<KMKOS 139/2> De perioder, som nævnes her er identiske og repræsenterer det tidsrum, i hvilket Guds trofaste vidner var i en tilstand af mørke De to vidner repræsenterer skrifterne i Det gamle og Det nye Testamente. I både det Gamle Testamente og i Det Ny Testamente finder vi betydningsfulde vidnesbyrd om Guds lovs oprindelse og uafbrudte varighed. Frelsesplanen er også omtalt i dem begge. Det gamle Testamentes symboler, ofre og profetier peger frem mod en kommende frelser. Det nye Testamentes evangelier og breve fortæller om en frelser, som er kommet på nøjagtig den måde, som det blev forudsagt i profetierne.

<KMKOS 139/3> "Dit ord," sagde Salmisten, "er en lygte for min fod, et lys på min sti." Salme. 119,105. Dette lys skal skinne gennem de to olietræer og de to lysestager, som står for jordens Herres åsyn." Pavemagten forsøgte at skjule sandhedens ord for folket og fremførte falske vidner, der modsagde sandheden. Da Bibelen blev forbudt af religiøse og verdslige myndigheder; da dens vidnesbyrd blev forvansket og der blev gjort alle tænkelige forsøg, som mennesker og dæmoner kunne opfinde, på at lede folkets interesse bort fra den; da de, som vovede at forkynde dens hellige sandheder, blev forfulgt, forrådt, pint, begravet i fangehuller og dræbt for deres tros skyld eller tvunget til at flygte op i bjergene eller til at skjule sig i huler og grotter i jordens skød, da profeterede de trofaste vidner, klædte i sæk.

<KMKOS 140/1> "Og vil nogen gøre dem fortræd, skal ild udgå af deres mund og fortære deres fjender; ja, hvis nogen vil gøre dem fortræd, skal han omkomme således." Åb 11,5. Menneskene kan ikke ustraffet trampe på Guds ord. Betydningen af denne frygtelige trussel forklares i sidste kapitel af Johannes' Åbenbaring: "For enhver, som hører de profetiske ord i denne bog, vidner jeg: "Hvis nogen lægger noget til dette, skal Gud lægge på ham de plager, som der er skrevet om i denne bog. Og hvis nogen tager noget bort fra denne profetiske bogs ord, skal Gud fratage ham hans del i livets træ og den hellige stad, som der er skrevet om i denne bog." Åb 22,18-19.

<KMKOS 140/2> Således er de advarsler, som Gud har givet for at bevare menneskene, fra på nogen måde at forandre det, som han har åbenbaret eller befalet. Disse højtidelige trusler er rettet til alle, som i kraft af deres indflydelse forleder mennesker til at nære ringeagt for Guds lov. De burde fremkalde frygt og skælven hos dem, som i letsindighed erklærer, at det er ligegyldigt, om vi adlyder Guds lov eller ej. Alle, som sætter deres egne meninger højere end guddommelige åbenbaringer, alle, som forsøger at forandre Bibelens tydelige mening til deres egen behagelighed eller for at være i overensstemmelse med verden, påtager sig et frygteligt ansvar. Det skrevne ord, og Guds lov, måler ethvert menneskes karakter og fordømmer alle, som denne ufejlbarlige prøve erklærer mangelfulde.

<KMKOS 140/3> Herrens vidner profeterede iklædt sæk, i hele perioden på l260 år. Selv i de mørkeste tider var der trofaste mænd der elskede Guds ord og som ønskede at ære det. Disse to trofaste tjenere blev givet visdom, kraft og autoritet til at forkynde Guds sandheder gennem hele denne tidsperiode.

<KMKOS 141/1> Og når de har aflagt hele deres vidnesbyrd, skal dyret, der stiger op af afgrunden, føre krig mod dem og sejre over dem og dræbe dem. Og deres lig skal ligge på gaden i den store stad, som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten, der, hvor også deres Herre blev korsfæstet. Åb 11,7-8.

<KMKOS 141/2> Disse begivenheder skulle finde sted ved slutningen af den periode hvori vidnerne var i sæk. Satan havde i lang tid brugt pavedømmet til at kontrollere de kræfter der herskede i kirke og stat. De frygtelige resultater af dette var specielt tydelige i de lande der havde forkastet reformationens lys, der hvor der var moralske tilstande der lignede dem der var i Sodoma lige før dens ødelæggelse, og hvor ulovligheder, ugudeligheder og åndeligt mørke overgik den der var i Ægypten på Mose' tid.

<KMKOS 141/3> I intet andet land var fjendskabet mod Kristus kommet tydeligere frem, som i Frankrig der havde iværksat en forfølgelse af evangeliets forkyndere, og korsfæstede Kristus i hans disciples skikkelse. Endnu mindes verden med gru dette feje og grusomme overfald. Kongen af Frankrig, som blev ansporet af de katolske præster og gejstlige gav tilladelse til udåden. En klokke, som begyndte at ringe midt om natten, gav tegn til blodbadets begyndelse. Tusinder af protestanter, som fredeligt sov i deres senge, og som stolede på kongens æresord, blev uden varsel slæbt bort og myrdet med koldt blod.

<KMKOS 141/4> Det var Satan der i fanatiske katolikkers skikkelse førte an. Ligesom Kristus var sit folks usynlige fører på vejen fra den ægyptiske trældom, var Satan den usynlige fører i denne udåd, som i så høj grad forøgede martyrernes antal. I tre dage fortsatte nedslagtningen, og mere end 30.000 omkom. Dette vakte stor begejstring hos mørkets tilhængere. En katolsk biskop blev så begejstret at han fastsatte en festdag der skulle fejres overalt i hans område.

<KMKOS 142/1> Den mesterhjerne, som arrangerede Bartholomæus natten, iscenesatte også revolutionen. Tilsyneladende triumferede Satan, for selv om reformatorerne havde udført et stort stykke arbejde så var det lykkedes ham at holde kendskabet til Gud og Guds ord borte fra de fleste. Satan optrådte nu i en ny forklædning. I Frankrig opstod ateismen og denne magt erklærede en åbenlys krig mod Himlens Hersker. Nu var der ikke mere noget der holdt menneskene tilbage, og der blev trådt på Guds lov. De der deltog i de mest gudsbespottelige ting var dem der blev æret mest. Utugt blev gjort lovlig. Vanhelligelse og korruption hørte til dagens orden, og forblændede jordens beboere. Satan blev æret i alle disse ting, medens Kristi sandhed, renhed og uselviskhed blev korsfæstet. Bibelen blev brændt offentligt, og Sabbatten blev fjernet. Katolikkerne elskede afgudstilbedelse og mange ting blev ophøjet og æret. Det arbejde som pavedømmet havde påbegyndt blev nu fuldført af ateisterne. Bibelens sandheder blev holdt borte fra befolkningen, og de blev oplært til at forkaste både Bibelen og dens forfatter. Den sæd der blev sået af præsterne og de gejstlige bar nu ondskabens frugter.

<KMKOS 142/2> Vantroen medførte frygtelige tilstande i Frankrig. Sandhedens forkyndere lå døde i Frankrigs gader, og de der hadede de begrænsninger og krav der var i Guds lov jublede, men overtrædelsernes resultat var sikker, Frankrig høstede nu i blod den afgrøde der var sået ved krig mod Bibelen og Guds lov. Fred og glæde var blevet bandlyst fra menneskenes hjem og hjerter. Ingen var sikre mere, de der blev æret den ene dag blev fordømt den næste. Terror, vold og kriminalitet regerede med en sådan voldsomhed at det er for forfærdeligt for nogen at skrive om.

<KMKOS 142/3> Guds trofaste vidner forblev ikke tavse i ret lang tid. Guds ånd oprejste nye vidner, men for de ugudelige så det ud som om det var de gamle der var blevet oprejst, og stor frygt greb dem alle. (Åb 11,11) Verden var forfærdet over de frygtelige synder, som forkastelsen af den hellige skrift havde ført til, og de indså nu at troen på Gud og hans ord var en forudsætning for dyd og moral. Og mange var glade for igen at vende tilbage til troen på Gud og hans ord.

<KMKOS 143/1> Om de to vidner siger profeten yderligere: "Og de hørte en høj røst fra Himmelen sige til dem: "Kom herop!" Og de steg op til Himmelen i skyen, medens deres fjender så efter dem." Åb 11,12. Siden den franske reformation er Guds ord blevet æret som aldrig før. Bibelen er blevet oversat til alle de sprog der tales af mennesker, og det er blevet spredt ud over hele jorden. Efter at have været som kastet i helvede, er det nu blevet ophøjet til Himlen.