En farlig rejse  

Gladys Aylward havde haft en lykkelig barndom. Hun var født i Edmonton i det nordlige London, men familien flyttede til Cheddington Road, medens hun endnu var en ganske lille pige. Her tegnede gadebilledet en række røde teglstens huse med kniplingsgardiner og en endeløs række af muntre mælkekuske, grønthandlere og bagere, der kom kørende med deres hestevogne gennem gaderne. Her var Gladys vokset op, og her havde hun leget sammen med søsteren Violet og de andre børn i gaden.  

Hendes far var postbud. Når han kom hjem fra arbejde, trampende hen ad gadens brosten i sine tunge postbud støvler og i sin sorte uniform med de røde pyntestriber, fik mor travlt med at lave te i køkkenet.

Gladys elskede far. Han var en rolig og stilfærdig mand, men da han hørte hendes planer om at rejse til Kina, blev han meget oprørt. Han for op og skældte hende ud.

»Hvad vil du i Kina? Du er hverken sygeplejerske eller lærerinde er du. vel?«

»Nej!«

»Hvad har du så tænkt dig? Men fortsæt bare med at snakke og snakke.

Det er det eneste, du kan bare snakke!«

Gladys listede grædende ud, men ude på trappegangen standsede hun. Fars ord lød stadig i hendes øren: »Snakke og snakke. Det er det eneste, du kan bare snakke! « Men pludselig tørrede hun t årerne, og der kom et bestemt udtryk i hendes mørke øjne, idet hun hviskede for sig selv: »S nakke og snakke men det er jo netop det, der skal til!«

Og nu var hun på vej til toget, fulgt af mor og Violet og en lille venneskare. Far havde kun fulgt med et lille stykke. Han kunne ikke tåle at se Gladys bedrøvede øjne, når hun stod på toget og forsøgte at lade være med at græde, medens hun vinkede farvel for at begive sig ud på den lange rejse til Kina helt alene!  

»Er du sikker på, du har det hele?«

Hun kunne have været en almindelig ferierejsende, for der var mange mennesker, der var ude i det ærinde på Liverpool Street stationen i London den lørdag morgen. Men der var sandsynligvis ingen i det tog, der skulle rejse så langt eller opleve så forbavsende eventyr som den lille, tækkeligt klædte unge dame, der vinkede et sidste farvel, da toget langsomt gled ud fra stationen på vej mod Harwich og båden til Holland.

Der var for den sags skyld heller ingen bagage, der lignede hendes. Hun havde to kufferter. Den ene med hendes tøj, den anden stuvet fuld med suppedåser, dåser med bønner i tomatsauce, biscuit, hårdkogte æg, kaffe og sodakager. Til kufferthåndtaget var der bundet en kedel og en kasserolle, og oppe i bagagenettet stod et lille spritapparat.

Mor havde foræret hende et gammelt korset, hvori hun havde syet små lommer til nogle af hendes vigtigste ejendele. Ja, korsettet var i virkeligheden et skatkammer. Foruden en rejsecheck på to pund, indeholdt det hendes Bibel, hendes fyldepen, billetter og pas. Skulle hun miste bagagen på den lange rejse, så havde hun da disse ting i behold.

I sin pung havde hun desuden ni pence i kobbermønter.

»I virkeligheden ved jeg ikke rigtig, hvad jeg får brug for på rejsen,« sagde Gladys Aylward til sine medpassagerer, »for jeg skal helt til Kina.«

Det var lørdag den 18. oktober 1930.

Efter at de havde krydset Nordsøen og var kommet til Haag, kiggede hun op og ned langs toget, der holdt på stationen, fandt sig en hjørneplads og ventede på, at den lange rejse skulle begynde, der skulle føre hende gennem Holland, Tyskland, Polen, Rusland og Manchuriet.

»Hvor lang tid vil det tage mig at komme til Kina?« spurgte hun konduktøren.

Han forstod engelsk, men han så på hende, som om han ikke troede sine egne øren. »Fjorten dage,« sagde han og trak på skuldrene. »To uger!« Gladys kiggede på sin kuffert i nettet og spekulerede på, om hun havde mad nok til fjorten dage. Men konduktørens næste ord fik hende til at spidse øren. Måske manden i rejsebureauet alligevel havde ret.

»De vil aldrig komme dertil. Der er krig! De kan blive dræbt... De kan blive nødt til at blive i Rusland. Men De kommer aldrig til Kina, frøken!« Han klippede hendes billet, stirrede på hende, som om hun ikke var vel forvaret og fortsatte sin gang gennem toget.

Den lange rejse slæbte sig af sted. Der var næsten gået en uge, efter at toget havde forladt Haag, da det rullede ind på stationen i Moskva. Der var gået ti dage, da de krydsede grænsen til Sibirien. Hvert andet øjeblik pakkede hun sig ud af det tæppe, der var lavet af en pelskåbe, som en eller anden havde foræret hendes mor, og trampede frem og tilbage i sidegangen for at få varmen.  

Maden i hendes kuffert svandt alt for hurtigt ind. Der var is på vandspandene på stationerne, og sommetider var vandhanerne frosne, så hun ikke kunne få vand til kaffe. Hvorhen hun end så, strakte sneklædte marker sig helt hen til bjergene. Men mens hun sådan gik frem og tilbage i toget, opdagede hun også noget andet.

Hun var den eneste civilperson i toget. Der var ingen andre kvinder, og hver eneste mand i toget var soldat. Mændene stirrede på hende, men det nyttede ikke noget at tale til dem. Ingen af dem forstod engelsk. Alt hvad de kunne gøre var at gøre tegn til hende og trække på skuldrene. Tegnene var tydelige nok. De betød, at der rasede en krig lige forude. Da toget til sidst kørte ind på en station, der hed Chita, kom der flere soldater på. Nogle få timer senere standsede toget i mørket, og soldaterne tumlede ud, greb deres oppakning og deres rifler og forsvandt i mørket. Endnu en gang gik Gladys gennem hele toget og kiggede ind i alle kupeerne.

Hun var helt alene i toget. Ikke engang lokomotivføreren var blevet tilbage. Hun prøvede at svøbe tæppet bedre om sig for at holde varmen i den hylende storm, der for hen over det flade land. Pludselig så hun et lysglimt, så et til og et til. I det fjerne buldrede det som torden, men Gladys vidste, at det ikke var torden. Det var heller ikke lyn, der glimtede. De havde alligevel haft ret, alle de, der havde advaret hende. Der var virkelig krig her på grænsen mellem Rusland og Kina. Og Gladys Aylward, stuepigen, der ville være missionær, var lige ved fronten.

»Vend om! Gå tilbage til Chita!«  

En eller anden kunne i hvert fald tale lidt engelsk, og Gladys opdagede, at fire mænd krøb sammen omkring et bål. Det var lokomotivføreren, fyrbøderen, konduktøren og stationsforstanderen. De fortalte hende, at toget ville blive, hvor det var i mange dage, måske uger, og så køre sårede tilbage til hospitalet.

At vende tilbage til Chita var at vende ryggen til Kina, men der var ikke andet at gøre. Hun kunne sikkert ikke regne med, at hun kunne passere mellem de to hære, der kæmpede mod hinanden her på grænsen.

Gladys var ved at miste modet. Hun tog sin Bibel frem og ville læse sit yndlingsstykke i Det gamle Testamente om udfrielsen af Israels børn, hvordan Gud førte disse totre millioner mennesker ud af slaveriet.

»Da jeg åbnede Bibelen«, skrev hun hjem til sine forældre, »faldt der et kort ud af den, hvorpå der stod: Vær ikke bange! Stol på Herren!«

Det var det kort, hun havde fået af de to missionærer i Bristol. Hun huskede tydeligt, hvad de havde sagt til hende: »Gud slipper dig aldrig aldrig! Han sender dig. Han leder dig. Han sørger for dig, og han vil vise dig, hvad du skal gøre!« Gladys græd stille. Her havde hun været fuld af bekymring, mens Gud i Himlen havde hjulpet hende hele vejen indtil nu. Hun skulle ikke vende om, Gud ville hjælpe hende igennem på sin egen måde.

Med en kuffert i hver hånd og kedlen og kasserollen skramlende mod siden begyndte hun at traske langs jernbanesporene, gennem mørke tunneller, over snedriver indtil hun til sidst ikke magtede at gå længere. Hun anbragte en kuffert på hver side af sig, så de kunne læ mod den kolde vind og faldt i søvn. Den sidste lyd, hun hørte, var noget hun antog, var gøende hunde i skoven. Først mange år senere blev hun klar over, at hun var faldet i søvn med lyden af en flok hylende ulve i sine øren.

Tilbage til Chita efter at hun havde gået det meste af natten og hele næste dag viste hun politiet sit pas og sin Bibel. De kiggede på ordet »missionær« i passet og vekslede nogle skarpe øjekast. Efter lange diskussioner, som hun ikke forstod et ord af, tog de hende med til et kontor, gav hende nye billetter og satte hende i et tog.

»Nikolshissur,« råbte den ene betjent, »Pogranilehnai!«

Gladys trak på skuldrene. Hun forstod ingenting af det, de sagde. Ordene kunne betyde hvad som helst. Først da de pegede på dem i en køreplan, forstod hun, at det var byer, toget kørte til. Hun skulle skifte i den første af dem og tage et tog, der gik til den næste. Hvor lang tid det ville tage at nå den første, anede hun ikke, og hun var heller ikke klar over, at hun var fremme, før konduktøren lempede hende ud på perronen med kufferter, tæppe og det hele.

Ingen tog nogen notits af hende. Mørket faldt hurtigt på, og hun var sikker på, at hun ville fryse ihjel.

Det var så koldt, at hun næsten ikke kunne røre sig, da det blege morgenskær endelig gled op over himlen, men hun fik sig da slæbt hen til regeringskontoret uden for stationen. De store, skæggede mænd stirrede forbløffet på hende og brølede af latter over hinandens vittigheder, men ingen gjorde mine til at hjælpe hende. Hun åbnede sin Bibel og viste dem sit pas og sine billetter.

De trak på skuldrene. »Engelsk, nej!« råbte den ene og vendte sig bort. Pludselig fik Gladys en lys ide. Hun stak hånden i inderlommen og trak et billede af sin bror frem. Han var i soldateruniform, i en britisk trommeslagers fulde pragt.

Det billede gjorde, hvad intet andet kunne have gjort. De stimlede sammen om hende, snakkede og råbte, kaldte på politiet og stationsforstanderen og skubbede hende hen mod perronen, hvor et tog netop nærmede sig. Stadig med billedet i hånden blev Gladys løftet op i toget og kufferterne kastet ind efter hende.

Hun lo fornøjet for sig selv. »De tror sikkert, jeg er en generals søster,« mumlede hun og satte sig til rette på det hårde, ubekvemme sæde. Hun havde ingen anelse om, hvor toget gik hen.

»Vladivostok« stod der på skiltene, da toget endelig nåede sit bestemmelsessted. På skibsmasterne i det fjerne kunne hun se, at det var en havneby. Hendes øjne lyste op ved synet, og hun fik lyst til at råbe højt, men i stedet bad hun en takkebøn. Hun var måske nok ikke kommet til Kina endnu, men hvis hun havde nået havet, betød det, at hun havde rejst gennem hele det asiatiske fastland. Et eller andet sked langt nede ad kysten lå selve Kina.  

Men senere på dagen fandt hun ud af, at Kina stadig var langt, langt borte, og hun spekulerede på, om hun mon nogen sinde skulle komme dertil. Hotellet, hun blev henvist til, var en snavset bygning uden maling på væggene og med snavsede, uvaskede gulve. En mand kom frem, en tynd, grim mistænkeligt udseende mand. Han forlangte at se hendes pas og stak det så i lommen. Næste dag kom han ind på hendes værelse med passet i hånden. Han pegede på ordet »missionær.«

»Hvorfor vil du rejse til Kina?« spurgte han. »Vi har masser af maskiner i Rusland, og vi har brug for unge mennesker, der kan arbejde med maskiner.«

»Det betyder ikke maskiner,« svarede Gladys. »Jeg er missionær!« Mens hun talte, spekulerede hun på, om hun mon ville leve længe nok til at blive det.

Manden fra det hemmelige politi forstod ikke. »Ja«, sagde han. »Du maskineri. Du blive i Rusland og arbejde med maskineri!«

Det var håbløst at diskutere med ham. Rædselsslagen ved tanken om, at hun kunne blive arresteret og holdt tilbage i Rusland for at arbejde på en fabrik, smækkede hun døren i og låsede sig inde på værelset. Først den næste dag kom manden fra det hemmelige politi igen og smed passet på det snavsede gulv.

Selv da vidste Gladys ikke, hvad der skulle blive af hende. Hun var så bange, at hun næsten ikke turde forlade værelset for at få noget at spise. Derfor gav det et sæt i hende af rædsel, da en indtrængende stemme hviskede noget til hende, medens hun passerede hotellets hoveddør. »Jeg kommer og henter dig i aften. Når det er blevet mørkt, banker jeg på din dør.« Da hun hurtigt vendte sig om, fortsatte stemmen: »Lad være med at se dig om. Lad som om jeg ikke har talt til dig. Jeg vil gerne hjælpe dig.« Stemmen tav, og en ung pige gik forbi hende.

Hvad det skulle betyde, havde Gladys ikke nogen anelse om, og hun fandt heller aldrig ud af, hvem pigen var, eller hvordan hun havde lært engelsk. Men senere på aftenen var der nogen, der bankede på hendes dør. Da hun åbnede den, så hun pigen stå udenfor.

»Kom hurtigt!«

De skyndte sig ned ad hotellets skrøbelige trapper, forbi den sovende natportier og ud i byens mørke, kolde gader. Der var ingen gadelygter blot et lyst vindue her og der i et hus eller et kontor. Gladys snublede gang på gang, mens hun fulgte sin fører gennem smalle gader og stræder. Til sidst blev vej belægningen en anden, hun mærkede, der var småsten under hendes fødder. Hun snublede over jernbaneskinner og blev trukket op igen af sin ledsager, der viste sig uventet stærk af en pige at være. Luften blev renere og koldere. Kæder raslede, og hun hørte plasken af vand og bølger. Da de endelig standsede, så hun, at de var ude mellem kajerne.

Pigen pegede på silhouetten af en damper, der lå fortøjet i nærheden. »Det er en japansk båd, og den sejler ved daggry. Kaptajnen forstår din situation, og når du viser ham dit britiske pas, vil han ikke stille nogen spørgsmål.«

Gladys vidste ikke, hvordan hun skulle takke den unge pige. Hun forstod klart, hvilken fare hun havde udsat sig for ved at hjælpe hende med at flygte. Alt hvad hun kunne gøre var at gribe den unge piges hånd og trykke den i dyb taknemmelighed.

»Jeg har ingen penge,« sagde hun kejtet.

»Det gør ingen ting. Jeg er glad for at kunne hjælpe dig. Jeg ville ikke kunne lide at tænke mig dig i en russisk fangelejr.« Så standsede hun lidt og sagde tøvende: »Men hvis du har lidt tøj til overs. Det er meget svært at få her.«

Gladys tænkte på, hvordan hun var løbet ud af hotellet i mørket og havde efterladt kufferterne, tøjet, kogegrejerne og spritapparatet. Hun havde ikke engang fået tøj med til sig selv. Alt hvad hun ejede, havde hun på. »Det er i mit værelse på hotellet. Du kunne måske selv hente det der?«

»Det tør jeg ikke. Så ville de vide, at det er mig, der har hjulpet dig, og jeg ville blive arresteret. Så ville jeg komme i fangelejr i stedet for dig.«

Gladys havde stukket et par strømper i lommen. Dem gav hun pigen. Hun tog også sine uldvanter af og gav hende. »Du må hellere tage de her også.« Den unge pige tog dem, som om det var en meget værdifuld gave og puttede dem i sin taske. Så pegede hun på en lille hytte ved vandkanten.

»Du finder sikkert skibets kaptajn derinde.«

I næste øjeblik havde hun vendt sig, og Gladys hørte, hvordan hun løb hen ad kajen. I næste øjeblik var hun opslugt af mørket.

Nu da hun fuldstændig var overladt til sig selv, spekulerede Gladys lidt over, hvad hun skulle gøre. Det var for mørkt til at prøve at finde vej tilbage til hotellet, hvis hun ikke kunne komme med damperen. Hun havde ingen penge, og det var ikke meget sandsynligt, at kaptajnen ville lade hende komme gratis med. Hun gik hen mod kaj kanten og så en tynd lysstribe under hyttens dør. Hun åbnede døren og så, at rummet var tomt bortset fra en japansk sømand, der sad ved et bord med nogle papirer foran sig. Han var i en mørkeblå uniform med guldstriber rundt om ærmerne.  

»Ja«? Spurgte han.

»Jeg vil gerne med til Japan.«

»Har De penge til billetten?«

Gladys rystede på hovedet. »Jeg har ingenting. Ingen penge. Ingen værdigenstande. Jeg er på flugt. Hvis jeg bliver her, vil de sætte mig i fængsel.«

Officeren syntes at forstå.

»De er britisk statsborger?«

Da Gladys nikkede, bad han om at se hendes pas. Hun var lykkelig over, at hun havde fået det tilbage i hotellet og tog det op af sin taske. Kaptajnen tog det og åbnede det.

»Missionær og britisk statsborger, åh! Vi skal hjælpe Dem.« Han rejste sig fra den vakkelvorne stol. Han gav tegn til, at hun skulle gå ud af døren og førte hende så op ad den smalle, stejle landgang op til skibets dæk.

»Det betyder ikke noget med pengene. Jeg skal sørge for, at De kommer sikkert til Japan.«

Tre dage senere var Gladys i Japan. Den britiske konsul syntes ikke at vide, hvad han skulle stille op med hende, men til sidst købte han hende en billet til Kobe, hvor han vidste, at hun ville finde missionærer, som kunne hjælpe hende. Han så ud til at være glad for at slippe af med hende, da han fulgte hende til toget.

Desværre fik hun kun lejlighed til at sige et kort »Mange tak!« til den unge skibskaptajn. I de år der fulgte, skulle hun blive behandlet både dårligt og hårdt af en mængdejapanere, men hun glemte aldrig, at det var en japansk sømand, der havde reddet hendes liv, en måned efter at hun havde forladt England.

I Kobe var der, som den britiske konsul havde lovet, missionærer der hjalp hende med både mad og nattelogi, og hvad der var endnu bedre: sørgede for, at hun fik et meget tiltrængt bad. Gladys følte det, som var det ikke uger, men år siden hun sidst havde fået et ordentligt bad og havde talt sit eget sprog med sine egne landsmænd. Hun vidste ikke, at hun i fremtiden skulle komme til at leve måneder igennem i snavs og fattigdom og tale engelsk så sjældent, at hun næsten glemte, hvordan det lød.