Da der havde været en missionær, på besøg i kirke for nogle få uger siden, havde Susie og John havde begge overgivet deres liv til Jesus Kristus. De følte begge to, at Herren havde kaldet dem til at blive missionærer i Afrika, når de blev store.

Siden den dag tilbragte de meget tid sammen for at bede og læse i bibelen. Susie og John bleve på den måde knyttet meget stærkt til hinanden, men de skulle snart opdage, at der var mange hårde prøvelser, som ventede dem, og de måtte sande ordene om, at jo mere en kristen forsøger at leve for Herren, desto større bliver Satans modstand.

En dag, efter ferien, da de var på vej til skolen. Så John pludselig op på Susie og sagde meget alvorlig:

Hør her, Susie, det ser ud, som om vi kommer til at gå i skole meget længe, før vi nogensinde bliver missionærer.

Ja, svarede Susie, men min far læste i Bibelen forleden aften om, hvorledes Moses var 80 år om at blive uddannet til at gøre den gerning, som Gud ønskede, han skulle udføre.

Det siger du ikke! 80 år! udbrød John. Så længe håber jeg nu ikke, at vi kommer til at vente.

Netop da fik skolens tyran, Vagn, øje på dem. John, der bar Susies bøger og madkasse, var et oplagt mål og en sådan mulighed kunne Vagn ikke lade gå fra sig til - som han kaldte det - at have noget sjov.

Han satte hånden til sin overnaturligt store mund og råbte: Johnny er en tøsedreng....Johnny er en tøsedreng....Johnny er en tøsedreng.

Nu var John slet ikke nogen tøsedreng. Han var en rigtig amerikansk dreng med stærke, seje muskler, og han var stor af sin alder. Hans tøj var altid pænt og rent, og han var flittig i skolen, men han var aldeles ingen tøsedreng. Han knyttede hænderne, så knoerne blev hvide. Susie så hurtigt på ham. Han kneb læberne tæt sammen, og hans øjne skød lyn. Han var parat til at slås.

Susie smilede stolt til ham og sagde roligt: Det skal du ikke bryde dig om, John. Bibelen siger, at man skal samle gloende kul på hovedet af den, som gør en fortræd. Dette var John fuldt ud enig med Susie i.

Ja, bare jeg havde nogle gloende kul her med det samme.

Jamen, det er ikke det, det betyder, forklarede Susie. Det betyder, at man skal være god og venlig imod dem. Og det er den bedste måde at behandle den slags mennesker på.

Jah, gloende kul ville vel brænde dem for meget, mumlende John, Jeg ville meget hellere bruge mine næver.

Jamen, den bedste måde at brænde ham op på er at behandle ham venligt. sagde Susie.

Tror du? Jeg har i hvert fald lyst til at brænde ham op.

Efter at John syntes at være enig med Susie om, at hendes forslag var det bedste, svandt vreden fra hans øjne, og han opgav at fare på Vagn.

Men så tog Vagn en håndfuld mudder op fra grøften og smed det lige i hovedet på John. Hans rene skjorte blev svinet til, og det sandede mudder slog ham i ansigtet. Atter knyttede han hænderne i vrede for at tage hævn, læberne blev smalle og stramme, og hans sammenknebne øjne skød lyn.

Susie så det straks og hviskede opmuntrende til ham:

Du skal hellere brænde ham op.

Pludselig slog han om, og hans snerren blev til et smil. Langsomt tørrede han snavset af sit ansigt. Susie tog sit lommetørklæde frem og hjalp ham.

Vagn blev helt forbavset. Han var større end John, og han kløede efter at komme til at slås med John. Men ved denne mærkelige forandring var det tydeligt at se, at han blev overrasket. Der samlede sig hurtigt nogle af de andre børn om dem, da det trak op til slagsmål.

Vagn forsøgte at klare sig ud af den pinlige forlegenhed ved at ophidse John:

Hvad er der i vejen, din tøsedreng, er du bange for at slås?

Nej, Vagn, det kan du tro, jeg ikke er, svarede John tappert med en stemme, der ikke lod nogen af dem i tvivl.

Jamen, er du da ikke gal over, at jeg kastede mudder efter dig? drillede Vagn ham.

John havde nu genvundet det fulde herredømme over sig selv. Han så Vagn lige ind i øjnene og sagde venligt: Nej, det er jeg ikke.

Susie hviskede: Fortæl ham, John, fortæl ham det.

John tog mod til sig og sagde med fast stemme: Ser du, Vagn, jeg er en kristen, og jeg tilgiver dig.

Netop da ringede skoleklokken for sidste gang, og børnene skyndte sig afsted til deres klasseværelser.

Efter skole fulgte Vagn og nogle af hans bande efter John og Susie på hjemvejen. Han var blevet bragt i en pinlig situation, mens hans kammerater så på det.

Han skal få, sagde Vagn. Han kalder sig en kristen. Det skal vi nok få at se. Han gav tegn til de andre om at følge efter og skråede over til John. Han førte an, mens de andre råbte: Johnny er en tøsed reng....Johnny er en tøsedreng.

En af de mindre i Vagns bande havde, før John overgav sig til Jesus, mærket Johns næver og havde derfor stor respekt for hans næver. Men nu da han kunne holde sig lige ved siden af Vagn, følte han sig som en farlig karl og råbte med pibende stemme: Lille søndags skole dreng.

Han er bange, var der en andet, der råbte.

Din tøsedreng.

Din bangebuks.

Din feje unge.

Nu havde John fået næsten alt, hvad han kunne stå for. Han vidste, at han kunne banke hver eneste af dem een ad gangen undtagen Vagn, og han var villig til at gå i lag med ham også. Han kneb læberne sammen, og det kløede i hans fingre.

Men Susie så tillidsfuldt på ham og hviskede:

Brænd dem op, John.

John standsede pludseligt, så hurtigt på Susie og vendte sig så og smilede til plageånderne.

Ja, Susie, svarede han, det tager jeg mig ikke af.

Dette syntes at ødelægge fornøjelsen for banden, og snart efter nåede de to unge helte Susies hjem og fortalte Susies mor om det altsammen.

Og mor, forsikrede Susie, mens hun ivrigt fægtede med armene, de dængede ham til med snavs og ødelagde hans pæne, rene skjorte, og de kaldte ham for en bangebuks, tøsedreng, søndagsskoledreng og meget mere.

Susie så på over på John med sine store brune øjne og tilføjede stolt: Men John smilede kun til dem og sagde, at han havde tilgivet dem, fordi han var en kristen.

Fru Graham lyttede med stor interesse til hele beretningen; så smilede hun til de to børn og sagde: Jeg er rigtignok stolt af jer begge; og John, jeg er glad for, at du kom med ind på hjemvejen fra skole. Nu vil vi sammen bede for denne sag. Jeg ved, det er meget vanskeligt, men jeg er sikker på, at du vil holde ud og vinde sejren fuldstændigt.

John blev lidt overrasket ved denne ros og skyndte sig at forklare. Min far har altid sagt, at jeg aldrig må begynde at slås, men han siger, at hvis der er en anden, der begynder, så er jeg nødt til at slås, så skal jeg slås, alt hvad jeg kan.

Ja, John, men hvis du lærer Susies skriftsted, skal du måske overhovedet ikke slås.

Du mener med at sanke gloende kul på hans hoved?

Ja, netop, sagde Susie. Derpå rynkede hun tankefuldt panden og spurgte: Mor, hvor er det, det skriftsted står?

Det står hele to steder, Susie, svarede moderen. Det står her i Ordsprogenes bog 25,21.22....Sulter din fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham at drikke; da sanker du gloende kul på hans hoved, og Herren lønner dig for det.

Der kan du se, John, afbrød Susie ivrigt, Gud vil belønne dig, fordi du tilgav ham.

Og så er der et andet sted i Romerbrevet 12. kapitel, vers 17-20. Her, Susie, du kan læse det. Susie rystede de gyldne krøller, som om de hang i vejen og begyndte at læse:

Gengæld ingen ondt med ondt; tænk på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker. Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer. Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: »Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,« siger Herren. Men »hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke;....

Fru Graham pegede på det næste vers og sagde: Nå, nu kommer det vers. Lad os læse det sammen: For gør du det, samler du glødende kul på hans hoved.

Og se her, forsatte moderen. Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.

Hvad vil det sige? spurgte John. Overvind det onde med det gode?

Det betyder at gøre netop det, som du gjorde i dag, svarede Susie anerkendende.

Ja, det er rigtigt, svarede hendes mor. Og så er der nogle andre skriftsteder, der var til stor velsignelse for mig, engang da der var en ond dame, der udbredte sladder om mig. Jeg tror, at de også vil være til hjælp for jer. Jeg har skrevet dem her foran i min bibel.

Jesus sagde: Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.

Og her er et andet et. Jesus sagde også: Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til.

John lyttede forbavset. Kan det virkelig lade sig gøre, fru Graham? spurgte han tvivlende.

Du har i hvert fald en glimrende lejlighed til at prøve det, synes du ikke? sagde Fru Graham smilende.

Du mener de gloende kul? spurgte Susie.

Ja netop, at gengælde ondt med godt.

Nu var John meget begejstret for denne nye måde at behandle sine fjender på. Han slog henrykt i bordet og råbte: Og det skal nok få dem til rigtigt at brænde op.

Susie var meget alvorlig. Det var, hvad Jesus gjorde, var det ikke, mor? Han bad for sine fjender.

Ja, det gjorde han, Susie. Jesus elskede sine fjender og bad for dem.

Susie kravlede op på moderens skød og sagde: Åh, mor, fortæl os den historie igen.

Moderen fik et fjernt udtryk i sit blik og begyndte at fortælle: Det var nede i Jerusalem. Jesus var blevet underkastet et uretfærdigt forhør og var blevet dømt af Pilatus til at lide døden på korset. Det var på toppen af et bjerg, der hedder Golgata. Soldaterne lagde et mægtigt trækors på jorden og strakte Jesus ud på det. De slog store søm gennem hans hænder og fødder. Så rejste de korset op med Jesus hængende på det .... Det må have været da, at Jesus så op til himlen og bad: Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.

Moderen standsede et øjeblik. John rømmede sig, og Susie trykkede sig nærmere ind til sin mor.

Derpå fortsatte hun: Jeg ved, at det var en stor lidelse for Jesus, at der var slået nagler igennem hans hænder og fødder, og at de havde presset en tornekrone ned over hans pande og givet ham piskeslag på ryggen, og nu blev hans arme trukket af led ved skulderen, som han hang der på korset. Men den største smerte, som Jesus led, var ikke legemlig. Han blev i virkeligheden til synd i vort sted, og fordi Gud ikke kan have noget samfund med synd, vendte Gud sit ansigt bort fra Jesus og lod ham dø i ensomhed.

Der kom et mørke, der varede i flere timer. Menneskemængden blev tavs. Før havde disse mennesker spadseret forbi korset og forhånet Jesus og spyttet på ham. Men nu da mørket kom, var der en sælsom frygt, der greb dem. De blev siddende der i tavshed, medens mørkets frygtelige timer sneglede sig afsted. Da kom der pludseligt et jordskælv, og Gud trak mørkets gardiner fra igen. Menneskemængden så på Jesu legeme, som han hang der på korset.

Han er død, var der nogle der råbte, og de skyndte sig ind til byen for at fortælle denne nyhed.

Han er død. Han er død. Han er død. Således gik nyheden fra den ene til den anden. Han er død.

John tørrede en tåre bort fra øjenkrogen. Men han er da ikke virkelig død nu, er han vel, fru Graham? sagde John.

Nej, forsikrede hun ham. Han opstod fra de døde, og nu lever han for at hjælpe os med at leve for ham.

Når vi tror på ham, sagde Susie, så bor han i vore hjerter, og så er det, at vi kan tilgive vore fjender.

John trak vejret dybt og smilede til Susie, mens han sagde: Jeg er ikke engang gal på Vagn mere.

Hvis Vagn bare elskede Jesus, ville han ikke være så tarvelig mere, sagde Susie. Lad os bede for ham nu med det samme.

Susie, hendes mor og John bøjede deres knæ og bad for Vagn, som havde opført sig så tarvelig imod John.

I frikvarteret den følgende eftermiddag samledes Vagn og hans bande i et hjørne af skolegården.

Vagn sagde: Vi må se at finde på en måde, så vi kan hævne os på John og Susie. De går og tror, at de er nogle farlige karle.

Hans bande luskede slukøret om i nærheden af ham. En af dem svarede tilsidst: De har fået overtaget i alt, hvad vi hidtil har prøvet.

Ja, var der en anden, der sagde. Susie var den aller dygtigste af os allesammen til at stave i dag.

Ja, og jeg kastede en af mine aller hurtigste bolde i dag, da vi spillede bold, og alligevel var John i stand til at ramme den, sagde Vagn. Der blev jeg rigtignok lidt lang i ansigtet.

En af pigerne, som altid havde beundret Vagn, som skolens helt, indrømmede nu skamfuldt: Susie var den eneste, der havde alle stykkerne rigtige i regning i dag.

Der var en anden pige, der indskød: Ja, hun har fortalt mig, at hun beder Jesus om hjælp til at regne stykkerne rigtig ud.

Beder over sine regnestykker? Udbrød Vagn. Hvad bliver det næste?

Ja, fortsatte pigen, og der er ingen af dem, der spiser deres mad uden først at bøje deres hoveder og bede.

Og John vil ikke ryge cigaretter sammen med os andre, tilføjede Vagn.

Hvad skal vi gøre?

Vagn knyttede sammenbidt sine næver. Vi skal nok få ram på dem.

Tror du, at Susie og Johns plan virker?

Vil deres gloende kul virkelig virke, og vil de være i stand til at vinde Vagn og hans venner ved at være venlige imod dem?

Og frem for alt andet, vil de så være i stand til at vinde dem for Jesus?

Det får vi at se i et af de næste afsnit

Jeg vil gerne slutte med nogle få ord til jer drenge og piger, som har sat jeres lid til Jesus og antaget ham som jeres frelser. Jeg er sikker på, at I har været ude for nogle af de prøvelser, som Susie og John møder.

Husk, at I skal elske jeres fjender og bede for dem og altid være venlige imod dem - så skal I vinde sejr til sidst - prøv, så skal I se, at det passer.

Hvis du endnu ikke har sat din lid til Jesus, vi hørte, hvorledes Jesus døde for vore synder - han led straffen for det altsammen, så du kan få tilgivelse. Så synes jeg at du, nu med det samme skal lukke Jesus ind i dit hjerte.