<KMKOS 316/1> "Til læren og vidnesbyrdet!
Således skal visselig de komme til at tale, som nu er uden morgenrøde."
Es 8,20. Guds folk har fået anvist den hellige skrift som deres værn
mod falske læreres indflydelse og mørkets ånders bedrageriske
magt. Satan benytter ethvert tænkeligt middel til at forhindre menneskene
i at få kendskab til Bibelen, for dens utvetydige udtalelser åbenbarer
hans, bedragerier. Hver gang der sker en vækkelse inden for Guds
værk, bliver Satan endnu mere foretagsom, og nu bruger han al sin
kraft i den sidste kamp mod Kristus og hans tilhængere, Vi skal snart
se hans sidste store bedrag. Antikrist skal åbenlyst gøre
sine forunderlige gerninger. Efterligningen skal have så stor lighed
med sandheden, at det kun vil være muligt at skelne mellem løgn
og sandhed ved hjælp af den hellige skrift. Enhver udtalelse og alle
mirakler må prøves ud fra Bibelens vidnesbyrd.
<KMKOS 316/2> De mennesker, der forsøger at adlyde alle Guds
bud, vil møde modstand og hån. De kan kun holde ud ved Guds
hjælp. For at kunne udholde den prøvelse, som venter dem,
må de forstå Guds vilje, som er åbenbaret i hans ord.
De kan kun ære ham, hvis deres opfattelse af Guds karakter, styre
og hensigter er korrekt, og hvis de handler i overensstemmelse hermed.
Kun de, der har styrket deres sind med Bibelens sandheder, vil kunne bestå
i den sidste store strid. Enhver sjæl vil blive stillet over for
dette alvorlige spørgsmål: Skal jeg hellere adlyde Gud end
mennesker? Den afgørende time er ved at være inde. Er vore
fødder plantet på Guds uforanderlige ords klippe? Er vi rede
til tappert at forsvare Guds bud og troen på Jesus?
<KMKOS 317/1> Før sin korsfæstelse forklarede Frelseren
sine disciple, at han skulle dø og atter opstå fra graven,
og engle var til stede for at indprente hans ord på deres sind og
hjerter. Men disciplene forventede en verdslig befrielse fra det romerske
åg, og de kunne ikke udholde tanken om, at han, i hvem deres forhåbninger
var samlet, skulle lide en vanærende død. De glemte de ord,
som de trængte til at huske, og da prøvelsens time kom, var
de ikke beredte. Jesu død tilintetgjorde deres forhåbninger
så fuldstændigt, at man skulle tro, at de ikke var blevet advaret.
I profetierne åbenbares fremtiden også for os lige så
tydeligt, som den blev åbenbaret for disciplene ved Kristi ord. Profetierne
beskriver klart de begivenheder, som er knyttet til nådetidens ophør
og beredelsen til trængselstiden. Men til trods herfor kender tusinder
af mennesker lige så lidt til disse betydningsfulde sandheder, som
hvis de aldrig var blevet åbenbaret. Satan er på vagt for at
udslette alle de indtryk, som ville gøre dem vise til frelse, og
når trængselstiden kommer, er disse mennesker ikke beredte.
Når Gud sender menneskene advarsler, der er så betydningsfulde,
at de siges, at blive forkyndt af hellige engle, som flyver midt oppe under
himmelen, forlanger han, at ethvert menneske, som er i besiddelse af sund
fornuft, skal give agt på budskabet. De frygtelige straffe, som truer
alle dem, der tilbeder dyret og dets billede (Åb 14,9-11), bør
få alle til flittigt at granske profetierne og derved lære,
hvad dyrets mærke er, og hvorledes man undgår at tage det på
sig. Men alt for mange mennesker lukker deres øren for sandheden
og foretrækker opdigtede historier. Idet apostlen Paulus skuede ned
til de sidste dage, sagde han: "Der kommer en tid, da de ikke vil finde
sig i den sunde lære." 2Tim 4,3. Den tid er allerede kommet. De fleste
mennesker bryder sig ikke om Bibelens sandhed, fordi den er i modstrid
med det syndige, verdslige hjertes begær, og Satan skaffer dem de
bedrag, som de elsker.
<KMKOS 317/2> Men Gud skal her på jorden have et folk, som
betragter Bibelen og Bibelen alene som målestok for alle læresætninger
og som grundlaget for alle reformer. Hverken lærde mænds meninger,
videnskabelige slutninger, trosbekendelse eller bestemmelser fra gejstlige
rådsforsamlinger, der er lige så talrige og uenige som de trossamfund,
de repræsenterer, eller flertallets røst bør betragtes
som bevis for eller imod en religiøs læresætning. Før
vi anerkender nogen læresætning eller forskrift, bør
vi forlange et "Så siger Herren" til støtte derfor.
<KMKOS 318/1> Satan søger til stadighed at henlede opmærksomheden
fra Gud og at henlede den på mennesker. Han får folk til at
betragte biskopper, præster og teologiske professorer som deres vejledere
i stedet for selv at granske Bibelen og derved lære deres pligt at
kende. Nu behøver han kun at udøve kontrol over disse lederes
tanker for at kunne påvirke masserne efter forgodtbefindende.
<KMKOS 318/2> Da Kristus kom og talte livets ord, lyttede det jævne
folk til ham med glæde, og mange også blandt præsterne
og de ledende troede på ham. Men ypperstepræsten og nationens
herskere var fast besluttede på at fordømme og forkaste hans
lære. Skønt alle deres forsøg på at finde noget
at anklage ham for slog fejl, og skønt de ikke kunne undgå
at føle hans ords guddommelige kraft og visdom, holdt de fast ved
deres fordomme og forkastede de tydeligste beviser på, at han var
Messias, for ikke at tvinges til at blive hans disciple. Disse Jesu modstandere
var mænd, som folket lige fra barnsben af havde lært at vise
ærbødighed, og hvis myndighed de var vant til at underkaste
sig. "Hvordan går det til," spurgte de, "at vore rådsherrer
og vore skriftkloge ikke tror på Jesus? Ville disse fromme mennesker
ikke tro på ham, hvis, han virkelig var Kristus?" Det var på
grund af disse læreres indflydelse, at det jødiske folk forkastede
deres frelser.
<KMKOS 318/3> Den ånd, som ledte disse præster og herskere,
bor stadig i mange, som foregiver at være gudfrygtige. Disse mennesker
nægter at undersøge Bibelens vidnesbyrd om de særlige
sandheder, som gælder for nutiden. De henviser til, hvor mange, hvor
rige og hvor vellidte de er, og ser med foragt på sandhedens forkæmpere,
som er fåtallige, fattige og upopulære, og som har en tro,
der skiller dem fra verden.
<KMKOS 318/4> Kristus forudså, at menneskene ikke efter jødernes
adspredelse ville ophøre med at tiltage sig en myndighed, som ikke
tilkom dem, ligesom de skriftkloge og farisæerne gjorde. Med sit
profetiske blik forudså han, at man ville bestræbe sig på
at gøre den menneskelige myndighed til herskere over samvittigheden,
dette, som har været en frygtelig forbandelse for kirken i alle tidsaldre.
Hans frygtelig hårde fordømmelse af de skriftkloge og farisæerne
og hans formaninger til folket om ikke at følge disse forblindede
ledere blev nedskrevet som en formaning til senere slægtled.
<KMKOS 319/1> Skønt Bibelen er fuld af advarsler mod falske
lærere, er mange mennesker villige til på den måde at
betro deres sjæle i gejstlighedens varetægt. Der findes i vore
dage tusinder af bekendende kristne, som ikke kan give anden forklaring
på, hvorfor de tror på visse læresætninger, end
at det har de lært af deres religiøse ledere. De kender ikke
Frelserens lære, men stoler trygt på præsternes ord.
Men er præster ufejlbarlige? Hvorledes kan vi betro vore sjæle
til deres ledelse, hvis vi ikke fra Guds ord ved, at de er lysbærere?
Mangel på moralsk mod til at forlade verden baner vej får mange
til at gå i lærde mænds fodspor, og på grund af
deres modvilje mod selv at anstille undersøgelser kommer de til
at sidde uhjælpeligt fast i vildfarelsens lænker. De ser, at
sandheden for vor tid er tydeligt åbenbaret i Bibelen, og de føler,
at Helligåndens kraft ledsager dens forkyndelse, men alligevel lader
de gejstligheden drive dem bort fra lyset. Skønt de inderst inde
føler sig overbevist, tør disse bedragede sjæle ikke
tænke anderledes end deres præster, og deres personlige bedømmelse
og deres evige interesser ofres af hensynet til andres vantro, hovmod og
fordomme.
<KMKOS 319/2> For at binde sine ofre benytter Satan sig på
mange forskellige måder af menneskelig indflydelse. Han får
tusinder over på sin side ved at binde dem ved hjælp af den
silkesnor, som hedder kærlighed til mennesker, som er fjender af
Kristi kors. Uanset om det drejer sig om kærlighed til børn,
forældre, ægtefælle eller venner, bliver resultatet det
samme. Sandhedens modstandere benytter deres magt til at beherske samvittigheden,
og de sjæle, som står under deres indflydelse, er ikke tilstrækkeligt
tapre eller uafhængige til at følge deres overbevisning om,
hvad der er deres pligt. Sandheden og Guds herlighed er uadskillige. Det
er umuligt for os, som har Bibelen inden for rækkevidde, at ære
Gud, med ukorrekte meninger.
<KMKOS 320/1> Det er ethvert fornuftvæsens første og
helligste pligt at lære sandheden at kende ud fra Bibelen og derefter
vandre i lyset og opmuntre andre til at gøre det samme. Når
mulighederne er tilstede for at få kendskab til Guds ord, er det
en synd at være uvidende. Vi bør hver dag studere Bibelen
med flid, veje hver af dens tanker og sammenligne skriftsted med skriftsted.
Vi skal med Guds hjælp danne os vor opfattelse, for vi skal selv
stå til ansvar over for Gud.
<KMKOS 320/2> De sandheder, som forkyndes tydeligst i Bibelen, er
blevet hyldet i tvivl og mørke af lærde mænd, som under
foregivende af stor visdom hævder, at den hellige skrift har en mystisk,
hemmelig og åndelig mening, som ikke fremgår af de ord, som
er benyttet. Disse mænd er falske lærere. Det var til mænd
af denne art, at Jesus sagde: "I hverken kender skrifterne eller Guds kraft
" Mark 12,24. Bibelens udtalelser bør forklares i overensstemmelse
med deres ligefremme mening, medmindre der anvendes et symbol eller billede.
Kristus har givet dette løfte: "Hvis nogen vil gøre hans
vilje, skal han erfare, om læren er fra Gud." Joh 7,17. Hvis menneskene
blot ville tro på Bibelens ord, sådan som det står, og
hvis, der ikke var falske lærere, som vildledte og forvirrede deres
sind, ville der ske noget, som ville gøre englene glade, og som
ville føre tusinder og atter tusinder af dem, som nu vandrer i mørke,
ind i Kristi fold.
<KMKOS 320/3> Vi bør bruge alle vore åndsevner, når
vi gransker Bibelen, og vi bør anstrenge os til det yderste for
så vidt som det er muligt for dødelige mennesker at forstå
Guds dybder, men samtidig bør vi ikke glemme, at barnets lærevillighed
og underdanighed er den rette indstilling for en elev. De vanskeligheder,
som bibelstudiet kan indebære, kan aldrig overvindes ved hjælp
af de metoder, som man anvender, når man kæmper med filosofiske
problemer. Når vi gransker Bibelen, bør vi ikke føle
den selvtillid, som så mange føler, når de gransker
videnskabelige emner. Vi bør derimod bede og være opfyldt
af tillid til Gud og af et oprigtigt ønske om at lære hans
vilje at kende. Vi må have et ydmygt og lærevilligt sind for
at modtage belæring af den store, Jeg Er. Ellers vil onde engle forvirre
vore hjerner og forhærde vore hjerter i en sådan grad, at sandheden
ikke gør noget indtryk på os.
<KMKOS 321/1> Mange afsnit af Bibelen, som lærde mænd
enten kalder mystiske eller forbigår som ubetydelige, rummer megen
trøst og belæring for den, som er blevet undervist i Kristi
skole. En af grundene til, at mange teologer ikke har en klarere forståelse
af Guds ord, er, at de lukker øjnene for sandheder, som de ikke
ønsker at efterleve. Forståelse af Bibelens sandheder afhænger
mindre af den intelligens, hvormed man læser, end af viljen til at
tage ved lære, den oprigtige længsel efter retfærdighed.
<KMKOS 321/2> Bibelen bør aldrig studeres uden bøn.
Kun Helligånden kan få os til at føle betydningen af
de sandheder, som er lette at forstå, og forhindre os i at forvanske
de sandheder, som er svære at fatte. Det er de himmelske engles opgave
at berede vore hjerter til at forstå Guds ord på en sådan
måde, at vi betages af dets skind, tager ved lære af dets advarsler
og opildnes og styrkes af dets løfter. Vi bør gøre
Salmistens bøn til vor: "Oplad mine øjne, at jeg må
skue de underfulde ting i din lov." Sl. 119,18. Fristelser synes ofte uimodståelige,
fordi den fristede har forsømt at bede og granske Bibelen og derfor
ikke er i stand til at huske Guds løfter og møde Satan med
Bibelens våben i hånd. Men engle lejrer sig om dem, som er
villige til at lade sig belære om det guddommelige, og englene vil
i nødens stund få dem til at huske netop de sandheder, som
de har brug for.
<KMKOS 321/3> Når fjenden kommer som en flod vil Herrens ånd
løfte en målestok imod ham. Enhver, der værdsætter
sine evige interesser, bør vogte tvivlens indfaldsveje. Selve sandhedens
støttepiller vil blive bestormet. Det er umuligt at holde sig uden
for rækkevidde af den moderne vantros spot og spidsfindighed og dens
lumske og giftige lære. Satan afpasser sine fristelser efter alle
befolkningsgrupper. Han angriber de uoplyste med en vittighed eller en
spotsk bemærkning og de oplyste med videnskabelige indvendinger eller
filosofiske ræsonnementer, som er beregnet på at vække
mistillid til eller foragt for den hellige skrift. Selv uerfarne unge drister
sig til at drage kristendommens fundamentale principper i tvivl. Og disse
unges vantro som ganske vist er overfladisk, udøver sin indflydelse.
Mange forledes derved til at gøre nar af deres fædres tro
og foragte nådens Ånd. Hebr. 10,29. Mangt et liv, som gav løfte
om at være Gud til ære og menneskene til velsignelse, er blevet
besmittet af vantroens fordærvede atmosfære. Alle, som stoler
på menneskeforstandens pralende afgørelser og indbilder sig,
at de kan forklare guddommelige mysterier og nå frem til sandheden
uden Guds visdoms hjælp, fanges i Satans snarer.
<KMKOS 322/1> Vi lever i verdenshistoriens mest højtidelige
periode. Jordens milliardbefolknings skæbne, skal snart afgøres.
Vor egen fremtidige velfærd, og andre sjæles frelse, afhænger
af den vej, som vi nu følger. Vi må lade os lede af sandhedens
Ånd. Enhver sand kristen bør spørge: "Herre hvad ønsker
du, at jeg skal gøre?" Vi må ydmyge os, for Gud, faste, bede
og grunde meget over hans ord, især de dele, som angår dommen.
Vi bør nu søge at få dybt og levende kendskab til det,
som hører Gud til. Vi har ikke et øjeblik at spilde. Begivenheder
af største betydning foregår omkring os. Vi befinder os på
Satans forheksede grund. Fald ikke i søvn, I Guds vægtere!
Fjenden ligger på lur i nærheden, og han er rede til i det
øjeblik, I bliver trætte og døsige, at kaste sig over
jer og gøre jer til sit bytte.
<KMKOS 322/2> Mange lader sig bedrage med hensyn til deres virkelige
stilling over for Gud. De glæder sig over de onde gerninger, som
de ikke begår, men glemmer at tænke på de gode og ædle
gerninger, som Gud kræver af dem, men som de har forsømt at
gøre. Det er ikke tilstrækkeligt, at de er træer i Guds
have. De må opfylde hans forventninger ved at bære frugt. Han
holder dem ansvarlige for, at de undlod at gøre alt det gode, som
de kunne have gjort ved hjælp af hans nåde. I Himmelens bøger
står der om dem, at de har gjort jorden unyttig.
<KMKOS 322/3> Når den afgørende time kommer, skal de,
der har gjort Guds ord til deres leveregel, åbenbares. Om sommeren
er der ingen væsentlig forskel på stedsegrønne træer
og andre træer, men når vinterstormene kommer, forbliver de
stedsegrønne træer uforandrede, mens de andre mister løvet.
På samme måde kan den falske kristendomsbekender næppe
skelnes fra den sande kristne nu, men om kort tid vil forskellen blive
tydelig. Når der kommer modgang, når fanatisme og intolerance
florerer, og når forfølgelsen sætter ind, vil de lunkne
og hykleriske tabe modet og svigte troen, men de sande kristne vil stå
urokkeligt fast, og deres tro vil være stærkere og deres håb
lysere end i medgangens dage.
<KMKOS 323/1> Salig er den mand der ikke går efter gudløses
råd, står på synderens vej eller sidder i spotterens
lag, men har lyst til Herrens lov, og som grunder på hans lov både
dag og nat. Han er som et træ der plantet ved bækken bærer
sin frugt til rette tid, og bladene visner ikke. Alt hvad han gør
får han lykke til. Sl. 1,1-3.
|