Kvik på turne!

 

Kvik elskede at køre i bil, men denne gang var det alligevel ved at blive for meget af det gode. Hele dagen fra den tidlige morgen! Alligevel morede det den. Den sad oppe i bag vinduet og gøede ad alle de køer og æsler, vi kom forbi, og selv om dens herre sagde til den, at den skulle lægge sig ned mellem sæderne, klynkede og knurrede den, hver gang vi kom forbi en flok lamaer eller får.

Vi kom til en lille by, som hed Huanuco, i en dal på Andesbjergenes østside, og der tog vi ind på et godt hotel. Kvik elskede hoteller, for så kunne den få lov til at sove i soveværelset, hvad den ikke fik lov til hjemme.

Efter at have været en tur i byen kom min mand tilbage til hotelværelset og sagde: »Jeg har fundet en god sal til mødet i aften.«

»Har du?« udbrød jeg forundret. »Vi har aldrig været her i byen før, og så har du allerede kunnet arrangere et møde til i aften.«

»Rådhuset ligger her lige overfor, på den anden side af torvet. Se ud, så kan du se det.« Min mand pegede ud ad vinduet, som vendte mod torvet. »På 1. sal har radioen lokaler, og der er også en stor sal, som bruges både af radioen og af rådhuset.«

»Du mener da ikke, at de vil lade dig holde møde der?«

»Jo, jeg har allerede talt med borgmesteren, og han har givet sin tilladelse.«

»Det er vel nok dejligt!« Jeg slog hænderne så kraftigt sammen, at Kvik flygtede ind under sengen. »Men hvordan skal vi få samlet folk?«

Min mand tav et øjeblik. »Vi kender ingen i denne by. Vi kender heller ikke nogen, som kan gå omkring og indbyde folk. Det kommer vi nok til at gøre selv.«

»Du vil da ikke fortælle mig, at du, prædikanten, selv skal gå rundt i byen og gøre det. Nej, jeg har en meget bedre ide. Det vil vi lade Kvik om.«

Kvik kiggede nysgerrigt frem under sengen, som om den ville sige: »Er det mig, I taler om?«

»Kom her, Kvik, så går vi to. Hvor er din bold?«

Bold! Kviks ører stod lige i vejret. Den elskede at spille bold og begyndte at hoppe ved siden af det lille bord, hvor bolden lå, helt flad, fordi luften var lukket ud.

Jeg pustede kraftigt, og bolden blev helt rund igen. Kvik kunne næsten ikke vente. Den gøede og peb og sprang op og ned af bare iver. Bolden var meget let og blød, på størrelse med en volleybold. Jeg havde selv syet et broget betræk til den.

Nede på torvet var der mange mennesker. »Nej se!« sagde folk, »det er vel nok en yndig lille hund.« »Hvad hedder den?«

»Den hedder Kvik. Slå så kolbøtter, Kvik,« kommanderede jeg, og straks rullede Kvik sig rundt og rundt til stor fornøjelse for tilskuerne.

»Nej se, den slår kolbøtter! Hunden kan slå kolbøtter! «

»Hop så, Kvik!« Jeg holdt armene, så de dannede et hjul, og Kvik lavede et fornemt hop lige gennem dem.

»Ih, se dog! Hunden kan lave alle mulige kunster.« De forbigående på torvet standsede og beundrede den dygtige lille hund.

Så sagde jeg: »Den kan også spille bold. Kom, Kvik, så skal vi spille bold!«

Kvik slog flere kolbøtter. Det var dens måde at vise, hvor ivrig den var for at komme til at spille bold. Så kastede jeg bolden til den. Den hoppede op, ramte bolden med snuden og sendte den tilbage til mig. Jeg kastede bolden en gang til, og Kvik sendte den igen tilbage i den rigtige retning. Sådan sendte den bolden frem og tilbage, somme tider højt op i luften mens tilskuerne beundrede den.

»Lad os alle danne en rundkreds,« foreslog jeg. »Så kan alle bedre se, og måske lege med.«

»Nu kan du gribe bolden,« sagde jeg til en ung pige. »Pas på, nu kommer den.«

Jeg vidste lige bestemt, hvordan jeg skulle kaste bolden, og Kvik vidste, hvad den skulle gøre. Den kastede bolden bagover, lige hen, hvor den unge pige stod. Hun blev helt overrasket og forvirret, men greb den.

»Nu kan du kaste den til Kvik.« Jeg smilede til den unge pige. Det var hun faktisk nødt til at gøre, for Kvik hoppede op ad hende, som om den ville sige: »Nå, kom så!«

Den unge pige kastede bolden, men denne gang lige ind mellem folk. Kvik efter den, lige gennem folkeskaren og ind på plænen, hvor den stadig slog til bolden, fulgt af en begejstret og råbende flok drenge og piger.

Hvilken begejstring! Nyheden spredtes: »På torvet er der en hund, der kan spille bold.«

Der samlede sig en mængde mennesker. Skolebørn, unge mennesker, ja selv ældre koner tog del i boldspillet. Aldrig havde de oplevet noget lignende.

Da legen var på sit højeste, stod jeg op på en af bænkene i parken og råbte: »Hør her, venner!« Man kunne høre min stemme over hele pladsen. »Hør nu efter! I aften vil der blive vist tre film i salen i rådhuset.« Jeg pegede derhen. »Kom, alle sammen, og fortæl det til alle, I kender. Gratis film i rådhussalen kl. 20, og Kvik kommer også!«

Det var ikke ret tit, der var gratis film i Huanuco, så den enestående nyhed spredtes hurtigt ud over byen. Drenge løb gennem gaderne og råbte: »Gratis film af Kvik i aften!

Før kl. 20 den aften var der ikke en tom stol i hele salen. Hvilken forsamling, og hvilket godt møde! Først viste vi nogle interessante film fra naturen, film med dyr, og film om sundhed og hygiejne, og derefter en smuk bibelsk film. Mange af tilhørerne indmeldte sig i bibelbrevskolen.

Kvik var med til mødet. Den lå ved siden af min stol, og alle hilste på den. Den forstod ikke noget af det hele, men den reklame, den havde gjort, viste sig at være meget virkningsfuld.