Nede i den mørke celle i fængslet sidder Børge på kanten af sin briks og prøver på at være rolig. Han har været i enecelle, lige siden hans sag blev taget op til behandling, og ingen har fået lov til at besøge ham. En ensom fårekylling pipper opmuntrende fra sit mørke hjørne. Han så på sit ur. "Der er ikke længe til retsmødet," tænkte han. "Fængselsbetjenten kan komme hvert øjeblik." Han lagde sin Bibel fra sig og strakte sig. "Jeg er glad for, at jeg er en kristen nu," tænkte han; "det får det hele til at se ganske anderledes ud. Hvordan lød nu det bibelvers, Susie gav mig?

Noget om, at Jesus er en ven. Jo, sådan lyder det! Han er en ven, der står os nærmere end en broder. De fleste af mine andre venner ville bestemt ikke have noget med mig at gøre.

Ingen andre end mor og far og Susie og hendes kammerater.

Det er rigtigt, som Susie sagde, at de kammerater, jeg havde, ikke var virkelige venner og at de altid lod en i stikken, hvis man kom i vanskeligheder. Det var sådanne venner, den fortabte søn i bibel fik, som Susie fortalte mig."

Men et raslede det ved den store, tunge jerndør, og den gik op med et brag

"Goddag, betjent," sagde Børge, "er det nu ved tiden?"

Det varer kun få minutter, Børge," svarede han venligt. "Jeg har din lille ven med igen. Hun vil absolut besøge dig."

"Mange tak, betjent," sagde Susie. "Det er meget vigtigt."

Betjenten smilede. "Jeg er ked af det," sagde han; men ser du, jeg må ikke engang lade dig tale med fangen, så jeg bliver nødt til at blive her og lytte."

"Det gør ikke noget, bliv bare," sagde hun.

Så pressede hun sit ansigt imod jerngitteret og sagde: "Børge, jeg vil bare fortælle dig, at vi havde et særligt bedemøde for dig nu til morgen, og jeg er sikker på, at det vil gå godt alt sammen!"

"Hmm!" Betjenten rømmede sig.

"Hvad er der i vejen, betjent?" spurgte Susie.

"Ingenting - slet ingenting," stammede han.

Hun vendte sig igen mod Børge.

"Vi bad Herren om et vers, vi kunne give dig i dag," fortsatte hun, "og det er det, jeg er kommet for at fortælle dig. Jeg læste i Bibelen og kom til Romerbrevet 8,28. Hør her:

"Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet."

Børge smilede opmuntret: "Bibelen er helt nu for mig," sagde han. "Jeg ville gerne, at du også fortalte mig, hvad det betød. For det første ville jeg gerne vide, hvad hans beslutning er?"

"Det bliver forklaret i næste vers," sagde hun, mens hun åbnede sin Bibel. "Se her: "... til at blive Hans Søns billede lig."

Forstår du, at egentlig betyder det, at alt det, der sker i en kristens liv, er til det gode, og det gode er, at vi må blive Jesus mere lig."

Børge var forvirret. "Jeg kan stadig ikke se, at det at blive sat i fængsel, beskyldt for mord, kan gøre mig mere lig Jesus," indvendte han.

Men det betyder ikke, at alting er godt i sig selv," svarede hun. "Der står, at alting samvirker til gode." Hun blinkede med sine brune øjne.

"Ser du Børge, det er nøjagtig som en lækker kage."

"Hvad har en lækker kage at gøre med det, at jeg sidder i fængsel?" spurgte han. "Jeg har ikke set andet end bønner her!"

"Det er sådan" sagde hun, "sukker er sødt, og du kan lide det på den mad; men du ville sikkert ikke bryde dig om et måltid, lavet af sukker alene."

"Nej, naturligvis ikke," svarede Børge.

"Jeg tror ikke, der ville være noget mere vammelt end det," sagde hun smilende. "Du ville heller ikke syntes om at spise tørt mel eller rå æg!"

Børge lavede et forfærdeligt ansigt. "Stop!" bad han, "du gør mig helt syg."

Susie smilede og fortsatte: "Men prøv at blande det hele sammen, så vil du få en lækker kage."

Der var et øjebliks stilhed.

Børge gned sig tankefuldt under hagen. "Jeg tror, at jeg ved, hvad du mener," sagde han stille.

"Ser du, denne sag er kun een ting i dit liv, Børge, og det vil samvirke med alt det andet til det gode. Og husk, at det gode er, at du må ligne Jesus mere."

Den stakkels dreng var lettet, men stadig forvirret.

Han udbrød: "At, hvad jeg kan sige, er, at det i hvert fald ikke er sjovt."

"Gud lover heller ikke, at alle ting samvirker til sjov for os," "forklarede Susie hurtigt, "eller til godt helbred, eller til behagelighed, men til det gode for os." Langsomt gik lyset op for Børge. Et smil gik over hans smukke ansigt, og der lyste et glimt af håb i hans øjne. "Jeg begynder at forstå det Susie," sagde han med gråd i stemmen. "Mange tak! Du har været en hjælp for mig!"

Betjenten tog Susie i armen for at føre hende ud.

Han vendte sig mod Børge og sagde lavmælt: "Du vil komme til at behøve hjælp, min dreng!"

*

Retssalen var pakket. Luften var fyldt af spænding. Imellem de mange tilskuere var pastor Mortimer Snodgrass fra Beaver Crossing kirke. Han banede sig vej op gennem gangen til de forreste rækker. Han så sig hastig i salen og fik snart øje på Børge, der sad ved siden af sin sagfører på forreste bænk. Han hviskede til sin kone, der sad ved hans side: "Martha, jeg har set den dreng før."

"Selvfølgelig har du ikke det," svarede hun, hvor skulle du have set ham?"

"Jeg ved det ikke bestemt," sagde præsten; men jeg ved, at jeg har set hans ansigt." I samme øjeblik krævede dommeren stilhed. Retten begyndte.

Det ene vidne stod op efter det andet og vidnede imod Børge, og efterhånden dyngede anklagerne sig op omkring ham. En højrøstet dame så meget bestemt på Børge og erklærede: "Han talte om det skuespil, der kom til byen for få uger siden, og han sagde: "Jeg bliver ikke fanget, hvis jeg gør det!"

Forsamlingen gispede. Børge følte, at hvert øje så lige igennem ham.

En af skoledrengene vidnede. Han ønskede ikke at tale, men anklageren pressede ham. Endelig fremstammede han: "Jeg hørte ham sige, at morderne i forestillingen fuskede med det. Han sagde: "Hvis det var mig, der gjorde det, ville jeg ikke efterlade noget spor"!

Forsamlingen stirrede igen. En anden vidnede: "Han pralede af, at han kunne slå konen ihjel uden at blive opdaget."

Den næste sagde: "Han påstod, at han havde planlagt, hvordan han skulle udføre forbrydelsen uden at blive fanget."

Det syntes så oplagt, at Børge følte sig skyldig og skamfuld. Han bøjede sit hoved. Til sidst skulle hans moder vidne. Anlageren smilede sejrsstolt og selvtilfreds. "Er det ikke sandt, fru Jensen," sagde han, "at Børge altid har været en vanskelig dreng?"

Den fortvivlende moder fremstammede: "Ja - han - jeg -" Sagføreren var tilfreds. Han løftede sin stemme, og næsten råbte: "Har han ikke altid været ulydig imod sin mor og far?

Er det ikke sådan, at han ikke vil blive hjemme om aftenen, men løb ude med en bande drenge?"

"Jo," indrømmede fru Jensen, "men det var alt sammen før, han blev en kristen. Det vil blive anderledes."

Han sænkede sin stemme: "Men det var vel også før den tid, mordet skete?"

"Ja."

"Dommeren slog på klokken og råbte: "Stilhed i salen!"

Og derefter henvendt til sagføreren: "Fortsæt, hr. anklager!"

Han bukkede høfligt og fortsatte: "Var Børge hjemme den 3. september om aftenen?"

"Nej."

"Hvor var han?"

"Han sagde, at han gik til Beaver Crossing."

Anklageren smilede igen og spurgte: "Har han venner eller familie i Beaver Crossing?"

"Nej, hr."

"Hvad skulle han i Beaver Crossing den aften?"

Den stakkels kvinde var grædefærdig. Hun så bønfaldende på dommeren, som om hun ville sige: "Behøver jeg at svare?"

Så så hun på Børge, og hendes øjne fyldtes med tårer. Anklageren ventede tålmodigt, så gentog han spørgsmålet i en hånlig tone.

"Jeg ved det ikke," udbrød hun, og begravede sit ansigt i hænderne.

Til sidst blev Børge kaldt frem.

Anklageren var kold og hård.

Han stillede Børge det ene spørgsmål efter det andet for at forvirre ham.

Men Børge var underlig rolig under det alt sammen.

Frygten, som han havde ventet skulle overmande ham, var borte, og Susies ord ringede i hans øren: "Jesus er en ven, der står os nærmere end en broder"

"Hvor var du den 3. september om aftenen?" begyndte anklageren.

"I Beaver Crossing," svarede han med en klar stemme, der overraskede alle.

"Hvor var du mellem kl. 8 og 10 den aften?

"Børge nølede, pillede ved sin frakke, og stammede: "Jeg vil helst ikke sige det."

En højlydt mumlen gik atter gennem salen, og dommeren måtte igen slå på klokken. Han så på Børge, og sagde med en lav, overtalende: "Fangen skal besvare spørgsmålet."

Pludselig skete der noget med Børge. Han rettede sig op, og så den grumme anklager lige ind i ansigtet.

"Jeg er lige glad!" råbte han, "jeg skammede mig ved at fortælle jer det før; men jeg er en kristen nu, og jeg er lige glad, hvem der ved det!"

Anklageren blev overrasket ved denne pludselige forandring.

"Ser De," sagde Børge, "Susie havde talt til mig om at blive frelst, og jeg var blevet overbevist om min synd. Jeg ville ikke have, at nogen skulle vide det, men jeg ønskede hjælp. Derfor gik jeg til Beaver Crossing til bedemøde. Jeg var i kirke den aften. Jeg ved, at De ikke vil tro mig, fordi ingen så mig; men det er, hvor jeg var - i kirke.

Dommerens hammer kunne næsten ikke høres gennem mængdens uro.

Pastor Snodgrass skubbede til sin kone og hviskede: "Jeg sagde jo, Martha, at jeg havde set den dreng før. Og nu ved jeg , hvor det var, det var ved bedemødet. Jeg husker nu, at han stod ude i forhallen."

Det så et øjeblik ud til, at Børge havde givet en fyldestgørende forklaring. Men anklageren var dygtig. I stedet for at erkende sit nederlag prøvede han på at bruge denne overraskende forklaring itl at bevise sit standpunkt. Hans ord var hårde, anklagende og kolde. "Så du blev religiøs lige på en gang," spottede han. "Er det ikke forunderligt?

Men jeg ventede det!" brølede han samtidig med, at hans optræden forandredes. "Du sagde, at du blev en kristen ned i cellen, gjorde du ikke?

Det er typisk for en forbryder!"

Børges sagfører sprang op. "Jeg gør indsigelse mod Deres beskyldning!" råbte han; "det er ikke bevist, at fangen er forbryder!

"Indsigelsen tages til følge," mumlede dommeren.

Men anklageren var ikke overvundet. Han fortsatte på den samme spottende måde: "Jeg tænker, at du kan fortælle os alt om præstens tekst den aften, Børge, kan du ikke?"

Børge pillede igen ved jakken. "Nej, hr., indrømmede han.

Der blev almindelig latter, som anklageren lagde for med, og han fortsatte: "Åh,- er det ikke trist, at du ingen hjælp kunne få for din bedrøvede sjæl; det var vel nok en skam!"

Børge forsvarede sig. "Præsten gennemgik en eller anden bog, men jeg forstod det ikke," forklarede han. Han talte ikke engang ud fra Bibelen den aften."

Præstens kone var harmfuld. Hun hviskede til sin overraskede mand: "Mortimer, jeg ville ikke stiltiende høre på dette!"

"Stille, Martha," svarede præsten.

Sagføreren fortsatte med en lang række anklager. Så du er ikke tilfreds med den frygtelige forbrydelse, du har begået," hånede han. "Du tillader dig oven i købet at kritisere Beaver Crossings mest respekterede borger, en mand, som Gud har kaldet til at prædike evangeliet en mand, der har boet i vor by i 15 år, en mand, som - - -" "Undskyld hr.," indskød Børge, "det var ikke min mening at kritisere præsten. Jeg sagde bare, at han ikke forkyndte evangeliet den aften."

Så fortsatte han med rolig stemme: "Jeg gik i kirke for at få hjælp. Jeg ønskede at vide, hvordan jeg kunne blive en kristen; men præsten nævnede ikke engang Jesus navn. Jeg ville ikke have været en kristen i dag, hvis ikke Susie var kommet ned i min celle og havde fortalt mig frelsens vej."

"Nå," sagde sagføreren, "så du ved mere om frelsens vej, end præsten gør!"

"Jeg ved mere om den nu, end han fortalte mig den aften," svarede han.

Der blev latter igen. "Det skulle være vældig interessant at vide, hvad en dreng af din støbning ved om den sag," sagde anklageren barsk.

"Hvad om du forklarede retten om, hvad den frelsens vej, som du taler om, er."

Ja, jeg vil være glad for at fortælle det," svarede Børge klart; "det er ligesom Susie sagde, at vi har alle syndet og mangler herligheden fra Gud, og der må betales for vor synd."

Forsvareren rejste sig igen. "Jeg gør indsigelse," sagde han. "Alt dette har ingen forbindelse med sagen."

Dommeren lod til at være interesseret i det, Børge sagde. Han lænede sig over skranken. "Indsigelsen kan ikke tages til følge," erklærede han, og henvendt til Børge sagde han venligt: "Du kan fortsætte, Børge!"

"Som jeg sagde," fortsatte han, "der må betales for vore synder, og Susie viste mig et vers i Bibelen, der lyder sådan "syndens løn er døden", og der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt. Jesus døde for vore synder på korset. Han udgød sit blod for at udslette dem, og når vi bekender vore synder og tror på Jesus som vor frelser, så er vi frelst."

Han standsede et øjeblik, men så tilføjede han, "og da Susie fortalte mig det, modtog jeg Jesus, og nu er jeg en kristen."

Dommeren var synlig bevæget. Hans læber skælvede. Ordene var gået dybt ned i hans eget syndige hjerte.

Anklageren var rasende, da det var tydeligt, at også nævningene var bevæget. Men han var snu, og han besluttede, at han ikke ville tabe denne vigtige retssag. Han sprang op.

"Deres excellence!" råbte han så højt han kunne med sin trætte stemme. "Jeg gør indsigelse mod denne unyttige anvendelse af religiøse følelser. Og jeg tager skarp afstand fra de bemærkninger, som dette vidne har fremført om en af vor bys mest respekterede borgere!"

Dommeren vaklede. En uset tåre glimtede i hans øje. Hans stemme bævede, men hans stilling var klar. "Indsigelsen tages til følge," erklærede han. "Skriveren vil slette vidnesbyrdet i protokollen!"

*

Men vidnesbyrdet var ikke slettet i Guds protokol, og overbevisningens pil var heller ikke kommet ud af præstens hjerte, fordi han så fejgt havde undladt af gøre sin pligt. Vi skal høre mere om pastor Mortimer Snodgrass i næste kapitel.

Men er du ikke glad for, at din præst fortæller dig om Jesus?

Vi takker Herren for de tusinder af sande evangeliske budbringere, der forkynder evangeliet ud over hele verden. De forherliger og ophøjer Kristus og viser hungrige sjæle hen til "Guds lam, som bærer verdens synd."

Men måske du endnu ikke modtaget Jesus som din Frelser?

Ville du ikke gerne kende den Frelser, som betød så meget for Børge?

Hvorfor ikke gøre, hvad Børge gjorde, lige nu?

Bøj dine knæ og sig til Gud, at du tror, at Jesus døde for dine synder, og at du vil modtage Ham som din Frelser.