Kvik blev væk!

 

Omtrent 30 km oppe ad den centrale hovedvej fra byen Lima i Peru ligger den smukke lille by Chosica, kaldet »Solskinsbyen«. Mens den store by er dækket med et tykt lag skyer, som i dage, uger, ja måneder ikke lader en solstråle trænge igennem, så har denne lille haveby altid solskin og er et sandt tilflugtssted for beboerne fra den støvfyldte Lima. Hvor betagende, hver gang bilen kører ud af skyerne og ind i dette strålende bjerg sol.

»Lad os tage derop, Kvik,« sagde jeg en dag. Jeg havde nu slet ikke behøvet at sige det, for Kvik var allerede hoppet ind i bilen, så snart jeg havde åbnet døren. Kvik elskede at køre i bil, og særlig når vi kørte i retning af Chosica, for det betød i reglen, at vi skulle på tur med madkurv og nyde solskinnet.

Hvor Kvik dog tydelig viste, at den nød køreturen. Den lagde mærke til alt. Først turen gennem flere »flaskehalse« i en meget travl del af byen, derpå gennem det larmende torv med alle dets fængslende lyde og lugte, og så ud på landet, hvor Kvik havde masser af god underholdning. Den blev altid ivrig, når den så køer, heste og pakæsler, og aldrig lod den en anledning til at gø gå fra sig.

Hovedvejen såvel som jernbanen gik langs floden med grønne majsmarker, enge og bomuldsmarker på begge sider. I Nana, i nærheden af Chosica, men også over skyerne, ligger Inca Unionens højskole, og det er sjældent, at missionærerne kommer forbi uden at aflægge skolen et besøg. Kvik var meget afholdt af eleverne og elskede at komme der.

»Kvik er kommet, Kvik er her!« Det var råbene, vi hørte, så snart vi nærmede os skolen. »Kvik er kommet!« Eleverne råbte aldrig: »Larsens er her,« eller »Anita er kommet!« Nej – »Kvik er kommet.«

Jeg bekymrede mig aldrig om, hvor Kvik var. Jeg kastede bare bolden til den, og så holdt den alle de ubeskæftigede børn og elever i ånde, så længe vi var der. Eleverne elskede at kaste bolden til Kvik og se, hvordan den med snuden kastede den tilbage til dem igen.

I Chosica spadserede min mand og jeg både i solen og i skyggen af træerne i parken. Smukke blomster prydede haverne deromkring med deres farver og duft, mens pragtfulde Bougainvillea hang ned fra tage og altaner.

Selv om Kvik var fristet til at løbe efter andre hunde, blev den dog lydigt hos os og udførte sine kunster for dem, der sad omkring på bænkene og nød det behagelige klima.

»Jeg skulle ønske, at jeg kunne få mine børn til at være lige så lydige,« sagde en dame, der sad med sin datter på en bænk ved siden af mig og så på hunden. »De behøver bare sige et ord, og straks gør hunden lige, hvad De siger. Når De siger »Sæt dig«, så sætter den sig, og når De siger, den skal slå en kolbøtte, slår den en kolbøtte, og siger De »Læg dig«, så lægger den sig ned.

»Ja,« sagde jeg og klappede min lille hund. »Det er altid rart at have nogen, der adlyder en, og den er også den eneste, der gør det.« Jeg smilede til den lille kone og fortsatte: »Hvor må det være glædeligt for Gud, når vi, som hans børn, adlyder ham.« Dette startede en samtale, hvor jeg fik anledning til at fortælle hende om flere kristelige principper. Da jeg gik, gav jeg damen et af vore spanske blade, og pigen gav jeg et bibelsk billede og et nummer af bibelbrevskolens børnekursus. Jeg fortalte hende, at hun ville blive glad for at studere de 12 interessante lektier, og at hun så ville få et smukt diplom.

»Får jeg det?« Pigen så, så glad ud. »Jeg skal nok studere dem alle sammen!« Hun vinkede farvel til mig, da jeg gik ind i bilen og lukkede døren.

Da vi kørte ind i en sidegade, så jeg, at pigen løb efter os og vinkede meget ivrigt, men jeg tænkte, at det kun var et udtryk for hendes begejstring.

Efter at vi havde kørt omkring en halv time og allerede var kommet ned i det klamme, kolde skylag, kaldte jeg på Kvik, som jeg altid plejede, når jeg ville, den skulle komme og sidde ved siden af mig.

»Hvor er du, Kvik?« Jeg så tilbage efter bagruden, hvor den plejede at ligge. »Kvik, Kvik!«

»Hvor er Kvik?« Mit hjerte begyndte at banke som en vaskemaskine.

»Kvik!« Jeg så efter mellem sæderne. »Kvik er væk!«

»Hvad er det, du siger? Vi er jo ikke standset et eneste sted! Den må være her et eller andet sted.«

»Nej, det er den ikke, vi må have glemt den i Chosica! – Stands! – Vi må skynde os tilbage og prøve på at finde den!

»Finde den? Det er nu over en time siden. Den er sikkert ikke der mere.«

»Å jo, det er vi nødt til, vi må finde den.« Jeg brast i gråd. »Hvordan kunne vi dog glemme den?«

Min mand benyttede sig af den første udkørsel, vi kom til – og så kørte vi tilbage i retning af Chosica igen. »Lad os bede, mens vi kører,« sagde han. »Gud skal nok hjælpe os at finde vor kære lille Kvik.« Jeg var klar over, at min mand var lige så urolig, som jeg var.

»Kør hurtigere! Vejen synes uendelig denne gang.« Hele vejen kiggede jeg ivrigt til begge sider. »Tror du, den kan være løbet ned ad vejen efter os?«

»Det er ikke umuligt, men det håber jeg ikke, så ville den let kunne blive kørt over af en bil!

»Ja, eller nogen kan have stjålet den. Der er mange mennesker, der gerne vil have sådan en køn lille hund. Oh, skynd dig!«

Den sene eftermiddagssol skinnede endnu, da vi nåede den smukke by og kørte – ja, alt for hurtigt – op ad hovedgaden mod torvet.

»Der sidder den!« Jeg næsten råbte det højt. »Jeg kan allerede se den. Den sidder på akkurat det samme sted for at se, om ikke bilen kommer tilbage.«

Endnu inden vi standsede, kaldte jeg ud ad vinduet: »Kvik, Kvik, Kvik!« Jeg lukkede døren op, og det tog ikke mange sekunder, før Kvik hoppede ind og overøste mig med kærlighed, mens den slikkede mig over hele ansigtet.

»Min kære lille Kvik!« Jeg trykkede den ind til mig. »Hvordan kunne vi dog glemme dig? Hvor har vi været kede af det!

»Den er meget klogere, end jeg troede,« sagde min mand.

»Ja,« forsikrede den lille kone, som var der endnu og kom hen til os. »Jeg har holdt øje med den hele tiden. Den ville ikke flytte sig af pletten, og ingen måtte komme i nærheden af den. Den sad bare der på samme sted og så efter, om ikke bilen skulle komme tilbage og hente den. Det er vel nok en intelligent hund!«

»Jeg er færdig med min lektie, senora!« Hendes pige var et stort smil, da hun viste mig brevskolelektien.

»Er du, det er vel nok flot! Lad mig se! Det er vel nok godt gjort.« Jeg så den nøje igennem, og det var rigtigt alt sammen. »Nu skal du få den næste lektie!«

Jeg fik fat i min mands mappe, som altid var fuld af nye lektier. »Jeg må måske hellere give dig både nr. 2 og nr. 3. Så har du noget at lave, når du har sendt os nr. 2. Værsgo – og så får du også en konvolut.«

»Må mine veninder også få en, de vil også gerne studere dem?« Tre-fire småpiger var kommet og så interesserede ud.

»Selvfølgelig kan de det. Vi vil meget gerne have dem også som elever i vores brevskole. Værsgo.« Jeg gav dem den første lektie, og en konvolut til hver af dem. »Og her er en lektie for voksne til Dem, senora, jeg er sikker på, at De også vil have glæde af at studere disse lektier.« Jeg gav den lille kone et hjerteligt håndtryk, sagde farvel og takkede hende for at have passet på Kvik.