Kvik overrasker Lolita!

 

Lolita elskede Kvik. Ofte kom hun op på missions-stationen blot for at få en anledning til at lege med min lille brun- og hvidhårede terrier. Hun satte sig under citron træerne, holdt den i sine arme og kælede for den, eller hun kastede småsten eller små grene, som den til hendes store fornøjelse kom tilbage med.

En dag jeg var på vej til et besøg, kom hun som sædvanligt løbende efter mig.

»Senora, sefiora, må jeg ikke godt følges med Dem og få lov til at holde Kvik?« tryglede hun. Hun klemte fast med begge sine hænder om min hånd, som holdt Kviks snor. Lolita hoppede ivrigt på sine bare ben.

»Det kan du tro, du må, Lolita!« Jeg smilte til den lille pige. Hendes kjole var snavset og hendes sorte hår helt sammenfiltret, men hendes bønfaldende sorte øjne var smukke og uimodståelige. »Jeg er kun glad for, at du vil hjælpe mig med at passe på Kvik,« sagde jeg.

Stolt gik hun ved siden af mig og holdt Kvik. Det var slet ikke let for sådan en lille pige. Ofte måtte hun bruge begge hænder, når Kvik var vild og ophidset og næsten væltede hende. Der var så mange interessante ting og lugte, som tiltrak sig hundens opmærksomhed. Det hændte, at Kvik fandt noget, den lige skulle undersøge – og så var det lige meget, hvor hårdt Lolita trak i den, den ville ikke lyde.

Engang måtte jeg hjælpe hende. »Kvik, nu må du lystre. Gå pænt!« Jeg sagde det meget bestemt, og trak hårdt i snoren. Det hjalp, og hunden opførte sig pænt et lille stykke tid. »Du skal give et lille ryk i snoren og tale bestemt til den, Lolita.«

Da måtte jeg smile. Lolita manglede sandelig ikke stærke ord. Hun brugte nogle af dem både på spansk og på quechua (et indiansk sprog) til hunden. Men det syntes ikke at gøre indtryk på Kvik. Den hoppede op ad den lille pige, slikkede hende i ansigtet og trak så kraftigt som nogen sinde i snoren til hvilken som helst side, hvor den fandt interessante ting eller noget at lugte til.

»Hvor skulle jeg ønske, at jeg også havde en Kvik. Den er sådan en dejlig hund.« Lolita så mig lige ind i øjnene og smilte. »Tror De, at jeg nogen sinde kan få en hund?«

Jeg smilte tilbage til hendes lille søde ansigt. »Ja, hvorfor ikke? Nu skal vi se!« sagde jeg. »Hvem ved? Måske kan vi en skønne dag finde en Kvik til dig.«

Vi gik videre hånd i hånd. Lolita var meget tankefuld. Pludselig brød hun tavsheden og sagde: »Du er nu altså slet ikke så slem, er du vel, tante Anna?«

»Slem!« Jeg standsede og så forbavset på hende.

»Hvad får dig til at tro, at jeg skulle være slem?« »Du er en af disse kristne – og kristne er slemme.«

»Det vidste jeg ikke, Lolita. Jeg troede, at kristne var gode mennesker, at de i al fald prøver på at være det.«

»Nej, Kristne er onde, det har min mor altid fortalt mig. Hun har også sagt, at jeg ikke må have noget at gøre med dig. Hun vil ordentlig skælde mig ud, hvis hun finder ud af, at jeg har været sammen med dig igen. Det kan også godt være, hun giver mig klø.« Hun slap min hånd.

»Men Lolita, du ved da bedre, gør du ikke? Du må fortælle din mor, at Kristne også kan være gode mennesker. Jeg kan for resten ikke forstå, at jeg aldrig har truffet din mor.«

»Hun gemmer sig altid, når du kommer. Hun er egentlig bange for dig, og det er hendes venner også.«

Det vidste jeg allerede. »Men Lolita,« sagde jeg, »folk i byen hilser altid så venligt på mig og synes at være flinke.«

»Ja, men alligevel ved de alle sammen, at du ikke er et godt menneske, for du er kristen. Min lærerinde, frøken Mary, har også fortalt os, at Kristnede ikke er gode. Hun siger også, at vi aldrig skulle hilse på dig, men vende os om og kaste sten efter dig, når du ikke kan se os.«

Vi drejede lige af fra gaden og ind i et lille brolagt stræde.

»Nu må jeg gå, farvel.« Pludselig vendte Lolita sig om og forsvandt bag en mur.

Så en anden eftermiddag kom Lolita løbende efter mig igen.

»Senora Anita, hvor er Kvik?«

»Kvik er blevet hjemme i dag.« Jeg lagde min arm om Lolitas skulder og klemte hende lidt ind til mig. »Hvordan har Lolita det i dag?«

»Fint! Men hvordan kan det være, at Kvik ikke er med dig i dag? Det er så længe siden, jeg har set den.«

Jeg syntes ikke, jeg ville fortælle hende den virkelige grund, men hun blev ved med at stille spørgsmål: »Hvordan har Kvik det? Er den ikke ked af at måtte blive hjemme? Kvik er vel ikke syg, eller kommet til skade?«

Til sidst sagde jeg til hende: »Nej, Kvik må blive hjemme nogle dage.«

»Må den?«

»Ja, for den fik hvalpe for nogle dage siden.«

»Hvalpe!« Lolita sprang højt i vejret og klappede i hænderne, så hendes små sorte rottehaler hoppede op og ned.

»Ja, Lolita, hvad synes du? Er det ikke morsomt?« »Hvor mange?«

»Lige bestemt fire! Fire bitte små.«

»Å, jeg vil så gerne se dem! Må jeg?« Lolita trak mig i hånden.

»Jeg skal ikke hjem nu, men du må komme i morgen eller en anden dag.«

»Nej, nej, sefiora! Jeg må se dem i dag - nu! Lad mig dog få lov at gå hjem med dig, når du er færdig med dine ærinder! Må jeg ikke nok?« Hun så bønfaldende på mig.

»OK, Lolita, kom så med mig, og jeg skal vise dig dem. Men en ting må du love mig — at være forsigtig med »Mor Kvik«. Den våger skinsygt over sine små. Den kan godt finde på at bide dig.«

»Bide mig! Men den kan da lide mig!«

»Ja, det ved jeg godt! Også at du holder af den. Men hunde bliver ofte glubske, når de har hvalpe.«

Jeg gjorde mine indkøb, og sammen vandrede vi op ad bjergstien. Da vi nærmede os missionsstationen, kom Kvik os i møde for at hilse på os, men kun et øjeblik, så skyndte den sig knurrende tilbage til sine hvalpe.

Jeg klappede Kvik og tog meget forsigtigt en af hvalpene. »Se, Lolita, her er en. Er den ikke kær?« Jeg holdt den fine lille skabning på min håndflade og strøg meget forsigtigt dens silkebløde krop. Kvik rejste sig på bagbenene og så på sin unge med angstfyldte øjne. Den korn nærmere, slikkede både min hånd og hvalpen, akkurat som ville den sige: »Pas nu på, tab den ikke!«

Lolita var lige så hun rystede af iver. De andre tre - hvor lå de dog sødt i kassen. »Jeg vil så gerne holde en af dem! Må jeg ikke nok?« Hun bøjede sig over kassen og tog en af hvalpene i sin hånd. Den peb en lille bitte smule. Straks reagerede Kvik, blev vred og bed Lolita i benet.

»Av! Av!« skreg Lolita og havde nær tabt den lille hundehvalp. »Uh, hvor gør det ondt! Den væmmelige hund bed mig.« Haltende begyndte hun at gå hjem, mens hun skreg af sine lungers fulde kraft: »Mor, mor, den bed mig! Den væmmelige hund bed mig.«

Jeg lagde hvalpene tilbage i kassen og løb efter Lolita, tog hende i mine arme og bar hende over i missionens lille klinik. »Nej, Lolita, nu må du være sød. Vi må først behandle dit sår, før du kan gå hjem.« En af de ansatte på missionsstationen hjalp mig at holde pigen, mens jeg rensede og forbandt benet.

»Så, Lolita!« sagde jeg, »nu er det i orden. Såret er forbundet og vil snart være lægt. Om nogle få dage er du helt OK igen.«

Stakkels Lolita. Hun blev ved med at græde, og hun holdt mig under armen, mens hun humpede tilbage til byen. Jeg havde håbet og bedt til, at hun ikke skulle lave røre i byen, men rigtigt nok, da vi korn ind i gaden, begyndte hun at hyle igen. »Mor, den bed mig, den væmmelige hund bed mig.« Det hjalp slet ikke, at jeg sagde: »Vær nu sød, Lolita. Skrig ikke så højt. Det bliver alt sammen godt igen.«

Hendes mor brast straks i gråd og skreg endnu højere end sin datter. »Min Lolita! Hvad har De gjort ved hende?« Ingen venlige ord kunne berolige hende, heller ikke naboerne var til at tale til fornuft. Deres vrede rejste sig mod mig, som om jeg havde begået en stor forbrydelse. Moderen overøste mig med uvenlige ord, trak pigen indenfor og smækkede døren i.

Jeg havde medlidenhed med disse mennesker. At de skulle vende sig imod mig, var det, jeg mindst af alt ønskede. Jeg syntes, det var forfærdeligt! Jeg ville så gerne være venlig og hjælpsom, og nu syntes det, som ville de alle vende sig mod mig og missionen. Det var med en stille bøn, at jeg gik hen til politistationen og fortalte helt nøjagtigt, hvordan og hvorledes det var sket, og at pigen ville blive helt rask igen om nogle få dage. Det var et held, at skolelederen var en god ven af os. Han lovede at forklare det hele for børnene såvel som forældrene.

Ved vort bede møde på missionsstationen bad vi den aften for den lille Lolita, og på en ganske særlig måde for hendes mor og naboer.

Næste morgen blev jeg vækket af Kviks voldsomme gøen. Derefter hørte jeg en heftig diskussion mellem Isidro, missionens »boy«, og nogle mænd på gårdspladsen. Da jeg senere kom op, spurgte jeg Isidro, hvad det var, de havde talt så højrøstet om.

»Jo, senora,« sagde han ophidset, »det var vel nok godt, jeg kom op tids nok til at redde Kvik.«

»Redde Kvik! Fra hvad?« »De kom for at dræbe den.« Isidro slog ud med hænderne. »Nogle mænd fra byen kom for at dræbe Kvik. Folk tror, at en hund, som bider, må dø, men du ved, hvor snu Kvik er. Ingen kan få fat på den.«

»Hvad gjorde du så?«

»Jeg snakkede dem fra det. Jeg forklarede dem, at Kvik ikke havde bidt pigen, fordi den var en bidsk hund, men fordi Lolita havde taget en af dens nyfødte hvalpe. Til slut blev de roligere, men de krævede at få noget hundehår fra Kvik.«

»Kviks hår! Til hvad?« spurgte jeg.

»For at helbrede Lolitas hen.«

»Helbrede med hundehår?«

»Jo, ser du, senora, det er det eneste middel mod hundebid, og det skal være hår fra den hund, som bed. Sådan tror folk.«

»Og så gav du dem noget?«

»Ja, det gjorde jeg. De var fast besluttede på at dræbe den, men jeg fik dem til at love, at de ikke ville gøre hunden noget, hvis de fik noget af dens hår. Det lovede de, og så klippede jeg en hårtot af og gav dem.«

»Gjorde du! Og hvad tror du så, de vil bruge det til?«

»De vil sikkert enten riste det eller brænde det. Så vil de male det og putte pulveret i såret.« Jeg forstod, at sådan plejer de at gøre.

»De vil lægge asken af de snavsede, brændte hår i såret!«

»Ja, senora.« Det syntes ikke at gøre indtryk på Isidro, men jeg var rystet.

»Hvor forfærdeligt!« sagde jeg. »Det kan jo ikke andet end give betændelse. Jeg må straks gå derned og undersøge det.«

På vejen ned til byen tænkte jeg på, hvor forfærdeligt det ville blive, om der skulle ske noget med Lolita. Jeg var klar over, at hele skylden for enhver infektion eller alvorligt resultat af hundebiddet ville falde tilbage på mig og på missionen. Hvor jeg dog behøvede Guds hjælp! Jeg bad hele tiden en stille bøn. Så standsede jeg ved politistationen.

»Vi forstår Dem godt,« sagde den overordnede politimand. »Vi står til Deres tjeneste. Disse uvidende og overtroiske mennesker forstår ikke, hvad det er, de gør. Jeg skal selv gå med Dem og give Dem den hjælp og beskyttelse, De behøver.«

Døren ind til Lolitas hus – et primitivt stråtækt hus af soltørrede mursten i en lille sidegyde – var låst indefra og ingen syntes at ville åbne den. Først da politimanden råbte sine ordrer med skarpe ord, blev døren modstræbende åbnet. Da vi endelig kunne gå ind, havde der samlet sig en skare nysgerrige naboer, som prøvede på at presse sig ind samtidigt med os. Det gjorde mig urolig, men politimanden, som også var min oversætter, gjorde et fint stykke arbejde, idet han beroligede familie og venner og forklarede dem sagens alvor.

I lyset fra en åbentstående dør ud mod den indre gårdsplads så jeg Lolita, som sad på en primitiv seng på nogle indianske tæpper. Da jeg nærmede mig hende, smilede hun og hilste på mig, men da jeg ville se på hendes ben, begyndte hun at græde.

»Nej, nej, sefiora! Det vil gøre ondt! Rør mig ikke!

Min rene, hvide bandage var fjernet og nogle grove pjalter var bundet om i stedet for. De så ikke ud til at være rene, og så tænkte jeg på det brændte hundehår. Jeg måtte se benet. Jeg satte mig ved siden af hende på hendes hårde seng, mens politi-manden beordrede nogle af naboerne til at gå udenfor. Han var noget så hjælpsom.

»Hvordan har du det, Lolita?« Jeg tog hendes lille hånd i min og klappede den. »Gør benet ondt?«

»Ja, men ikke så meget.« Hun holdt op med at græde.

»Kvik blev vel nok vred i går, gjorde den ikke?« »Jo.« Lolita nikkede.

»Men ved du hvad? Den kunne ikke gøre for det. Sådan er hundemødre. Næste gang du kommer, vil der ikke mere være noget i vejen. Jo, for når hvalpene bliver lidt større og deres øjne åbne, så gør Kvik ikke noget mere, og den vil holde af dig, ligesom den gjorde før.«

»Vil den? Er det rigtigt? Kan jeg så også lege med de små?«

»Det kan du tro, du kan, Lolita. De bliver noget så kære, når øjnene bliver åbne. Og måske, hvis du er en flink pige, kan du få lov til at få en af hvalpene, som så skal være din egen, din egen lille Kvik, som du sådan har ønsket dig.«

»Må jeg? Min egen lille Kvik! Mener du det virkelig?« Pludselig forsvandt Lolitas tårer.

»Ja, Lolita, jeg mener det virkelig. Men husk, hvad jeg sagde: Hvis du er en flink pige!«

»Jeg skal nok være god, sefiora. Jeg vil gøre alt, hvad du siger, jeg skal gøre. Må jeg komme i morgen?«

»Nej, Lolita. Jeg er bange for, at dit ben ikke er behandlet, som det skulle, og at du kommer til at sidde her meget længe.«

»Meget længe! Hvorfor det? Jeg har det allerede meget bedre. I morgen er jeg OK.«

»Hvis ikke hundebiddet på dit ben bliver renset ud og bliver rigtig behandlet, kan det ikke blive bedre. Det vil blive meget værre, og du kan endogså komme til at miste dit hen,« sagde jeg meget alvorligt.

»Å nej, sefiora, vil du ikke nok se på mit ben, og tage dig af det, så det snart kan blive rask igen.«

Forsigtigt tog jeg de snavsede klude af. Hvilket griseri! Soden fra de sorte hundehår lå lige nede i det ømme bløde sår. Politimanden sagde til moderen, at hun skulle komme med varmt vand, og så tog jeg fra min taske det nødvendige desinfektionsmiddel, samt sæbe og en ren bandage. Lolita gav sig lidt, men hun prøvede på at være tapper, og snart var såret grundigt renset og bandagen lagt pænt på.

Hvor var jeg taknemmelig for min politis vens hjælp. Og hvor var jeg dog glad, da jeg gik hjem den dag. Jeg havde vundet Lolitas mors tillid, og var blevet ven med flere af hendes naboer.

Jeg gik hver dag hen for at se til Lolita, og det varede ikke længe, før hun igen kunne komme og besøge Kvik og dens hvalpe - og vælge den, som helt skulle være hendes egen.