Kvik rejser med fly!

 

I den internationale lufthavn i Lima, Peru, stod min mand og jeg på udsigtsterrassen og så en stor flyvemaskine lette med nogle af vore gode venner og medarbejdere. Der er altid noget spændende ved en lufthavn – møde venner, der kommer, og se andre, når de drager glade af sted på ferie i hjemlandet. Idet jeg så op, bemærkede jeg de karakteristiske tykke grå skyer, der altid hænger over byen.

»Hvor skulle jeg ønske, jeg kunne skyde op gennem skyen til solskinnet ovenover,« sagde jeg.

»Det varer ikke så længe!« sagde min mand. »Snart bliver det vores tur til at sige farvel; og denne gang for altid!

»Ja!« For et øjeblik stod vi tavse. »Det bliver nu alligevel trist at sige farvel til Peru og vore mange gode venner, gør det ikke?« Kvik trak i snoren. »Nu synes Kvik nok, det er på tide at gå. Hvad skal vi gøre med den? Vil vi kunne sige farvel til Kvik?«

»Jeg tænker, vi må lade den blive igen her lige så vel som så mange andre venner.« Jeg kunne mærke, at heller ikke min mand kunne lide tanken.

»Hvorfor kan vi ikke tage den med os?«

»Tage den med i flyvemaskinen?«

»Ja!«

»Tænk dig nu lidt om! En missionær kommer hjem med en hund!«

»Ja, hvorfor ikke? Kvik er ikke nogen helt almindelig hund. Den er en missionshund og hører med til familien.«

»Den kan slet ikke få lov at komme med i maskinen.« Min mand ville ikke tale mere om det, men det ville jeg. »Så går vi!« sagde han.

»Vi kan da have den med i en tremmekasse,« sagde jeg. »Den kan komme med som bagage. Det er der mange, der gør.«

Min mand rystede på hovedet. »Det vil blive dyrt, og jeg synes heller ikke, det er rigtigt at bruge så mange penge på en hund.«

Vi gik ned ad trappen til afgangshallen, da jeg pludselig fik en ide. »Ville det være muligt, dersom Kvik betalte sin egen billet?«

Kvik?«

»Ja, du ved da godt, at Kvik har tre kønne hvalpe hjemme. Dem kan vi sælge, og det vil betale billetten.«

Jeg kunne se på min mands ansigt, at han ikke troede, det kunne lade sig gøre, men han sagde: »Godt! Jeg overlader det til dig!«

Kan I tænke jer – jeg solgte alle hvalpene og fik 400 sols. Kviks billet ville kun koste 364 sols (ca. 70 kr.). Glædestrålende sagde jeg: »Se her! Kan du se, Kvik betaler sin egen billet!«

»Ja, men vent nu lidt,« sagde min mand advarende. »Der bliver sikkert også mange andre udgifter.

På Panagra Flyveselskabs kontor fik vi en lang liste med betingelser og vejledninger angående hundes rejse. Det var selvfølgelig sundhedsattest, vaccination og indsprøjtninger. Så var der en udrejsetilladelse, en flyvetilladelse og told. Ja, selv en attest for god opførsel fra politiet. Alt dette betød en halv snes besøg på forskellige kontorer. Hver eneste attest skulle stemples med takstmærker, der kostede penge. Men trods alt oversteg udgifterne ikke de 400 sols. Kvik var med i hvert eneste kontor og var så fin, så fin, børstet og ren, og hvert sted udførte den sine kunster. Alle kontorfunktionærerne så ud til at more sig over at se en hund, der skulle på langfart, og de beundrede den, når den slog kolbøtter, eller når den hoppede gennem en ring eller sad pænt. Jeg havde anledning til at fortælle nogen af dem om bibelbrevskolen og om vore radioudsendelser. Ikke mange lægger mærke til et ældre menneske som mig, men alle er interesserede i sådan en kær, lille, dygtig hund. Kvik knyttede venskaber. Det er derfor, jeg kalder den en missionshund. Jeg havde altid en liste over tidspunkterne for vore udsendelser, så jeg kunne give dem til Kviks nye venner.

Da alle krav var opfyldt og alle attester i orden, gik vi tilbage til flyveselskabets billetkontor.

»Det er orden,« sagde de. »Nu må I få fat på et bur til at sende hunden i.«

»Et bur! Hvad vil det koste?«

»16 dollars« (ca. 85 kr.). »16 dollars! Men vi behøver ikke et bur til 16 dollars. Vores hund er ikke en Grand Danois eller en Greyhound. Se, her er den. Ville et lille bur ikke være godt nok til den?«

»Det kunne se sådan ud,« sagde kontoristen. »Men det er nu sådan, at vi kun har en størrelse, så det er, hvad vi kan tilbyde Dem.«

16 dollars! Å nej! Sammen med de 13 dollars for billetten plus de andre udgifter ville det hele blive næsten en uges løn – og det for en hund!

Min mand havde fri den følgende eftermiddag, så jeg sagde: »Lad os køre til Callao og tale med den øverste i bagageafdelingen ved den internationale lufthavn.«

Min mand så godt, at jeg lagde Kviks bold i vognen, inden vi kørte. »Hvad skal du med den?« spurgte han. »Skal vi spille bold med Kvik i lufthavnen?«

»Ja, hvem ved?« sagde jeg. Lige så snart jeg åbnede døren, hoppede Kvik ind og begyndte at lege med bolden på bagsædet. »Man kan aldrig vide,« sagde jeg. »Jeg syntes bare, vi skulle tage den med, bare for tilfældet.«

Det tog temmelig lang tid, før vi fik fat i den rigtige mand, i det rigtige kontor. Han var fra Peru, meget venlig, og leder af bagageafdelingen.

»Det er vel nok en smuk hund, De har,« sagde han.

»Ja, og den skal med som passager til Miami.«

»Godt,« sagde han. »Vi skal nok tage os af den. Jeg holder meget af hunde, jeg har selv en ruhåret terrier. Hvad hedder den?« Han klappede Kvik.

»Den hedder Kvik. Slå en kolbøtte, Kvik! Lad den herre se, hvad du kan.« Kvik slog kolbøtter, og så snart jeg lavede et hjul med mine arme, hoppede den igennem.

Magnifico!« (Storartet!) Han talte opmuntrende til Kvik. »Du er vel nok en dygtig lille hund!«

»Så skulle De se den spille bold! Det er den vældig god til,« sagde jeg.

»Spille bold! Hvordan kan en hund spille bold?« Manden så meget skeptisk ud.

»Ih jo!« sagde jeg. »Den skubber til bolden med snuden eller med tænderne, tror jeg. Hvis De vil gå udenfor med os, så skal De få det at se.«

»Det kan De tro, jeg vil,« sagde han. »Kom så, Kvik! Jeg har aldrig set en hund spille bold.«

Som altid hoppede Kvik begejstret, så snart den så mig tage bolden. Det var en meget let bold, på størrelse med en volleybold. Til sin nye vens begejstring blev det en fin forestilling, hvor den sendte bolden flot tilbage, hver gang jeg kastede den.

»Magnifico! Magnifico! Den ville kunne få præmie ved en hvilken som helst hundeopvisning. Det er næsten som i cirkus!« Han var meget imponeret. Kvik kastede også bolden hen til ham, så han også kunne tage del i legen.

»Det er vel nok en dygtig hund, bravo!« råbte han. »Og nu vil du flyve til Amerika og blive amerikaner? «

Jeg nikkede. »Ja, det er vor plan, men hvordan kan vi få den med? Er vi nødt til at have et særligt bur til den?«

»Det er ikke absolut nødvendigt,« svarede han. »En god stærk kurv vil kunne bruges.«

»Der blev sagt til os, at vi måtte købe et bur til den!«

»Det kan I også. Vi har bure for store hunde, men de er meget tunge, og fragten er dyr. Hvis jeg var Dem, ville jeg få fat på en kurv og transportere Kvik i den.«

Hvor var jeg glad og lettet. »Mange tak, senor,« sagde jeg. »Så vil vi gøre det.«

Vi købte en god solid kurv for knapt halvanden krone, i stedet for buret til ca. 85 kr. Den morgen vi skulle rejse, bragte vi Kvik i den i god tid ud til lufthavnen.

»Det var fint,« sagde vor venlige bagagemand. »Nu fæstner vi låget med et stykke ståltråd, og der vil den have det godt under rejsen.« Kvik, som havde sovet i kurven de sidste nætter, fandt sig roligt i det.

Jeg løftede kurven op og hviskede meget tæt ved låget: »Farvel Kvik, god rejse!« Derefter spurgte jeg, om det ville være muligt at se hunden, når vi standsede undervejs.

»Selvfølgelig, sefiora. De kan få se Kvik og gå en tur med den i lufthavnene i Equador og Colombia og også i Panama, dersom De ønsker det. Den steward, der tager sig af bagagen, vil tage hunden ud på disse steder. De skal bare spørge ham.« Han stemplede udrejsetilladelserne og rakte mig dem sammen med mærkesedlen for kurven.

Jeg gav den venlige mand (typen på de venlige mennesker, vi mødte i Peru) en indbydelse til vort radioprogram og sagde: »Jeg skulle ønske, De ville lytte til denne udsendelse næste søndag; jeg er sikker på, De vil synes om den.«

Hans ansigt strålede af glæde. »Det er 'min' udsendelse. Hver søndag lytter min familie og jeg til prof. Braulio Perez på radiostationen 'Victoria'.«

»Gør De,« udbrød min mand og jeg samtidigt, og han kunne ikke undgå at mærke, at vi var glædeligt overraskede. »Bliv ved med det,« sagde jeg.

»Det kan De tro, jeg vil, sefiora, og jeg vil være endnu mere interesseret nu, efter at jeg har mødt Dem og Kvik,« sagde han, idet han gik bort med Kvik i kurven.

I lufthavnen i Quito, Equador, glædede vi os til at se Kvik; men vi syntes, det tog så lang tid, før stewarden kom med kurven, og da lagde vi mærke til, at der var kommet andet ståltråd på låget.

»Hvad er der sket?« spurgte vi. »Hvorfor tog det så lang tid at få kurven ud?«

»Å, sefiora! Kan De tænke Dem? Den skøre hund brød ud af kurven, og jeg havde sådant besvær med at fange den igen i det snævre rum og få den ned i kurven igen.«

Det var vi kede af og bad om undskyldning. Stewarden blev bedre tilpas, da han så Kvik hoppe glædestrålende omkring og vise alle sine kunster. Jeg forsikrede ham om, at vi nok skulle sætte låget godt fast denne gang.

Hver gang flyet gik ned, spadserede vi med Kvik, og det havde den godt af. Det gjorde turen behagelig både for den og os. Vi gjorde også bekendtskab med vore medrejsende, hvis opmærksomhed blev tiltrukket af denne ikke helt almindelige passager.

»Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvad der vil ske med Kvik, når vi kommer til Miami,« sagde jeg, da vi nærmede os De forenede Stater.

»Hvad mener du? Jeg er sikker på, at de vil behandle den pænt.« Min mand lod til at være fuldstændig tryg.

»Ja, det ved jeg godt, men de vil nok sætte den i karantæne i flere uger.«

»Ikke medmindre de finder ud af, at den er syg, og hvorfor skulle de det med alle de sundhedsattester, den har? De lader den sikkert gå lige igennem. Du ved da godt, at den er blevet vaccineret mod alt muligt.«

Uden for flyvepladsen i Miami vinkede venner et hjerteligt velkommen. Vi kom let gennem både immigrantkontrollen og tolden og sad så og ventede på, at dyrlægen skulle komme og undersøge Kvik. Des længere vi ventede, desto mere nervøs blev jeg.

»Så er vi her,« sagde jeg til Kvik. »Helt parate til at komme ind i De forenede Stater, og nu venter vi kun på dig.« Jeg fik fat i dens snor, og glad hoppede den ud af kurven og strakte benene.

Da dyrlægen omsider kom, hilste Kvik ham ved at slå kolbøtter og sætte sig op og vinke med forpoterne. Det var for, at den skulle gøre et godt indtryk; jeg havde sagt til den, at den skulle gøre det.

»Hej, lille vovse!« sagde han. »Nå, du kommer fra Sydamerika. Lad mig så se lidt på dig.« Han kiggede Kviks attester nøje igennem, mens jeg bare kunne tænke på karantænen.

»De er helt i orden!« sagde han og rakte papirerne tilbage til mig.

»I orden! Vil det sige, at vi kan tage den med os nu med det samme?« Det var ikke min mening at vise, at jeg var bekymret. Men jeg kunne dog ikke skjule det.

»Ja, hvorfor ikke?« sagde han. »Det er en frisk og sund hund.« Han klappede Kvik og sagde til den: »Er du ikke også det, lille vovse?«

Det var vel nok en flink dyrlæge. Han ville sikkert aldrig få at vide, hvor glad han havde gjort os.

»Det er vel nok en dejlig hund, De har!« sagde han, idet han forlod os.

Kvik så op på ham og logrede med halen. Den var selvfølgelig ikke klar over, at den var kommet til De forenede Stater, og var vel også ligeglad, så længe den var hos sine ejere. Men det var alligevel, som mærkede den, at der var sket den noget helt vidunderligt.

Det varede heller ikke længe, før Kvik skaffede Gud venner i Staterne, og så længe den levede, blev den ved med at være en missionshund.