» <DSLF 143/1> Da Kristus udsendte
de tolv disciple på deres første missionsrejse, sagde han
til dem: "Når I går af sted, da forkynd dette budskab: Himlens
rige er kommet nær! Helbred syge opvæk døde, rens spedalske,
uddriv onde ånder! For intet har I fået det, for intet skal
I give det." (Matt 10,7-8) Til de 70, som han senere sendte ud, sagde han:
"Hvor I kommer ind i en stad, ... helbred de syge, som deri er, og sig
til dem: Guds rige er kommet nær til jer" (Luk 10,8-9) Kristus var
nærværende hos dem med sin kraft, og "de halvfjerdsindstyve
kom igen med glæde og sagde: Herre! Også djævlene er
os underdanige i dit navn." (Luk 10,17)
» <DSLF 143/2> Efter Kristi himmelfart blev dette værk
fortsat; det, som havde fundet sted under hans virksomhed, gentog sig:
"Fra de omliggende stæder kom en mængde til Jerusalem og bragte
syge til dem, som var plagede af urene ånder, hvilke alle blev helbredte."
(Apg 5,16) Disciplene "gik ud, og prædikede alle vegne, og Herren
arbejde med". (Mark 16,20) Fillip kom til Samarias stad, og prædikede
Kristus for dem. Og folket gav agt på det, som blev sagt af Fillip.
Thi af mange, som havde urene ånder, for de ud, råbende med
høj røst; men mange lamme og halte blev helbredte. Og det
blev til en stor glæde i denne stad." (Apg 8,5-8)
» <DSLF 144/1> Lukas, forfatteren af det evangelium, som bærer
hans navn var en missionslæge. I den hellige skrift kaldtes han "lægen
Lukas den elskede." (Kol 4,14) Apostelen Paulus hørte om hans dygtighed
som læge og opsøgte ham som en, til hvem Herren havde betroet
en særskilt gerning. Han sikrede sig hans medarbejderskab, og i nogen
tid ledsagede Lukas ham på hans rejser fra sted til sted. Efter en
tids forløb efterlod Paulus Lukas i Filippi i Makedonien. Her vedblev
han at virke i flere år både som læge og som en evangeliets
forkynder. I sin virksomhed som læge plejede han de syge og bad om,
at Guds helbredende kraft måtte hvile over dem. Således blev
vejen åbnet for evangeliets forkyndelse. Hans held som læge
skaffede ham mange anledninger til at forkynde Kristus blandt hedningerne.
Men at forkynde evangeliet indbefatter helbredelse af legemlig sygdom.
Legemlig helbredelse er knyttet til den evangeliske virksomhed. I den evangeliske
gerning må undervisningens og helbredelsens værk aldrig skilles
ad.
» <DSLF 145/1> Disciplenes opgave var at sprede kundskaben
om evangeliet. Dem var det arbejde givet at prædike i alverden det
glade budskab, som Kristus bragte til menneskerne. Dette arbejde udførte
de for folket på deres tid. I løbet af et eneste slægtled
blev evangeliet forkyndt for ethvert folk på jorden.
» <DSLF 145/2> Evangeliets forkyndelse i verden er den gerning,
som Gud har givet dem, der bærer hans navn. Evangeliet er det eneste
middel mod den synd og elendighed, som findes på jorden. At kundgøre
for alle mennesker budskabet om Guds nåde er den første opgave,
som påhviler dem, der kender dets helbredende kraft.
» <DSLF 146/1> Da Kristus udsendte disciplene for at forkynde
evangeliet, var troen på Gud og hans ord næsten forsvundet
fra jorden. Blandt jødefolket, som gav sig ud for at have kundskab
om Jehova, var hans ord blevet trængt til side af overleveringer
og menneskelige grublerier. Egenkærlig ærgerrighed, trang til
at gøre sig bemærket og lyst til vinding opslugte menneskernes
tanker. Ligesom ærbødighed for Gud forsvandt, således
forsvandt også medlidenhed med mennesker. Egenkærlighed herskede,
og Satan fik sin vilje gennemført ved at bringe menneskeslægten
i elendighed og forfald.
» <DSLF 146/2> Sataniske kræfter tog menneskerne i besiddelse.
Menneskernes legemer, som var bestemte til at være en bolig for Gud,
blev til et opholdssted for djævle. Deres sanser, nerver og organer
blev benyttede af overnaturlige kræfter i tilfredsstillelsen af de
laveste lyster, og deres ansigter gav genskin af de ondskabens legioner,
som havde besat menneskerne.
» <DSLF 146/3> Hvordan er tilstanden i verden i vor tid? Er
ikke troen på Bibelen lige så ødelagt af vor tids ligegyldighed,
hykleri og overleveringer som på Kristi tid? Har ikke begærlighed,
ærgerrighed og trang til forlystelse lige så kraftigt fat på
menneske hjertet nu, som tilfældet var den gang? Hvor få i
den såkaldte kristne verden, ja selv i de såkaldte kristne
samfund, ledes af kristelige grundsætninger! Hvor få gør
Kristi lære til en rettesnor i deres forretning, i det sociale liv,
i familielivet, ja selv i religiøse kredse! Er det ikke sandt, at
"retfærdighed står langt borte, ... og den, som viger fra det
onde, bliver et rov"? (Es 59,14-15)
» <DSLF 146/4> Vi lever midt i en verden hvor der foregår
de frygteligste forbrydelser som tænkende, gudfrygtige mennesker
alle vegne står forfærdede over for. Den råddenskab,
som findes, formår intet menneske at bortskaffe. Hver dag bringer
nye åbenbarelser om politisk strid, bestikkelse og svig; hver dag
bringer sin hjerteskærende beretning om lovløshed og vold,
om ligegyldighed overfor menneskelig lidelse, om brutal, djævelsk
ødelæggelse af menneskeliv; hver dag bærer vidnesbyrd
om, hvorledes sindssyge, mord og selvmord tiltager. Hvem kan betvivle,
at sataniske kræfter med stadig tiltagende voldsomhed arbejder iblandt
menneskerne for at forvirre og fordærve sindet og besmitte og ødelægge
legemet?
» <DSLF 147/1> Og medens verden er fuld af disse onder, bliver
evangeliet ofte fremlagt på en så slap og ligegyldig måde,
at det kun gør ringe indtryk på menneskernes samvittighed
eller liv. Alle vegne findes hjerter, som råber efter noget, de ikke
har; de længes efter en kraft, som vil give dem herredømme
over synd, en kraft, som vil befri dem fra det ondes trældom, en
kraft, som vil give sundhed, liv og fred. Mange, som engang kendte Guds
ords kraft, har så længe dvælet der, hvor Gud ikke erkendes,
at de længdes efter Guds nærværelse.
» <DSLF 147/2> Verden behøver i vor tid det samme, som
den behøvede for nitten hundrede år siden: en åbenbarelse
af Kristus. Et stort reformarbejde er påkrævet, og det er kun
gennem Kristi nåde, at legemlig, sjælelig og åndelig
genoprettelse kan finde sted. Alene ved af følge den fremgangsmåde,
som Kristus brugte, vil man have virkelig held til at nå folket.
Frelseren omgik menneskerne som den der ville deres bedste. Han vidste
dem sympati, hjalp dem i deres behov og vandt deres tillid. Derpå
bød han dem "Følg mig!"
» <DSLF 147/3> Man må komme folket nær ved personlig
bestræbelse. Dersom mindre tid blev anvendt til prædiken og
mere til personligt arbejde, så ville man se større resultater.
De fattige skal hjælpes, de syge tilses, de sørgende og de,
som har lidt tab, skal trøstes, de uvidende oplyses, og de uerfarne
vejledes. Vi skal græde med de grædende og glæde os med
de glade. Et sådant arbejde, ledsaget af overbevisningens, bønnens
og Guds kærligheds kraft, vil ikke og kan ikke blive uden frygt.
» <DSLF 148/1> Vi bør huske på, at hensigten med
lægemission er at vise syge hen til Frelseren på Golgatha,
til ham, som bærer verdens synd. Ved at beskue ham vil de forvandles
efter hans billede. Vi skal opmuntre de syge og lidende til at se hen til
Jesus og leve. Lad missionsarbejderen altid holde Kristus, den store læge,
frem for dem, hvem legemlig og sjælelig sygdom har berøvet
modet. Vis dem hen til ham som kan helbrede både legemlig og åndelige
sygdom. Fortæl dem om ham, som har medlidenhed med dem i deres svagheder.
Opmuntrer dem til at stille sig selv under hans omsorg, som gav sit liv
for at gøre det muligt for dem at opnå evigt liv. Fortæl
om hans kærlighed; fortæl om hans magt til at frelse.
» <DSLF 148/2> Dette er missionslægens høje og
dyrebare ret; og personlig bestræbelse vil tit berede vejen, så
at dette arbejde kan gøres. Gud påvirker ofte menneskernes
hjerter gennem vore bestræbelser for at afhjælpe legemlig lidelse.
Lægemissionsvirksomheden er den evangeliske virksomheds forberedelsesarbejde.
I ordets forkyndelse og i lægemission skal evangeliet fremholdes
og efterleves.
» <DSLF 148/3> Næsten på ethvert sted findes der
et stort antal mennesker, som ikke vil høre Guds ords forkyndelse
eller overvære et religiøst møde. Hvis evangeliet skal
nå disse mennesker, må det bringes til dem i deres hjem. Lindring
af deres legemlige lidelser er ofte det eneste middel, gennem hvilket de
kan nås. Den troende, som plejer de syge og afhjælper de fattiges
nød, vil finde mange lejligheder til at bede med dem, læse
Guds ord og tale til dem om Frelseren. De kan bede for de hjælpeløse,
der ikke besidder kraft til at modstå de lyster, som lidenskaberne
har fordærvet. De kan bringe en håbets stråle til de
faldne og forsagte. Deres kærlighed, åbenbaret i uegennyttig
handling, vil gøre det lettere for disse lidende at tro på
Kristi kærlighed.
» <DSLF 148/4> Mange har ingen tro på Gud og har tabt
al tillid til mennesker, men påskønne hjælpsomhed og
venlige handlinger. Når de ser en, som uden nogen tanke om menneskelig
ros eller belønning kommer til deres hjem og tager sig af de syge,
bespiser du hungrige, klæder de nøgne, trøster de bedrøvede
og med mildhed viser alle hen til hans kærlighed og medynk, hvis
sendebud vedkommende er når de ser dette, så rør de
deres hjerter. Taknemmeligheden kommer til syne, og troens flamme tændes.
De ser, at Gud har omsorg for dem, og de er rede til at høre, når
hans ord bliver læst.
» <DSLF 149/1> I fremmede lande såvel som hjemme vil
alle, både mænd og kvinder, der virker i missionen, langt lettere
kunne skaffe sig adgang til folket og vil kunne udrette langt mere, hvis
de er i stand til at hjælpe de syge. Kvinder der rejser som missionsarbejdere
til hedningelande, kan således finde lejlighed til at bringe evangeliet
til kvinderne i fjerne egne, når enhver anden dør er lukket.
Alle, som virker i evangeliets tjeneste, bør forstå at give
de enkle behandlinger, der i så høj grad kan lindre smerte
og fjerne sygdom.
» <DSLF 150/1> De, som virker i missionen, burde også
kunne give undervisning angående sundhedsmæssig levevis. Overalt
møder man sygdom, og størstedelen af denne kunne forebygges,
om man gav agt på sundhedslovene. Folk må lære at kende
forholdet mellem sundhedsprincipperne og deres eget vel både i dette
liv og i det tilkommende. De trænger til at vågne op og forstå,
at de er ansvarlige for den bolig, deres Skaber har beredt til sit tempel,
og over hvilken han ønsker, at de skal være tro husholdere.
De trænger til at få en rigtig forståelse af den sandhed,
som er åbenbaret i den hellige Skrift:
» <DSLF 150/2> "I er ... den levende Guds tempel, ligesom Gud
siger: Jeg vil bo i dem og vandre med, og jeg vil være deres Gud,
og de skal være mig et folk." (2Kor 6,16) Tusinde af mennesker trænger
til at og ville med glæde modtage undervisning om, hvorledes de syge
kan behandles efter lette, ligefremme metoder, som begynder at træde
i stedet for brugen af giftige medikamenter. Der er stor behov for undervisning
angående en diætetisk reform. Fejlagtige spisevaner tilligemed
brugen af usund føde bærer ikke i ringe grad ansvaret for
den drukkenskab, forbrydelse og elendighed, som verden lider under.
» <DSLF 150/3> Når man underviser andre om sundhedsprincipperne,
bør man altid have øjne åbne for den store hensigt
med reformen og huske på, at reformens formål er at muliggøre
den højeste udvikling af legeme, sjæl og ånd. Man bør
fremholde, at naturlovene, som er Guds love, er givet for vort bedste,
og at lydighed mod dem befordrer lykke i dette liv og udgør et led
i forberedelsen for det tilkommende.
» <DSLF 150/4> Lær folket at begrunde Guds kærlighed
og visdom, således som den åbenbares i naturen. Led dem til
at studere menneskelegemets vidunderlige bygning og de love, hvorefter
det styres. De som ser beviserne på Guds kærlighed og forstår
noget af den visdom og godhed, som kommer til syne i hans love, samt følgerne
af ulydighed, vil komme til at se deres skyldighed og forpligtelser fra
et helt andet synspunkt. I stedet for at betragte overholdelsen af sundhedslovene
som opofrelse eller selvfornægtelse vil de betragte den for, hvad
den virkelig er: en uvurderlig velsignelse.
» <DSLF 151/1> Enhver missionsarbejder bør føle,
at det at give undervisning om grundsætningerne for en sundhedsmæssig
levevis er en del af hans beskikkede hverv. Der er stor trang til at et
sådant arbejde, og verden venter på, at det skal blive udført.
» <DSLF 151/2> Der er alle vegne en tilbøjelighed til
at lede organiseret virksomhed træde i stedet for personlig bestræbelse.
Menneskelig visdom arbejder hen imod forening og sammenslutning, hen imod
at bygge store kirker og oprette store anstalter. Masser af mennesker overlader
alt godgørenhedsarbejde til anstalter og organisationer; de unddrager
sig fra at komme i berøring med verden, og deres hjerter bliver
kolde; de fortabes i egne interesser og bliver uimodtagelige for indtryk.
Kærlighed til Gud og mennesker uddør i deres sjæl.
» <DSLF 151/3> Kristus gav sine efterfølgere et personligt
arbejde at udføre, et arbejde, som ikke kan overlades til andre.
At hjælpe de syge og fattige og bringe evangeliet til de fortabte
må ikke overlades til udvalg eller godgørenheds foreninger
alene. Personligt ansvar personlig bestræbelse, personlig opofrelse
er, hvad evangeliet kræver.
» <DSLF 151/4> Kristi befaling er: "Gå ud på vejene
og stræderne og indbyd dem til at komme ind, for at mit hus kan blive
fuldt!" (Luk 14,23) Han bringer menneskerne i berøring med dem,
som de ønsker at hjælpe. Lad "de elendige og omvandrende komme
i dit hus," siger han. Når du ser en nøgen, at du da så
klæder ham." "På de syge skal de skal de lægge hænder,
og de skal helbredes." (Es 58,7; Mark 16,18) Det er ved direkte berøring,
ved personligt arbejde, at andre skal blive delagtiggjorde i evangeliets
sandheder.
» <DSLF 152/1> Da Gud fordum gav sit folk lys, virkede han
ikke udelukkende gennem nogen enkelt klasse af mennesker. Daniel var en
fyrste af Juda stamme; Esajas var også af kongelig æt; David
var en hyrdedreng, Amos var en hyrde, Zakarias en fange fra Babylon, Elisa
dyrkede jorden. Som sine repræsentanter oprejste Herren profeter
og fyrster, høje og lave overlod dem sandheder, som skulle forkyndes
for verden.
» <DSLF 152/2> Til enhver, som bliver delagtig i han nåde,
giver Herren et arbejde for andre. Hver især må stå på
vor plads og sige: "Her er jeg, send mig!" (Es 6,8) Ansvaret hviler på
alle på Guds ords forkyndere, på den troende sygeplejer og
sygeplejerske, på den kristne læge og den enkelte kristne,
hvad enten han er købmand eller bonde, embedsmand eller håndværker.
Vort arbejde er at åbenbare for menneskerne det glade budskab om
frelse. Ethvert foretagende, vi giver os af med, bør have dette
som sit endelige mål.
» <DSLF 152/3> De, som tager fat på deres beskikkede
arbejde, vil ikke alene blive til velsignelse for andre; de vil også
selv høste velsignelse. Bevidstheden om vel udførte pligter
vil virke tilbage på deres egen sjæl. De forsagte vil glemme
deres forsagthed, de svage vil blive styrkede, de uvidende vil få
forstand og finde en aldrig svigtende hjælper i ham, som kaldte dem.
» <DSLF 152/4> Kristi menighed er oprettet for at tjene; dens
feltråb er: til tjeneste. Dens medlemmer er soldater, der uddannes
til striden under deres saliggørelsens fyrste. Kristne prædikanter,
læger og lærere har et mere vidt omfattende arbejde, end mange
har forstået. De skal ikke alene tjene folket, men også lære
folket at tjene. De bør ikke alene undervise om rigtige grundsætninger,
men også oplære deres tilhørere til at meddele disse
grundsætninger til andre. En sandhed, som ikke efterleves, som ikke
meddeles, mister sin livgivende og helbredende kraft. Dens velsignelse
kan man kun beholde ved at dele dem med andre.
» <DSLF 153/1> Vort arbejde for Gud trænger til at befries
for sin ensformighed. Ethvert medlem i menigheden bør beskæftige
sig med et eller andet arbejde i Herrens tjeneste. Nogle kan ikke gøre
så meget som andre; men enhver burde gøre sit yderste for
at hæmme den sygdommens og elendighedens bølge, som skyller
hen over verden. Mange ville gerne, hvis de blot fik at vide, hvorledes
de skulle begynde. De behøver undervisning og opmuntring.
» <DSLF 153/2> Enhver menighed bør være en skole
for missionsarbejdere. Dens medlemmer burde være oplæres til
at holde bibellæsninger, at forstå og undervise en klasse i
sabbatskolen, lære, hvorledes man bedst kan hjælpe de fattige
og syge, og hvorledes man kan virke for de uomvendte. Der bør holdes
sundheds og kogeskoler og gives undervisning i forskellige grene af kristeligt
godgørenhedsarbejde. Der bør ikke alene undervises, men udføres
virksomt arbejde under erfarende læreres ledelse. Lad lærerne
gå foran i arbejdet blandt folk, så vil andre, der forener
sig med dem, lærer af deres eksempel. Eksemplet er mere værd
end mange bud og befalinger.
» <DSLF 153/3> Lad alle udvise deres legemlige og åndelige
evner og kræfter til det yderste, for at de kan virke for Gud på
det sted, hvor han ved sit forsyn måtte kalde dem til arbejde. Den
samme nåde, som Kristus skænkede Paulus og Apollus, og som
gjorde, at de udmærkede sig i åndelig henseende, vil endnu
i vore dage blive givet til gudhengivne missionsarbejdere. Gud ønsker,
at hans børn skal have forstand og kundskab, så at hans herlighed
med utvetydig klarhed må kunne åbenbares for verden.
» <DSLF 154/1> Uddannede, gudhengivne arbejdere kan gøre
tjeneste på flere forskellige måder og udføre et langt
mere omfattende arbejde end de, som mangler uddannelse. Deres udviklede
åndsevner giver dem fortrin. Men også de, der hverken har store
talenter eller omfattende kundskaber, kan udføre et godt arbejde
for andre. Gud vil bruge de mennesker, som er villige til at lade sig bruge.
Det er ikke altid det arbejde, som udføres af de mest begavede og
talentfulde, der bærer de største og varigste frugter. Der
trænges til mænd og kvinder, som har modtaget et budskab fra
himlen. De bedste er dem som, efterkommer Kristi indbydelse: "Tag mit åg
på jer, og lær af mig" (Matt 11,29)
» <DSLF 154/2> Der trænges til sådanne, som af
hjertet er missionsarbejdere. Den, hvis hjerte Gud berører, fyldes
med en stærk længsel efter at hjælpe dem, som aldrig
har kendt Guds kærlighed. Deres tilstand smerter ham selv. Med livet
i sin hånd går han ud som et inspireret sendebud fra Herren
for at udføre et arbejde, hvori engle kan tage del.
» <DSLF 154/3> Hvis de, til hvem Gud har betroet store åndelige
talenter, gør en egenkærlig brug af disse, så vil de
efter en prøvetid blive overladt til at gå deres egne veje.
Gud vil tage sådanne mennesker, som ikke syndes at være så
godt udrustede, og som ikke har stor selvtillid; han vil gøre de
svage stærke, fordi de stoler på, at han vil gøre det
for dem, som de ikke selv kan gøre. Gud vil antage en helhjertet
tjeneste og selv vil han opveje manglerne.
» <DSLF 154/4> Herren har ofte valgt til sine medarbejdere
sådanne, som kun har haft lejlighed til at få en mangelfuld
skoleuddannelse. Disse mennesker har gjort den flittigste brug af deres
evner, og Herren har belønnet deres troskab i hans gerning, deres
flid og deres kundskabstørst. Han har været vidne til deres
tårer og har hørt deres bønner. Ligesom hans velsignelser
kom til de fangne ved det babyloniske hof, således giver han også
visdom og kundskab til sine arbejdere i vore dage.
» <DSLF 155/1> Mænd, som har stået tilbage i skoleuddannelse,
og som kommer fra de uansete i samfundet, har ved Kristi nåde undertiden
haft en vidunderlig fremgang i at vinde sjæle for ham. Hemmeligheden
ved deres fremgang lå i deres tillid til Gud. De lærte daglig
af ham, som er underfuld i råd og mægtig i kraft.
» <DSLF 155/2> Sådanne arbejdere bør opmuntres.
Herren bringer dem i forbindelse med sådanne, som besidder mere udpræget
dygtighed, for at udfylde de mangler, som andre ikke udfylder. Deres evne
til hurtigt at se, hvad der bør gøres, deres villighed til
at hjælpe dem, som er i nød, og deres venlige ord og handlinger
skaber dem lejligheder til at gøre nytte, hvor ellers intet ville
kunne udrettes. De kommer i nær berøring med dem, som er i
besværlighed, og deres ords overbevisende indflydelse har magt til
at drage mange frygtsomme sjæle til Gud. Deres arbejde viser, hvad
tusinde af andre kunne gøre, hvis de bare ville.
» <DSLF 155/3> Intet vil således vække en selvopofrende
nidkærhed og højne og styrke karakteren som det at virke for
andre. Mange såkaldte Kristne, som vil forene sig med menigheden,
tænker kun på sig selv; de ønsker at nyde de fordele,
som samkvemmet med menigheden og prædikantens arbejde vil give dem.
De bliver medlemmer af store, frodige menigheder og nøjes med kun
at gøre ubetydeligt for andre. På denne måde berøver
de sig selv de dyrebareste velsignelser. Mange ville gavnes i høj
grad ved at opofre deres behagelige omgangskreds, der kun avler til magelighed.
De trænger til at komme derhen, hvor deres evner og kræfter
kan komme til anvendelse i kristelig virksomhed, og hvor de kan lære
at bære ansvar.
» <DSLF 155/4> Træer, som står nær sammen,
skyder ikke en sund og kraftig vækst. Gartneren omplanter dem, for
at de kan få plads til at udvikle sig. En lignende fremgangsmåde
ville gavne mange af medlemmerne i store menigheder. De behøver
at stilles der, hvor deres evner og kræfter vil komme i virksomhed
ved udførelsen af missionsarbejde. De taber deres åndelige
liv og bliver forkrøblede og uduelige af mangel på selvopofrelse
for andre. Blev de forflyttet til en anden missionsmark, ville de få
en sund og kraftig udvikling.
» <DSLF 156/1> Men ingen behøver at vente, til han kaldes
til en fjern missionsmark, før han begynder at hjælpe andre.
Alle vegne gives der anledning; overalt omkring os findes sådanne,
som behøver hjælp. Enker, forældreløse, syge
og døende, bedrøvede, mismodige, uvidende og hjemløse
findes på ethvert sted.
» <DSLF 156/2> Vi bør føle det som en særlig
pligt at virke for dem, der lever i vor nærhed. Tænk på,
hvorledes I bedst kan hjælpe dem, som ikke har nogen interesse for
religion. Når I besøger jeres venner og naboer, så vis
dem, at I har interesse for deres åndelige såvel som for deres
timelige vel. Tal til dem om Kristus som Frelseren, der forlader synd.
Indbyd naboerne til deres hjem og læs bibelens dyrebare ord og andre
bøger, som forklarer de bibelske sandheder. Indbyd dem til at tage
del med jer i sang og bøn. I sådanne små sammenkomster
vil Kristus selv være til stede, således som han har lovet,
og Hjerter vil blive berørte af hans nåde.
» <DSLF 156/3> Menighedens medlemmer skulle lære sig
til at udføre sådant arbejde. Dette er lige så vigtigt
som at frelse de sjæle, der sidder i mørke i fremmede lande.
Medens nogle føler en byrde for sjæle i fjerne egne, så
lad de mange, som er hjemme føle en byrde for de dyrekøbte
sjæle, som er i deres nærhed, og arbejde lige så flittigt
for deres frelse.
» <DSLF 156/4> Mange beklager, at de lever et tomt liv. De
kan selv gøre deres liv mere virksomt og mere indflydelsesrigt,
hvis de bare vil. De, som elsker Kristus af hele sit hjerte, sjæl
og sind og deres næste som sig selv, har et stort felt, hvor de kan
gøre brug af deres evner og indflydelse.
» <DSLF 157/1> Lad ingen gå de små anledninger
forbi for at søge efter større. I kan måske med held
udføre den ringe gerning, medens et forsøg på at gøre
det store fuldstændig ville mislykkedes og I bliver mismodige. Det
er ved at gøre på allerbedste måde det, som er for hånden,
at I bliver skikkede til at udføre større arbejde. Når
så mange visner hen og bliver uden frugt, så skyldes det, at
de ringeagter de lejligheder, som daglig byder sig, og forsømmer
de småting, som ligger lige ved hånden.
» <DSLF 157/2> Stol ikke på menneskelig hjælp;
se op over menneskerne og hen til ham, som Gud gav til at bære vor
kummer og vor sorg og til at skaffe os, hvad vi behøver. Tag Gud
på hans ord og gør en begyndelse, hvor som helst I finder
et arbejde, der skal gøres, og gå fremad med urokkelig tro.
Det er troen på Kristi nærværelse, som giver bestemthed
og udholdenhed.
» <DSLF 157/3> På steder, hvor forholdende er så
vanskelige og nedslående, at mange er uvillige til at rejse dertil
for at virke, er der undertiden indtrådt mærkelige forandringer
ved selvopofrende missionsarbejderes bestræbelser. Tålmodigt
og ihærdigt har de virket, stolede, ikke på menneskelig kraft,
men på Gud, og hans nåde har stået dem bi. Det gode,
der således er blevet udrettet, vil aldrig blive åbenbaret
her i verden, men herlige resultater vil vise sig i evigheden fremover.
» <DSLF 158/1> På mange steder kan selvunderholdende
missonsarbejdere virke med held. Det var som selvunderholdende missionærer,
at apostelen Paulus virkede for at sprede kundskaben om Kristus verden
over. Medens han dagligt forkyndte evangeliet i de store byer i Asien og
Europa, arbejde han med sit håndværk for at underholde sig
selv og sine medarbejdere. Hans afskedsord til de ældste fra Efesus
viser hans arbejdsmetode og indeholder en dyrebar lærdom for enhver
missionsarbejder:
» <DSLF 158/2> "I ved," sagde han, "hvorledes jeg har været
hos jer den hele tid igennem, ... hvorledes jeg har intet forholdet af
det, som kunne være nyttigt, at jeg jo forkyndte jer det og lærte
jer offentlig og i jeres egne huse... Jeg har ikke begæret nogens
sølv eller guld eller klædebon. Men I ved selv, at disse hænder
har tjent for min eget underhold og for dem, som er med mig. Jeg viste
jer i alle ting, at det bør forstås at arbejde og komme de
skrøbelige til hjælp, og at ihukomme den Herre Jesu ord, hvorledes
han selv har sagt: Saligt er det at give, hellere end at tage." (Apg 20,18-35)
» <DSLF 158/3> Mange kunne endnu udføre et godt arbejde
på lignende måde, dersom de ejede dem samme selvfornægtelsens
ånd. Lad to eller flere i forening påbegynde evangelisk virksomhed.
Lad dem besøge folk, bede, synge, undervise, udlægge skriften
og hjælpe de syge. Nogle kan underholde sig ved bogsalg, andre kan
som apostelen udføre et eller andet håndværk eller noget
andet arbejde. Idet de således arbejder, føler deres hjælpeløshed,
men i ydmyghed forlade sig på Gud, sår de en velsignet erfaring.
Den Herre Jesus går foran dem, og de vil finde yndest og bistand
blandt de rige og fattige.
» <DSLF 159/1> De, som er blevet uddannede til at virke i lægemissionen
i fremmede lande, bør opmuntres til ufortøvet at rejse til
det sted, hvor det forventes, at de skal arbejde, og begynde og virke blandt
folket og herunder lære sproget. De vil da meget snart være
i stand til at fremholde Guds ords enkle sandheder.
» <DSLF 159/2> Overalt i verden er der brug for sådanne
barmhjertige budbærere. Der er brug for kristne familier, som vil
rejse til steder, hvor der er mørke og vildfarelse, eller drage
til fremmede missionsmarker og blive bekendte med deres medmenneskers trang
og virke for Herrens sag. Hvis sådanne familier ville nedsætte
sig på mørke steder, hvor folket er indhyllet i åndelige
mørke, og lade lyset fra Kristi liv skinne igennem dem hvilket ædelt
arbejde der så kunne blive udført!
» <DSLF 159/3> Dette arbejde kræver selvopofrelse. Medens
mange venter på, at enhver hindring skal fjernes, bliver den gerning
ugjort, som de skulle have udført, og skarer af mennesker dør
uden håb og uden Gud. Nogle vover sig hen til ubeboede egne og tåler
med glæde opofrelse og vanskeligheder for at samle penge eller i
videnskabelige interesser; Men hvor få de er, som for deres med menneskers
skyld er villige til med deres familier at flytte hen til egne, der trænger
til evangeliet!
» <DSLF 160/1> At nå folket, hvor de er, og hvad deres
stilling og forhold end er, og hjælpe dem på enhver mulig måde
dette er sand kristelig virksomhed. Ved sådanne bestræbelser
kan man vinde hjerterne og finde udgang til sjælene, der går
på fortabelsens vej.
» <DSLF 160/2> I al jeres arbejde må I huske på,
at I er forenede med Kristus og udgør en del af den store frelses
plan. Kristi kærlighed må gennemstrømme jeres liv som
en lægende, livgivende strøm. Når I søger at
fremholde Kristi kærlighed for andre, så lad jeres sømmelige
taler, jeres uegennyttige tjeneste og jeres behagelige optræden være
vidnesbyrd om hans nådes magt. Fremstil ham for Herren så ren
og retfærdig, at menneskerne må se hans skønhed.
» <DSLF 160/3> Det gavner kun lidt at forsøge på
at fremkalde en forandring hos andre ved at angribe det, som vi måtte
anse for fejlagtige vaner. Sådanne bestræbelser udretter ofte
mere ondt end godt. Da Kristus talte med den samaritanske kvinde, gav han
sig ikke til at tale nedsættende om Jacobs brønd, men fremholdt
noget, som var bedre: "Dersom du kendte Guds gave," sagde han, "og hvem
den er, som siger til dig: Giv mig at drikke, da bad du ham, og han gav
dig levende vand." (Joh 4,10) Han ledte samtalen ind på den skat,
som han havde at give, og tilbød kvinden noget bedre, end hvad hun
ejede, nemlig levende vand, evangeliets glæde og håb.
» <DSLF 160/4> Dette er en fremstilling af den måde,
hvorpå vil skal virke. Vi må byde menneskerne noget bedre end
det, de har, nemlig Kristi fred, som overgår al forstand. Vi må
tale til den om Guds hellige lov, som er udtrykket for hans karakter og
fremstilling af, hvad han ønsker, at de skal blive. Vis dem, hvor
uendelig langt himlens herlighed overtrækker verdens flygtige glæder
og fornøjelser. Tal til dem om den frihed og den hvile, man kan
finde hos frelseren. Han siger: "Den som drikker af det vand, som jeg vil
give ham, skal til evig tid ikke tørste." (Joh 4,14)
» <DSLF 161/1> Fremhold Jesus, sigende: "Se det Guds lam, som
bærer verdens synd!" (Joh 1,29) Han alene kan stille hjertets behov
og give sjælens fred. De, som arbejder for gennemførelsen
af en reform, bør være de venligste og høfligste af
alle mennesker. I deres liv bør man kunne se ypperligheden af uegennyttig
dåd. Den, som udviser mangel på høflighed, som viser
utålmodighed overfor de uvidende eller genstridige, som taler heftigt
eller handler ubetænksomt, kan støde andre bort, således
at han siden aldrig kan nå dem.
» <DSLF 161/2> Når I søger at redde menneskerne
fra vildfarelse, så lad ordene falde mildt, ligesom duggen og regnen
falder på den visnende plante. Gud ønsker først af
alt, at hjertet skal påvirkes. Vi må tale sandheden i kærlighed,
stole på, at Gud vil give den kraft til at forvandle livet. Helligånden
vil indtrykket på sjælen det ord, som bliver talt i kærlighed.
» <DSLF 161/3> Vi er af naturen indskrænkede og stivsindede;
men når vi lærer det, som Kristus ønsker at lære
os, så bliver vi delagtige i hans natur og lever siden efter hans
liv. Kristi underfulde eksempel, den uforsonlige ømhed, hvorved
han satte sig ind i andres følelser, således at han græd
med de grædende og glædede sig med de glade, vil udøve
en mægtig indflydelse på karakteren hos dem, som vil følge
ham i oprigtighed. Ved venlige ord og handlinger vil de søge at
gøre vejen let for den trætte fod.
» <DSLF 162/1> "Herren, Herren har givet mig en tunge med lærdom,"
"At vide at tale i tide et ord med en træt." (Es 50,4) Overalt omkring
os findes der bedrøvede sjæle. Lad os opsøge disse
lidende mennesker og tale et ord i rette tid for at vederkvæge deres
hjerter. Lad os være redskaber i Guds hånd, hvor igennem han
kan lade medlidenhedens vederkvægende vand flyde til dem.
» <DSLF 162/2> I al vor omgang bør vi huske på,
at der i andres erfaringer kan være afsnit, som er skjulte for dødelige
menneskers blik. På erindringernes blade findes optegnet triste beretninger,
som omhyggelig holdes skjulte for nysgerrige blikke. På disse blade
findes beretninger om lange, hårde kampe under prøvede omstændigheder
måske besværligheder i familielivet, som dag efter dag svækker
vedkommendes mod, tillid og tro. De, som udkæmper livets kampe under
ugunstige forhold, kan styrkes og opmuntres ved små opmærksomheder,
der alene koster en kærlig bestræbelse. For sådanne er
en trofast vens kraftige velvillige håndtryk mere værd end
guld og sølv. Venlige ord er lige så kærkomne som englenes
smil.
» <DSLF 162/3> Det er skarer af mennesker, som må kæmpe
med fattigdom, som er tvunget til at arbejde for en ringe løn, og
som kun kan tilvejebringe det alder nødvendigste til livets ophold.
Slid og savn, uden håb om noget bedre, gør deres byrde meget
tung. Når der udover kommer smerte og sygdom, så bliver byrden
næsten uudholdelig. Undertrykte og udslidte som de er, ved de ikke,
hvor de skal vende sig hen for at få hjælp. Vis dem sympati
i deres prøver, deres sorger og skuffelser. Dette vil gøre
det muligt for dig at hjælpe dem. Tal til dem om Guds Forjættelser,
bed for dem og med dem og søg at indgyde dem nyt håb.
» <DSLF 162/4> Ord, der bringer glæde og opmuntring,
når sjælen er syg og modet ringe sådanne ord betragter
Frelseren, som om de blev talt til ham. Når man søger at opmuntre
andre, så lægger de himmelske engle med glad påskønnelse
mærke der til.
» <DSLF 163/1> Herren har til alle tider søgt at vække
i menneskernes sjæl en forståelse af deres guddommelige broderskab.
Bliv hans medarbejdere! Medens mistillid og splittelse trænger sig
ind blandt menneskerne, bør Kristi disciple bevare den ånd,
som råder i himlen.
» <DSLF 163/2> Tal, som han ville tale; handle, som han ville
handle. Åbenbar hele tiden hans ynde; åbenbar den rigdom af
kærlighed, som ligger til grund for alle hans lærdomme og alle
hans handlinger med menneskerne. Den ringeste arbejder kan ved samkvem
med Kristus berøre strenge, hvis toner vil lyde til jordens ende
og klinge igennem alle evigheder.
» <DSLF 163/3> Himmelske kræfter venter på at samarbejde
med menneskelige redskaber, for at disse kan åbenbare for verden,
hvad menneskerne kan blive til, og hvad der ved forening med det guddommelige
kan udrettes for at frelse sjæle, der er ved at fortabes. Der er
ingen grænse for, hvor meget den kan udrette, der sætter sit
eget jeg til side, giver den Helligånd plads til at virke på
hans hjerte og vier sit liv fuldstændig til Gud. Alle, som giver
sig selv med legeme, sjæl og ånd til hans tjeneste, vil stadig
modtage en ny forsyning af legemlig, sjælelig og åndelige kraft.
Himlens uudtømmelige skatte står til deres rådighed.
Kristus giver dem sin egen Ånd, sit eget liv. Den Helligånd
virker på det kraftigste i sind og hjerte. Ved den nåde, som
er os givet, kan vi vinde sjæle, som i betragtning af vore egne fejlagtige
og forudfattede meninger, karaktermangler og vor ringe tro syndes uopnåelige.
» <DSLF 163/4> Enhver, som giver sig selv til Herrens tjeneste
uden noget forbehold, giver han magt til at opnå ubegrænsede
resultater. For sådanne vil Gud gøre store ting. Han vil virke
på menneskernes sind, så at man allerede her i verden i deres
liv vil kunne se en opfyldelse af forjættelsen om tilstanden fremover.
» <DSLF 164/1> "Ørknen og de tørre steder skal
glæde sig, Og den øde mark skal fryde sig og blomstre som
en rose. Den skal blomstre frodigt, den skal juble og synge med fryd. Libanons
herlighed er givet den, Karmels og Sarons pragt; De skal se Herrens herlighed,
vor Guds pragt. Styrk de afmægtige hænder, og giv de snublende
knæ kraft. Sig til de mistrøstige af hjerte: vær frimodige,
frygt ikke! Se, eders Gud! ... Da skal de blindes øjne åbnes,
og de døves øren oplades. Da skal den halte springe som hjort,
og den stummes tunge synge med fryd; thi vande bryder frem i ørknen,
og bække på den øde mark. Og den glødende sandørk
skal blive til sø, og det tørstige sted til vandkilder...
Og en banet sti og vej skal være der, en vej, som skal kaldes helligdommens;
ingen uren skal gå ad den, men den skal være for dem selv;
de som vandrer på denne vej, endog enfoldige, skal ikke fare vild.
Ingen løve skal være der, og intet rovdyr, kommer derop eller
findes der; men de genfødte skal vandre der. Og Herrens forløste
skal komme tilbage, og komme til Zion med frydesang, og evig glæde
skal være over deres hoved; og sorg og suk skal fly." (Es 35,1-10)
|