Hans Egede, Grønlands apostel!
Hans Egede fødtes
1686 i det nordlige Norge. Kun 22 år gammel blev han præst
i Vågen, en af de små øer i Lofoten.
Han var en dygtig skiløber,
og havde mange gange løbet på ski over fjeldene på Lofoten
i nord Norge. Han var også kendt med den farlige sejlads langs klipper
og skær.
Han havde læst en
del om Grønland og om nordmændenes udvandring dertil for flere
hundrede år siden. Deres efterkommere levede i hedenskab, uden
kendskab til den levende Gud, og han fik aldrig ro i sin sjæl, før
han havde bragt dem Evangeliet om Jesus.
Med sine over 2 millioner
km/2 er Grønland verdens største ø. 86% af øen
er dækket af indlandsisen, der ligger 2.000 m. over havet. Det højeste
punkt man kender er 3.440 m. over havet. Isens tykkelse er enorm. Hvis
al sne og is smeltede på Grønland, ville verdenshavene stige
med ca. 10 m. Dette ville betyde en katastrofe i lighed med vandfloden
i Noas dage. Landet er øde, koldt og utilgængeligt.
Kun på en smal kyststrimmel vokser der lidt krat, lidt lyng og lidt
stridt strandgræs. Nogle få fattige sommermåned som ikke
er nogen rigtig sommer, med højst 10 grader varme, og ni måneder
af året må de undvære solens varme stråler.
Grønlandshvalen er
efter blåhvalen jordens største pattedyr og kan blive op til
20 meter lang. Den grønlandske hund anvendes som trækdyr.
Hans Engede fandt kun lidt
eller ingen forståelse for sit kald. De fleste regnede hans påfund
for tåbeligt, også familie. Sværest var det dog, at hans
hustru, Gertrud Rask ikke kunne forstå ham. Det blev svære
år med gråd og nattevågen og med megen lidelse for dem
begge. I denne tid mødte Herren ham med et ord fra Sl 107,10-16.
De
sad i mulm og mørke,
som
fanger i lidelse og lænker,
for
de havde trodset Guds bud
og
ladet hånt om den Højestes råd.
Han
kuede dem med plager,
de
snublede, og ingen hjalp dem.
Da
råbte de til Herren i deres nød,
og
han frelste dem fra deres trængsler.
Han
førte dem ud fra mulm og mørke
og
sprængte deres lænker.
De
skal takke Herren for hans trofasthed
og
for hans undere mod mennesker,
for
han knuste bronzeporte
og
huggede jernslåer over.
Hver aften bøjede
de to præstefolk deres knæ deroppe i Lofoten. En aften de bøjede
deres knæ ved den simple bænk følte Gertrud, hvordan
Herren kom hendes hjerte nær. Hun hørte en stemme derinde,
som sagde: "Du skal gå med din mand til Grønland, og jeg vil
være med Jer. Frygt ikke!
Når
du går gennem vande, er jeg med dig, gennem strømme, de river
dig ikke bort; når du går gennem ild, skal du ikke svides."
Disse ord fra Es 43,2-3 havde
de så ofte delt, men nu mødte de hende med en vidunderlig
styrke. Gud havde talt. Hun kendte ingen tvivl eller frygt mere. Hun lagde
sig helt på Herren alter som et heloffer - hun var villig til at
gå!
Da de rejste sig, lo de
begge. En salig lykke og fred fyldte dem.
De to ville stå sammen,
og Gud var med dem.
Hvem kunne så hindre?
Endelig i 1721, efter krigen
med Sverrig fik den danske konge tid til at tænke på Egedes
forslag om en missions- og handelsforbindelse med Grønland. Et skib,
"Håbet", blev udrustet og sendt af sted. I stormen blev skibet slået
læk i de vældige ismasser ved Grønlands kyst, men Herren
opfyldte løftet fra Es 43. Også et ord fra Sl 107,23-30 talte
til dem, og efter nogle dramatiske dage nåede de frelst i land på
en ø på vestkysten, hvor de byggede de første stenhuse.
De kaldte øen Håbet. Senere nåede de ind på fastlandet
og grundlagde kolonien Godthåb.
Hvert år kom der skib
med varer og proviant fra et år.
Det var en stor skuffelse,
at befolkningen ikke var høje lyse nordmænd, men små
sortsmudsede eskimoer, hvis sprog var ganske uforståeligt. De norske
efterkommere var døde for mange år siden.
Efter en drøj tur
over snemarkerne i vinterstorm og bidende kulde, nåede Hans Egede
frem til en af eskimoernes vinterhytter, men den stank og det syn, som
mødte ham, da han trådte indenfor var ubeskrivelig. I et temmelig
stort hvælvet rum med lavt til loftet og med en forfærdelig
stinkende luft og en kvælende hede befandt sig ca. 30 personer, mænd
og kvinder, gamle og børn, alle næsten ganske nøgne,
kun med et smalt skørt om lænderne. De fleste sad på
brikse langs væggene. På flere steder så han kar fyldt
med urin, i hvilke der lå sælskind til garvning. Det var tydeligt,
at alle beboerne havde lus. Hvert øjeblik rev de sig i håret,
fik fat i de små kryb og puttede dem ind i munden. En venlig eskimo
rakte Egede en stump kogt sælkød, efter først at have
slikket det rent. Hans Egede fik opkastningsfornemmelser, men fik det da
slugt. Her boede han i tre døgn.
I året 1733 rasede
koppeepidemien i København. En ung grønlænder førte
smitten med til Grønland.
Det blev en streng tid.
Præstefolkene havde hele huset fuldt af syge. De lå på
gulvet og gangene. Da epidemien var forbi, havde 3.000 grønlændere
mistet livet.
I denne tunge tid kæmpede
de en heltemodig kamp mellem de syge og døende eskimoerne. Ingen
opfyldtes løftet fra Es 43 på de to missionærer og på
deres børn. Under denne tid modtog de også mange beviser på,
at Gud havde gjort sin gerning mellem folket, trods alle modgang og besværligheder.
Da epidemien var forbi,
var det også slut med fru Gertruds kræfter. Hun var syg og
måtte gå i seng. Det var
kort før jul 1735. Hele året havde fru Gertrud ligget syg
i et af de grimme stenhuse i kolonien i Godthåb.
"Længes du også
tilbage?" spurgte hun en gang sin mand, som sad ved sygesengen og holdt
hendes hånd. "Jeg længes til engene, blomsterne og skovene.
Gud har velsignet vort arbejde. Nu er vi gamle og slidt, men næste
år rejser vi - ikke?"
Han gav hendes hånd
et kærligt tryk og nikkede.
Kort efter nytår 1736
stævner et sejlskib ud af havnen i Godthåb med kurs mod Danmark.
På dækket står en sorttjæret kiste. Hans Egede
var på vej hjem med sin hustrus støv. Hun var
død kort før jul. De havde takket hinanden og bedt sammen
igen. De var fyldt af tak og glæde i forvisningen om et gensyn derhjemme
hos Gud.
Paul, deres ældste
søn, som havde været dem til så megen glæde og
hjælp, blev i Grønland, for at fortsætte forældrenes
arbejde.
Hver dag sommeren igennem,
indtil sin død 1758, gik en statelig hvidhåret herre en tur
ud af stien gennem den grønne skov ved Stubbekøbing på
Falster.
Det er Hans Egede - han
går og tænker på sin hustru. I dybet af hans hjerte opstiger
takken til Gud, som betroede dem tjenesten mellem de små sorthårede
eskimoer, deroppe i ismarken mod nord.
|