Første gang jeg mødte Karyn, var vi begge kun 15 år gamle. Hun og en gruppe andre piger havde netop forladt en fest og stod nu på gadehjørnet og grinede, talte højt og opførte sig fjollet. Jeg tænkte: „Det er bare nogle tøser. Søde, men fjollede."

Hun var heller ikke særlig interesseret i drenge som mig. Hun foretrak at komme sammen med ældre drenge med egen bil.

Jeg så hende senere tilfældigt rundt omkring i byen og vidste, hvem hun var, men der skete så mange andre ting i mit liv. To år senere da jeg lige var begyndt at læse i Bibelen, krydsedes vores veje imidlertid igen. Min ven Rico og jeg var taget hen til billardhallen for at slappe af og spille billard, og der så jeg Karyn sammen med en anden pige siddende ved et bord. Det viste sig, at den anden pige var Ricos kæreste. De introducerede mig til Karyn og gik bagefter over til baren og lod os være alene. Det var en ubehagelig situation. Ingen af os havde planlagt det på den måde.

„Vil du spille et spil?" spurgte jeg.

„Jeg har ikke lyst," sagde hun.

„OK. Lad os så gå et andet sted hen," foreslog jeg. Jeg holdt døren, og vi gik ud og spadserede og talte bare. Da vi kom til en likør-butik, gik jeg imod min bedste overbevisning ind og købte en flaske vin. „Lad os gå over i parken og finde et køligt sted at sidde ned," sagde jeg. „Jeg har købt os en lille forfriskning."

„Nej tak, Doug. Jeg drikker ikke mere," svarede hun.

„Hvad mener du med, at du ikke drikker?" spurgte jeg vantro. „Alle drikker!" Men hun stod fast.

„Så læser du vel også i Bibelen?" spurgte jeg halvt sarkastisk. Hun stoppede og kiggede overrasket på mig. „Ja, det gør jeg faktisk. Hvordan vidste du det?"

„Det ved jeg ikke. Det er nok ved at lægge to og to sammen. Det er mærkeligt," fortsatte jeg. „Jeg er også ved at læse Bibelen." Vi spadserede i den kølige ørken nat i lang tid, talte om Bibelen og religion. Jo mere vi talte, jo mere fandt vi at tale om.

Vi så meget til hinanden efter den aften, og få uger senere blev vi gift. Vi flyttede til byen, men vi syntes ikke om bylivet, så en dag pakkede vi vores ejendele i en rygsæk og begyndte at tomle nordpå langs Californiens kyst. Vi vidste ikke helt præcis, hvor vi ville hen, så vi tog os god tid. Sommetider faldt vi i søvn ved en motorvejstilkørsel blot for at blive vækket af vandvognen kl. 5 om morgenen. Engang vandrede vi væk fra vejen tæt ved Big Sur, Californien, og sov i skoven. Da vi vågnede stod en parkbetjent over os. „Jeg har ikke noget imod, at I overnatter her," sagde han, „men I vil nok gerne vide, at I ligger blandt gift-sumak." Mindet om den uge var meget ubehageligt!

I Ukiah, Californien, stoppede et ungt par for at give os et lift. „Hvor skal I hen?" spurgte chaufføren.

„Vi ved det ikke helt sikkert," sagde jeg. „Vi beder til, at Gud vil vise os vej. Hvor skal I hen?"

Lidt overrasket sagde chaufføren: „I vil ikke ønske at tage hen, hvor vi bor. Det er en udørk – en lille by kaldet Covelo. Den er omgivet af statsskov."

„Hmmm, er der nogen huler der?"

„Det vil jeg tro," sagde den unge mand.

„Findes der kirker?" spurgte Karyn.

„Vi har ikke andet," svarede hustruen. „Der er ikke engang et teater i byen."

Karyn og jeg var imponerede over Covelo og blev straks forelskede i synet af de fyrre klædte bjerge. Vi boede i en hule i statsskovene i en periode, og vi begyndte at se os om efter et stykke jord. Snart fandt vi et sted, som vi virkelig ville have. Det eneste problem var penge. Det eneste arbejde, jeg kunne finde, var sæsonarbejde. Hen imod slutningen af sommeren var vi tvunget til at vende tilbage til Palm Springs, så jeg kunne forsørge min voksende familie, for snart skulle vi være forældre.

Jeg prøvede forskellige mærkværdige jobs for en tid, men jeg fandt ikke noget ordentligt. Endelig fandt jeg et arbejde, hvor jeg skulle sælge og levere kød. Jeg kunne snart se, at jeg var en del af en aftale mellem tre parter. Hvorfor ikke eliminere mellemmanden og selv score fortjenesten?

Far hjalp mig med at købe en lille brugt VW. Jeg havde aldrig før ejet en bil og vidste derfor næsten ingenting om, hvordan de skulle vedligeholdes. Jeg troede olien gik i køleren, men VW havde ingen køler. Jeg lærte hurtigt!

Jeg fik malet en reklame på siden af bilen: Doug Batchelors en grossalg af førsteklasses oksebøffer. Efter at have lavet mig nogle visitkort og skabt nye kontakter, satte jeg en køler op bagerst i den lille VW. Jeg købte et stort stykke oksekød, og en ven viste mig, hvordan jeg skulle skære det ud til bøffer. Snart havde jeg en indbringende forretning kørende, hvor jeg solgte bøffer en gros. Forretningen gik godt fra begyndelsen.

Jeg lærte nogle interessante ting under min korte karriere med salg af oksekød. En dag var der en kunde, som spurgte mig, om jeg kunne levere førsteklasses svinekød. Jeg kendte godt til de forskellige niveauer af oksekød: bedst, udsøgt, god og reel. Jeg har set det samme ved kylling, men svinekød kendte jeg ikke meget til.

Jeg gik til en af mine slagter venner. Da han hørte mit spørgsmål, begyndte han at grine. „Landbrugsministeriet anbefaler ikke engang, at man giver det til sine hunde. De vil ikke inddele det i kvaliteter. Det vrimler med baciller. De har endda lavet pjecer, hvori de anbefaler, at du gennemsteger kødet for at slå alle trikinlarver ihjel."

„Bvadr!" Jeg væmmedes ved det. Så huskede jeg at have læst noget i Bibelen om svinekød. Nogle præster havde fortalt mig, at de regler var blevet afskaffet, men det gav ingen mening. Reagerede menneskekroppen ikke på samme måde på det, man spiste, som på israelitternes tid? Kunne den ikke stadigvæk blive syg af bakterier og parasitter?

Jeg lærte også snart noget andet ud fra min egen erfaring. Efter at jeg var begyndt at sælge oksekød, besluttede jeg at bruge mine egne produkter i madlavningen. Snart spiste jeg New York bøffer til morgenmad, T-bone-steaks til frokost og tournedos til aftensmad. Men så opdagede jeg, at jeg var konstant træt og ikke havde nogen energi. Min opførsel begyndte også at ændre sig. Om natten kunne jeg sidde og se tv og spise en liter is alene – ja, en hel liter! Jeg følte, at mit åndelige liv var ved at dø, og jeg havde færre kræfter til at modstå fristelser. Min hulemands diæt af ris, bønner, brød og frugt havde givet mig en følelse af styrke og vitalitet. For første gang kunne jeg se, hvor stor en betydning kosten havde for mit fysiske, åndelige og moralske velbefindende. Jeg tjente gode penge i kødbranchen, men af en eller anden grund, så lykkedes det aldrig Karyn og jeg at spare op. Jo mere vi tjente, jo mere brugte vi.

„Lad os give Covelo endnu en chance," sagde jeg en dag. „Jeg tror vi kan gøre det denne gang." Vi byttede vores VW med en gammel Ford pickup. Efter at have kørt godt 1100 km, ankom vi til Covelo, og vi fandt snart 64 hektarer god, udyrket jord, som vi havde råd til at købe. Vi boede i et telt, mens vi byggede et lille hus af affaldstømmer på grunden. Det var ikke en villa, men det var vores, og vi elskede det! Jeg startede en lille brændevirksomhed.

Vi begyndte at komme i en presbyteriansk kirke, men jeg kunne ikke glemme sabbatten og alle de andre ting, jeg havde lært. Der var en syvende dags adventistkirke lige overfor den presbyterianske kirke, og jeg spekulerede på, om denne menighed var venligere. Jeg havde mødt en fyr som hed Duane, og som kunne lide kirker og religion, så en lørdag bestemte vi os for at besøge advent kirken. Karyn bestemte sig for at blive hjemme med Rachel, vores lille datter.

Mine følelser den morgen var en blanding af forventning og angst. „Hvad nu hvis de ikke er venlige? Synes de om den måde, jeg ser ud på? Nå, pyt med det. Det er sabbat, og jeg har lige så meget ret til at være her, som de har!" Jeg tror, jeg må have haft et mindreværdskompleks den morgen, jeg klædte mig på, fordi jeg fandt mine gamle overalls frem og en krøllet skjorte. Jeg satte mit hår op i en hestehale.

Jeg satte mig på min motorcykel og drønede af sted for at hente Duane. Dengang var det „cool" at gå med lasede gamle cowboybukser, og han så virkelig „cool" ud. En af hans baglommer var revet af, og hans nøgne hud afslørede at han ikke engang havde underbukser på! Jeg var næsten pinligt berørt over at følges med ham, men jeg sagde ingenting!

En smilende mand stod ved døren og gav os et fast håndtryk. Han gav os en varm velkomst og inviterede os indenfor, hvor en sød lille ældre dame gav hånd og bad os skrive i gæstebogen. Vi gik ind i kirken og satte os ned. Folk var stadig ved at komme, og vi så på dem, mens de kom. Jeg så en del gråhårede og skaldede den dag. Der var et par, der kom og satte sig foran os, men før de satte sig ned, hilste de på os og introducerede sig selv.

Prædikenen den dag vældede næsten spontant frem fra den gamle præsts hjerte. Der var en varme og ærlighed ved ham, som rørte mig. Jeg „drak" alle ordene ligesom en tørstig mand i en varm ørken. Efter gudstjenesten, kom folk hen til os, ønskede os velkommen og indbød os til at spise med dem. Ingen synes at lægge mærke til vores tøj, men jeg følte mig efterhånden lidt skamfuld. Duane og jeg følte os så overvældede over alle de invitationer og al den opmærksomhed, at vi ikke vidste, hvad vi skulle gøre. Til sidst sejrede den ældre pastor, Joe Phillips, og hans hustru over de andre, og vi tog med dem hjem. Jeg er sikker på, at disse venlige mennesker aldrig kunne have forestillet sig, at en dag skulle denne hippie blive deres præst!

Vi fik sund mad, som var enkelt tilberedt af en vegetarisk fars, kartofler, to eller tre grøntsager, hjemmebagt grovbrød, en blandet salat og æbletærte! „Værsgo!" indbød præsten Joe. „Min kone er den bedste kok i byen, og I vil såre hendes følelser, hvis I ikke spiser!" Duane og jeg sårede ikke deres følelser den dag! Vi tømte næsten hver skål på bordet. Vores vært og værtinde var både overraskede og glade.

Efter middagen, sagde pastor Joe, „Hvorfor sætter vi os ikke alle ind i dagligstuen og studerer Bibelen?" Jeg sagde ja til ideen og snart havde jeg min Bibel åbnet og diskuterede skrifterne med præsten og fru Phillips. Duane faldt i søvn i sin stol.

Den næste sabbat kom Karyn i kirke sammen med mig, og fra da af gik vi i kirke hver sabbat, og pastoren og hans hustru inviterede os hjem hver gang. Vi studerede altid Bibelen om eftermiddagen. Når præsten påbegyndte et nyt emne, gik der ikke lang tid, før jeg opdagede, at jeg selv havde studeret det på egen hånd. Da vi studerede Daniel og Åbenbaringen, så kendte jeg alle tegnene og hornene så vel som datoerne. En dag sagde pastor Joe: „Doug, du er næsten klar til at blive døbt."

„Hvad mener du med næsten? Jeg er klar nu," sagde jeg. „Jeg tror på alt, hvad denne kirke står for."

Han tøvede. „Hvad med rygningen, Doug? Er du parat til at opgive det?"

Nu var det min tur til at tøve. „Nå, det ved jeg nu ikke. Jeg kan ikke se, hvad det har at gøre med min kærlighed til Gud. Jeg har jo opgivet alle mine virkeligt dårlige vaner, som at ryge marihuana, at drikke og tage stoffer, stjæle eller lyve. Men rygning er ikke så slemt. Jeg ryger kun omkring en halv pakke om dagen. Jeg ved, at Gud elsker mig og hører mine bønner."

„Det er rigtigt Doug, han elsker dig," sagde pastor Joe tålmodigt. „Og han vejleder og leder dig skridt for skridt. Men så længe du er afhængig af cigaretter, så er du lænket til djævelen. Kan du forestille dig Jesus ryge og puste røg i nogens ansigt, mens han fortæller dem om sin faders kærlighed?"

Jeg vidste, at Jesus er vores eksempel, og tanken om, at han skulle ryge en cigaret lød så latterligt, at jeg måtte le.

„Der kan du se," fortsatte pastoren, „når du er døbt, så repræsenterer dåben en ny fødsel, og Herren ønsker ikke at hans børn ryger. Gør du, Doug?"

„Når du siger det på den måde, så nej!" indrømmede jeg.

Jeg begyndte at tænke på min kamp for at holde op med at drikke. Jeg havde diskuteret med Gud. „Men Herre, jeg kan godt lide at drikke. Det er sjovt."

Og Herren sagde: „Drik du bare, Doug." Jeg mener ikke, at Herren var glad for, at jeg drak. Han mente bare, at han ikke ville tvinge mig til at holde op. Lidt efter lidt kunne jeg se al den sorg mit drikkeri forårsagede. Jeg ville vågne op i fængslet eller være syg hele dagen og kaste op, eller jeg ville vågne og finde ud af, at jeg havde gjort mig selv til grin og såret en, jeg holdt af. Engang fandt jeg ud af, at jeg havde ødelagt en bil, som slet ikke var min. Jeg hørte Herren sige: „Doug, har du det sjovt?" Det gik endelig op for mig, at Gud kun ønsker, at de kristne skal holde op med det, der gør dem ondt, enten fysisk eller åndeligt. Da jeg endelig fandt ud af det, så holdt jeg op med at drikke. Men jeg vidste med det samme, at med rygningen ville det blive sværere.

Karyn kom af med vanen ret hurtigt. Lægen forklarede hende, at vores baby var født for tidligt, fordi hun røg. „Rygning skader ikke kun dig," sagde han, „men også din baby."

En dag, da Karyn kom ind i dagligstuen, lagde hun mærke til den rygende cigaret, hun havde efterladt i askebægret. Røgen drev lige i den retning, hvor Rachel lå og sov. „Hvad laver jeg!" udbrød Karyn. „Det er slemt nok, at jeg ødelægger mine egne lunger. Hvordan kan jeg ødelægge min babys lunger også?" Da jeg kom hjem til huset den dag, sagde hun, „Doug, jeg vil se hvor lang tid, jeg kan lade være med at ryge!" Og det var det. Hun røg aldrig igen.

Karyn blev døbt uden mig.

For nogen folk er det let, men andre kan ikke opgive rygevanen uden kamp. Jeg kæmpede med mig selv og prøvede at samle mod nok til at holde op med at ryge. En dag sagde jeg: „1 morgen holder jeg op," og jeg smed mine cigaretter ud og prøvede at glemme alt om dem. Men næste dag ønskede jeg mig en cigaret så voldsomt, at mine hænder rystede. Jeg skyndte mig til forretningen og købte nogle flere. „Det var sandelig spild af penge," sagde jeg til mig selv. Jeg røg halvdelen af pakken i løbet af de næste få timer, men min samvittighed nagede mig hele tiden. „OK, OK, så prøver jeg igen." Og sådan fortsatte kampen i månedsvis.

Jeg elskede advent kirken, fordi den stod for noget. Jeg ved, jeg kunne være blevet medlem af mange andre kirker, hvor jeg både kunne ryge og drikke, men jeg vidste, at hvis jeg skulle tilhøre adventistkirken, så måtte jeg tage mit kors op og følge ham. En af pastor Joes yndlings talemåder blev også min. „Hvis du ikke står for noget, så vil du falde for hvad som helst." Jeg ville meget gerne høre til, men jeg kunne ikke – på det tidspunkt.

Et par uger senere, mens jeg kørte min gamle pickup, hørte jeg et smæld, efterfulgt af en hvæsen, og så en flaprende lyd. „Åh, nej! Ikke igen!" sukkede jeg. Det var det andet flade dæk den dag. Min vogn var ved at bryde sammen for øjnene af mig. Indenfor de sidste fireogtyve timer var den ene forlygte gået, bagagerumsklappen faldet af, og motoren begyndt at ryge.

Mens jeg hævede bilen og fjernede dækket, tænkte jeg på de nye Datsun firehjulstrukne pickups, som jeg har set reklamer for. Åh, hvor ville jeg gerne have sådan en! Jeg begyndte at dagdrømme. Hvis jeg havde pengene, så ville jeg købe en stor vogn til min voksende familie – en med fem gear, et kranspil foran, og et stort bagagerum så jeg kunne tage brænde med.

Jeg strammede den sidste møtrik, lagde hjulkapslen tilbage, og startede motoren, men mine tanker var stadigvæk ved de nye Datsun vogne. Til sidst sagde jeg: „Herre jeg vil endda kvitte smøgerne, hvis du giver mig en sådan vogn!"

Jeg vil ikke påstå, at jeg hørte Guds stemme tale højt, selv om jeg tit havde hørt den tale til min samvittighed, men pludselig hørte jeg en stemme give genlyd i min gamle pickup: „Du vil holde op med at ryge på grund af en bil, men du ville ikke gøre det for mig?"

Jeg var chokeret, og jeg sad i flere minutter og lyttede efter den anden stemme. Så tænkte jeg: „Jesus døde på korset for mig, og det eneste han beder om er, at jeg skal holde op med de ting, som gør mig ondt, og alligevel vil jeg ikke stoppe med at ryge for hans skyld." Jeg måtte have den bil. „Åh, Herre, tilgiv mig!" græd jeg. „Det var ikke med vilje, og med din hjælp vil jeg aldrig ryge igen."

Da jeg kom hjem, tog jeg mine cigaretter og smed dem i klosettet, fordi jeg vidste, at jeg ikke ville tage dem op derfra, og med Guds nåde og hjælp har jeg aldrig røget siden. To uger senere blev jeg døbt.

Præcis ti år senere gav Herren mig en Datsun 4x4 med et kranspil, en rummelig kabine og med fem gear. Jeg havde slet ikke bedt om fjernbetjente vinduer og automatpilot! Men jeg undrede mig: „Herre, hvorfor ventede du ti år?"

Han fortalte mig, at på de ti år havde jeg sparet nok penge sammen ved ikke at ryge til at købe bilen.