Kapitel 13.

 

Da taksigelsesferien allerede var begyndt, havde drengene fri fra skolen, så de kunne tage med til Marshallstown. Selv mor besluttede sig til at tage med. De var alle parat, da Red-Hog Smith kom for at hente dem.

Klokken elleve stod hele familien Ross og talte med Red-Hog Smith og Rudolph, soldaten, i stenhuggerens forretning. Manden, som ejede den lille forretning, havde en fin samling polerede sten. Nu stod han bag trædisken og studerede tordenægget, som lå foran ham.

»Det er ualmindelig tungt,« sagde han, idet han undersøgte det og løftede på det. »Det må have en åre af massiv agat.«

»Har De set andre så tunge som dette?« spurgte John.

»Åh ja. Hvis agatåren når omtrent ud til den ydre skal af tordenægget, så vil det være ret tungt.«

John og Rudolph så på hinanden. Bickie stod og holdt vejret. Mors læber var presset tæt sammen, og der var et spændt udtryk i hendes øjne. Tommie så fra det ene ansigt til det andet, som om han var bange for at gå glip af et udtryk eller et ord.

Red-Hog stod og så på tordenægget. Han vendte sig mod mor: »Jeg tog mig af det, fordi jeg tænkte, at Hake måske ville prøve at bryde ind i jeres hus sidste nat for at søge efter stenen. Han var så gal ...«

»Låsen på køkkendøren var revet løs i morges,« sagde John. »Men jeg troede, at en af drengene havde gjort det ...«

Så kom Hake Collins ind. Han humpede lidt på grund af den dårlige tå, men han hilste på dem alle med et hjerteligt »God morgen«.

»Hvad venter vi på?« Han så rundt på de andre. »Lad os se denne her sten blive skåret. I betaler naturligvis?« Han så på Rudolph.

»Ja, hr. Collins, jeg skal betale for at få stenen savet i to stykker. Det koster halvanden dollars. « Rudolph gav tegn til stenhuggeren. »Når stenhuggeren har skåret stenen og fortæller os dens værdi, så vil vi gøre op her på stedet.«

Ejeren af forretningen lagde stenen til rette, og saven begyndte at skære en fure i den. Det lavede et frygteligt spektakel, da savtænderne bed sig vej ind i tordenægget, og ingen sagde noget. Alle iagttog stenen.

»Det går langsommere end sædvanligt,« sagde manden, idet han hældte lidt mere vand på savens skær. »Den er endnu hårdere, end jeg troede.« Så gik han tilbage til saven igen. Det var hårdt arbejde.

Da de to kløvede halvdele faldt fra hinanden, steg der et suk op fra alle, som iagttog det. Hvor var guldet? Pengene? Bickie var ikke helt sikker på, om han virkelig havde ventet en eventyrlig rigdom skjult inden i stenen. Den så ganske almindelig ud nu, da den lå med sine to halvdele side om side på trædisken.

Rudolph så på John, og John så på mor. Tommie åbnede munden, men Bickie lagde en hånd over den. Han var bange for, at Tommie skulle buse ud med, hvad de havde talt om angående tordenægget, og at Hake Collins skulle høre det.

»Det er et ualmindelig fint eksemplar,« fortalte manden dem. »De skulle poleres smukt, men det vil naturligvis tage mange dage.« Han tørrede sveden fra panden med jakkeærmet.

»Hvilken værdi anslår De stenen til, som den nu ligger der?« spurgte Rudolph.

»Åh, jeg vil sige, at hver halvdel i det mindste er fire og en halv dollars værd.« Manden tog et af stykkerne op og undersøgte det omhyggeligt.»Det er ikke let at sige helt sikkert, før det er poleret, men jeg tror, at det er en retfærdig vurdering.«

Rudolph tog sin tegnebog frem og gav stenhuggeren halvanden dollars som betaling for at få stenen skåret. Derefter gav han Hake syv dollars og halvtreds cent.

»Jeg vil gerne have en kvittering for dem, hr. Collins, « sagde han. »Og jeg ønsker, at det skal fremgå af kvitteringen, at dette beløb er fratrukket den sum, fru Ross skylder Dem.«

Hake tog en stump indpakningspapir op af lommen og skrev en kvittering med gnidret skrift.

Da Hake var gået, trådte de alle ud af forretningen. Bickie holdt den ene halvdel af tordenægget og Tommie den anden. Rudolph så ned på Bickie: »Jeg tror, du har noget meget smukt der. Senere, når I har råd til det, kan I få dem poleret, og så vil I få megen fornøjelse af at se på dem. I vil huske onkel Dirk.« Han knappede sin blå frakke. »I kan betale mig de ni dollars, når I er i stand til det.«

Red-Hog Smith forlod dem og gik i retning af Forepaughs varehus.

»Det fører os tilbage til, hvor vi startede, ikke sandt?« sagde John med et dybt suk.

Rudolph stod og kløede sig i nakken. »Jeg er sikker på, at jeg ikke misforstod det, Dirk Himes fortalte mig. Han sagde: »Find stenen«!«

»Han ville bestemt ikke have besværet sig over værdien af dette tordenæg og gjort det til genstand for sit sidste ønske,« sagde mor.

»Det tror jeg heller ikke, fru Ross.« Rudolph så bekymret ud. »Der må være en anden sten. Vi må søge igen. Vi må grave hele kældergulvet op. Måske er der en anden sten der.«

»Så må De komme herud i morgen,« sagde John, da de skiltes foran stenhuggerens forretning i Marshallstown.

De fulgtes alle ad ned til Forepaughs forretning og tilbragte en time eller mere med at glæde sig over den liflige duft og det vidunderlige syn. Mor købte endog en træspand med gele og nogle bolsjer til drengene. Alt i alt var det en herlig dag.

Sneen lå næsten en meter høj, og der faldt mere i løbet af natten, men den følgende morgen gryede lys og solbeskinnet. Bickie og Tommie klædte sig på i det varmeste, de havde. Det var dagen før taksigelsesdagen. De skyndte sig ud for at hjælpe John med at få sneen væk fra kældergulvet. Bickie tog endda mors køkkenkost med og fejede det rent. Da Rudolph kom, var de parat til at begynde at grave.

Mor varmede vand i den store gruekedel og fyldte hele komfuret med kedler fulde af vand, og ligeledes fyldte hun beholderne på komfurets sider.

»Det varme vand kan måske optø den frosne jord, « sagde hun til drengene.

Jorden under kældergulvet var ikke frosset så langt ned som overfladejorden rundt om. De hældte kogende vand langs med siderne og var snart i stand til at komme igennem den tre-fire tommer frosne jord. Efter det gik det temmelig godt med at grave. Det var et mudret og snavset arbejde. Bickie og Tommie sad på sandstens væggen og fulgte med.

Mændene kastede den ene spadefuld jord efter den anden op mod væggen bag dem. Området var ikke mere end 15 m2 stort, og de to mænd, som gravede energisk, kom snart til midten. Der var slet ingen sten. Der var intet.

»Det er til ingen nytte,« sagde John. »Der er ikke noget her, det er jeg sikker på.«

»Vi begynder igen. Lad os gøre det færdigt. Det vil ikke tage lang tid.« Rudolph kastede en spadefuld mudder op mod væggen. Bickie så en sort ting ramme sandstenen. Det så ud som en rottes eller en muldvarps livløse krop eller måske et andet lille dyr. Han kravlede ned og gik over for at se på det.

Han samlede det op. Det var en lille læder sæk, som var blevet sort, våd og gennemblødt af mudder og vand. Den var bundet til med en rem af snavset sort læder. Den så ud som et læderskobånd. Tingen føltes tung i hånden, og den gjorde vanterne snavsede.

»Se her!« Han holdt læder sækken op, så alle kunne se den. »Hvad er dette her for en?«

John og Rudolph så op. De holdt op med at grave og gik over, hvor Bickie stod. Tommie klatrede ned fra væggen. Rudolph tog den lille våde pose i hånden. Med sin lommekniv skar han lædersnoren over, som holdt posen lukket. Drengene stod og iagttog ham med næsten utålelig spænding.

Så puttede Rudolph kniven i lommen igen. »Jeg tror, vi skal tage den ind og lade jeres mor se på den først, før vi ser, hvad der er i denne pose. Jeg er sikker på, det er, hvad vi søger efter, og den tilhører hende.«

Højtideligt og med vildt bankende hjerte fulgte Bickie de andre ind i huset og hørte på som i en drøm, medens Rudolph forklarede mor, hvad de havde gjort, og hvorledes Bickiehavde set den lille sorte tingest, som blev kastet mod væggen.

»Hvis Bickie ikke havde haft øjnene åbne, så ville vi aldrig have opdaget den,« sagde Rudolph, medens han vendte bunden i vejret på posen og hældte indholdet ud på køkkenbordet.

Der var stilhed et øjeblik. Dusinvis af små og store klumper spredtes ud over bordet - rent guld. Den gamle Seth Thomas's klokke så ned på dem, og Bickie hørte dens høje tikken gennemtrænge stilheden i værelset.

»Mor, mor,« Tommie talte først. »Hvad er det for nogen? Er det sten?«

»Nej, Tom.« Rudolph lagde hånden på hans skulder. »Dette er guld. Det er råguld fra Californien. Det er i klumper, ligesom guldgraverne fandt dem i sandet og bækkene derovre.«

»Er det, hvad onkel Dirk hentydede til?« Bickie følte sig nu så rolig og højtidelig. »Det er jeg sikker på, det er,« sagde Rudolph.

»Den må have været begravet lige under tordenægget,« sagde John. »Det er derfor, han fortalte dig, at du skulle finde stenen.«

De så længe på guldet, og mor havde ikke sagt et ord. Til sidst spurgte hun stille: »Hvor meget er det værd? Kan De vurdere det?« Hun så på Rudolph.

»Efter et løst skøn vil jeg sige mellem femten hundrede, og to tusinde dollars,« sagde Rudolph. »Jeg har haft nogen erfaring i at bedømme guld.«

»Vi kan bygge vort hjem igen.« Hun trak vejret dybt og drog de to små drenge ind til sig.

»Vi kan betale Hake Collins,« tilføjede John. »Vi kan købe såkorn og læggekartofler,« kom Bickie i tanker om.

»Vi kan få gele hver dag og græskarpie og bankekød, « jublede Tommie.

»Og hvad kan vi gøre for dig, vor gode ven. « Mor rakte hånden ud mod Rudolph. »Uden dig ville dette aldrig være sket.«

»Lad mig få lov at komme og besøge jer, når det nye hus er bygget. Lad mig spise og sove der en dag eller to og lad mig se de to halvdele af tordenægget fint poleret og sat op i drengenes værelse.«

Han lo og klappede John på ryggen.

Da klumperne blev vejet og solgt, indbragte de lidt mere, end Rudolph havde anslået. John sikrede sig pengene til pantebrevet og betalte dem til Hake Collins, og han glemte ikke at bede om en kvittering.

Den dag kom også, da drengene fik de to polerede halvdele af tordenægget hjem. Et smukt mønster kom til syne i agatens spejlblanke overflade.

»Det ligner hvide vinger over grønt vand,« sagde Tommie.

»Det ser ud som mange, mange engle,« fortalte Bickie mor.

»Ja, det gør det. « Hun så længe på de dejlige sten. »Vi vil stille dem et sted, hvor vi altid kan se dem. De vil minde os om Guds barmhjertighedsvinger, som var over os i alle vore vanskeligheder.«

Naboerne kom for at hjælpe med at bygge et nyt hus på den gamle røde sandstensgrund. Det så for en stor del ud som huset, der brændte. To små grønne vinduer sad oppe i gavlen, og da foråret kom igen, var der en gul slyngrose, som klatrede op over en ny fordør.