Beviserne tårnede sig op imod Børge. Den lille bys sladderkællinger havde allerede fældet den dom, at det måtte være ham.

Pigerne i skolen talte sammen om det.

"At tænke sig, at Børge kunne gøre noget sådant!"

"Ja, jeg har altid syntes, at der var noget mærkeligt ved ham."

"Jeg har hørt, at han er blevet set en hel del i Beaver Crossing i den senere tid."

"Er det ikke frygteligt - her har vi gået i skole sammen med ham!"

Susies far bestyrede det store savværk i Millville, som gav byen sit navn, og Børges far arbejdede på savværket. Den næste dag iagttog Graham hr Madsen, medens han stod og arbejdede ved sin maskine. Store tårer løb ham ned ad kinderne.

Han gik hen til ham og lagde sin arm på hans skulder. "Det gør mig ondt, Madsen, at Politimesteren anholdt Deres søn. Jeg tror ikke, at Børge er den skyldige."

Madsen tørrede tårerne bort fra kinden med bagsiden af sin læderhandske. "Tak, hr Graham," svarede han.

"De er den første, der har sagt det. Det synes, som om alle er imod ham."

"Ja, det ved jeg - sladder er et forfærdeligt onde; men det er jo ikke den, der er det afgørende," sagde han opmuntrende.

Madsen smilede vemodigt. "Det vil blive vanskeligt at få nævninge, der vil være retfærdige."

Hr Graham rynkede panden på samme måde, som Susie altid gjorde, når hun rigtigt skulle tænke.

"Hvis bare Børge ikke have været i Beaver Crossing den aften," sagde Graham. "Ja, hvis han bare kunne finde en eller anden, som så ham derovre og vidste, hvad han foretog sig på det tidspunkt, det ville fjerne mistanken fra ham - sig mig, hvorfor tog han egentlig derover?"

Hr Madsen vendte ryggen til og så ud af vinduet. Hans stemme skælvede. "Jeg ville ønske, jeg vidste det," svarede han.

Uret på retsbygningen i Beaver Crossing slog 12. I nattens lange timer vandrede Børge frem og tilbage som et rovdyr i et bur, i sin lille celle i fængselet. Han stirrede ud i den mørke nat gennem jernstængerne for det lille vindue, der sad så højt oppe, at han ikke kunne nå det.

"Den dumme politimester," mumlede han, "han kan ikke behandle mig på den måde!"

"Hør her, unge mand," sagde manden i cellen ved siden af, "hvis du ikke selv vil sove, så lad i hvert tilfælde os andre få lov til at sove!"

"Sove!" skreg Børge, "her i denne skumle celle?

De anklager mig for en forbrydelse, tror De så, at jeg kan sove?"

"Åh, hold op med det vræleri!" svarede den anden. "Så har du vel nok også gjort det!"

"Nej, det var ikke mig," svarede Børge"

Selvfølgelig regnede du ikke med at blive opdaget," sagde den anden hånligt.

"Jamen, det er sandt, hvad jeg siger. Jeg har ikke gjort det!"

"Ja, den kender vi," svarede den anden. "Vi er alle uskyldige. Der er ingen af os, der nogen sinde har gjort noget."

Børge var vred. "Jamen, jeg har jo sagt, at jeg ikke har gjort det," svarede han heftigt, "og det har jeg ikke!"

"Nå ikke?

Og sig mig, har du tænkt dig, at dommeren vil tro på den?" sagde den anden ondskabsfuldt. "Og sig mig, hvad lavede du da i Beaver Crossing?"

"Jeg øh ..." Børge tøvede.

"Hør her," afbrød den anden ham, "hvis du venter, at nævningene skal tro på den, så må du hellere lave en rigtig historie." Derpå fortsatte han med en faderlig stemme: "Jeg synes, du hellere skulle tilstå. Måske får du en mildere dom på den måde."

"Jamen, de kan ikke bevise noget om mig," erklærede Børge.

Børge satte sig op på sin hårde briks og gabede.

"Hvad er det?

Fuglene synger! Det må være morgen!"

Han rejste sig og strakte sig. Han var øm i lemmerne. "Jeg må have sovet," mumlede han. "Der sidder en fugl på den gren. Det er en solsort. Den spotter mig. Den er fri og lykkelig, mens jeg er spærret inde i dette bur." Han sukkede. "Jeg ville ønske, jeg havde lyttet til Susie. Jeg ville ikke have været i dette fængsel, hvis jeg ikke var gået til den forestilling."

Den store jerndør åbnedes med en raslende lyd. Det var politimesteren.

"God morgen, Børge," sagde han venligt; "her er nogle venner, der er kommet for at besøge dig."

"Ih, god dag, Susie og John," udbrød han.

Politimesteren førte dem ind i et rum, hvor der var to gitre mellem de besøgende og Børge.

"Her kan I tale sammen," sagde han. "Kald på mig, når I er færdige."

Den store jerndør blev lukket bag ham med en klikkende lyd.

Det gøs i John. "Jeg ville ønske, han ville lade være med at låse den dør," sagde han.

Susie så sig omkring på jernstængerne, der omgav dem på alle sider og derefter på den store jerndør. "Det får det til at løbe koldt ned ad ryggen på en," hviskede hun.

Børge pressede ansigtet imod jernstængerne: "Det var pænt af jer at komme og besøge mig," sagde han.

John trak vejret gennem næsen og sagde: "Nej, hvor der stinker her!"

"Ja," svarede Børge, "og det er endda ikke det værste."

Susie rystede bedrøvet på hovedet. "Vi er meget kede af det," sagde hun, "og vi gør alt, hvad vi kan, for dig, Børge."

"Ja, men I kan ikke gøre noget," sukkede han. "Det er der ingen, der kan."

"Jo, det kan vi," svarede hun. "Vi beder for dig, Børge."

"Hvad gør I??"

"Susie sagde, at vi beder for dig," gentog John.

Det så ud, som om Børge blev meget forarget. "Jeg kan ikke indse, hvorledes I kan tro, at det hjælper noget. I spilder bare jeres tid med at bede."

"Åh, nej," svarede Susie, "det er aldrig tidsspilde at bede."

"Hør nu her," sagde Børge, "jeg er i en slem knibe, og jeg er godt klar over det."

"Ja, det ser meget sort ud," sagde John.

"Jamen, jeg tror, Gud kan hjælpe dig, Børge," sagde Susie, "hvis du da bare vil lade ham hjælpe dig."

"Hvis jeg vil lade ham hjælpe mig," skreg Børge. "Hvad forhindrer ham i det?

Jeg gør da ikke modstand.

Susie var hurtig til at svare: "Du forhindrer ham i det Børge."

"Gør jeg?

Jamen, hvis Gud vil hjælpe mig, vil jeg da ikke stå i vejen for ham."

"Jamen, du står i vejen for ham," vedblev Susie.

"Hvordan det?"

Susie pressede ansigtet imod jernstængerne. "Kan du huske, at jeg for nogle dage siden sagde til dig, at man enten må tage imod Jesus som sin Frelser eller forkaste ham?"

Børge syntes, han kunne høre sine egne ord lyde i sine øren: "Så forkaster jeg ham."

"Og kan Du huske," fortsatte hun, "da jeg fortalte dig, at Jesus siger: "Den, der ikke er med mig, er imod mig?" Matt 12,30.

Atter mindedes Børge sine egne ord: "Så kan du godt regne med, at jeg er imod ham."

John hjalp ham med at huske det: "Du kan nok huske, hvad du svarede, ikke Børge?"

"Ja," svarede han tankefuldt, "jeg kan godt huske det."

"Der kan du se, Børge," sagde Susie. "Du vil ikke lade Gud hjælpe dig."

Børge sad med hænderne under hovedet og sukkede: "Jamen, jeg kan ikke indse, hvorledes selv Gud kan hjælpe mig nu."

"Gud elsker dig, Børge," sagde Susie blidt, "og han er den eneste, der kan hjælpe dig."

Børge rejste sig og gik atter langsomt hen til gitteret.

"Jeg tror ikke, at Gud elsker mig, Susie," svarede han, "for så ville jeg ikke være her."

"Jamen, det var ikke Gud, der var skyld i dette," svarede hun.

"Jeg er bange for, at du selv er skyld i det," sagde John. Pludselig pegede han på gulvet og sagde: "Se!"

"Det er en solstribe, der kommer ind gennem det lille vindue," sagde Susie.

Børge stod midt i den lille celle og iagttog, hvorledes solstrålerne tegnede et mønster på det støvede cementgulv.

"Det er første gang, jeg har set lyset i dette hul i den tid, jeg har været her."

"Se," sagde Susie, "sollyset tegner et kors på gulvet."

John lagde mærke til det omtrent samtidigt. "Ja, der skal du se."

Børge tegnede omridset af korset med tåspidsen af skoen.

"Ja, det danner et rigtigt kors." Susies øjne strålede "Der har du beviset," sagde hun.

"Beviset på hvad?" spurgte Børge.

"At Gud elsker dig," svarede hun. "Korset betyder kærlighed, og Gud sendte sollyset ind i din mørke celle og dannede et kors på gulvet for at fortælle dig, at han sendte sin enbårne søn, Jesus, til verden for at dø for dine synder."

Børge så forbavset på hende. "Skal du absolut tale om Jesus overalt hvor du kommer?"

"Ja, selvfølgelig," svarede hun. "Det er, fordi jeg elsker ham. Og ved du hvad, Børge, jeg tror, at Gud dannede det kors på gulvet netop for at fortælle dig, hvor højt han elsker dig." "Hvordan det?"

"Har du noget til at sætte et mærke med?" spurgte Susie.

"Næh," svarede Børge, "politimesteren tog alting ud af mine lommer."

John kom frem med et lille stykke kridt, som han havde i lommen: "Se, hvad jeg har."

"Ja, det kan godt bruges.

Giv det til Børge," sagde Susie.

"Og Børge, sæt så et mærke på gulvet oven over korset."

"Her?"

"Ja, der!"

Børge bøjede sig ned og satte et mærke på det kolde gulv.

"Og sæt så et andet mærke under korset!"

"Sådan?"

"Ja, det er udmærket. - Og sæt så et på venstre side. Og ligeledes et på den anden side," dirigerede Susie.

Børge satte det sidste mærke og rejste sig op.

"Så er det færdigt," sagde han og trådte et skridt tilbage for at betragte det.

"Ja, det fortæller, hvor højt Gud elsker dig," sagde Susie.

Ef 3,18 og 19 siger noget om "at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed." og den eneste måde, hvorpå vi kan måle hans kærlighed er ved korset."

"Det er vel nok godt, at du kan så mange bibelvers, Susie," sagde John.

"Jamen, du lærer da også mange."

"Ja, det kan jo alle, der vil," svarede John.

Børge hang med hovedet.

"Jeg kan ingen," indrømmede han. "Jeg har aldrig gået i søndagsskole."

"Hør, jeg kommer til at tænke på et andet bibelvers," udbrød Susie. "Ser du, Børge, korset betyder også frihed, og jeg tror, at Gud prøver på at fortælle dig, at han vil gøre dig fri."

Børge smilede. "Godt, han kan gøre det når som helst. Jeg er led og ked af at være her!"

"Jamen, der er en endnu bedre måde at blive gjort fri på," svarede Susie. "Gud ønsker at gøre dig fri fra synd."

Børge var lidt i vildrede.

"Og hvad har det med korset at gøre?" spurgte han eftertænksomt. Det lyste op i Johns ansigt. "Jeg er sikker på, jeg kan det vers, du taler om."

Susie begyndte på verset: "Hvis altså Sønnen får gjort jer frie," og sammen sagde de resten af verset, "skal I være virkelig frie." Joh 8,36.

"Det er et mærkeligt sted, her, at tale om frihed," indvendte Børge.

"Jamen dette vers taler om frihed fra synd og fra djævelen," forklarede Susie.

"Du kunne blive lukket ud af dette fængsel i dag, Børge, og stadig vedblive at være en slave af djævelen. Og så ville du alligevel ikke være fri."

John gav også sit besyv med: "Der er ingen, der er virkelig fri, uden at han har overgivet sig til Jesus."

"Så kunne du endog forblive her i fængselet og alligevel være fri, dersom du kendte Jesus Kristus som din Frelser," forklarede Susie.

"Der er et vers i 4 kapitel af Lukas Evangeliet, som siger, at Jesus kom for at åbne fængselet for dem, som er bundet."

"Jeg begynder at forstå, hvad du mener," sagde Børge. "Det er syndens fængsel."

"Se," sagde Susie og pegede på skyggen på gulvet. "Alt som solen stiger højere, bliver korset større."

"Ja, det er næsten lige så stort som en mand," sagde John.

"Det var på et kors, at Jesus døde for at betale for din synder, Børge, "sagde Susie.

"Mener du, at Gud elsker mig så meget, at han lod sin eneste søn blive naglet til korset for mine synder?"

"Ja, netop - "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn," - her stemte John i med - "for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." Joh 3,16.

Børge så på sine to venner, og de kunne mærke, at hans hårdhed var forsvundet. Hans stemme var rolig. "Og hvad skal jeg gøre?" spurgte han.

John svarede: "Du skal tage imod ham, Børge!"

"Jeg tror, at lyset, som skinner på gulvet og danner et kors, også betyder noget andet," sagde Susie. "Jesus er verdens lys."

Børge så sig om. Fængselet var mørkt og skummelt. Det gøs i ham. "Ja, der er brug for lys her. Det løber mig koldt ned ad ryggen!"

Susie fortsatte: "Men Bibelen siger, at det, der dømmer menneskene, er, at "lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde." Joh 3,19.

Børge så overrasket på hende: "Mener du, at Jesus kom til verden, men at menneskene ikke elskede ham?"

"Ja, netop,"svarede Susie. "De fordømte ham og naglede ham til korset."

John tilføjede: "Jeg tror, det er lige så slemt, når folk nu om stunder forkaster Jesus."

"Ja, det er det," svarede Susie. "De korsfæster Jesus påny."

Børge begyndte at forstå det hele. "Vil det sige, at når jeg sagde: "Jeg forkaster ham," så er det lige så slemt som at nagle ham til korset?" spurgte han.

"Ja, det er, hvad Bibelen siger.

"Det er ... Det er jeg meget ked af," stammede han. "Sådan mente jeg det ikke. - Men nu kan jeg godt indse det."

"Se, hviskede John, "nu knæler Børge ned!"

Susies øjne fyldtes med glædestårer: "Ja, han knæler. - Hør, han beder!"

"Ja, kære Gud, jeg er en stor synder; men jeg tror på, at Jesus døde på korset for at betale for alle mine synder. Jeg vil tage imod ham som min Frelser nu i dette øjeblik. Tilgiv mig og frels mig for Jesu skyld Amen!"

Ja, Børge måtte ud i ulykken, før han var villig til at lade Jesus tage plads i sit hjerte. Han kunne godt have gjort det meget lettere, men han ville ikke. Nu er hans hjerte omsider blevet blødgjort, og han har sat sin lid til den Herre Jesus Kristus som sin personlige Frelser.

Men læg mærke til, at det er sandt, hvad John og Susie fortalte Børge.

At høre Evangeliet og forkaste Jesus som sin Frelser er lige så stor en synd som de der nagle ham til korset.

I Hebræer brevet 6,6 står der "de korsfæster selv Guds søn igen."

Det kan godt være, at du er en temmelig god dreng eller pige; men hvis du ikke tager imod Jesus, og hvis du ikke betror dig til ham som din Frelser, er du en stor synder, for så korsfæster du Guds søn igen.