Trofaste Kvik!

 

Kvik kunne slet ikke lide det! Den så på mig, som ville den sige: »Hvorfor må jeg ikke komme med?«

»Nej, Kvik, denne gang må du blive hjemme.« Jeg satte mig ind i bilen og smækkede døren. »Gå så tilbage til Damiana og pas godt på tingene her.« (Damiana var vor indianerpige.) Jeg pegede på huset og vi kørte af sted. Damiana havde besvær med at holde Kvik på sin ene arm, mens hun vinkede farvel med den anden.

På vor sidste tur havde Kvik været meget besværlig. Den havde jaget indianernes høns og får. Vore indfødte medlemmer var blevet så lede og kede af den, at vi besluttede, at den måtte blive hjemme denne gang.

Vi havde ikke kørt ret langt på den ujævne, hullede vej, som førte til Laro Missionsstation, da min mand udbrød: »Der kommer den!« Vi kunne se den i bag spejlet. Kvik prøvede på at indhente os.

»Hvad skal vi dog gøre?« spurgte jeg.

»Sig til den, at den skal løbe tilbage,« sagde min mand og standsede vognen.

Jeg gik ud. »Gå hjem igen, Kvik!« råbte jeg. Kvik standsede, men kom langsomt nærmere, slæbende sig på maven. »Nej, Kvik, gå hjem!« tordnede jeg. »Gå hjem igen!« Jeg måtte bruge en meget vred stemme, før Kvik vendte om og modvilligt begav sig på tilbagevejen.

»Jeg er bange for, at den kommer igen,« sagde jeg. »Lad os køre så hurtigt, at den ikke vil kunne følge os.«

Det var ikke let at køre hurtigt på det, der mere lignede en pløjemark end en vej, men vi opnåede da at komme væk fra hunden. Da vi kom til et sted, hvor vi måtte reparere noget på vejen, før vi kunne fortsætte, skete det hverken værre eller bedre, end at der kom Kvik igen. Den var næsten udmattet, men tilsyneladende lykkelig over at have indhentet os en gang til.

Denne gang talte jeg meget hårdt til den, skønt jeg faktisk havde ondt af den. »Nå, kan du så gå – gå hjem, gå!« Om ikke for andet, så kunne Kvik, på grund af min stemme, forstå, at jeg mente, hvad jeg sagde. Langsomt vendte den om og gik. For at understrege mine ord kastede jeg en sten efter den, og jeg er sikker på, at den forstod det. Den gik dog ikke særlig langt, men satte sig og stirrede efter os.

Da vi havde repareret vejen så meget, at vi kunne komme over grøften og op på hovedvejen, gik min mand hen til Kvik og sagde meget eftertrykkeligt: »Læg dig, Kvik, læg dig!« Det kan være, at Kvik ikke forstod, når vi sagde: »Gå hjem«, men den forstod, når vi sagde: »Læg dig«, og den kunne ikke være i tvivl om, at min mand mente, hvad han sagde. Den blev liggende, da vi fortsatte på hovedvejen, hvor vi jo kunne køre hurtigt.

»Den går nok hjem igen om lidt,« sagde min mand og så i bag spejlet. »Stakkels dyr! Den vil sikkert ikke prøve at løbe efter os nu.«

Fredag eftermiddag nåede vi vort bestemmelsessted, en missionsstation, der hed Collana. Vi tilbragte en dejlig sabbat med vore medlemmer, og søndag morgen, efter at have ordnet forskellige ting med vore lærere og betalt dem deres løn, kørte vi tilbage til Laro.

Sent om eftermiddagen nærmede vi os vort hjem. »Se,« sagde jeg til min mand. »Der sidder den! Det er Kvik.« Tro det, om I kan, men da vi kom dertil, hvor vi havde efterladt Kvik, sad den stadig på akkurat samme sted og stirrede efter os. Da den så den lille blå Ford, kom den lykkeligt springende for at modtage os.

Hvor er den dog trofast, vor lille Kvik! Der havde den siddet uden mad og vand i to og et halvt døgn og ventet på os. Den havde adlydt min mand, da han sagde: »Læg dig!

***

Et andet eksempel på Sunkas trofasthed var, da vi flyttede fra missionsstationen »The broken Stone« i Umuchi til en ny missionsstation i Sandia. Vejen var så dårlig, at vor chauffør måtte køre meget langsomt med sin gamle lastbil med alt, hvad vi ejede - kasser, møbler osv. Førersædet og pladsen bag ved chaufføren var stopfyldt med passagerer og deres bylter.

»Sefiora, Deres hund irriterer mine høns,« klagede en kvinde, der sad ved siden af mig. Under sædet, hvor hun sad, lå der et bundt høns bundet sammen ved benene.

»Å, det er jeg ked af,« sagde jeg og smilede til hende. »Det er ikke let for hunden at være rolig, når den har så interessante medpassagerer.« Jeg trak Kvik lidt tættere til mig. »Nå, Kvik, kan du så være god og lade hønsene være i fred,« sagde jeg. Det så ud, som om Kvik prøvede, men den kunne alligevel ikke lade være med at knurre, hver gang hønsene startede en kaglende samtale.

Ved middagstid skulle vi over floden Ramis — en ny og spændende oplevelse for Kvik, ja, for os alle. Alt måtte læsses af lastbilen over på en »balsa«. En balsa er en indiansk båd lavet af tørrede rør eller græs, som vokser i Titicacasøen. Skønt bådene er lavet af sådant skrøbeligt materiale, er de temmelig solide og flyder godt.

Det var interessant at se, hvordan indianerne tog alt vort jordiske gods på ryggen, bar det ned til flodbredden, ud i floden og op på balsa'erne. Alt – kasser med husgeråd, bøger, møbler, vore senge og madrasser placerede de noget så pænt på de klodsede både.

»Hvad så med os?« spurgte jeg.

»På samme måde, senora,« sagde min nye veninde, konen med hønsene. Og rigtigt nok, snart hang hun på ryggen af en kraftig indianer. Med den ene hånd klyngede hun sig til manden, der bar hende, og i den anden holdt hun hønsene ud til siden, dinglende i deres fødder. Hun så lykkelig ud, da hun satte sig i båden med sine høns på skødet. Hendes bylt fik hun også.

Da det blev min tur til at komme op på indianerens ryg, blev Kvik helt ude af sig selv. »Hvad så med den?« spurgte jeg.

»Vær ikke bange! Den skal vi nok få ud til Dem.« Min »bærer« behandlede mig som en sæk kartofler.

Kvik gøede og gøede. Den løb frem og tilbage på flodbredden og ville muligvis være sprunget i vandet og svømmet ud til mig, men en anden indianer greb den og bar den frelst om bord.

Det tog lang tid at få alt, passagererne indbefattet, om bord. To store balsa'er bundet sammen med stærke reb gjorde det ud for en færge til vores lastbil. Overfarten var for os noget af en præstation.

I landsbyen Juliaca tog vi os ikke særligt af Kvik. Der var så meget at gøre og så mange bekendte på klinikken, som optog os. Ja, så meget, at da vi om eftermiddagen gik ind i toget til Puno, havde vi fuldstændig glemt Kvik.

I det allersidste øjeblik huskede jeg på den. »Å, vil I ikke nok passe godt på Kvik, til vi kommer tilbage i morgen tidlig?« råbte jeg til vore venner, idet toget kørte ud fra stationen.

Da vi næste morgen kom tilbage, var Kvik væk. Vi kunne ikke finde den nogen steder.

»Den var her i aftes,« sagde vore venner. »Vi ordnede en god seng til den og gav den mad, men den ville ikke spise. Den så ud til at savne jer, og ledte efter jer overalt.«

Vi var nødt til at fortsætte vor rejse den samme formiddag. Hvad skulle vi gøre? »Skal vi sådan uden videre efterlade Kvik?« Jeg var helt ulykkelig. »Hvordan kan vi dog gøre det? Kan vi rejse uden Kvik?«

»Du ved godt, at jeg også føler det sådan,« sagde min mand. »Men hvad skal vi ellers gøre? Lastbilen kører snart.«

Vi ventede, vi kaldte og søgte efter Kvik over hele klinikken og deromkring til sidste minut, men der var ingen Kvik nogen steder. Selv da vi kørte ud af Juliaca, stirrede jeg gennem mine tårer, om jeg kunne få et glimt af vores kære lille hund.

»I må ikke være kede af det,« sagde vore venner trøstende. »Vi skal nok passe godt på Kvik, når den kommer tilbage.«

»Jeg er sikker på, at den vil komme tilbage,« sagde min mand. »Det er også muligt, at den er løbet tilbage til Umuchi for at se efter os.«

Det var netop lige det, den havde gjort. Den stakkels lille trofaste hund var løbet hele den lange, lange vej tilbage til vort gamle hjem i Umuchi. Den må være svømmet over Ramisfloden. Vore gamle naboer i Umuchi så den lede alle vegne omkring huset, og da den ikke fandt os, løb den hele vejen tilbage til Juliaca igen. Hver gang jeg tænker på min lille hunds kærlighed til sin herre, kan jeg ikke lade være at græde.

Hvor glade blev vi ikke, da vi fik et brev, hvori der stod, at Kvik var kommet tilbage til klinikken. I kan nok forestille jer vor glæde, da de første, der kom for at besøge os på vor nye missionsstation i Sandia, havde Kvik med til os. Jeg kan ikke lade være at spørge mig selv, om jeg er lige så trofast og hengiven til min himmelske Far, som Kvik er til mig.