet skudt af kommunisterne. Men Nipence selv, hendes første barn, var gift og havde selv børn. En anden dreng var officer i flyvevåbnet. Michael blev præst i Hongkong. Andre studerede og blev lærere, sygeplejersker eller kontorfolk. De var spredt overalt. Men nogle af dem var allerede på Formosa, da hun kom dertil, og andre kom for at bo sammen med hende der.

I Taipeh på Formosa var Gladys Aylward omgivet af børn og spædbørn, for også der var mange børn, som ingen ville have. Hun boede ikke i en kro der, men i et rigtigt børnehjem, som bærer hendes navn, »Gladys Aylward Børnehjemmet«. Penge var heldigvis ikke længere et problem for hende, for hun var blevet en kendt person i Storbritannien, og der blev sendt forsyninger derfra til hendes arbejde. Men der var altid nye opgaver, som hun ikke havde penge til.

En spædbarnsafdeling i tilknytning til børnehjemmet var en vigtig ting, fordi så mange af de børn, der blev bragt til hende, ikke var andet end spædbørn. To af hendes kinesiske børn, Pauline og John, giftede sig med hinanden og fik selv tre børn. De to bestyrer nu hjemmet. Mens Gladys selv levede, gik der næppe en uge eller fjorten dage, uden at en af dem kom til hende med den samme historie.

»Aiwaideh, der er en mand, som vil sælge os to børn.« »I nat blev der lagt endnu et spædbarn på vor dørtærskel!«

»I dag kom der en kvinde og lagde et barn på gulvmåtten og gik sin vej. Hun sagde, at hun ikke havde penge til at beholde det.«

Så længe Gladys Aylward var i stand til at være med i arbejdet, tog hun kærligt, mod alle de børn, der blev bragt hende. Og så længe hun var i stand til at tale, var der mennesker der lyttede til hendes vidunderlige fortællinger om, hvordan Gud hjælper dem, der tager deres tilflugt til ham. Alle, der kom til Taipeh for at træffe hende, kunne være sikker på at finde hende midt i en flok legende børn...

Nu er Aiwaideh borte, men hendes »børn« fortsætter hendes arbejde.