<KMKOS 204/1> Da Kristus gik ind i Det
Allerhelligeste i den himmelske helligdom for at udføre det afsluttende
arbejde for menneskets frelse, gav han gennem sine tjenere det sidste nådens
budskab, der nogensinde vil blive givet til denne jord. Det er den advarsel
den tredje engel i Åb 14. giver. Umiddelbart efter dette budskab
så profeten menneskesønnen komme i herlighed for at høste
jordens afgrøder.
<KMKOS 204/2> Skriften fortæller os at Kristi gerning i det
allerhelligeste begynder ved slutningen af den profetiske tidsperiode i
1844. Det er til dette tidspunkt der henvises. "Og Guds tempel i Himmelen
blev åbnet, og hans pagts ark kom til syne i hans tempel." Åb
11,19. Pagtens ark findes i det allerhelligeste, helligdommens anden afdeling.
Da Kristus gik derind for at fuldføre forsoningen, på synderens
vegne blev det inderste af tempelet åbnet og Guds ark blev synlig.
For dem der i tro havde fulgt Frelserens arbejde, som mellemmand blev Guds
majestæt og kraft åbenbaret. Da hans herlighed fyldte tempelet
blev lyset fra det allerhelligste givet til hans ventende folk på
jorden.
<KMKOS 204/3> De der i tro havde fulgt deres ypperstepræst
fra det hellige ind i det allerhelligeste, og som nu så ham stå
foran Guds ark, med sit blod som offer. I den hellige ark var hans Faders
lov, den samme som blev udtalt af Gud selv i tordenen på Sinaj og
som blev skrevet med hans egen finger på stentavlerne. Ikke et af
budene var blevet slettet, end ikke et enkelt bogstav var ændret.
Da Gud gav Moses en kopi af loven, den originale blev opbevaret i den himmelske
helligdom. Ved at følge dens hellige forskrifter fandt de sandhedssøgende
det fjerde bud, netop således som det først var blevet forkyndt:
"Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig! I seks dage skal du
arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være
hviledag for Herren din Gud; da må du intet arbejde udføre,
hverken du selv, din søn eller datter, din træl eller trælkvinde,
dit kvæg eller den fremmede inden dine porte. Thi i seks dage gjorde
Herren himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på
den syvende dag hvilede han; derfor har Herren velsignet hviledagen og
helliget den." 2Mos, 20,8-11.
<KMKOS 205/1> Guds Ånd påvirkede dem, der granskede hans
ord. De fik den opfattelse, at de i uvidenhed havde overtrådt dette
bud ved at tilsidesætte Skaberens hviledag. De begyndte at undersøge
årsagerne til, at den første ugedag blev helligholdt i stedet
for den dag, som Gud havde helliget. De kunne i Bibelen ikke finde noget
bevis på, at det fjerde bud var blevet sat ud af kraft, eller at
sabbatten var blevet ændret. Den velsignelse, som helligede den syvende
dag fra begyndelsen, var aldrig blevet trukket tilbage. De havde af ærligt
hjerte søgt at lære Guds vilje at kende og rette sig efter
den. Da de nu opdagede, at de havde overtrådt hans lov, blev deres
hjerter sorgfulde, og de viste deres troskab mod Gud ved at helligholde
hans sabbat.
<KMKOS 205/2> Der blev gjort mange energiske forsøg på
at få dem til at vakle i troen. Ingen kunne undgå at se, at
hvis den jordiske helligdom var en afbildning af den himmelske, var den
lov, som opbevaredes i arken på jorden, en nøjagtig kopi af
loven i arken i Himmelen, og at man ikke kunne antage sandheden om den
himmelske helligdom uden at anerkende Guds lovs krav og dermed anerkende
sabbatten som helligdag ifølge det fjerde bud. Her var årsagen
til den bitre og beslutsomme modstand mod den harmoniske forklaring af
Bibelen, som Åbenbarede Kristi tjeneste i den himmelske helligdom.
Mennesker forsøgte at lukke den dør, som Gud havde åbnet,
og at åbne den dør, som han havde lukket. Men han som "lukker
op, så ingen kan lukke i, og lukker i, så ingen kan lukke op",
har sagt "Se, jeg har stillet dig foran en åben dør, som ingen
kan lukke." Åb 3,7-8. Kristus havde åbnet døren eller
tjenesten til det allerhelligste, lyset skinnede ud fra denne åbne
dør i helligdommen i Himmelen, og det åbenbaredes, at det
fjerde bud var en del af den lov, som opbevares her; hvad Gud har oprettet,
kan intet menneske tilintetgøre.
<KMKOS 206/1> De, der antog lyset om Kristi midlertjeneste og Guds
lovs uforanderlighed, opdagede, at disse sandheder blev beskrevet i det
tredje budskab. Englen erklærede: "Her er de der holder fast ved
Guds bud og troen på Jesus." Åb 14,12.
<KMKOS 206/2> Som modsætning til dem, der holder Guds bud og
tror på Jesus, udpeger den tredje engel en anden gruppe, mod hvis
vildfarelser, der fremsættes en højtidelig og frygtelig advarsel.
"Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på
sin pande eller på sin hånd, så skal han drikke af Guds
harmes vin." Åb 14,9-10. En korrekt opfattelse af de benyttede symboler
er en forudsætning for at kunne forstå dette budskab. Hvad
menes der med dyret, dets, billede og dets mærke?
<KMKOS 206/3> Igen vendte de der søgte sandheden tilbage til
deres studie af profetierne. I Åbenbaringens bog under symbolet af
en rød drage, og et leopardlignende dyr (Åb 1,13) vises de
jordiske regeringer der på en særlig måde nedtræder
Guds lov og forfølger hans folk. Denne krig vil fortsætte
helt indtil tidens afslutning. Guds folk er symboliseret ved en hellig
kvinde og hendes børn, men de er meget få i antal. I de sidste
dage er det kun en lille rest der overlever. Johannes omtaler dem som de
der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd. (Åb 12,17)
<KMKOS 206/4> De store kræfter der kontrolleres af den katolske
og de hedenske kirker, er symboliseret ved dragen og det leopardlignende
dyr. Satan har gennem mange hundrede år udryddet Guds trofaste vidner.
Under Roms herredømme blev de forfulgt og tortureret i over et tusinde
år, men pavedømmet mistede sin kraft og blev tvunget til at
ophøre med forfølgelsen.( Åb 13,3. og 10.) På
dette punkt indføres et nyt symbol. Profeten siger "Jeg så
et andet dyr stige op af jorden, det havde to horn ligesom et lam." Åb
13,11. Både dyrets udseende og den kendsgerning, at det steg op af
jorden, viser at den nation, det symboliserer, er helt forskellig fra dem,
der symboliseredes ved de tidligere benyttede symboler. De store riger,
som har hersket over verden, blev vist for profeten Daniel som rovdyr,
som kom frem, da "himlens fire vinde oprørte det store hav". Dan
7,2.
<KMKOS 207/1> Det dyr, der havde to horn ligesom et lam, sås
"stige op af jorden". Den nation, som symboliseres ved dette dyr, skal
altså ikke besejre andre for selv at tage magten, men skal stige
frem i et hidtil ubesat territorium, hvor den skal vokse langsomt og fredeligt
op.
<KMKOS 207/2> "Det havde to horn ligesom et lam." Disse to horn tyder
på ungdom, uskyldighed og blidhed egenskaber, som var karakteristiske
for De forenede Stater. Blandt de kristne landflygtige, som først
drog til Amerika for at finde et tilflugtsted og slippe fri for monarkernes
undertrykkelse og gejstlighedens intolerance, var der mange, som besluttede
at oprette en regering baseret på borgerlig og religiøs frihed.
Deres, synspunkter fandt udtryk i uafhængighedserklæringen,
som giver udtryk for den betydningsfulde sandhed, at "alle mennesker er
født lige" og med umistelig ret til "et liv i frihed og stræben
efter lykke". Forfatningen garanterer folket ret til selvstyre, idet folkevalgte
repræsentanter skal vedtage og administrere lovene. Der sikredes
også trosfrihed, således at enhver kunne tilbede Gud i overensstemmelse
med sin egen samvittighed. Republikanismen og protestantismen blev nationens
fundamentale principper. Disse principper er grundlaget for dens magt og
velstand. Undertrykte og forkuede fra hele den kristne verden har søgt
til dette land med håb og forventning. Millioner har fundet tilflugt
der, og De forenede Stater har fundet plads blandt jordens mægtigste
nationer. Men dyret, der havde to horn ligesom et lam, "talte som en drage".
"Det udøver det første dyrs hele magt for dets øjne
og får jorden og alle dem, der bor på den, til at tilbede det
første dyr, hvis dødshug blev lægt. Og det opfordrer
dem, der bor på jorden, til at lave et billede af dyret, der har
sværdhugget, men atter kom til live." Åb 13,11-14.
<KMKOS 207/3> Symbolets horn, der lignede et lams, og dets dragerøst
hentyder til den slående modsætning mellem den symboliserede
nations forsikringer og handlinger. Nationens "tale" er de lovgivende og
dømmende myndigheders virksomhed. Denne virksomhed fornægter
de liberale og fredelige principper, som skulle være regeringens
grundvold. Profetien om, at dyret talte "som en drage" og udøvede
"det første dyrs hele magt", forudsiger tydeligt, at der vil udvikles
en intolerance og forfølgelseslyst, som måler sig med den,
der karakteriserede de nationer, som symboliseredes ved dragen og det panterlignende
dyr. Udtalelsen om, at dyret med de to horn "får jorden og alle dem,
der bor på den, til at tilbede det første dyr", viser, at
denne nation vil benytte sin magt til at gennemtvinge en vedtægt,
som er en hyldest til pavedømmet. En sådan handling ville
være i direkte modstrid med forfatningens principper, med selve frihedens
begreb og med uafhængighedserklæringens højtidelige
løfter. Nationens grundlæggere forsøgte klogeligt at
værge sig mod kirkens udøvelse af verdslig magt, som uvægerligt
fører til intolerance og forfølgelser.
<KMKOS 208/1> Hver gang kirken har opnået verdslig magt har
den benyttet denne til at straffe dem, der ikke troede på dens læresætninger.
De protestantiske kirker, har fulgt romerkirkes eksempel ved at slutte
forbund med verdslige magter, har derved røbet et lignende ønske
om at indskrænke trosfriheden. Et eksempel på dette finder
vi i den engelske statskirkes langvarige forfølgelse af anderledes
tænkende. I det sekstende og syttende århundrede blev tusinder
af præster, som havde afvigende meninger, tvunget til at forlade
deres kirker, og mange både gejstlige og lægfolk blev idømt
bøder eller fængsel. Adskillige blev først pint og
led derpå martyrdøden. Dyret med to horn "får alle både
små og store, rige og fattige, frie og trælle, til at give
sig selv et mærke på deres højre hånd eller på
deres pande, for at ingen skal kunne købe og sælge uden den,
som har mærket dyrets navn eller dets navns tal". Åb 13,16-17.
Dette er det mærke, den tredje engel advarer imod.
<KMKOS 208/2> Det er mærket af det første dyr, eller
af katolicismen og det skal derfor søges mellem de karakteristiske
kendetegn for denne magt. Daniel siger: "Han skal sætte sig for at
ændre tider og lov," Dan 7,25. Og Paulus kaldte den samme magt "lovløshedens
menneske" som vil ophøje sig over Gud. Den ene profeti supplerer
den anden. Kun ved at ændre Guds lov kunne pavedømmet ophøje
sig over Gud; enhver, som bevidst holdt den ændrede lov, hyldede
derved den magt, som havde indført ændringen. At adlyde de
pavelige love var et tegn på troskab mod paven i stedet for troskab
mod Gud.
<KMKOS 209/1> Romerkirken har forsøgt at ændre Guds
lov. Det andet bud, som forbyder billedtilbedelse, er blevet slettet af
loven, og det fjerde bud er blevet ændret i en sådan grad,
at den første dag er blevet gjort til hviledag i stedet for den
syvende. Men katolikkerne erklærer med hensyn til udeladelsen af
det andet bud, at dette bud er unødvendigt, da det er indbefattet
i det første, og at de udtrykker loven nøjagtigt, som Gud
ønsker den opfattet. Dette kan ikke være den ændring,
som profeten forudsagde. Han hentydede til en forsætlig, overlagt
ændring "Han skal sætte sig for at ændre tider og lov."
Ændringen af det fjerde bud svarer nøjagtigt til profetien.
Denne ændring er udelukkende baseret på kirkens autoritet.
Her har pavemagten åbenlyst ophøjet sig over Gud.
<KMKOS 209/2> Det hævdes ofte, at Kristus ændrede sabbatten,
men dette modbevises af hans egne ord. I bjergprædikenen sagde han
"Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne; jeg
er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme. Thi sandelig siger
jeg eder før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det
mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå før
det er sket alt sammen. Den der bryder et af de mindste blandt disse bud
og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i
Himmeriget; men den, der holder dem og lærer andre dem, han skal
kaldes stor i Himmeriget." Matt 5,17-19.
<KMKOS 209/3> Katolikkerne indrømmer, at det var deres kirke,
som ændrede sabbatten, og de understreger at de protestanter, der
helligholder søndagen, anerkender den katolske kirkes, magt. Som
tegn på den katolske kirkes autoritet henviser katolske forfattere
til "selve den ændring, hvorved søndagen blev gjort til sabbat,
og som protestanterne tillader; fordi de ved at helligholde søndagen
anerkender kirkens berettigelse til at indstifte helligdage, og påbyde
deres helligholdelse.
<KMKOS 210/1> Romerkirken har ikke opgivet sin fordring på
overhøjhed, og når verden og de protestantiske kirker anerkender
den sabbat eller helligdag, romerkirken har indført, og forkaster
bibelens sabbat, anerkender de derved denne fordrings berettigelse. De
kan henvise til, at traditionernes og kirkefædrenes myndighed støtter
denne ændring, men hvis de gør det, glemmer de det princip,
som skiller dem fra romerkirken at "Bibelen og Bibelen alene er protestanternes
religion". Katolikken kan se, at protestanterne bedrager sig selv og forsætligt
lukker øjnene for sagens kendsgerninger. Når bevægelsen
for den tvungne helligholdelse af søndagen får vind i sejlene,
vil katolikkerne kunne fryde sig, for så kan de være sikre
på, at hele den protestantiske verden snart vil flokkes om romerkirkens
banner.
<KMKOS 210/2> Det fjerde bud, som Rom har forsøgt at tilsidesætte
er det eneste bud i loven der henviser til Gud som himmelen og jordens
skaber, og som på denne måde adskiller den sande Gud fra de
falske guder. Sabbatten blev indstiftet ved skabelsen, for derved at lede
menneskenes tanker mod den sande og levende Gud. Guds skaberkraft er omtalt
mange steder i den hellige skrift, som et kendetegn på at Israels
Gud er en suveræn Gud over alle de andre hedenske guder. Hvis sabbatten
altid var blevet holdt ville menneskets sind og kærlighed være
blevet ledt til deres skaber, og have ophøjet ham i deres tilbedelse,
og der ville ikke have været nogen afgudsdyrkere, ateister eller
vantro.
<KMKOS 210/3> Katolikkerne erklærer at "protestanternes helligholdelse
af søndagen er en hyldest, som de imod deres vilje viser den katolske
kirkes myndighed." De der forstår det fjerde buds krav, men vælger
at overholde den falske sabbat i stedet for den sande, ærer derved
den magt der har udstedt den. Ændringen af det fjerde bud er den
ændring der er omtalt i profetien, og overholdelse af den falske
sabbat er at tage dyrets mærke. Tidligere generationers kristne helligholdt
søndagen og troede, at de derved helligholdt bibelens sabbat, og
der findes den dag i dag sande kristne i alle trossamfund, også inden
for den katolske kirke, som ærligt tror, at søndagen er den
sabbat, Gud har udpeget. Gud erkender disse menneskers gode vilje og oprigtighed.
Men når søndagens helligholdelse skal gennemtvinges ad lovens
vej, og når verden får oplysning om den sande sabbats krav
på helligholdelse, vil enhver, som bryder Guds lov for at adlyde
en befaling, som kun er baseret på romerkirkens autoritet, derved
ophøje pavedømmet over Gud.
<KMKOS 211/1> Men det er først, når denne sag er blevet
tydeligt fremholdt for menneskene og de har fået valget imellem Guds
bud og menneskers bud, at de der bliver ved med at overtræde Guds
lov, tager "dyrets mærke".
<KMKOS 211/2... DSS 398> Den tredje engels budskab indeholder den
frygteligste trussel, som nogen sinde er udtalt til dødelige mennesker.
Den synd, som nedkalder Guds ublandede vrede, må i sandhed være
forfærdelig. Menneskene skal ikke holdes i uvidenhed om dette betydningsfulde
spørgsmål; advarselen mod denne synd skal bringes til verden,
før Guds straffedomme falder, således at alle kan vide, hvorfor
de skal straffes, og kan have mulighed for at undgå straffen.
<KMKOS 211/3> I denne strid vil hele kristenheden blive opdelt i
to store lejre de, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus,
og de, der tilbeder dyret og dets billede og modtager dets mærke.
Skønt kirke og stat med forenede kræfter vil forsøge
at få "alle, både små og store, rige og fattige, frie
og trælle" (Åb 13,16) til at modtage "dyrets mærke",
vil Guds folk ikke modtage det. Profeten fra Patmos så "dem, som
var gået sejrende ud af kampen med dyret og dets billede og dets
navns tal, stå ved glarhavet med Guds harper i deres hænder"
syngende Moses' og Lammets sang. Åb 15,2-3. Når de der havde
modtaget den tredje engels budskab og de betydningsfulde sandheder der
blev åbenbaret for dem, så tilbage på deres erfaring
fra den første forkyndelse af det andet komme og at tiden i 1844
blev overskredet, så de tilbage på deres skuffelser, men håb
og glæde fyldte atter deres hjerter. Lyset fra helligdommen belyste
nu det der var sket, det der nu skete og det der ville ske og de vidste
at Gud ledte dem. Med et nyt håb og en stærkere tro samledes
de nu, for at give den tredje engels advarsels budskab.
<KMKOS 212/1> Det arbejde for en sabbatsreform, som skal udrettes
i de sidste dage, er forudsagt i Esajas' profeti: "Så siger Herren:
Tag vare på ret og øv retfærd! Thi min frelses komme
er nær, min ret skal snart åbenbares. Salig er den, der gør
så, det menneske, som fastholder dette: holder sabbatten hellig og
varer sin hånd fra at øve noget ondt." Og de fremmede, som
slutter sig til Herren for at tjene ham og elske hans navn, for at være
hans tjenere, alle, som helligholder sabbatten og holder fast ved min pagt
vil jeg bringe til mit hellige bjerg og glæde i mit bedehus." Es
56,1-2. og 6-7.
<KMKOS 212/2> Disse ord henviser til den kristne æra, således
som sammenhængen viser: "Når jeg samler Israels bortstødte,
samler jeg andre dertil, til dets egen samlede flok." 8. vers. Her forudsiges,
at evangeliet skal samle ikke-jøderne. Der udtales en velsignelse
over dem, som på det tidspunkt holder sabbatten hellig. Forpligtelsen
til at adlyde det fjerde bud vedvarer altså efter Kristi korsfæstelse,
opstandelse og himmelfart og indtil det tidspunkt, da hans tjenere forkynder
det glade budskab for alle folkeslag.
<KMKOS 212/3> Gennem den samme profet befaler Herren: "Bind vidnesbyrdet
til og sæt segl for læren i mine disciples sind!" Es 8,16.
Guds lovs segl findes i det fjerde bud. Dette er det eneste af de ti bud,
som indeholder både Lovgiverens navn og titel. Det erklærer,
at han er himmelens og jordens skaber og derfor frem for nogen anden har
krav på ærefrygt og tilbedelse. Bortset fra denne ene forskrift
indeholder de ti bud intet, som viser, ved hvis autoritet loven er givet.
Da pavedømmet ændrede sabbatten, blev seglet fjernet fra loven.
Jesu disciple er kaldede til at bringe det tilbage ved at gengive det fjerde
buds sabbat dens retmæssige plads som minde om Skaberen og som tegn
på hans autoritet.
<KMKOS 212/4> "Til læren og vidnesbyrdet!" Der findes mængder
af modstridende læresætninger og teorier, men Guds lov er den
eneste ufejlbarlige rettesnor, som alle meninger, læresætninger
og teorier skal prøves ved, Profeten siger: "Således skal
visselig de komme til at tale, som nu er uden morgenrøde." Es 8,20.
<KMKOS 213/1> Atter lyder befalingen: "Råb højt, spar
ikke din strube, løft din røst som basunen, forkynd mit folk
dets brøde og Jakobs hus deres synder!" Es 58,1. Det er ikke den
onde verden, men dem, som Herren kalder "mit folk" som skal irettesættes
for deres synder. Han siger endvidere: "Mig søger de dag efter dag
og ønsker at kende mine veje, som var de et folk, der øver
retfærd, ej sigter, hvad dets Gud fandt ret." Es 58,2. Her hentydes
til de mennesker, som tror, at de er retfærdige, og som tilsyneladende
har stor interesse i at tjene Gud; men Hjertegranskerens strenge og højtidelige
bebrejdelse viser, at de tramper på de guddommelige forskrifter.
<KMKOS 213/2> Profeten påpeger de forpligtelser, som er blevet
svigtet: "Da bygges på ældgamle tomter, du rejser længst
faldne mure; da kaldes du "murbrudsbøder" genskaber af farbare veje".
Varer du din fod på sabbatten, så du ej driver handel på
min helligdag, kalder du sabbatten en fryd, Herrens, helligdag ærværdig,
ærer den ved, ikke at arbejde, holder dig fra handel og unyttig snak
da skal du frydes over Herren." 12-14. vers. Også denne profeti tager
sigte på vor tid. Bruddet i Guds lov blev skabt, da romerkirken ændrede
sabbatten. Men nu er tiden inde til, at den guddommeligt indstiftede sabbat
skal genindføres. Bruddet skal bødes, og der skal bygges
på ældgamle tomter.
<KMKOS 213/3> Sabbatten, der blev helliget ved Skaberens hvile og
velsignelse, blev helligholdt af den uskyldige Adam i det hellige Eden;
den blev også helligholdt af den faldne og angergivne Adam, efter
at han var blevet fordrevet fra sit lykkelige hjem. Den blev helligholdt
af alle patriarkerne lige fra Abel til den retfærdige Noa, Abraham
og Jakob. Da Guds udvalgte folk var trælle i Ægypten, glemte
mange Guds lov under den fremherskende afgudsdyrkelse, men da Herren befriede
Israel, forkyndte han sin lov i ærefrygt indgydende majestæt
for den forsamlede folkemængde, så at de kunne kende hans vilje
og for evigt frygte og adlyde ham.
<KMKOS 213/4> Fra den dag og indtil nu er kendskabet til Guds lov
blevet bevaret på jorden, og det fjerde buds sabbat er blevet helligholdt.
Skønt det lykkedes "lovløshedens menneske" at trampe Guds
hellige dag under fode, fandtes der, selv da hans magt var størst,
trofaste sjæle, som skjult på afsides steder viste den ærefrygt.
Siden reformationen har der i alle slægtled været nogle, som
holdt fast ved sabbattens helligholdelse. Til trods for modstand og forfølgelser
er der hele tiden blevet bragt vidnesbyrd om Guds lovs uforanderlighed
og om den hellige forpligtelse til at helligholde den sabbat, som blev
indstiftet ved skabelsen.
<KMKOS 214/1> Selv om denne sandhed ofte har været udsat for
forfølgelse, er den altid blevet forkyndt. Siden 1844 er den tredje
engels advarsels budskab blevet forkyndt og verdens opmærksomhed
er blevet henledt på den sande sabbat, og et stadig stigende antal,
helligholder Guds helligdag.
|