Det gik pludselig op for Joe, at hundespandet var standset op, og han vågnede op med et spjæt. Den første svage lysning af daggry oplyste himmelen. Da han så sig omkring for at se, hvor han var, opdagede han, at han befandt sig på en lille bakke. Han blinkede med øjnene, da han fik øje på landskabet i dalen lige foran sig.

"Det kan ikke være rigtigt! måbede han. "Jeg drømmer! ... Nej, det er rigtigt nok! ... en by ... Det er Big River. Det var Prins, der under Guds ledelse, der havde klaret det og førte os igennem!"

Han råbte nu ivrigt til sine hunde: "Videre, videre, nu er vi der næsten."

Atter forsatte slæden fremad, og snart efter tumlede den udmattede mand ind i den lille by.

Der stod et godstog på sidesporet og ventede på, at snestormen skulde tage af.

Joe satte hurtigt nogle mennesker, der samlede sig ved stationen, ind i sagerne.

"Kammerater," sagde Joe, "vi må se at få hende på hospitalet. Det er absolut nødvendigt."

Joe sank udmattet om på gulvet i den lille stationsbygning. Nogle mænd lagde den udmattede Joe, på en bænk ved ilden. Der blev truffet hastige forberedelser, og lokomotivet og en lukket godsvogn blev gjort rede til at foretage en hurtig rejse med den bevidstløse pige til byen Prince Albert, der lå 250 km borte.

Det blev til en af de vildeste kørseler, der nogensinde var blevet foretaget af de Kanadiske Jernbaner i disse egne. Alt på jernbanesporet blev beordret ind på et sidespor, så lokomotivet, i dets vilde kapløb med døden, havde fri bane.

250 km borte, i Prince Albert var der en ambulance og nogle læger, som ventede.

Omsider standsede lokomotivet med et ryk i Prince Albert, og den bevidstløse Susie blev skyndsomt kørt til hospitalet, hvor operationsstuen var blevet gjort klar.

Operationen blev straks foretaget uden mindste tøven. Da operationen var overstået, og lægen lagde instrumenterne fra sig, mens de førte den lille patient ud af operationsstuen, sagde han:

"Blot een eneste time til, og det ville have været for sent." 

Tilbage i den lille by forsøgte stationsforstanderen, forgæves at vække den udmattede Joe af hans dybe søvn. Men han blev snart klar over, at det var umuligt. Joe var helt udkørt, og som den vejrbidte, gamle jernbanemand så ned på Joes markerede, men venlige ansigt, blev han klar over, at der var noget ganske særligt ved ham.

Tom, stationsforstanderen, sørgede for husly og mad til hundespandet og tog skindtæpperne ind fra slæden og dækkede Joe til, der hvor han lå og sov på bænken. Tom blev hele natten på stationen og holdt ilden vedlige i den store kakkelovn.

Da Joe omsider vågnede den følgende morgen, havde Tom noget varm suppe stående på kakkelovnen til ham.

Blandt de få mennesker, der befandt sig på stationen, var der en journalist, der gav sig til at udspørge Joe om hans oprivende oplevelser.

Joe fortalte ham jævnt og ligetil, hvad der var hændt uden at synes, at han havde gjort noget usædvanligt. Da de roste ham for, hvad han havde gjort, svarede han: "Sludder og vrøvl, jeg har ikke gjort andet, end hvad enhver anden ville have gjort i mit sted."

Men journalisten var af en anden mening og stormede ud af døren for at sende sin beretning til avisen.

Medens Joe talte med Tom, mindede Herren ham om noget af det første, som Susie havde lært ham. Det syntes som om han kunne høre hendes stemme hviske ham i øret: "Jesus sagde: "I er mine vidner", og det betyder, Joe, at overalt, hvor vi kommer frem, skal vi fortælle andre om Jesus."

Joe var noget uerfaren på det område, men han sendte en stille bøn op til Gud om vejledning og gav sig derpå til at tale med Tom om hans sjæls frelse. Den gamle mand lyttede ivrigt til beretningen om Golgata. Derpå forklarede Joe: "Alt, hvad du behøver at gøre, Tom, er at angre dine synder og sætte din lid til Jesus som din Frelser."

"Jah, Joe," indvendte Tom, "Jeg har prøvet på at forbedre mig, men jeg kan ikke."

"Jamen, det er netop det, der er i vejen, Tom. Det nytter ikke noget, at du prøver at forbedre dig. Det er, som lille Susie forklarede ... Jesus gjorde alt, hvad der var at gøre. Han døde på korset for os som betaling for vore Synder."

Tom var synligt berørt. Han gik frem og tilbage på gulvet, så standsede han og indrømmede: "Jeg er godt klar over, at jeg er en stor synder."

Så'e sagde Joe. "Tror du, at Jesus døde for dine synder?" spurgte han.

"Ja, det gør jeg. Det har jeg altid gjort."

"Ja, det siger du ganske vist, Tom. Du tror med din forstand. Men Susie forklarede mig det på denne måde: Du må tro i dit hjerte, og når du gør det, så vil du lade ham komme ind i dit hjerte."

Tom var stadig i vildrede. "Jamen, hvorledes kan han komme ind i mit hjerte, når han er død? Du har lige sagt, at han døde på korset for 1900 år siden."

"Jo, Tom, Susie har vist mig i Biblen, hvor der står, at Jesus opstod af graven igen, og at han lever nu."

Der gled et udtryk af forståelse hen over den gamle Toms furede ansigt. "Nu forstår jeg det. Så lever han altså nu og kan hjælpe mig med at leve på rette måde!"

"Ja, netop. Vil du så ikke tage imod ham, Tom?"

"Jo, Joe, det vil jeg!" 

Der gik to dage ... dage, som Susie kun kunne huske lidt om. Den tredie dag om morgenen åbnede hun pludselig øjnene og rynkede panden på sin karakteristiske måde.

"Hvad er det?" spurgte hun sygeplejersken, der sad ved siden af hendes seng.

"Det er et spædbarn, der græder, min lille ven. Det er i værelset ovre på den anden side af gangen."

Susie rynkede panden eftertænksomt.

"Et spædbarn? Hvor er jeg da?"

Sygeplejersken smilede til Susie medens hun sagde. "Du er på hospitalet, min lille ven, og nu går det godt fremad. Men jeg må sige, du er rigtignok en hel berømt lille dame!"

"Jeg forstår slet ikke, hvad De mener."

Sygeplejersken åbnede en avis fyldt med billeder "Se her denne store overskrift i avisen: "Heltemodig skovarbejder redder lille piges liv." Og se så her ... her er et billede af hundespandet og Prins, den berømte førerhund, som førte dig igennem snestormen.

Her er der et billede af Joe ... og se her ... hele hans beretning, to-tre spalter om, hvorledes Joe og Prins, førte dig igennem til Big River og ...."

"Nej, nej!" afbrød Susie.

"Du siger nej, hvad mener du, Susie?"

"Det var Gud, der gjorde det."

"Gud? Avisen siger, det var Prins og Joe."

"Jamen, Joe fo´r vild, og ulvene var efter os, og vi vidste ikke, hvilken vej vi skulle gå," vedblev Susie. "Og jeg bad til Gud, og han viste mig, at vi skulle sætte vor lid til, at Prins kunne føre os igennem. Så det var i virkeligheden Gud, der gjorde det."

Skønt sygeplejersken ikke følte sig overbevist om det, besluttede hun, at hun ikke ville sige Susie imod.

Susie lagde sin hånd på sygeplejerskens hånd.

"Sygeplejerske."

"Ja, Susie?"

"Kender du Gud?"

Det varede et øjeblik, før hun svarede, så sagde hun langsomt: "Ja, det mener jeg, jeg gør ... på en vis måde."

"Det er ikke en vis måde, jeg taler om. Jeg taler om, sådan rigtig. Har du overgivet dig helt til Jesus og antaget ham som din personlige frelser?"

"Frelser ... nå, du mener, at Joe er din frelser fordi han redede dit liv."

"Nej," erklærede Susie, "Jeg mener, at Jesus frelste min sjæl og ligeledes mit liv." Sygeplejersken forsøgte at komme bort fra dette emne.

"Næh," sagde hun, "du kommer for langt ind i teologien, til at jeg kan følge med."

"Jeg ved ikke, hvad teolo ... eller hvad det var for et ord du bruger er," stammede Susie, "men det jeg mener er, at Jesus frelste min sjæl, da jeg lod ham komme ind i mit hjerte og tilgive mine synder. Og han frelste også mit liv, fordi jeg lukkede ham ind, mens jeg endnu kun var en lille pige ... og nu kan jeg leve hele mit liv for Jesus."

"Nå, nu forstår jeg, hvad du mener", sagde sygeplejersken.

"Og jeg er sikker på, at det er bedre, end hvad mange af os har drevet det til. Jeg kan forstå at mit liv, så at sige, må siges at være forspildt. Men med hensyn til sjælen ... tror du ikke, at vi alle kommer i himlen, når vi dør?"

"Ih nej," svarede Susie bestyrtet, "for så havde Jesus jo ikke behøvet at dø for os. Giv mig min Bibel, så skal jeg vise dig det."

Den stakkels sygeplejerske følte sig ikke godt tilpas, men hun rakte Susie Bibelen.

Susie behandlede Bibelen med stor nænsomhed. "Jeg læste dette forleden dag," fortsatte hun. "Se, Jesus siger i Johannes Evangeliet 14,6: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig."

"Men du ved, Susie, at nogle mennesker tror det ene og andre det andet.

Tror du ikke, at når alt kommer til alt, så havner vi alle på det samme sted?

Det er blot, at vi kommer dertil ad forskellige veje."

Den lille "Missionær" løftede Bibelen hen til lyset, hvor sygeplejersken kunne se den. "Lad mig læse det igen," sagde hun, idet hun lod, som om hun måske havde læst det forkert, "så kan du følge med, mens jeg læser."

"Godt, så siger vi det," svarede sygeplejersken.

"Jeg er EEN AF Vejene ... der kommer ingen ..."

Sygeplejersken standsede hende: "Jamen, du læste ikke rigtigt."

Susie rakte hende Bibelen og sagde: "Godt, så læs du det."

"JEG ER VEJEN," læste sygeplejersken.

Så udbrød hun: "Nå, nu forstår jeg det, Susie. Det er derfor, du har understreget det i din Bibel. Jesus er den eneste Vej til Gud. ... Det har jeg aldrig vidst før."

"Jesus er den eneste Vej, fordi han er den eneste, der har udgydt sit blod og er død for vore synder."

Sygeplejersken var meget alvorlig. "Tror du, Jesus ville frelse mig, Susie?" spurgte hun.

Den lille pige svarede med sikker stemme: "Det ved jeg, at han vil. Et af de skriftsteder jeg har lært i søndagsskolen, er Joh 6,37: "Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort."

"Jamen, Susie, hvorledes skal jeg bære mig ad med at komme til Jesus?"

"Ved at lukke Jesus ind i dit hjerte.

Bibelen siger: "Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn." Joh 1,12.

Sygeplejersken rejste sig. "Susie, så vil jeg tage imod ham nu med det samme."

Hun knælede ned ved siden af Susies seng, medens hun grædene bekendte sin synd for Gud og bad ham tilgive hende, og hun bad Jesus komme ind i hendes hjerte. 

Jeg håber, at du lagde mærke til, at Susie ikke ville være med til at give Joe og Prins hele æren for at de var kommet godt hend til den by hvor toget kørte fra.

Susie ønskede, at give Gud den del af æren, som tilkom ham.

Hvordan med dig, husker du altid at give Gud den ære han kan tilkomme eller har du det ligesom jeg, at du nogle gange selv tager æren for noget det i virkeligheden var Gud der skulle have haft æren for?

Skal vi ikke være enige om, at vi for fremtiden vil gøre et ihærdigt forsæg på ALTID, at give Gud æren.

Der var også en anden ting, som jeg håber at du lagde mærke til, det var at Susie tog sin Bibel frem da hun skulle fortælle sygeplejersken om Jesu kærlighed til hende. Det er altid en god ting at bruge Bibelen når man taler med et andet menneske om Jesus og om Guds ord.

Hvordan du har det ved jeg ikke, men jeg kan fortælde dig at jeg har en skuldertaske, hvori jeg har min pung og min Bibel. På denne måde har jeg somregel altid min Bibel med uanset hvor jeg er. Når jeg så kommer til at tale med en eller anden om Jesus eller et andet emne fra Bibelen, så har jeg en Bibel lige i nærheden.

Det er i dag muligt at købe en lille Bibel eller måske kun Det Ny Testamente, som ikke fylder ret meget og derfor er let at have med.