» <DSLF 265/1> Skaberen udvalgte
for vore første forældre de omgivelser, som egnede sig bedst
for deres sundhed og lykke. Han satte dem ikke i et palads eller omgav
dem med kunstig prydelse og luksus, som så mange i vore dage tragter
efter. Han stillede dem i nær forbindelse med naturen og i nøje
samfund med de hellige himmelske væsener.
» <DSLF 265/2> I den have, som Gud beredte til et hjem for
sine børn, mødte øjet alle vegne yndefulde buskvækster
og herlige blomster. Der fandtes træer af enhver slags, mange af
dem belæssede med duftende, delikate frugter. På Træernes
grene sang fuglene deres lovsange, og under deres skygge legede jordens
skabninger sammen uden mindste frygt.
» <DSLF 265/3> I deres rene uskyld frydede Adam og Eva sig
i alt, hvad de så og hørte i eden. Gud beskikkede dem deres
arbejde i haven: "at dyrke den og vogte den". (1Mos 2,15) Hver dags arbejde
bragte dem sundhed og glæde, og det lykkelige par frydede sig ved
skaberens besøg, når han i denne svale aftenstund gik sammen
med dem og talte med dem. Hver dag gav Herren dem sin undervisning.
» <DSLF 265/4> De leveregler, som Gud bestemte for vore første
forældre, indeholder lærdom for os. Selv om synden har kastet
sin skygge over jorden, så ønsker Gud, at hans børn
skal glæde sig over hans hænders gerninger. Jo nøjagtigere
de af Gud fastsatte regler bliver overholdt, desto mere underfuldt vil
han virke for at opløfte den lidende menneskehed. De syge trænger
til at komme i berøring med naturen. Et udendørs liv i naturens
omgivelser ville virke undere for mangen en hjælpeløs og næsten
håbløs patient.
» <DSLF 266/1> Byernes støj, ophidselse og forvirring,
deres tvungne og kunstige liv virker i høj grad trættende
og nedbrydende på de syge. Den med røg, støv og giftige
gasarter og sygdomsbakterier fyldte luft er farlig for livet. De syge,
som for det meste holdes indenfor fire vægge, kommer næsten
til at føle sig som fanger på deres værelser. De ser
husene, brostenene og den rastløse skare mennesker, men får
måske aldrig så meget som et glimt af den blå himmel
eller sollyset, af græs, blomster og træer at se. Således
indespærrede ruger de over deres lidelse og sorg og bliver et bytte
for deres egne tunge tanker.
» <DSLF 266/2> For dem, som er svage i moralsk henseende, er
byerne fulde af farer. Patienter, som har unaturlige tilbøjeligheder
at kæmpe imod, er til stadighed udsat for fristelse. De trænger
til at komme i nye omgivelser, hvor deres tanker vil få en anden
retning; de trænger til at komme ind under indflydelser, som er vidt
forskellige fra dem, som har ødelagt deres liv. Lad sådanne
i nogen tid komme væk fra disse omgivelser, der leder dem bort fra
Gud, og stilles under renere indflydelse.
» <DSLF 266/3> Anstalter, oprettede med det for øje
at hjælpe de syge, ville virke med langt større held, hvis
de lå udenfor byerne; og så vidt muligt bør alle, som
arbejder på at genvinde sundheden, søge landlige omgivelser,
hvor de kan nyde fordelene af et udendørs liv. Naturen er Guds læge.
Den rene luft, det liflige sollys, blomsterne og træerne, haverne
og markerne samt bevægelse i fri luft iblandt disse omgivelser har
en sundhedsbefordrende og livgivende virkning.
» <DSLF 266/4> Læger og de, som plejer de syge, bør
opmuntre deres patienter til at opholde sig meget i det frie. Et udendørs
liv er det eneste, som mange syge trænger til. Et sådant liv
har en vidunderlig kraft til at helbrede lidelser, som skyldes den oprivende
indflydelse og den umådelighed, som følger med det moderne
liv, et liv, som svækker og ødelægger kræfterne,
både de legemlige, åndelige og sjælelige.
» <DSLF 268/1> Hvor vederkvægende er ikke landlivets
ro og frihed for de syge, som er trætte af bylivet, af glansen af
de mange lys og af støjen på gaden! Med hvilken begærlighed
beskuer de ikke naturen! Hvor det ville glæde dem at sidde ude i
den frie luft, fryde sig i sollyset og indånde duften fra træer
og blomster! Der er livgivende egenskaber i grantræernes balsam,
i cernernes og fyrretræernes duft, og også andre træer
har sundhedsbefordrende egenskaber.
» <DSLF 268/2> For den kronisk lidende er der intet, der således
bidrager til atter at tilvejebringe sundhed og lykke som dette at opholde
sig i tiltrækkende landlige omgivelser. Her kan de mest hjælpeløse
sidde eller ligge i sollyset eller i træernes skygge. De behøver
blot at vende blikket opad for at se det smukke løv. En behagelig
følelse af ro og vederkvægelse kommer over de, idet de hører
vindens sagde susen; det sunkne mod oplives, de tabte kræfter genvindes;
ubevidst kommer der ro i deres sind. Den hurtige puls bliver roligere og
mere regelmæssig, og efterhånden som den syge bliver stærkere,
vil de fordriste sig til at gå nogle få skridt for at plukke
af de yndige blomster, disse herlige vidnesbyrd om Guds kærlighed
til sin lidende familie hernede.
» <DSLF 268/3> Der bør træffes foranstaltninger,
så at patienterne kan opholde sig udendørs. Lad der blive
sørget for en eller anden let og behagelig beskæftigelse for
dem, som er i stand til at arbejde. Vis dem, hvor fornøjeligt og
værdifuldt sådant udendørs arbejde er. Opmuntrer dem
til at indånde den friske luft. Lær dem at tage dybe åndedræt
og at gøre brug af underlivsmusklerne, når de ånder
og taler. Dette er en undervisning, som vil blive af uvurderlig nytte for
dem.
» <DSLF 268/4> Legemsøvelse i fri luft bør foreskrives
som en livgivende nødvendighed, og til sådan legemsøvelse
gives der intet bedre end arbejde med at dyrke jorden. Giv patienterne
blomsterbede at passe eller arbejde at udføre i haven. Når
de således opmuntres til at forlade deres værelser og tilbringe
tiden i fri luft med at dyrke blomster eller udføre andet let, behageligt
arbejde, så vil tankerne ledes bort fra dem selv og deres lidelser.
» <DSLF 269/1> Jo mere patienten kan opholde sig udendørs,
desto mindre pleje vil han behøve; jo mere oplivende hans omgivelser
er, desto mere håbefuld vil han være. Holdes han indelukket
i et værelse, så vil han, selv om dette aldrig er så
prægtigt udstyret, blive vranten og trist. Omgiv ham med de smukke
ting i naturen; anbring ham på steder, hvor han kan se blomsterne
vokse og høre fuglene synge, så vil hans hjerte udbryde i
sang i forening med fuglenes toner. Han vil mærke legemlig og sjælelig
lindring; åndsevnerne vil vækkes, fantasien oplives, og sindet
beredes til at skatte Guds ords skønhed.
» <DSLF 269/2> I naturen findes det, som vil lede de syge til
at vende deres tanker bort fra sig selv og hen til Gud. Omgivet af hans
underfulde gerninger vil deres sind løftes op fra det synlige til
det usynlige. Naturens skønhed bringer den til at tænke på
det himmelske hjem, hvor der ikke vil være noget, som formindsker
skønheden, intet som besmitter eller fordærver, intet, som
forårsager sygdom eller død.
» <DSLF 269/3> Læger og de, som plejer de syge, bør
frembringe de ting i naturen, som fortæller om Gud. Lad dem henvise
patienterne til ham, hvis hånd har frembragt de mægtige træer,
græsset og blomsterne, og lede dem til i enhver knop og blomst at
se et udtryk af hans kærlighed til sine børn. Han, som sørger
for fuglene og blomsterne, vil også sørge for de væsner,
som er skabte i hans eget billede.
» <DSLF 270/1> Det er udendørs, hvor man er omgivet
af de ting, som Gud har skabt, og indånder den friske, livgivende
luft, at man bedst kan fortælle de syge om det nye liv i Kristus.
Her kan man læse Guds ord; her kan Kristi retfærdigheds lys
skinne ind i det af synden formørkede hjerte.
» <DSLF 270/2> Mænd og kvinder, som trænger til
legemlig og åndelige helbredelse, vil således blive bragt i
berøring med dem, hvis ord og handlinger vil drage dem til Kristus.
De må bringes ind under den store Missionslæges indflydelse,
hans, som kan helbrede både sjæl og legeme. De må høre
beretningen om Frelserens kærlighed, om syndernes forladelse, som
er fri for alle, der kommer til ham og bekender deres synder.
» <DSLF 270/3> Under sådanne indflydelser som de her
nævnte vil mange lidende blive ledte ind på livets vej. Himmelske
engle virker i forening med menneskelige redskaber i at bringe opmuntring
og håb, glæde og fred til de syges og lidendes hjerte. Under
sådanne omstændigheder bliver de syge dobbelt velsignede, og
mange finder helbredelse. Det vaklende skridt genvinder sin spændstighed;
øjet får sin glans igen; den håbløse fatter håb;
det ansigt, hvis træk før vidnede om mismod, udtrykker glæde;
det klagende tonefald har veget pladsen for en stemme, som fortæller
om glæde og tilfredshed.
» <DSLF 272/1> Min tro til dig ser hen, du, de fortabtes ven,
Jesus, Guds Søn! Hør nu mit svage råb, rens mig ved
Åndens dåb, skænk mig det glade håb o hør
min bøn! Send du din nåde ind i svage hjerte, sind, styrk
troens ild! Du, som er død for mig, lad kærlighed til dig
vokse, og svigte ej, o Frelser mild! Når jeg i mørket går,
sorger omkring mig slår, led du min fod! byd du den skygge sort fare,
tør tåren bort! Prøven på jord er kort, o giv
mig mod!
» <DSLF 272/2> Efterhånden som legemlig sundhed genvindes,
bliver vedkommende bedre i stand til at øve den tro på Kristus,
som skaffer sjælen sundhed. Der ligger usigelig fred, glæde
og hvile i bevidstheden om syndernes forladelse. Den kristnes dunkle håb
opklares; hans tro finder udtryk i disse ord: "Gud er vor tillid og styrke,
en hjælp i angst, prøvet til fulde." (Sl. 46,2) "Når
jeg end skal vandre i død skyggens dal, vil jeg ikke frygte for
ondt; thi du er med mig; din kæp og din stav, de skal trøste
mig." (Sl. 23,4) "Han giver den trætte kraft, og formerer styrke
hos den, som ingen kræfter har." (Es 40,29)
|