Kvik i hundefangerens net!

 

Kvik kunne ikke lide postbudet; eller i det mindste regnede den ham for en højst farlig ubuden gæst.

Hvad kom det ham ved at komme og rode rundt ved hoveddøren? Det var ikke så tit han kom, for det meste af posten blev lagt i boksen på postkontoret. Men når han kom, gøede Kvik advarende, længe før han bankede på døren eller ringede på klokken. Puttede han et brev ind under døren, blev den helt ude af sig selv af raseri. Så tog den brevet i munden og rystede det kraftigt. Kunne den bare komme ud, skulle den nok gøre det af med den fyr! En eller to gange kom den ud, og hvor den styrtede efter ham! Den gjorde ham virkelig bange. Han hoppede og sprang og svingede tasken foran sig som forsvar, indtil jeg kom ham til hjælp.

»Tag dig så i agt, Kvik! Hvad er der i vejen med dig?» Min stemme lød vred. Det var ikke, fordi Kvik ville lyde, men den måtte adlyde sin ejerindes tordenlignende stemme. »Kan du komme ind, Kvik!

»Deres hund er glubsk senora!« sagde det forskrækkede postbud beklagende.

»Nej! Den vil slet ikke gøre Dem noget ondt,« svarede jeg. »Den føler kun, at det er dens pligt at beskytte huset mod fremmede.«

Men så en dag glemte Kvik helt at løbe efter postbudet. Den gode mand havde bragt en stor pakke og stillet den på trappen. Den kom fra en landsby langt inde i urskoven, hvor min unge hushjælp havde sit hjem. Lugten af urskoven, af fugtighed og mos, tryllebandt Kvik og fik den til at snuse noget så grundigt. Æsken var af pap, og der var runde huller i den. Og hvad var det? Kvik snusede kraftigt til et af hullerne og kiggede nysgerrigt ind. Noget rørte sig! Kviks ører stod ret op i vejret, og dens øjne blev store af bare nysgerrighed. Den kiggede igen. Jo, det var rigtigt nok! Der var noget, der rørte sig. Hvad kunne det dog være? Et dyr ude fra junglen? Kvik gøede ad æsken fra den ene side til den anden. Nu var det, som om hele æsken rørte på sig. Kvik gøede endnu mere ophidset!

»Kan du komme væk herfra!« Maruja skubbede hunden væk. »Det er ikke til dig.« Hun løftede æsken og gik om i baggården med den, med Kvik hoppende ved siden af sig.

»Kan du så komme ind i huset! Har jeg ikke sagt, at det er ikke til dig?« Maruja jagede hunden ind og lukkede døren.

Kvik kunne indefra se, da dens ejerinde og Maruja åbnede æsken. Det så ud, som om de var lige så interesserede i indholdet, som den var. Det kunne de ikke være bekendt, og så at lade den være lukket inde!

Æsken kom fra Marujas mor, og det så ud, som om pigen vidste, hvad det var. Der var et brev indeni, og der stod, at det var en gave til senora Anita. Nu var den der! Maruja løftede den ud af æsken. Det var en pragtfuld hanekylling! Den var brun og gul med gyldne halefjer og en smuk rød kam.

Kviks øjne var store som 50 centstykker, og den skrabede kraftigt på døren ud til gården, mens den peb ynkeligt. Det var vel nok en skam at være lukket inde bag en glasdør i sådan et spændende øjeblik.

Hanen strakte sig på sine lange gule ben. Kvik kunne se, at de var bundet sammen med sejlgarn, så den kun kunne gå med meget små skridt.

Marujas mor havde haft lidt ondt af sin datter, som måtte nøjes med vegetarisk mad i missionærens hjem, og havde så sendt denne hane i håb om, at familien ville påskønne en forandring i kosten. Jeg mistænkte Maruja for at have haft sin del i dette arrangement.

»Lad os forberede den til en god suppe,« foreslog hun.

»Nej,« sagde jeg, »vi må vente, til min mand kommer hjem, for vi kan ikke bestemme, hvad vi skal gøre ved den.« Han var på en rejse til Bolivia.

Time efter time sad Kvik i døren og betragtede hver eneste bevægelse af dette mærkelige væsen, som var kommet inden for dens område. Den gøede ved hvert eneste hop, som hanen gjorde med de sammenbundne ben, og hver gang den baskede med vingerne.

Maruja måtte flere gange over gårdspladsen, og hver gang gav hun hanen lidt korn at spise, og vand gav hun den i Kviks skål. Det var topmålet!

Kvik veg ikke ud af stedet hele dagen. Den hverken spiste eller drak, men sad bare og iagttog den, i håb om at kunne komme den nye gæst nærmere og finde ud af lidt mere angående den.

Før daggry næste morgen sad Kvik igen ved glasdøren lige så ophidset, ja mere, da hanen begyndte at gale. Det var dog en mærkelig måde at gø på! Da begyndte Kvik at gø på sin egen måde, så den vækkede alle i huset og i nabolaget.

Endelig i løbet af formiddagen kom Kviks chance. Engang da Maruja gik gennem gården, opdagede Kvik, at hun ikke havde lukket døren ordentligt, men at der var en åbning lige stor nok til, at den kunne få snuden ind og skubbe sig igennem. På gårdspladsen lå Kvik fladt ned på en af fliserne i tilbørlig afstand, først snusende, så knurrende ad den ubudne gæst. Det syntes ikke at gøre indtryk på hanen; den overså fuldstændig Kvik, selv da den knurrede højere.

»Så, så, Kvik, pas nu på!« Jeg var kommet ud i døren. »Hvis du opfører dig ordentlig, skal du få lov at blive ude, så du kan blive venner med din nye kammerat.. Men gå ikke for nær!

Nej, Kvik gik ikke for nær – kun nogle få centimeter nærmere. Ikke en bevægelse eller lugt undgik dens opmærksomhed. Det var vel nok en sjov fyr! Det ville være interessant at stikke snuden ind i fjerene og mærke, hvad det var for noget, og så slikke lidt på den røde kam.

Sådan gik hele den dag. Kvik stirrede og vovede sig lidt efter lidt knurrende nærmere, mens Maruja og jeg morede os over det kostelige syn. Hanen skrabede i jorden, åd, drak vand på sin egen morsomme måde, og klukkede en gang imellem, som om den slet ikke ænsede Kvik.

»Kom, Maruja! Nu skal du se dem! Det er næsten for komisk at se på.« Jeg stod smilende i den åbne dør, og Maruja korn løbende med en støveklud i hånden.

»Se!« Kvik var endelig kommet så nær, at den næsten kunne røre hanen. Den havde mavet sig frem, men nu rejste den sig langsomt og lydløst halvt op på benene og strakte snuden frem, i håb om at kunne røre den lidt. Hanen skrabede noget jord hen på Kvik, som trak sig tilbage.

Kvik prøvede en gang til, nærmere og nærmere, ja, nu – fik lige rørt hanens fjer – da, oh, hvilket hyl! Kvik strakte snuden lige i vejret. Hvilket smertenshyl! Og så af sted! Med halen mellem benene og hylende ynkeligt for den gennem gangen, op ad trapperne, og ind i soveværelset, hvor den gemte sig i den fjerneste krog under sengen.

Den besynderlige nye kammerat, som Kvik så tålmodigt havde prøvet at slutte venskab med, havde hugget sit spidse næb dybt ind i snuden. Dette monstrum af en fugl sagde ikke noget, men der var ingen tvivl om meningen! »Rør mig ikke!«

Maruja og jeg lo alt det, vi kunne. Det var det sjoveste syn. Jeg vred mig af latter, mens jeg holdt mig på maven og bøjede mig ned.

»Ja,« lo Maruja og tørrede tårerne væk med sit forklæde. »Stakkels Kvik. Den har vel nok lært en lektie, mon ikke? Det var det morsomste syn, jeg nogen sinde har set.«

»Det betaler sig vel nok ikke at være nysgerrig, selv for en hund!« sagde jeg.

Det tog hele den næste dag, før Kvik nærmede sig gårdspladsen igen, men lidt efter lidt blev nysgerrigheden større end frygten, og lysten til at blive venner med uhyret begyndte igen.

Det morede Maruja og mig at se, hvordan Kvik og »Uhyret« til slut blev venner. Det tog flere dage. Det er dog rigtigt, at de aldrig kom til at lege sammen, men de nærmede sig hinanden, snusede og drillede hinanden på en venskabelig måde.

Da min mand kom hjem fra sin rejse til Bolivia, beundrede han det kraftige nye kælebarn. Men så om morgenen, efter han var gået til sit kontor, skete der noget tragisk. Dørklokken ringede og små hænder bankede som rasende på hoveddøren.

Jeg åbnede døren. »Sefiora, sefiora, de tog Kvik! De tog Kvik! « Flere af nabobørnene talte i munden på hinanden af bare iver.

»Hvad for noget? Hvem tog Kvik?« På grund af deres ophidsede stemmer, var jeg klar over, at der virkelig var sket hunden noget alvorligt.

»De puttede den i et stort bur oppe på en lastbil,« råbte en lille pige forskrækket. Alle byens børn elskede Kvik.

»De fangede den med et stort net,« udbrød en anden med øjnene stive af forskrækkelse.

»Hvem? Hvem er de?« Mine tanker fløj rundt i hovedet, så jeg blev helt svimmel.

»Hundefangeren kom lige forbi og så Kvik løbe efter en hane.«

»En hane!« jamrede Maruja, strakte hænderne i vejret og løb ned ad gaden for at se efter »Uhyret«.

»Stakkels Kvik!« sagde Lucho alvorligt. »De vil slå den ihjel!

»Slå den ihjel! Å, nej!« Jeg kunne føle mit hjerte helt oppe i halsen. »Der må gøres noget – jeg må have fat i min mand!«

Om aftenen gik vi ned til indelukket for bortkomne hunde. Der fandt vi Kvik, fortabt, uredt, siddende rystende mellem flere store hunde. Den havde ikke set sin madmor komme, men da den hørte min velkendte stemme kalde »Kvik«, så forsvandt det »fortabte«. Ørene lige i vejret, og den rejste sig på bagbenene og kom med små glædeshyl hoppende hen foran i buret, banende sig vej mellem de andre hunde.

Det varede ikke længe, før vi vendte lykkelige tilbage til Miraflores med Kvik mellem os på forsædet.

Ja, drenge og piger! Selv om denne historie både er sand og interessant, viser den jo ikke direkte Kvik som en »missionshund«. Og så er der alligevel noget, vi kan lære af Kviks erfaring.

For det første: Kviks arbejde var at vogte sin herres hus. Vi skal vogte døren ind til vort hjerte. For det andet: Kvik vandt ved tålmodighed hanens venskab. Vi må ikke give op, dersom en nabo ikke vil have noget at gøre med os. Vi kan vinde ham ved tålmodighed og venlighed. Vi kan også lære ikke at være nysgerrige; det kan bringe os i vanskeligheder. Kvik vidste godt, at den ikke måtte løbe alene ud på gaden, og det var en slem erfaring, den måtte gå igennem på grund af sin ulydighed. Men nu, det bedste af det hele! Dersom Satan fanger os i sit net, så kan vi være sikre på, at Jesus vil »købe« os tilbage.