![]() |
|
Ansagar,
nordens apostel.
Anagar blev født 801 i Nordfrankrig. Hans mor døde, da han var 5 år gammel. Og faderen satte ham i kloster, for at han kunne lære at læse. Ansgar havde dog ingen lyst
til skolegangen. Nej, så var det meget sjovere at lege med kammeraterne.
En nat drømte han, at han var faldet i en mose og ikke kunne komme
op af dyndet. Langs bredden løb en sti, og der så han en skare
hvidklædte kvinder vandre. Mellem dem så han sin egen mor.
En af kvinderne, jomfru Maria, spurgte ham, om han gerne ville over til
sin mor. Da han svarede ja, sagde hun, at så måtte han ikke
bare tænke på at lege og more sig, men flittigt passe sine
lektier, så han kunne blive en dygtig og god dreng.
Allerede som 12 årig blev han indviet til munk. Han blev kronraget og aflagde løfte om, at han hele sit liv ville leve ugift, i lydighed og i fattigdom. Han havde ofte mærkelige drømme. Som ganske ung, havde han således en nat en drøm, hvor han lovede Gud, at han en gang ville rejse ud som missionær. Allerede i 15 års alderen
blev han lærer og bestyrer ved skolen, og trods sin unge alder klarede
han opgaven godt. Han gik til Gud med de vanskeligheder, der kunne opstå,
og hentede der den kraft og hjælp han trængte til. To
og tyve år gammel blev Ansgar udnævnt til forstander for et
nyt kloster i Corvey i Tyskland, samtidig med blev han præsteviet.
De modige og berygtede vikinger i Danmark var kendt og frygtet langt omkring. Langs de engelske, tyske og franske kyster levede man i stadig angst for de vilde nordboere. Pludselig, som lyn fra en klar himmel, kunne de være der. Overalt hvor de gik i land, flygtede folk i rædsel for røverne, som dræbte og plyndrede overalt, hvor de kom frem. Og bønner steg op til Gud fra de mange kirker: "Herre, fri os fra de vilde Normanner." I året 826 lod den
danske konge Harald Klak sig døbe i den tyske by Mainz.
Ansgar blev hentet, og rigets
stormænd betragtede nysgerrigt og undrende den unge munk, som uden
betænkning svarede ja på kejserens spørgsmål.
Det blev en dramatisk tur over havet, hvor deres skib to gange blev udsat for vikingernes overfald og hvor de mistede alt, hvad de ejede; men de nåede dog i land på den svenske kyst med livet i behold. Ansgar blev senere udnævnt til ærkebiskop over Hamburg, og Bremen, hvorfra han styrede de kirkelige forhold i Norden. Men han fik snart at føle, at der endnu manglede meget i at gøre de vilde hedninger kristne. Det var en forårsaften 845 i Hamburg - ingen anede uråd, før de var der. Fra 600 vikingesnekker myldrede de frygtelige vikinger med kong Haarik i spidsen i land. Hele aftenen og natten og det meste af den næste dag hærgede og ødelagde de byen. Den dag mistede Ansgar alt, hvad han ejede.Kirken, klosteret, ja hele byen stod i flammer, før de plyndrende vikinger trak sig tilbage og sejlede ud af Elben. Ansgar gav tiende af al sin indtægt, og fjerdedelen af hvad han fik ind i rede penge. Han havde altid sin pung hængende i sit bælte og var altid rede til at hjælpe en trængende. De rige og mægtige betragtede ham spottende, men de fattige elskede ham som en fader. Det var hans største lyst at løskøbe fanger og give den friheden. I Danmark blev mange omvendt
ved Ansgars prædiken. Der oprettedes en skole for danske børn
og byggedes en kirke i Slesvig, og siden en i Ribe.
Selv om meget af middelalderens
mission kun blev en ydre kristning af folk og lande, er det med tak til
Gud, vi mindes en kristen personlighed som Ansgar - Nordens og dermed også
Danmarks apostel. Ved hans virke trændtes for første gang
lyset i nogle af vore hedenske forfædres formørkede sind og
hjerter.
Ansgar ville gerne havde
lidt martyrdøden, men sådan gik det ikke, selv om han ofte
havde sat liv og lemmer på spil for sin Herre og Mester.
|