Kvik spiller bold!

 

Miraflores er en forstad til Lima i Peru. Der havde vi vores hjem, og omme bag huset var der en stor have med hæk omkring. Hækken var ca. 2 m høj og grænsede lige op til Pan-American highway. Midt på græsplænen havde vi en stor let bold i en snor, der gik fra taget til en pæl midt i haven. Når vi havde gæster, hejste vi bolden knapt en meter over jorden og Kvik morede sig med at springe op og støde til den med snuden eller bide efter den med tænderne. Så ivrigt den gik op i legen, og den energi, hvormed den sendte bolden fra den ene side, og så den præcision, med hvilken den stødte til den, når den korn tilbage, var noget, der forbløffede vore venner meget.

En dag kom den otteårige Pepe og hans to mindre søskende, Rita på syv år og Lucy på fire, for at besøge os, men det var snarere for at besøge Kvik. De havde hørt om den, men aldrig set den før.

»Nej, har I set,« råbte Pepe, mens han gned sine små hænder op og ned ad sin grønne sweater og dirrede af bare begejstring. »Sikken en hund!« Han så med beundring på, hvordan Kvik fik bolden til at svinge fra den ene side til den anden. Når den kom over, hvor han var, greb han den, men før han vidste af det, hoppede Kvik op på hans mave, og med et kraftigt stød sendte den bolden af sted igen.

»Uha! Den næsten rev min næse med.« Han lo og faldt bagover med hænderne for ansigtet. »Den spiller virkelig råt.« Det varede dog ikke længe, før Pepe spillede med igen. Hans søstre var lige så begejstrede, som han var, de klappede i hænderne og prøvede forsigtigt at være med i legen.

»Må vi ikke spille uden snoren?« spurgte Pepe, »så kunne vi næsten spille volleyball med Kvik.«

»Jo, det kunne vi nok,« sagde jeg, »men du kan nok forstå, Pepe, at hvis ikke det var for snoren, så kunne Kvik sende bolden over hækken, ud på motorvejen bagved, og det kunne blive farligt både for bilerne og for den, som måtte ud at hente bolden.«

Lidt senere, da vi alle sad inde i stuen, spurgte Pepe: »Tante Anna, hvordan har du egentlig båret dig ad med at lære Kvik så mange kunster?« Han brækkede sin kage i småstykker, og for hvert lille stykke fik han Kvik til at sno rundt og sidde pænt. »Hvordan lærte du den at spille bold?«

»Ja, og hvordan har du båret dig ad med at få fat i en sådan hund? Den er den dygtigste hund i hele Peru.« Ritas beundring for Kvik var ikke mindre end broderens. »Den må have kostet en masse penge!«

»Nu har I spurgt mig om to ting: Hvordan jeg har fået Kvik, og hvordan den har lært sine kunster. Hvis I vil sidde stille og høre efter, skal jeg fortælle jer om det.«

Lille Lucy sad med benene dinglende ned fra en stor stol, mens Pepe og Rita gjorde sig det bekvemt på gulvtæppet. Kvik lå mellem Pepes ben.

»Vi har haft Kvik, fra den var en lille hvalp,« begyndte jeg, »og det er derfor, vi har kunnet oplære den. Kviks mor var en meget fin hund. Vi så den første gang hos nogle venner, vi besøgte. 'Var det ikke en dejlig hund?' spurgte jeg min mand på vejen hjem.

Jo, sagde han, det var det rigtignok. Det er lige sådan en hund, jeg altid har ønsket mig.

I skulle bare have set, hvor kær den var, med det aflange ruhårede ansigt og det lange kindskæg!«

»Lignede den Kvik?« Pepes øjne var store af bare iver.

»Den var endnu bedre, en rigtig aristokratisk udseende grå ruhåret terrier.«

»Hvad hed den?« spurgte Rita.

»De kaldte den Bonnie, og det passede godt til den, fordi den var så smuk.«

»Vi havde det hyggeligt hos vore venner. De er sådanne søde mennesker og altid interesserede i at tale om religion og Bibelens sandheder. En dag fortalte de os, at de skulle rejse væk fra Peru og til De forenede Stater. Vi sad hos dem i deres dagligstue, og jeg havde Bonnie ved siden af mig. 'Hvad gør I så med Bonnie?' spurgte jeg. Og hvad tror I, de sagde?«

»At de ville sælge Bonnie til dig,« foreslog Rita.

»Nej, de sagde, at jeg måtte få den, bare jeg ville være god mod den! Hvad synes I? Denne smukke, dyre hund – tænk, ganske gratis!«

»Du lovede da at være god ved den, gjorde du ikke?« Pepe klappede Kvik.

»Det kan du lige tro, jeg gjorde. Den hund, som jeg altid havde drømt om! I kan tro, jeg holdt af den og plejede den, lige til den døde.« Jeg gjorde et ophold, og børnene så triste ud.

»Var det Kviks mor? Hvor må den have været smuk, når Kvik er sådan en pæn hund!« Kvik må have forstået, at vi talte om den, for den satte sig op og rejste ører.

»Ja, det var på den måde, vi fik Bonnie. Men nu skal jeg fortælle jer, hvad der skete dagen efter, vi fik den.«

»Vi tog den med hjem, skønt vi tydeligt kunne mærke, at den ikke var glad for at være hos os. Vi gjorde alt, hvad vi kunne, for at vise, hvor glade vi var for den. Den næste dag kom vore venner for at tilbringe deres sidste nat i Peru hos os. Jeg var ved at tilberede aftensmaden, da jeg pludselig opdagede, at Bonnie var forsvundet!«

»Løbet væk?« Alle de tre små tilhørere så helt forskrækkede ud.

»Ja, den var ikke til at finde nogen steder. På en eller anden måde var den kommet ud og forsvundet. Det var skrækkeligt! Jeg kaldte og kaldte. Jeg løb ud på gaden og rundt i kvarteret, men ingen Bonnie! Min aftensmad brændte på, og da min mand kom hjem med de andre i bilen, græd jeg. Hvad skulle vi gøre? Her var disse søde mennesker, som havde givet os deres pragtfulde hund, og så havde vi allerede mistet den! Vi gik alle ud for at lede efter den; vore gæster var lige så ængstelige for den, som vi var. Min mand kørte rundt i bilen og så efter den. Vor afskedsmiddag gik i vasken, men vor kærlighed til Bonnie knyttede os nærmere til vore venner. Vi bad sammen, og også hver for sig. Tror I, at man også kan bede til Gud for en bortløben hund og sådan noget?«

»Ja,« sagde lille Lucy, »Gud elsker også små hunde.«

Det var jeg enig med hende i og sagde: »Ja, og han hører også vore bønner! – Den næste morgen, før det blev lyst, tog min mand af sted igen.«

»Og jeg gætter på, at han fandt den,« afbrød Pepe mig.

»Du gættede rigtigt, Pepe. Han fandt Bonnie. Den sad øverst oppe på en trappe foran et hus. Den var våd og snavset, rystende af kulde.«

»Jeg tør vædde på, at du var glad, da han kom tilbage med den.«

»Det kan du lige tro, Lucy! Vi var alle sammen glade og taknemmelige. – Men nu må jeg skynde mig ud i køkkenet, så kan I børn løbe ud i haven og lege noget mere med Kvik. Husk nu, ikke at løsne bolden fra snoren, og gå ikke ud på vejen.«

Jeg ved ikke, hvor lang tid der var gået, for jeg var så optaget af arbejdet i køkkenet, men pludselig hørte jeg en hvinende lyd fra en bil, der bremsede op. Et par sekunder efter kom Rita farende ind. »Kvik, senora, Kvik er løbet udi« skreg hun; »både Kvik og Pepe er ude på vejen.«

Jeg løb ud til hoveddøren og hen til hjørnet af vejen. Der så jeg til min rædsel Kvik liggende som død midt på vejen, mens bilerne for forbi. En mand kom ud fra en bil på den modsatte side. Han samlede Kvik op, holdt den i det ene ben og kom over til mig. Pepe stod bag ved ham og børstede snavset af sit tøj.

»Hvorfor bærer De Kvik på så hjerteløs en måde?« spurgte jeg ham.

»Hjerteløse måde? Hunden er død!« Han smed Kvik ned foran mig. Jeg tog den op og holdt den nænsomt i mine arme.

Så sagde manden: »De burde ikke lade Deres hund rende løs på den måde, lige ud på vejen. Og du, din skøre knægt (han vendte sig om mod Pepe), jeg havde nær kørt dig over. Prøv aldrig på at løbe ud på vejen igen!«

Pepe stod og så ned, han skammede sig. Jeg skændte ikke på ham, men lagde min arm om hans skulder og trykkede ham ind til mig.

»Jeg er meget ked af alt dette,« sagde jeg til manden. »De skal have tak for, at de reddede hans liv.«

Det var en bedrøvelig lille gruppe, som stod omkring Kvik, som den lå der i en af havestolene i baghaven.

»Pepe løsnede bolden fra snoren,« forklarede Rita. »Vi legede med Kvik, da den pludselig slog så hårdt til bolden, at den røg over hækken. Som et lyn maste den sig gennem hækken og ud efter bolden.« Hun pegede på et hul i hækken, og så sagde hun grædende: »Og nu er Kvik død!«

Pepe stod stadig og stirrede ned i jorden. Han sagde ingenting, men bevægede nervøst de små hænder, samtidig med at han indimellem gned tårerne rundt i sit snavsede ansigt. Jeg behøvede ikke sige noget til ham, han følte bittert resultatet af sin ulydighed. Lille Lucy stod og græd.

Da det første chok var ovre, følte jeg mig helt sønderknust over at have mistet min kære Kvik. Jeg følte også trang til at græde, og jeg gjorde det. Den ene side af Kviks hoved var hårdt kvæstet. Tilsyneladende havde bilen ramt den hårdt. Jeg klappede den. »Min stakkels lille Kvik,« sagde jeg, »du har været så kær. – Hvad for noget?« Jeg følte efter igen. »Jamen Kviks hjerte slår!« udbrød jeg. »Dens hjerte slår!« Jeg smilte gennem tårer. »Kvik er ikke død!«

»Tak, gode Gud!« hviskede jeg, og sendte en bøn op til ham om at gøre den lille hund rask igen. Mens vi stod spændte omkring den og kaldte: »Kvik, Kvik!« åbnede den til vor glæde øjnene og logrede med sin lille stumpede hale.

Børnene var jublende glade og råbte: »Se, Kvik lever! «

Det varede dog ikke længe, før Kvik igen lå, som om den var død. Endelig efter en hel lang time syntes den at komme til sig selv igen. Da den hørte min mand komme, prøvede den at rejse sig for at gå ham i møde, men den kunne kun gå rundt og rundt om sig selv, og så faldt den igen.

»Den skal nok efterhånden blive O.K. igen,« sagde min mand. »Den må have fået et ordentligt slag.«

Vi var taknemmelige for, at den blev helt sig selv igen efter nogle få dage. Den havde lært en lektie af dette, men på en brutal måde. Aldrig mere behøvede vi at sige til den, at den ikke måtte løbe ud på vejen. Efter dette har den altid været forsigtig. Jeg er også sikker på, at vore tre små venner aldrig glemte den dag, da Kvik var »næsten død«, og at de lærte en lektie om, at det betaler sig at være lydig.