Kapitel 6.

 

Store Mo tøvede, han troede, dette ville være et trick til at tage babyen fra ham. Så indså han, at hun vidste, hun var svag. Hun kunne ikke løbe væk fra ham. Han placerede derfor bylten i hendes arme, og moderen holdt sit barn er kort øjeblik. Så lagde hun babyen tilbage i mandens arme og løb ned ad stien.

"Vent, Resa, kom tilbage!" kaldte store Mo; men kvinden tøvede slet ikke. Hun løb, til hun var ude af syne bag de store sten.

Varsomt bar Mo Dookie tilbage til huset. Han holdt hende ømt ind mod sig. Nu var hun virkelig hans, for moderen havde overladt hende til ham. Ånderne var sikkert helt tilfredse. Hvor ville han beskytte hende omhyggeligt! Han ville aldrig efterlade hende alene i huset mere. Der kunne være andre farer; vilde dyr, slanger eller skorpioner! Han ville beskytte hende hvert øjeblik. Hun var en speciel gave til ham. Han ville tage en gave med til medicinmanden nu til morgen, når han bar mælken til landsbyen.

Store Mo lagde Dookie på måtten, siede mælken ned i karrene og lavede så noget varmt mælk i en kokosnøddeskal.

På dette tidspunkt græd lille Dookie efter sin morgenmad. "Her skal du se, min lille perle," sagde Mo, idet han tog hende i sine arme og madede hende. "Langsomt nu, kun nogle få dråber ad gangen. Jeg ved, du er sulten."

Før han var færdig med at made Dookie, kom Kola for at hente køerne.

"Kola," kaldte store Mo fra sin plads på gulvet," vil du give mor ko noget junglegræs? Bagefter kan du komme ind i huset, og jeg vil give dig din løn."

Ved den tid. Da Kola var færdig til at gå med køerne, var Dookie færdig med sin morgenmad. Store Mo lagde hende på måtten, tog sin pengeboks ned og tog det beløb ud, som han skyldte Kola. Han føjede nogle ekstra mønter til; da han gav Kola dem i hånden.

"Dette er mere end min løn," udbrød Kola med et stort smil.

"Det er på grund af babyen." sagde store Mo. Så tilføjede han: "Din løn vil også stige næste uge, fordi du skal have mor ko og lille Tyndben med på græs."

"Mange tak," sagde Kola. Han gemte pengene i folderne på sin klædning, svingede hyrdestaven i luften og skyndte sig at drive køerne af sted. Store Mo så ham gå. Så gik han over til værelsets hjørne, løftede det store græskar ned fra pinden og tog en lille drink. Det havde været længe siden, han havde smagt risspiritus, og det syntes at stimulere hele hans krop med en glødende tilfredsstillelse. Han var så lykkelig! Han ville fejre det! Han måtte beholde babyen! Landsbyens overhoved havde sagt det, - hvis han ville skære sit drikkeforbrug ned. Han hængte græskarret tilbage på pinden. En lille drik ville være nok.

Lille Dookie voksede sig større for hver dag, der gik. Ingen far var mere hengiven over for sin datter, end store Mo var over for den lille pige. Han legede med hende og lo med hende, og talte og sang til hende. Somme tider smilede og lo hun til ham, klyngede sig til ham og stolede på ham. Gennem de lange aftener tilbragte Mo lang tid med at skære små dukker ud af træ til hende at lege med. De var underlige skabninger med sjove ansigter, men Dookie syntes, de var vidunderlige.

En dag, da hun sad på gulvet og legede med en kokosnød, rullede den ud af hendes hænder og tværs over gulvet. Hun kiggede på den et øjeblik, rullede så om på maven og forsøgte at komme efter den. Mo tog et skridt fremad for at hjælpe hende, men så standsede han. Ligesom lille Tyndben måtte hun lære at klare sig selv. Idet Dookie så på kokosnødden, vrikkede hun over gulvet, indtil hun kunne røre den store, runde nød med sine hænder. Så rullede den et lille stykke længere. Dookie lagde sit hoved ned på gulvet; hun var skuffet, fordi hun ikke havde klaret det.

"Prøv igen, du lille," sagde Mo venligt. "Du kan klare det. Hvil dig lidt, og prøv så igen."

Dookie så op i Mo's ansigt og smilede. Hun prøvede igen, og snart indhentede hun kokosnødden. Med et triumfsmil på sit lille brune ansigt holdt hun kokosnødden frem med begge hænder.

"Dygtig pige," sagde store Mo og roste hende for hendes præstation. "Du gjorde det helt alene!"

I mange dage betragtede Mo Dookis forsøg på at kravle. Så en morgen hændte der noget, som blev årsag til Mo's bekymring. Mens Dookie var optaget af sine dukker og sit legetøj på måtten, gik Mo uden for døren et øjeblik. Da han vendte tilbage, så han, at Dookie var kravlet over til ildstedet i hjørnet hvor risgryden kogte. Den lille pige så nogle få riskorn på grydens kant, og med sin lille brune hånd prøvede hun at nå dem. For at støtte sig lidt, satte hun den anden hånd ned på en af de varme sten, og den brændte hende!

I dette øjeblik kom Mo ind ad døren. Idet han så hvad der skete, sagde han; "Nej, nej, Dookie. Varm, varm!" Choket over varmen og de hurtige, hårde ord fra den eneste person, hun kendte og elskede, var mere end den lille pige kunne tage. Hendes læber skælvede, og hendes øjne så forskrækket op i store Mo's ansigt, så puttede hun sit hoved ned mellem sine hænder på gulvet og snøftede. Hendes brændte hænder gjorde selvfølgelig ondt; men hvad der sårede mere var, at store Mo havde talt i en hård tone til hende. Det forstod hun slet ikke.

Mo tog hende op i sine arme og så på hendes hånd. Det var ikke en slem forbrænding. Medens han smurte noget olie på, talte han mildt til hende. "Så satte han sig på måtten og holdt hende tæt ind til sig. Han sang for hende, men hun blev ved med at snøfte. Når hun så op i hans ansigt, var der frygt i hendes øjne. Det var ikke Mo's hensigt at skælde hende ud. Han ønskede ikke at gøre hende fortræd han elskede hende så meget! Så kom der en frygtelig tanke til ham. Hvis nu ånderne var vrede og ville tage hende fra ham, fordi han havde gjort hende fortræd?

Mo sprang op så pludseligt, at Dookie blev overrasket. Han tog nogle mønter fra krukken på hylden og løb ned af stien mod landsbyen. Dookie holdt op med at græde og så spørgende på ham. Dette var mærkeligt og uventet. Hvor skulle de hen så hurtigt?

Da de kom til landsbyen, skyndte Mo sig hen til markedet og købte en stor buket blomster. Så løb han tilbage over rydningen til åndetræet nær vejen. Han lagde blomsterne på alteret, mumlede medicinmandens mærkelige besværgelsesformular, medens han stod der bange og nedtrygt. Dookie rakte sin lille hånd ud. Hun ville have de smukke blomster. Hvorfor efterlade dem der? Store Mo holdt hende tæt ind til sig, da han gik tilbage ad bakkestien. Han åndede dybt, han håbede, han havde tilfredsstillet ånderne.

"Jeg vil aldrig gøre hende fortræd igen," lovede han. "Aldrig, aldrig!"

Dookie havde glemt alle sorger. Den hurtige tur til landsbyen og de smukke blomster havde fået hendes bekymringer til at forsvinde. Selv den brændte hånd smertede ikke mere, for hun var sikker på, at Mo elskede hende.

En morgen, solen var ved at bryde frem over palmetræerne over floden, var store Mo ved at gøre sine pligter færdige. Dokkie sov stadig på gulvmåtten. Pludselig faldt en skygge over lysstriben fra den åbne dør, og Mo vendte sig og så medicinmanden!

Han var ikke stor af vækst, men han var stor i landsbybeboernes øjne, for han beroligede ånderne, og han ophævede forbandelserne ved at bruge sine små ting og tryllemidler. (Det så sådan ud i de fleste tilfælde.) På hovedet bar han sin ceremonielle hovedbeklædning, der var lavet af lange hår, perler, knogler og skaller sammenvævet på en uhyggelig måde. Hans ansigtstræk fik ham til at se fræk og bister ud. Kæder af skaller og små ben hang ned fra hans hals og hans arme. Hans klædning var broderet med farvestrålende tråde, hvori der hang perler og smykker. Han bar sandaler på fødderne, for han var åndernes medium for både velhavende og de fattige. De velhavende havde tilladelse til at bære sko.

"Godmorgen," sagde Mo. "Du forskrækkede mig et øjeblik. Jeg så ikke, du kom."

Medicinmanden listede ind i rummet og så sig om.

"Her er pænt," sagde han. "Du er en rig mand. Du har fem dejlige køer og også en god rishøst. Du er virkelig en rig mand, men jeg er kommet for at gøre dig rigere. Der er en mand ovre i landsbyen bag de tre høje, som udfordrer dig til en kamp, når du ønsker det. Han er en stor mand og vil give dig en god kamp; men jeg ved, du kan slå ham. Hvad siger du til det? Han bad mig arrangere det, derfor kom jeg nu til morgen."

"Nej," sagde Mo og rystede på hovedet, mens han så ned på den lille sovende på måtten. "Jeg er ikke interesseret."

"Men hvis du tænker på den lille der, kan en eller anden i skaren holde hende for dig. Der gives en stor sum penge for denne kamp."

Mo rystede igen på hovedet. "Nej," sagde han. Hans stemme fortalte, at han mente det.

Medicinmanden var ikke så lidt rystet. Han rørte ved sin pung og sagde med et lumsk, vidende glimt i sine øjne: "Jeg har måder at gøre dig til vinder."

"Men jeg vil ikke kæmpe på den måde," sagde store Mo. "Jeg kæmper ved min egen styrke på en fair måde. Jeg behøver ikke dine penge."

Der var et øjebliks stilhed. Så pegede medicinmanden med sin lange, knoglede finger på den sovende baby og sagde: "Dette må ske! Det er dette barn, som afholder dig fra at gøre de ting, du gjorde før: kampene, pengene, du modtog til dig selv og til ånderne."

Idet store Mo stod dér stor og mægtig, så han ned i medicinmandens onde øjne. Mo var ikke bange, da han sagde: "Hun vil blive hos mig, så længe jeg har kræfter til at beholde hende. Som jeg har fortalt dig før, er hun en gave til mig fra ånderne. Jeg vil beskytte hende med mit liv." Så, som for at komme væk fra emnet, tog Mo det store græskar ned fra hjørnet, hældte en drik i en kokosnøddeskal og rakte det tavst til medicinmanden.

"Jeg ser, du er en god vært," sagde medicinmanden. "Du glemmer ikke gæstfrihed." Idet han så på landsbyens store mand, talte han smigrende ord for ikke at støde ham fra sig.

"Den er god," sagde han igen og igen, mens Mo skænkede endnu en drink til ham.

"Hvad du vil, kan du tage resten med dig," sagde Mo. "Karret er ca. 2/3 fuldt. Ja, tag karret med dig, jeg behøver det ikke mere."

Medicinmandens øjne lyste af glæde, da han tog imod gaven. Han så ned på den sovende baby på gulvet og sagde: "Når hun bliver ældre, vil hun måske komme til templet?"

"Til templet!" Mo råbte vredt ordene. "Jeg vi aldrig bringe hende til templet. Jeg skal opdrage hende som min datter, og jeg vil lære hende at være en fin dame, som bliver respekteret af alle. Hun er min, siger jeg dig, min gave fra ånderne! Lad aldrig nogen prøve at tage hende fra mig!"

Lyden af høje stemmer vækkede Dookie, og hun så op på de to mænd, der stod og talte vredt over hende. Medicinmanden stirrede ned på hende med onde øjne. Han rystede kæden af ben og skaller og pegede med sin benede finger på hende. Da Dookie skreg af frygt, tog store Mo hende hurtigt op og holdt hende tæt ind til sig. Hun lagde sine små arme rundt om hans hals og kravlede op for at komme væk fra medicinmanden.

"Vær så venlig at gå," sagde Mo. "Kan du ikke se, at du gør hende bange?"

Medicinmanden samlede karret op og gik ud af døren, idet han sagde: "Du skal mærke slangens forbandelse på grund af dette. Vent og se!" Med hurtige skridt gik han ud af døren og ned ad stien.

I lang tid derefter klyngede Dookie sig til store Mo's hals, hendes krop rystede af skræk. Han aede hende blidt og talte trøstende ord til hende, mens han gik rundt i værelset. Så huskede han pludselig den dag, hun brændte sin hånd på den varme sten ved ildstedet, og hvor hurtigt hun glemte sin frygt, da de løb til landsbyen.

"Skal vi gå til markedet og købe nogle blomster?" spurgte han. Dookie så på ham og smilede, mens hun græd. Så gik de ned ad bakkestien til landsbyen. Mo havde regnet med at se medicinmanden, men han så ham ingen steder. Han var ikke ved alteret, hvor Mo lagde blomsterne som er offer. De gik tilbage op ad bakken. Lille Dookie lo af glæde, mens Mo bar hende på sine brede skuldre.