Der var kommet en mærkelig, fremmed mand til byen. Han var pludselig dukket op på Grahams kontor og havde fortalt, at han havde til hensigt at blive i skovhuggernes lejrby nogle dage. Der var ikke noget hotel i lejren; derfor inviterede Hr Graham, med Canadiernes sædvanlige gæstfrihed ham venligt til at bo i hans hjem. Da de sad og spiste aftensmad, fortalte manden, at han var linedanser, og at han på fredag ville spænde en ståltrosse hen over selvmordskløften og spadsere hen over den gabende afgrund på ståltrossen.

Hr og Fru Graham var ikke begejstrede over en så sensationel opvisning, men nu var han gæst i deres hjem, og de kunne kun se hen til den dag, da hans korte visit var forbi.

Der var bedemøde den aften, og Susie plejede at gå til bedemødet sammen med sine forældre. Men hun var forkølet, og de besluttede, at hun skulle blive hjemme. Hun vaskede op, fodrede sin lille hundehvalp Bonzo og krøb så sammen i Moderens store stol og læste Robinson Crusoe, da det bankede sagte på døren.

"Kom ind," råbte Susie, og døren gik op.

"Åh, er det Dem, Hr Birk," udbrød Susie. "Kom indenfor."

"Tak, Susie," svarede den fremmede. "Jeg syntes, der var så ensomt på mit værelse, og så tænkte jeg, at jeg ville besøge jer lidt, hvis I ikke har noget imod det."

"Ih nej, jeg er glad fordi du kom. Jeg er selv helt alene."

Hr Birk satte sig tilrette i Hr Grahams lænestol.

"Hvor er de henne allesammen?" spurgte han.

"Mor og Far er gået til bedemøde."

"Til bedemøde? Det må jeg nok sige, I holder bøn og læser i Bibelen ved bordet, og nu er dine forældre oven i købet gået til bedemøde. Det må være et meget religiøst hjem, jeg befinder mig i."

"Nej, det er det ikke."

"Ikke det?" Hr Birk løftede øjenbrynene og sagde: "Jeg synes da ellers, at det er temmeligt religiøst."

"Vi er ikke religiøse, vi er kristne," sagde Susie bestemt.

"Jamen, er kristne da ikke religiøse?"

"Jo." svarede hun, "men det er ikke alle religiøse mennesker, der er kristne."

"Nå, det vil vi nu ikke diskutere; men jeg tror nu ikke, at jeg selv er hverken religiøs eller nogen Kristen," indrømmede han.

"Det gør mig ondt! udbrød Susie, "fordi Gud elsker dig meget højt."

"Gud? Sig mig, Susie, hvorledes ved du, at der er nogen Gud?

På det universitet, hvor jeg har gået, sagde alle Professorerne, at man ikke kan være sikker på, at der findes nogen Gud, fordi der ikke er nogen, der har set ham"

Susie var klog nok til, tilsyneladende at begynde at tale om noget andet. Der kom et skælmskt glimt i hendes øjne.

"Har De nogensinde læst Robinson Crusoe?" spurgte hun.

"Ja, det har jeg rigtignok," svarede han. "Det var ham, der levede helt alene på en øde ø."

"Nej, det gjorde han ikke," rettede Susie ham. "Fredag var der sammen med ham."

"Fredag? Nå, ja, det er rigtigt. Det var ham, han fandt på øen."

"Ja," nikkede Susie. "Og ved De, hvorledes Robinson Crusoe vidste, at han var der?"

Manden gned hagen, som om han spekulerede over det.

"Lad os nu se. Det er længe siden, jeg har læst den bog. Men så han ikke et eller andet fodspor i sandet?"

"Jo, netop. Han så slet ikke noget menneske. Han så kun et fodspor i sandet, og så vidste han, at kun et menneske kunne have efterladt det. Han vidste også, at den som havde sat det, ikke kunne være ret langt borte, fordi tidevandet ikke havde skyllet sporet bort."

Susie rejste sig og bevægede armene ivrigt, mens hun talte. "Så De kan selv se, at han vidste, at der var et menneske, skønt han slet ikke havde set det."

"Jamen, hvad mener du med det, Susie?" spurgte han.

"Jo," svarede hun, "dersom aftrykket af en fod i sandet er bevis på, at der var et menneske på øen, så antager jeg, at når vi ser alle Guds fodspor, som dækker hele denne verden, så er de beviset på at der findes en Gud; er det ikke rigtigt?"

Manden lænede sig tilbage i stolen, og det var tydeligt nok, at det havde gjort et stærkt indtryk på ham.

"Nå, således," sagde manden og trak vejret dybt.

"Det har jeg aldrig tænkt på."

Susie var ikke længe om at opdage, at hun havde vundet den indledende runde, så hun tog mod til sig og fortsatte sin bevisførelse:

"Vi ser bjergene og dalene, planterne og blomsterne og træerne, som kun Gud kan have skabt, og floderne, stjernerne og sandet. Sådan er der millioner af fodspor, og Gud skabte dem alle ud af ingenting. Så det beviser, at der findes en Gud."

Gæsten betragtede hende omhyggeligt. Hans tonefald udtrykte beundring, da han sagde:

"Nej, Susie, jeg kan ikke modbevise en sådan logik." Så kom han pludselig til at tænke på et Bibelvers, som han havde læst for mange år siden, og udbrød: "Det minder mig om et Bibelvers, som jeg læste som dreng i søndagsskolen ... Det er mærkeligt, at man kan huske, hvad man har lært som barn ... Lad os nu se, hvordan var det nu ... "Himlen forkynder Guds ære ..."

Susie fortsatte med at citere resten af verset: "Hvælvingen kundgør hans hænders værk."

Hr Birk sad tavs i flere minutter. Susie var klog nok til ikke at sige noget.

Tilsidst sagde han alvorligt: "Men du sagde, at Gud elsker mig. Hvor ved du det fra?"

"Fordi han gav sin søn Jesus til at dø på korset for dig. Du tror på Jesus, gør du ikke?"

"Jo, det gør jeg vel. På en måde har jeg altid troet på Jesus ... lige fra jeg var dreng." Susie lod sig ikke vildlede af et sådant svar. Hun så ham ind i øjnene og sagde:

"Bibelen siger: "Tro på den Herre Jesus Kristus, så skal du blive frelst."

"Nå, men så betyder det vel, at jeg er frelst, fordi jeg jo tror på ham."

"Jamen, du må sætte din lid til ham som din personlige Frelser. Det vil sige, at du skal tro på ham med dit hjerte og ikke med din forstand."

Susie prøvede forgæves på at forklare ham Frelsens vej, men han syntes ikke at kunne begribe det.

Efter at Susie's Mor og Far kom hjem fra bedemødet gik hun udenfor, hvor hun kunne se på stjernehimlen. Hun syntes, at hun meget lettere kunne tale til sin himmelske Far, når hun kunne se op på himlen.

"Kære Gud," bad hun, "hjælp mig til at vise Hr Birk, hvad det vil sige at sætte sin lid til Jesus."

Omsider kom den store dag. Der havde samlet sig en stor skare på begge sider af svælget. Langt dernede i dybet strømmede Hurricane floden buldrende afsted. I dette øde nybygger-land havde man ikke så mange adspredelser, og nyhederne om det store vovestykke, som den berømte Hr Birk ville udføre, var spredt som en løbeild viden om. Omsider stod vovehalsen på den ene side af afgrunden iført skinnende rødt trikot. Han havde en lang stang i hånden, og med den ene fod prøvede han ståltovet, om det var i orden, og omsider gav han signal til, at han var rede.

Der blev dødsstille, og de flere hundrede tilskuere stod i åndeløs spænding.

"Se," var der en, der råbte, "nu går han ud på tovet!"

"Jeg vil ikke se på det," var der en kvinde, der skreg. "Manden er gal."

"Se, hvordan tovet giver efter. Han vil aldrig nå over på den anden side."

"Den tåbe vil styrte ned og blive dræbt."

Men han fortsatte fremad skridt for skridt.

Nu var han nået ud til midten. Tovet vibrerede voldsomt. Han tøvede, men så rykkede han langsomt videre, tomme for tomme. Han fjernede sig mere og mere og kom nærmere og nærmere til den anden side. Nu er han omtrent ovre ... Nu er han der!

Mængden brød ud i vild begejstring. Men så gjorde han noget overraskende noget. Han vendte sig mod mængden og sagde:

"Jeg kan bære et menneske på ryggen hen over afgrunden."

Efter en del overtalelse indvilgede en 17 års dreng i at ride på ryggen af ham tilbage over afgrunden.

Igen stod mængden åndeløse og stirrede, mens han langsomt begav sig på vej tilbage over den gabende afgrund. Nu var han igen nået ud til midten. Tovet vibrerede voldsomt, hvad der var meget farligt, og han gjorde stor brug af sin lange stang til at holde balancen. Der gik panik i drengen på ryggen af ham. Manden råbte gentagen gange til ham, at deres liv afhang af, at han ikke prøvede på at klare sig selv. Han måtte stole på ham, at han ville bære ham sikkert over. Tomme for tomme arbejdede han sig hen over det svimlende dyb. Fremad, stadig fremad, indtil han omsider nåede den anden side og var i sikkerhed.

Nu brød mængden ud i vild jubel. Der var nogle, der klappede ham på ryggen. Andre trykkede hans hånd og ønskede ham tillykke med opvisningen. Så fik han øje på Susie, som stod der og stirrede forbavset på ham.

"Goddag, Susie," råbte han til hende. "Så du, at jeg bar den store dreng over kløften?"

"Ja, Hr Birk. De klarede det flot."

Han smilede, da hun pludselig fik en ny ide.

"Tror du, jeg kunne bære dig over?"

"Ja, naturligvis," svarede hun. "Han var jo lige så stor som en mand, og jeg er kun en lille pige."

"Udmærket, Susie, spring så op på ryggen af mig, så skal jeg bære dig over."

Susie trådte med et triumferende smil et skridt tilbage:

"Ih nej, ellers tak ... for jeg vil ikke." 

Det var en klar måneskinsaften. Susie sad alene på den træstamme, hvor hun havde talt med missionæren, og hvor hun og John ofte var gået hen for at bede. Hun holdt så meget af dette sted, og hun spurgte ofte sin mor, om hun måtte gå derhen og have en bedestund med sin himmelske Far, lige før hun skulle i seng. Pludselig gik det op for hende, at der sad nogen ved siden af hende.

Det var Hr Birk, han havde siddet der tavs i nogle minutter.

"Susie, hvad laver du her ganske alene?" spurgte han.

"Jeg taler med Gud. Jeg kommer herud næsten hver aften, når vejret er fint."

"Gud er en virkelighed for dig, ikke Susie?"

"Jo, det er han," svarede hun. "Og han er en levende virkelighed for enhver, som tror på Jesus."

Manden lagde hånden på hendes skulder.

"Ved du hvad, Susie, siden du talte til mig forleden om Robinson Crusoe og fodsporet i sandet, er jeg selv kommet til at tro på, at der findes en Gud ... Men hvad grunden nu end er, så kan jeg ikke tro på Jesus på den måde, som du siger."

"Jamen, Hr Birk, hvis du tror på Gud, så må du også tro Jesus. Og hvis du tror på Jesus, må du også tro på Gud."

"Såh?"

"Ja, for Jesus sagde: "Jeg og min Fader vi er eet.""

"Ja, det ved jeg nok," svarede han, "og jeg tror på Jesus, men ikke på den måde, som du mener ... Men hør, hvad jeg egentlig kom herud for at tale med dig om, var noget helt andet."

Susie så på ham og svarede: "Jamen, jeg vil helst tale om Jesus."

"Ja, ja da, om et lille øjeblik. Men allerførst, ville jeg gerne høre, hvorfor du ikke ville ride på ryggen af mig i dag hen over afgrunden."

Der kom et glimt i Susies øjne. Det svage månelys afslørede et lille tilfredshedens smil, der gled hen over hendes søde ansigt. Hun gjorde en lille bevægelse med hovedet som for at rette på sine dejlige krøller, lagde benene over kors og flyttede sig lidt på træstammen. Hendes ansigt afslørede lidt af den ivrighed, der er over en lystfisker, der lige er i færd med at fange en kæmpefisk.

"Jeg troede nu nok, at du kunne have båret mig over," svarede hun

"Jamen, du ville ikke sætte din lid til mig ..." Da var det pludselig, som om der gik et lys op for ham. Åh, nu tror jeg, jeg forstår det."

"Gør du?" spurgte Susie ivrigt.

"Ja, Susie, det er jo netop sådan, jeg har prøvet på at bære mig ad overfor Jesus. Jeg har troet på, hvad der fortælles om ham, men jeg har ikke betroet mig til ham. Jeg har ikke sat min lid til ham, at han skulle frelse mig."

Hr Birk var blevet overtalt til at forblive i lejrbyen til den følgende mandag. Det var ikke nøvendigt at spørge ham to gange, om han ville gå med familien Graham til morgengudstjenesten i den lille kirke. Der skinnede et nyt og foruderligt skær over hans ansigt, og han fulgte interesseret med i hele prædikenen. Præsten talte over Romerbrevet 10,9-10. Hans prædiken handlede om at bekende sig til Jesus, og han opfordrede alle dem, der ønskede det og som ønskede, at vise at de havde antaget Jesus Kristus som deres personlige Frelser, til at bekende hans navn hver dag for alle mennesker ... på skolen, i hjemmet, derude i skovene, på arbejdspladsen, hvadenten det var på en gård eller i en forretning.

Præsten afsluttede sin gribende prædiken med at gentage teksten:

"For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse." Dette er et af Guds løfter: "For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses.

For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse."

Så I kan se, at dersom man kun har åbnet sit hjerte for ham eller overgivet sig til ham for at blive frelst, så har man i virkeligheden ikke troet på ham og er ikke en kristen.

Der er måske en eller anden her, som tror i sit hjerte, men som endnu ikke har bekendt Jesu navn for menneskene. I så fald vil jeg henlede din opmærksomhed på det 11 vers: "for Skriften siger: »Ingen, som tror på ham, skal blive til skamme." "Og jeg opfordrer dig til her med det samme offentligt at bekende den Herre Jesus Kristus. Bekend, at du har taget imod ham i dit hjerte, og at du sætter din lid til ham og hans fuldbragte værk på Golgata som dit eneste håb for Frelse."

Derefter sang de en af de salmer, som plejede at blive sunget ved sådanne opfordringer om offentligt at bekende den Herre Jesus Kristus som deres Frelser.

Forsamlingen rejste sig, men endnu før salmen var begyndt, gik Hr Birk, den mand, som havde fået det til at gibbe i mængden ved sit vovestykke, og som havde pralet af, at han var skeptiker, op ad kirkens midtergang og bekendte offentligt, at fra nu af skulle den Herre Jesus Kristus være hans personlig Frelser. 

Jeg tænker på, om du måske prøver på at gøre det samme som Hr Birk?

Du tror på alt det, der fortælles om Jesus ... at han er Guds søn, at han blev født i en krybbe og døde på Golgata kors for dine synder, men du har ikke selv betroet dig til ham og bedt ham være din Frelser.

Jeg går ud fra, at denne historie tydeligt har vist dig forskellen imellem at tro på, hvad der fortælles om Jesus, og at betro dig til ham for at få del i hans Frelse.

Hvis du ikke allerede har taget imod Jesus, hvorfor så ikke knæle ned netop der, hvor du er og fortælle ham, at du vil betro dig til ham og sætte din lid til ham.

Jeg tænker også på, at du måske er en af dem der allerede har taget imod Jesus som din Frelser, men at du måske aldrig offentligt har bekendt ham som din Frelser.

Nu ved jeg, at som der står i Romerbrevet 10,11, at du ikke skal skammer dig ved Jesus. Og dersom du skammer dig for at bekende hans navn, så beviser det, at du i virkeligheden ikke har taget imod ham, så hvorfor ikke begynde nu med at bekende Jesu navn for andre. Fortælle din Mor eller Far, din bror eller søster at du har taget imod Jesus.

En anden ting jeg også har tænkt på er det Susie sagde om at hun ikke var religiøs, men at hun var en kristen.

Prøv engang sådan rigtig at tænke denne forskel igennem. Prøv også at tale med nogle af de voksne, feks din mor eller far om dette.

Der var endnu en timg, som jeg håber at du lagde mærke til, det var det Susie sagde om at hun ikke havde set Gud, men hun troede alligevel på ham.

Jeg har heller aldrig set Gud eller Jesus, men jeg tror alligevel på ham og har for mange år siden antaget ham som min personlige frelser.

Måske har du det samme problem som Hr Birk? hvis du har så vil jeg spørge dig, har du nogensinde set dit hjerte? Nej vel. Men du tror alligevel at du har et.

Har du nogensinde set vinden? Jeg har ikke, men jeg har mange, mange set dens virkninger. Så ved at se på vindens virkning, ved du at den er der selv om du ikke kan se den.

En sidste ting jeg vil spørge dig om er Gud og Jesus virkelige for dig?

Det håber jeg meget at de er!

Måske har du oplevet et eller andet, hvor Gud har hjulpet dig og som du har lyst til at fortælle til andre.

Hvis du har, så send mig en e-mail om det, så vil jeg se om jeg kan bruge din personlige oplevelse, her på bibel-skolens sider. Jeg vil ikke offentliggøre dit fulde navn, kun dit fornavn, jeg vil heller ikke offentliggøre din adr., men kun din beretning.