Andersen og politimesteren kom til en ny korsvej. Det så ud til, at de denne gang havde tabt sporet.

Andersen, tag denne vej, dirigerede politimesteren, og mød mig her igen om 10 minutter ... Jeg vil tage denne vej. Måske kan vi finde et eller andet, der kan vise os, hvilken vej, de er taget.

Javel, hr politimester!

De 10 minutter gik, og politimesteren vendte tilbage til vejkrydset.

Ja, der var ikke noget at se på den vej, sagde han til sig selv. Jeg må hellere vente her på Andersen.

Lidt efter hørte han klirrende hovslag. Der kommer han, tænkte han.

Andersen kom nærmere og viftede med noget, han havde i hånden. Se, hvad jeg har fundet!

Hvad er det?

Da Andersen kom helt hen til ham, rakte han ham et stykke tøj.

Åh, det er blot en gammel klud, udbrød politimesteren skuffet.

Ja, men prøv at lugte til den, sagde Andersen.

Politimesteren holdt den op til næsen. Kloroform, udbrød han. Den har de nok brugt over for Susie. Nu er vi atter på sporet. Vi må af sted!

Og et øjeblik efter var de atter på vej.

Efter som den ene time gik efter den anden, faldt vejen mere og mere sammen med landskabet, og skovbevoksningen blev tættere. Til sidst kom de til en sumpet egn, hvor politimesteren gjorde tegn til, at de skulle standse.

Det er ved at blive mørkt, Andersen, sagde politimesteren. Vi bliver nødt til at standse her i nat.

Andersen så sig omkring og gav politimesteren ret. Derpå fortsatte han: Nu skulle man også tro, at Johansen har fået tid til at samle de andre.

Ja, og der kommer de, svarede politimesteren, og lidt efter hørtes dundrende hovslag og forskellige tilråb, da 6 mænd kom ridende hen til dem på sveddryppende heste.

Nå, kammerater! råbte politimesteren til dem. Det ser ud til, at vi må overnatte her.

Ja, svarede Andersen, og vi tør ikke engang vove at tænde bål.

Vi vil blot tabe sporet i nat i dette vildsomme landskab, fortsatte politimesteren, idet han ganske overhørte Andersens fornuftige bemærkning. Jordbunden er også ved at blive sumpet. Vi er simpelthen nødt til at vente, til det bliver lyst.

Ikke mange kilometer derfra i en lille hytte, der var halvt skjult i denne moseegn, vendte Mads sig til Peter: Hør, chef, hviskede han. Barnet sover.

Nå, og hvad så?

Hvad er der i vejen, chef?, spurgte Mads bebrejdende. Du har aldrig før været sådan ude af dig selv. Du er da vel ikke bange, fordi du har kidnappet dette barn, hånede han ham.

Tavshed.

Ja, jeg advarede dig jo imod det, fortsatte han. Hun er ikke dum, vil jeg blot sige dig. Og desuden taler hun med Gud, som om han var hos hende. Han tøvede og fortsatte så langsomt: Og jeg er ikke så sikker på, at han ikke er det.

Hvad mener du med det? snerrede Peter.

Ja, jeg ved det ikke; men det giver mig sådan en urolig fornemmelse, svarede han. Den pige har noget af det rigtige. Jeg har aldrig truffet nogen som hende - kun en eneste.

Hvem da?

Min Mor, svarede Mads. Hun plejede at bede på samme måde som Susie ... hun bad hele tiden om, at jeg måtte en virkelig kristen, en af Guds sande børn.

Peter så ud af vinduet, ud i den mørke nat. Ja, sagde han sagte, det er rigtigt nok.

Har du også haft sådan en mor?

Pas dig selv!

Godt ord igen, der er ingen grund til at være så gal.

Kun frøernes kvækken og fårekyllingernes piben afbrød stilheden.

Peter stirrede ud af vinduet og sagde intet.

Mads sad med hænderne under hovedet og stirrede ned i gulvet. Omsider løftede han hovedet.

Hør, chef, der er noget, jeg har tænkt på ...

Tror du, du kan tænke? sagde Peter.

Nej, jeg er måske ikke så klog, svarede Mads; men jeg har da mere forstand, end at jeg vil snuppe et barn, som har Gud til at passe på sig, og Mads gik langsomt hen til Peter og lagde blidt sin hånd på hans skulder.

Hør, chef, sagde han frygtsom, jeg syntes, vi skulle lade barnet gå.

Og ingen penge få? vrængede Peter. Hun er god for de første 10.000, og dem vil jeg ikke give afkald på. Hendes far ligefrem tilbeder hende.

Nej, protesterede Mads, jeg tror, han tilbeder Gud, ligesom Susie gør.

Du ved godt, hvad jeg mener, og han skal nok betale.

Mads samlede mod. Jamen, måske politimesteren forfølger os og ...

Hvorledes?

Ja, der er jo ikke så mange biler her i denne del af landet, og du ved nok, de er så mærkelige ... de efterlader spor.

Det har jeg husket, svarede Peter beroligende.

Nå, det har du? Så har du vel også taget dig af sporene?

Der er ingen, svarede han roligt. Vejen er så hård som sten. Så tilføjede han hovmodigt: Jeg har tænkt på det altsammen.

Ja, men hvad med denne sumpede vej? spurgte Mads. Her er der masser af spor.

Hvorledes skulle de nogen sinde finde mosevejen, indvendte chefen. Vi er mange kilometer fra Millville, og der er mange korsveje. Nej, sagde han tillidsfuldt, de finder aldrig vort spor.

Så siger vi det, svarede Mads. Han strakte sig, gabede og sagde: Nå, men jeg går i seng ... vil du have, at jeg skal passe på pigen?

Ja, selvfølgelig, svarede Peter vredt. Du duer jo ikke til andet.

Ja, ja, da. Jeg lægger mig i køjen i hendes værelse. Han standsede, vendte sig langsomt og sagde med et spydigt smil: God nat, chef ... jeg håber ikke, du får nogen onde drømme ... om politiet, der fanger os!

Pas dig selv, tordnede Peter med en stemme, der syntes at få vinduerne til at ryste.

Hele natten lå Peter og kastede sig frem og tilbage på sengen; Det var tydeligt nok, at han havde en dårlig samvittighed. Han sov kun en lille smule nu og da.

Nogle gange kunne han pludselig fare op med et sæt og gribe efter sin revolver.

I det andet værelse sov Susie sødeligt, og Mads trak vejret tungt.

Omsider begyndte den nye dag at bryde frem, og fuglene begyndte at synge. Det svage lys fra solen, der var ved at stå op, trængte ind i hytten. Pludselig rejste Peter sig. Langsomt ... ganske lydløst ... rakte han ud efter revolveren. Hans ansigt var dystert, øjnene sløve. Langsomt listede han på tåspidserne ind i det andet værelse ... han stod bøjet over Mads, der sov. Der gled en ondskabsfuld grimasse hen over hans ansigt.

Jeg Tror ikke, jeg kan bruge dig mere, Mads, mumlede han næsten uhørligt. Du er falsk ... slap ... og lige ved at blive religiøs ... nej, jeg kan ikke stole på dig.

Susie åbnede øjnene. Hun blev grebet af rædsel, da hun så Peter med revolveren i hånden sigte mod Mads's hoved. Hun bevægede sig langsomt og lydløst, satte sig op i sengen og rakte efter lygten. Da hun fik fat på lygten, sendte hun en stille bøn op til Gud: Hjælp mig, kære Gud. Jeg må ramme rigtigt.

Lygten for gennem luften og ramte Peter med stor kraft lige i ryggen. I samme øjeblik gik revolveren af. Peter vendte sig rasende om mod Susie:

Din usling! vrælede han. Det var dig, der fik mig til at ramme ved siden af!

Løb, Mads, skreg Susie. Løb!

Mads for op, søvnig og fortumlet.

Hvorfor ... hvor ... hvad er der sket? spurgte han forvirret.

Susie sad op i sengen og skreg så højt, hun kunne:

Løb, Mads! Han vil skyde dig!

Peter holdt endnu den rygende revolver i hånden. Han rettede den atter mod Mads. Nej, befalede han, du bliver, hvor du er, Mads ... og du, sagde han til Susie, ud af sengen med dig!

Ja, Peter, nu kommer jeg, svarede hun roligt. De burde være glad, fordi jeg forhindrede Dem i at dræbe ham.

Mads rystede. Peter, du ville da ikke ... det var da ikke din mening at ...?

Jo, det var, Mads, svarede Susie, som ikke helt syntes at være klar over den fare, hun selv var i. Han ville skyde dig, medens du sov.

Nej ... det kan du ikke, bønfaldt Mads ham.

Nu skal I dø begge to. Hvorfor blander du dig i mine sager, svarede Peter.

Jamen, Peter, det kan du ikke, hulkede Mads. Du får ikke nogen penge, hvis du dræber hende, og jeg er din kammerat!

Han skal nok komme til at betale, og han vil ikke få at vide, at hun er død, før jeg har fået pengene.

Mads tiggede nu for sit liv. Peter ... du kan ikke slippe godt fra det ... du er gal ... kom dog til fornuft!

Det var ikke til at tage fejl af.

Peter var ude af sig selv.

Susie fangede et øjeblik hans blik og blev klar over det ... han var afsindig af raseri.

Stil jer op ad den væg, befalede han.

Han bandt deres hænder omhyggeligt på ryggen. Så gik han ind i det andet værelse, medens han mumlede for sig selv: Jeg vil skrive en seddel til hendes far og fortælle ham, hvor han skal lægge pengene, så vi jeg komme her tilbage og ordne resten.

Da døren lukkedes bag ham, hviskede Susie: Mads, tror du, han vil gøre alvor af det?

Ja, det er jeg sikker på, svarede han. Når han kommer i det hjørne, er han den værste han, bandit.

Han begyndte at græde. Susie, hulkede han, jeg er ... jeg er bange.

Hvad er du bange for? spurgte hun, idet hun lod, som om hun var forbavset.

Jeg er bange for at dø, indrømmede han. Jeg er ikke rede til at dø.

Susie glemte for et øjeblik sin egen fortvivlede stilling.

Ja, ser du, Mads, svarede hun, det er forskellen mellem at være en kristen og ikke at være en kristen.

Jeg er også bange, men jeg er ikke bange for at dø. Jeg er kun ... ja, opskræmt, det er det hele; men hvis jeg dør, så er det næste der sker, at Jesus kommer igen for at tage mig med hjem til himmelen, og det bliver vidunderligt.

Mads så hende ind i øjnene og blev klar over, at hun talte sandt. Her var der en lille pige, som syntes at være sikker på at lide en frygtelig død, og alligevel var hun ikke bange. Han beundre de hende. Susie, jeg ville ønske, jeg var ligesom du.

Jamen, det kan du blive, Mads, svarede Susie. Jeg lukkede blot Jesus ind i mit hjerte. Så nemt var det. Og han siger: Enhver, som vil, må komme.

Vil det sige, at enhver, som vil, kan blive frelst?

Ja, det vil det. Dersom du bekender dine synder og stoler på ham som din Frelser.

Jeg vil så gerne, Susie, svarede han, og hvis du vil hjælpe mig, så vil jeg det nu.

Lige et øjeblik, Mads, sagde Susie, og idet hun så ham lige ind i øjnene, spurgte hun: Er du bange, eller er du virkelig bedrøvet over dine synder?

Hvad mener du?

Jo, forklarede hun, jeg tror, der er mange mennesker, der beder, når de skal dø; men de mener det ikke oprigtigt; for de er blot bange. Hvis de så ikke dør, så glemmer de det hele igen. De stoler ikke oprigtigt på Jesus som deres Frelser.

Mads tøvede. Jeg tror nok, jeg forstår, hvad du mener, sagde han langsomt. Naturligvis er jeg bange; men lige siden jeg traf dig, og du fortalte mig om Jesus, som døde for mine synder, har jeg følt mig som en stor synder, og jeg ...

Det var godt! råbte Susie frydefuldt.

Hvad mener du med det?

Jo, for Jesus kom for at frelse syndere, og ikke gode mennesker.

Gjorde han?

Ja, det gjorde han. Der er et vers i Bibelen, hvor Jesus siger: Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse. Luk 5,32.

Ja, det er rigtigt nok, at jeg er en synder, indrømmede han skamfuldt.

Vil du så tage imod Jesus som din Frelser?

Ja, det vil jeg, svarede han afgjort, fordi han har betalt for mine synder på korset, som du har sagt.

Men Susie var ikke færdig. Men sæt nu ... ja, sæt der sker noget, og du ikke kommer til at dø?

Hvad så, Mads?

Ja, så ... så vil jeg leve for Jesus, svarede han, og blive et sådant menneske, som min mor altid bad om, at jeg måtte blive; - men jeg ved ikke, hvorledes jeg skal bede, Susie. Du må hjælpe mig.

Godt, svarede hun, så lad os knæle ned.

Det var vanskeligt at knæle med hænderne bundet bag på ryggen; men Susie forklarede, at det var lettere for hende at bede på den måde.

Gud vil naturligvis høre din bøn alligevel, sagde hun; men det gik jo meget godt med at knæle ned.

Bed du nu efter mig: Kære Gud, jeg ved, at jeg er en synder.

Kære Gud, jeg ved, at jeg er en synder, gentog Mads.

Hun fortsatte, og Mads gentog hver linie efter hende:

Jeg tror, at Jesus døde på korset for mine synder.

Jeg tror, at Jesus døde på korset for mine synder.

Jeg vil nu i dette øjeblik stole på Jesus som min frelser.

Jeg vil nu i dette øjeblik stole på Jesus som min frelser.

Tilgiv mig og frels mig.

Tilgiv mig og frels mig.

Da gik døren op.

Hvad er det, I laver der? brølede Peter. Rejs jer op!

Susie var fast besluttet på at gøre sin bøn færdig: I Jesu navn. Amen!

Peter sparkede til dem. Rejs jer op, tordnede han.

Peter, vi bad blot, forklarede Susie.

Ja, I trænger til at bede, svarede han vredt, for det bliver den sidste bøn, I nogen sinde kommer til at bede ... Her kan I se denne seddel. Nu skyder jeg jer to, så henter jeg de 10.000 dollars, og så stikker jeg af.

Susie, han har revolveren, hviskede Mads.

Ja, svarede hun, det kan jeg se.

Peter holdt revolveren op i ansigtet på Susie. Der var et udtryk af hån i hans ansigt: Nå, min lille ven, du snakker så meget religion, sagde han spottende, nu skal vi se, hvor meget det hjælper dig!

Mads gav sig til at græde: Peter, du kan dræbe mig, om du vil, men lad hende være, sagde han bønfaldende.

Pas dig selv ... nu skyder jeg!

Han rettede revolveren mod Susies hjerte og tog med fingeren om aftrækkeren.

Farvel, Mads, hviskede Susie.

Mads hulkede højt: Farvel, Susie! 

Nu ser det ikke godt ud for Susie; men spar dig din ængstelse ... Lad mig minde dig om noget. Husker du at Gud kalder Susie og John til at blive missionærer i Afrika; men da hun ikke har været i Afrika endnu, må Gud da tage sig af hende nu, hvis hun nogen sinde skal komme der. Måske sker der noget; men hvad ....... og hvordan?

I ved, piger og drenge, at Gud lover i Romerbrevet 8,28; at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud. Og vi har allerede set noget godt komme ud af den sørgelige oplevelse, at Susie blev holdt fanget af kidnapperne. Mads har for alvor sat sin lid til Jesus som sin Frelser, og hvad der end sker, så får han evigt liv hjemme hos Jesus.

Så er der noget andet, som jeg ønsker at understrege for jer. Husker I, hvad det var, der for alvor fik Susies ord til at virke på Mads hjerte? ... Ja, det var det, at han havde hørt sin mor fortælle om den samme Frelser, og han kom i tanke om, at hun havde bedt om, at han måtte blive frelst. Det synes, som om Mads gik ad helt andre veje, end hans mor havde lært ham; men der er et løfte i bibelen, der siger: Tilskynd drengen til at følge den vej, han skal gå, selv når han bliver gammel, vil han ikke vige fra den. Det syntes, som om at Mads ikke kunne komme uden om sin mors formaning og bønner. Selv om den sæd, der var sået i hans hjerte, lå uvirksomt hen i mange år, så mindede Helligånden ham om, hvad han havde lært, da Susie talte til ham.

Har du taget imod Jesus som din Frelser?

Hvis ikke, så synes jeg at du skulle gøre det nu med det samme!