Peter stod, som om han var lammet. Hans hånd rystede. Mads kunne ikke holde det ud længere.

Hvad venter du på Peter? råbte han. Hvorfor trykker du ikke på aftrækkeren?

Åh, det har ingen hast, svarede Peter. Jeg prøver blot på at afgøre, hvem af jer jeg skal skyde først.

Mads bønfaldt ham atter: Dræb mig, hvis du vil; men lad være med at gøre Susie noget.

Peter kæmpede med at holde modet oppe. Nu ved jeg, hvad jeg vil, sagde han, jeg vil lade dig se denne tapre lille pige, som kalder sig en kristen, dø. Så kan du selv se, hvad det er for noget vrøvl.

Han rettede revolveren imod Susies hoved. Se nu på hende og se så, hvor hun ryster.

Der blev ganske stille.

Susie så ham lige ind i øjnene.

Hans blik blev uroligt.

Mads så forbavset på dem.

Peter, hun ryster ikke, stammede han.

Åh, hun spiller bare komedie, mumlede han. Hun er hundeangst.

Susie hviskede til Mads: Mads, se hvor hans hånd ryster.

Ti stille.

Han kan ikke trykke på aftrækkeren, erklærede Susie. Gud vil ikke tillade det.

Vil Gud ikke tillade mig det! Hvad mener du med det? spurgte Peter forvirret.

Jeg har allerede fortalt, svarede Susie, at Gud har kaldet mig til at være missionær i Afrika, og jeg er endnu ikke voksen, så jeg kan rejse til Afrika. Så du kan ikke dræbe mig, det er, hvad jeg mener. De kan ikke trykke på aftrækkeren. Det vil Gud ikke tillade.

Det skal vi få at se, mumlede han magtesløs. Så tog han nyt mod til sig og sagde: Jeg tror, jeg vil ændre min plan. Jeg vil skyde denne usle forrædder først, og når Du så ser ham dø lige for øjnene af dig, så skal du nok blive klar over, at det er noget sludder at være en kristen.

Han rette revolveren imod Mads. Se nu på ham. Se på ham! .... Ha, se hvor han ryster. Din falske kujon! Så du er en kristen, hvad? Jeg troede, du sagde, at du ikke var bange for at dø!

Mads var skrækslagen. Nej, jeg er ikke bange for at dø, svarede han, men jeg indrømmer, at jeg er bange. Jeg ønsker ikke at dø, for jeg ønsker at leve for Jesus, men hvis jeg dør, så vil Jesus en dag komme tilbage til denne jord og hente mig hjem til himmelen, som Susie har sagt.

Og det er du sikker på, hvad? spottede Peter ham.

Susie svarede: Ja, selvfølgelig kan han være sikker på det.

Hvordan det?

Mads vendte sig mod Susie. Fortæl ham det, sagde han.

Jo, der er et vers i Bibelen, begyndte hun, som siger dette."

Hvor står det? spurgte Peter hæst.

Det står i min Bibel, svarede hun, men du rev den jo itu, og jeg ved ikke, om jeg nu kan finde det. Løs mine hænder, så skal jeg prøve på at finde det.

Nej, det skal du ikke.

Hvor er den Bibel?

Jeg skal nok selv finde det.

Den ligger der på bordet, svarede Susie, jeg prøvede på at samle den, så godt jeg kunne.

Mads57; frygt forlod ham pludseligt. Du må hellere lægge den revolver, sagde han hånligt. Det er rigtigt, hvad du sagde, du har masser af tid.

Peter samlede den iturevne Bibel op og bladede forsigtigt i den.

Nå, hvor står det så? spurgte han.

Jeg tror, det er i 1.Thess. 4,14-18.

Jamen, hvilken side står det på?

Jamen, vi slår da ikke op i Bibelen på side det og det, forklarede Susie.

Vi åbner Bibelen på det og det evangelium, eller brev, og det og det kapitel, og det og det vers.

Det kender jeg ikke noget til, svarede Peter. Sig mig nu, hvilken side det er, og det hurtigt.

Jamen, jeg ved ikke, hvilken side det er, svarede Susie igen.

Det ved jeg, sagde Mads.

Susie så forbavset på ham og udbrød overrasket: Ved du?

Ja, svarede han. Det er side 1084. Det var det, du læste for mig i Morges, og jeg kiggede, fordi jeg gerne ville finde det igen.

Peter begyndte at blade i Bibelen, medens han mumlede: Et tusind og fire og firs.

Susie vendte sig mod Mads. Jamen, Mads, en anden bibel, du ser i, kan godt have disse ord på en helt anden side, fordi der er forskellige udgaver af Bibler.

Samtalen blev afbrudt af Peter. Ti stille! befalede han.

Jamen, jeg sagde blot, at ....

Nu havde Peter fundet stedet og forlangte atter tavshed.

Langsomt begyndte han at læse: For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham."

Der kan du se, hvad jeg sagde, afbrød Mads.

Susie blev ivrig: Læs det 16. vers.

Peter fortsatte: For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra Himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her,

Han tøvede, men Susie sagde opmuntrende: Gå videre!

rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren."

Der kan du se, sagde Susie. Uanset om vi er levende eller døde, så vil Jesus tage dem der tror på ham med hjem til Himlen når han kommer.

Mads kiggede over Peters skulder på de forunderlige ord.

Et nyt lys skinnede over hans ansigt.

Jamen, Susie, skal man ikke vente i graven på .... hvad var det nu, du kaldte det? spurgte Mads.

Opstandelsen, svarede Susie. Jo, Mads. Vi må vente, til Jesus kommer tilbage, før vore legemer bliver oprejst.

Hvor lang tid tager det? spurgte han alvorligt.

Det tager overhovedet ingen tid, svarede hun. Læs 1.Kor 15,52.

Susie fandt hurtig frem til at det var på side 1050

Peter så på ordene med øjne, som dårligt nok kunne tro, hvad de så. Han læste langsomt: i et nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for den sidste basun skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles"!

Det er vidunderligt, udbrød Mads.

Der var en anelse af håb blandet med frygt i Peters stemme, da han spurgte: Er det sådan for alle?

Ih nej, svarede hun blidt, det er kun for dem, som har sat deres lid til Jesus som deres Frelser.

Mads gjorde sig umage for at tro, men det syntes at være for meget til, at han kunne fatte det.

Ja, jeg kan nu ikke forstå det.

Så tror jeg. De skulle prøve at læse 2.Kor 4,3, sagde Susie.

Hvor er det?

Det er kapitlet lige efter.

Nå, så lad mig se. Hans øjne ledte efter det rette vers, og han begyndte atter at læse: Og er vort evangelium tilhyllet, er det kun tilhyllet for dem, der fortabes.

Der kan du se. Du er fortabt, sagde Susie, og der var ømhed og sympati i hendes stemme, men den måde, hun sagde det på, fik Peter til at skælve indvendig.

Fortabt i synd, gentog hun, det er derfor, du ikke kan forstå det.

Fortabt? Han prøvede på at efterligne hendes tonefald, da han gentog ordet.

Læs næste vers, sagde Susie.

For dem, der ikke tror; deres tanker har denne verdens gud blindet, så de ikke ser lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede.

Han lagde bogen tilbage på bordet og så på Susie med et bedende udtryk i øjnene.

Hvad betyder det? spurgte han blidt.

Ja, jeg mener, at det skal forstås omtrent således: Du har hørt om Jesus, men der er noget andet, Du hellere vil have .... måske 10.000 dollars .... end at få Jesus, og derfor har djævelen blændet dig, så du ikke kan se, og ....

Det syntes et øjeblik som om Peters ansigt fik et mærkeligt, blidt udtryk, men så vendte pludselig den gamle hårdhed tilbage.

Nu var Mads frygt for Peter helt forsvundet. Han blev så modig, at han ikke selv kunne forstå det, og han blev overrasket, da han hørte sig selv sige: Ja, Susie, nu forstår jeg det, sådan er det netop. Han fik en chance på samme måde, som jeg gjorde. Han har også haft en mor som min, for det har han selv sagt. Hun fortalte ham alt dette på samme måde, da han var barn, som min mor gjorde, men han ville heller ikke høre efter. Nu er hans hjerte så hårdt som en sten og ....

Peter vendte sig i dette øjeblik og gik med faste skridt hen imod døren.

Susie hviskede til Mads: Han ser så ond ud.

Nu går han, sagde Mads sagte, og døren blev smækket i med et knald, så det rystede i hele hytten.

Mads sukkede lettet. Hvad mon han vil gøre? spurgte han.

Jeg ved det, svarede Susie.

Hvad da?

Han vil enten vende sig til Jesus og blive en kristen, eller han vil ....

Hun tøvede .... eller han vil dræbe os.

Han er gået derind for at bestemme sig til, hvad han vil.

Men lad os nu dreje uret nogle få timer tilbage, og mange kilometer fra skjulestedet i mosen ser vi en ensom rytter, der galoperer gennem natten. Hovslagene dundrer i sommernatten. Rytteren standser og vander hesten ved et vandløb i nærheden, medens han undersøger sporene af hestehove ved korsvejen. Han stiger atter op på hesten og fortsætter hen ad vejen, idet han følger sporet af politimesterens mandskab. Hele natten driver han sin raske hest fremad, idet han kun en gang hviler nogle få øjeblikke. Så fortsætter han gennem den stjerneklare nat.

Da de første striber af sollys viste sig på himmelen i øst, vækkede politimesteren sine mænd, som havde indrettet sig om natten under et stort elmetræ.

Nu tror jeg, vi kan fortsætte, kammerater, sagde han. Det er ved at blive lyst.

Mændene var straks parate til at fortsætte, og politimesteren overtog ledelsen, da de besteg deres heste.

Følg mig, og hold jer tæt samlet, råbte han. Klar! Afgang!

Luften genlød af de mange hestes hovslag, da mændene galoperede hen ad den snævre vej. Efter nogen tid blev sporet utydeligt, og til sidst holdt det helt op.

Politimesteren gav tegn til mændene, at de skulle standse. Han steg selv af hesten og undersøgte de friske spor af en bil, som førte hen ad en mudret mosevej.

Vi bliver nødt til at lade vore heste blive her, sagde han med lav stemme. Der er ingen tvivl om, at vi er på det rette spor, og de kan ikke være så langt borte.

Da mændene havde bundet deres heste, kaldte politimesteren dem sammen og sagde:

Lad os sprede os, men således, at vi kan se hinanden og husk på, at vi må regne med, at disse mænd ikke viger tilbage for at skyde.

Med revolverne parate bevægede mændene sig lydløst og forsigtigt ind i det kratbevoksede moselandskab.

Et par kilometer borte bandt den enlige rytter sin hest til et træ og stod et øjeblik stille på bakkeskråningen, som vendte ned mod hytten, der lå halvt skjult af mosen. Han var drejet af fra politimesterens spor og havde redet uden om mosen, således at han var på den modsatte side af hytten. Han klappede sin sveddryppende hest og forsvandt i moselandskabet.

Inde i hytten ventede Mads og Susie, medens deres hænder stadig var bundet på ryggen. Minutterne syntes at blive til timer, og stadig ventede de. De hørte Peters skridt inde i det andet værelse, hvor han vandrede frem og tilbage, medens der rasede en kamp i hans indre.

Mads blev mere og mere urolig for hvert minut, der gik. Nu kan jeg snart ikke holde det ud længere. Susie, sagde han. Denne venten ... det er ikke til at holde ud.

Susie puffede lidt til ham. Vær nu rolig, Mads. Jeg tror, det er Gud, der gør det således, at han må vente.

Jamen, hvis han vil dræbe os, så vil jeg hellere have det overstået, svarede Mads. Jeg kan ikke holde det ud længere.

Jamen, måske lader Gud ham vente af en bestemt grund, svarede Susie. Måske kommer der nogen. Måske skifter han mening.

Der kommer selvfølgelig ingen, svarede Mads fortvivlet. Hvem skulle det være? Vi er mange kilometer fra Millville, og desuden er der ingen, der ved, hvor vi er.

Susie standsede ham. Jo, der er. Det ved Gud, og jeg tror, at han også tager sig af os.

Nu hørtes der støj i det andet værelse.

Sh-h-h-h, hviskede Mads, nu kommer han.

Døren åbnedes langsomt, og Peters store skikkelse kastede en mørk skygge ind i værelset.

Har du set hans ansigt, hviskede Mads.

Ja, svarede Susie. Det lover ikke godt.

Mads anstrengte sig for at være tapper, men der var noget ved Perters mørke og grimme ansigt med hans urolige og onde øjne, som fik al hans frygt for denne mand til at vende tilbage. Det ser sandelig ikke ud, som om han er blevet omvendt, medens han har været derinde, hviskede han.

Se, han har revolveren, udbrød Susie.

Goddag, Peter, sagde Susie, medens hun prøvede på at få stemmen til at lyde munter. Hvad vil du så gøre?

Jeg har taget min beslutning, meddelte han med en lavmælt, truende stemme. Jeg vil skyde jer begge to, sådan som jeg først bestemte.

Susie spærrede pludselig øjnene op af overraskelse. Åh, gispede hun.

Hvad er der i vejen med dig? spurgte Peter. Han vendte sig, idet han fulgte hendes blik .... Men pludselig standsede han og sagde med et hånligt smil: Nå, du tror, at jeg vil falde for det gamle trick, hvad?

Nej, du kan tro, den går ikke. Der er ikke nogen bag ved mig, så jeg vil ikke vende mig om.

Susie prøvede på at være rolig og sagde: Jeg prøvede ikke på at lave noget trick.

Hvad glor du så på? brølede han. Øjnene er jo lige ved at springe ud af hovedet på dig.

Åh .... jeg .... blev bare overrasket.

Det behøver du ikke at blive, svarede han. Du burde have vidst, at jeg ville skyde jer.

Ja .... jo ...., stammede Susie. Jeg ....

Peters gennemtrængende stemme standsede hende. Hvad er der i vejen med dig, Mads?

Åh, ikke noget, stammede han. Der er ikke noget.

Peter prøvede på at være rolig, men han følte sig usikker. I to opfører jer, som om I stod på en gloende ovn, snerrede han. Så gik han fremad, idet han langsomt og bestemt sagde: Nu . er - det - slut!

I det samme sprang Susie op og råbte: Træk i tæppet, John, træk i tæppet, skynd dig!

Peter gjorde et klodset spring, idet hans fødder forsvandt under ham, og han ramte gulvet med et tungt bump.

Grib revolveren, John, skynd dig, råbte Susie.

Peter ville til at rejse sig op, men John plantede sin fod på maven af ham.

Din lille bandit .... jeg skal .... Han løftede hovedet, men så lige ind i sin egen revolvers løb.

Bliv, hvor du er, befalede John.

Peter var rasende. Din lille .... Hvor kommer du fra? vrælede han.

John kiggede roligt på den store mands ansigt, hvor sveden piblede frem.

Lad være med at sigte med den revolver på mig. Den er ladt! råbte Peter.

John rykkede nærmere, og med den mest overlegne stemme, han kunne præstere, befalede han: Lig stille!

Peter mumlede for sig selv: Den dumme unge aner ikke, hvorledes man skal behandle en revolver. Jeg vrider mig rundt og ....

Pas på, John, råbte Susie. Han sparker dig.

John trak sig sammen som en trækharmonika, idet Peters store, sømbeslåede sko ramte ham i maven. Revolveren faldet på gulvet lige ved Peter. Susie gispede. Mads jamrede.

Peter sprang op og sparkede John igen. Nå, dit lille fæ, nu er det mig, der har revolveren. Derpå gik han hen til John, som lå på gulvet og jamrede sig, tog ham i håret og halede ham op på benene.

Skrub hen til den væg sammen med de to andre, snerrede han og gav ham et ordentlig puf.

Da lød det pludselig en myndig stemme, der befalede: Hænderne op!

Hurra! Det er potitimesteren! råbte Susie, medens glædestårerne løb hende ned af kinderne.

Mads sukkede: Tak, Gud! Vi er frelst.

Værelset var pludseligt fuld af mænd.

Godt, giv dem håndjern på og før dem bort, befalede politimesteren.

Susie trådte ind imellem Mads og den mand, der trådte hen for at give ham håndjern på.

Jamen, hr politimester, Mads er min ven .... Han har antaget Jesus som sin frelser, og ....  

Det gør mig ondt, Susie, svarede politimesteren, men han er en kidnapper, og han må tage sin straf.

Jamen, hr politimester, han ....

Mads trådte frem. Han har ret, Susie, sagde han. Jeg går med.

Det var vel nok en overraskende vending. John, som red på sin hest, nåede kidnapperens hytte lige tidsnok. Men stakkels Mads .... Det ser ud, som om han kommer til at betale for sin andel i forbrydelsen, men sådan er det med synden. Den får altid følger.

Men har han overgivet sig til Jesus og det er det vigtigste af alt.

Men der er noget, jeg gerne vil have, I skal lægge mærke til.

Peter og Mads havde begge lige store muligheder for at omvende sig.

For det første havde de begge hørt om Jesus og frelsens vej, da de var børn.

De havde begge en kristen mor, som bad for dem. Endvidere fortalte Susie dem begge om Jesus, og Helligånden overbeviste dem om synd.

Men nu kommer forskellen: Peter forhærdede sit hjerte og forkastede Jesus som sin frelser, Mads åbnede sit hjerte og tog imod Jesus som sin Frelser.

Og på samme måde er der to slags piger og drenge i dag.

Nogle hører og tror, andre hører og forkaster Frelseren.

Vær ikke en af dem, som forkaster Jesus.

Bliv alene et eller andet sted nu med det samme og knæl ned og bed til Gud.

Fortæl Gud, at du er bedrøvet over dine synder, at du tror, at Jesus døde for dine synder, og at du vil tage imod ham som din Frelser nu med det samme.

Bed ham om at tilgive dig og frelse dig, så vil han gøre det.

Læs Johannes evangeliet 3,16.