Kvik og politibetjenten!

 

Sammen med Kvik sad jeg i vores parkerede bil uden for hovedpostkontoret i Lima. Min mand var lige gået et ærinde. Det endte med, at jeg blev træt af at vente, og jeg stod derfor ud af bilen. Jeg lod Kvik blive derinde, låste døren og gik lidt ned ad gaden for at se på udstillingsvinduerne. Pludselig kom min lille ruhårede terrier og hoppede foran mig.

»Kvik,« skændte jeg. »Hvordan er du dog kommet ud af vognen?«

Kvik løb tilbage mod bilen. Dens lille stumpede hale hængende nedad, og den næsten krøb på maven, som om den ville bede om forladelse for sin ulydighed. Da var det, jeg så en politibetjent stå ved siden af bilen!

»Av, av,« tænkte jeg, »nu vil han nok give mig en bøde!«

Da jeg nåede hen til bilen, smilte jeg og hilste så høfligt, jeg kunne.

»God morgen!« sagde jeg. »Jeg forstår, at hunden slap ud af vognen.«

»Ja, det kan De lige tro, den gjorde!« sagde han. »Aldrig før har jeg set så klog en hund. Den åbnede det lille sidevindue og slap ud uden hjælp.« Politibetjenten var meget imponeret. Han fortsatte: »Jeg så Dem forlade bilen, og stod et stykke herfra. Den fulgte hver af Deres bevægelser, så længe den kunne se Dem gå ned ad fortovet. Da den ikke kunne se Dem mere, blev den helt ude af sig selv og sprang rundt i vognen fra det ene vindue til det andet. Jeg ved ikke, om det var, fordi jeg stod der, men den syntes at være urolig for Dem. Og vil De tro mig, frue« – betjenten fægtede med armene – »den trykkede på knappen og tudede med hornet. Så stod den et øjeblik, stirrede i den retning, De var gået, og tudede igen i hornet. Jeg kunne næsten ikke tro det, men det er rigtigt. Jeg ventede lidt for at se, om De kom. Men så, til min store forbløffelse, masede den med låsen på det lille vindue, skubbede og skubbede med snuden, indtil den virkelig fik det åbnet – for ud, og løb efter Dem. Jeg måtte le. Sikken en hund!«

Jeg så hen ad gaden, og der kom min mand gående.

»Fik du en bøde?« spurgte han ængstelig, da han kom helt hen til mig. »Jeg kunne se på lang afstand, at der var en politibetjent, der talte med dig, men han gik, inden jeg nåede herhen.« Han var helt stakåndet. Havde næsten tabt vejret efter at have gået så hurtigt.

Jeg svarede: »Du tænkte vel, at denne gang ville jeg helt sikkert få en seddel, ikke sandt?«

»JO!«

»Nej, det fik jeg ikke,« sagde jeg helt rolig og blinkede med det ene øje. »Det var mig, der gav ham en seddel.«

»Du gav ham en? Hvordan det?«

»Jo, jeg indmeldte ham i bibelbrevskolen!«

»Gjorde du? Det var vel nok fint!«

»Egentlig var det Kvik, der arrangerede det,« sagde jeg.

»Kvik?«

»Jo, ser du, Kvik tiltrak sig politibetjentens opmærksomhed, fordi den er så klog. Vi talte hyggeligt sammen. Han var noget så flink. Jeg fortalte ham om bibelbrevskolen og dens arbejde, og resultatet blev, at vi meldte ham ind.«

»Vi?« spurgte min mand.

»Ja, Kvik og jeg. Gjorde vi ikke også, Kvik?« Kvik så op og logrede med sin lille halestump.