»<KVF 63/2> Men de satte deres håb til verdslig storhed. De stræbte efter rigdom og magt, som de ventede at få som belønning for deres foregivne fromhed. De ventede, at Messias skulle oprette sit rige her på Jorden og herske som en mægtig fyrste blandt mennesker. Med hans komme håbede de at opnå alle jordiske velsignelser.

»<KVF 64/1> Jesus vidste, at de ville blive skuffede i deres forventninger. Han var kommet for at undervise dem om noget, der var langt bedre end det, de stræbte efter. Han var kommet for at genoprette den sande gudsdyrkelse. Han skulle indføre hjertets sande religion, som ville give sig udtryk i et rent liv og en hellig karakter. I den dejlige bjergprædiken gav han en fremstilling af det, der har størst værdi i Guds øjne, og hvad der vil bringe sand lykke.

»<KVF 64/2> Frelserens disciple var blevet påvirket af rabbinernes lære, og Jesu undervisning gjaldt først og fremmest disciplene. Men hans lære angår også os. Vi behøver den samme undervisning. "Salige er de fattige i ånden" sagde Jesus. Matt 5,3. De fattige i ånden er dem, der indser deres syndighed og deres behov. De ved, at de ikke kan gøre noget godt af sig selv. De beder Gud om hjælp, og han giver dem sin velsignelse.

»<KVF 65/1> "Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er "Hellig": I højhed og hellighed bor jeg, hos den knuste, i ånden bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerte til live". Es 57,15. "Salige er de, som sørger". Matt 5,4. Hermed menes ikke dem, der knurrer og klager og ser fortrædelige og nedslåede ud. Der menes dem, som virkelig sørger over deres synder og beder Gud om forladelse.

»<KVF 65/2> Alle disse vil han tilgive uforskyldt. Han siger: "Jeg vender deres kummer til fryd, giver trøst og glæde efter sorgen". Jer. 31,13. "Salige er de sagtmodige". Matt 5,5. Jesus siger: "Lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet". Matt 11,29. Når han blev dårligt behandlet, gengældte han ondt med godt. Heri har han givet os et eksempel, for at vi skal gøre, ligesom han har gjort.

»<KVF 66/1> "Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden". Matt 5,6. Retfærdighed er at handle ret. Det er lydighed mod Guds lov, thi i denne lov findes retfærdighedens grundprincipper fremsat. Bibelen siger: "Alle dine bud er retfærd". Sl 119,172.

»<KVF 66/2> Ved sit eksempel lærte Jesus menneskene at adlyde denne lov. Lovens retfærdighed kom til udtryk i hans liv. Vi hungrer og tørster efter retfærdighed, når vi ønsker at blive Kristus lig i alle vore tanker, ord og handlinger.

»<KVF 66/3> Og vi kan blive Kristus lig, hvis vi virkelig ønsker det. Vort liv kan blive som hans og vore handlinger i harmoni med Guds lov. Helligånden vil udgyde Guds kærlighed i vore hjerter, så vi får lyst til at gøre hans vilje.

»<KVF 66/4> Gud er mere villig til at give os sin Ånd, end forældre er til at give deres børn gode gaver. Hans forjættelse lyder: "Bed, så skal der gives jer". Matt 7,7; Luk 11,9. Alle, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, "skal mættes".

»<KVF 67/1> "Salige er de barmhjertige". Matt 5,7. At være barmhjertig er at behandle andre bedre, end de fortjener. Således har Gud behandlet os. Han har lyst til miskundhed. Han er "god imod de utaknemmelige og onde". Luk 6,35. Han lærer os at handle mod hverandre på samme måde. Han siger: "Vær gode mod hverandre og barmhjertige, så I tilgiver hverandre, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus". Ef. 4,32.

»<KVF 67/2> "Salige er de rene af hjertet". Matt 5,8. Gud interesserer sig mere for, hvad vi virkelig er, end for det, vi siger, vi er. Han spørger ikke efter vor smukke udseende, men han vil gerne se et rent hjerte. Da vil alle vore ord og gerninger også blive rene. Kong David bad: "Skab mig, o Gud, et rent hjerte". "Lad min munds ord være dig til behag, lad mit hjertes tanker nå frem for dit åsyn, Herre, min klippe og min genløser!" Sl 51,12; 19,15. Dette bør også være vor bøn.

»<KVF 67/3> "Salige er de, som stifter fred". Matt 5,9. Den, der ejer Kristi sagtmodige, ydmyge sindelag, vil være fredsommelig. Dette sindelag skaber ikke ufred og svarer ikke igen i vrede. Det gør hjemmet lykkeligt og giver en stille fred, som virker velgørende på alle.

»<KVF 68/1> "Salige er de, som er forfulgte for retfærdigheds skyld". Matt 5,10. Jesus vidste, at for hans skyld ville mange af hans disciple blive sat i fængsel og mange ville blive slået ihjel. Men han sagde, at de ikke skulle sørge derover. Intet kan skade dem, der elsker og følger Frelseren. Han vil være med dem under alle forhold. De kan blive slået ihjel, men han vil give dem et evigt liv og "herlighedens uvisnelige sejrskrans".

»<KVF 68/2> Og andre ville høre om den kære frelser gennem dem. Jesus sagde til sine disciple: "I er verdens lys". Matt 5,14. Jesus skulle snart forlade denne verden og gå til sit himmelske hjem. Men disciplene skulle undervise folket om hans kærlighed. De skulle være som lys iblandt dem.

»<KVF 69/1> Lyset i fyrtårnet, som skinner ud i mørket, leder skibet trygt i havn; således skal Jesu efterfølgere lyse i denne mørke verden og lede mennesker til Frelseren og det himmelske hjem. Det bør alle Kristi efterfølgere gøre. Han har kaldet dem til at samarbejde med ham for at frelse andre. Denne lære var ny og fremmed for Jesu tilhørere, og han gentog den flere gange. Engang kom en lovkyndig til ham og spurgte: "Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve evigt liv?" Jesus svarede ham: "Hvad står der skrevet i loven, hvordan læser du?"

»<KVF 69/2> Han svarede og sagde: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv". "Du har svaret rigtigt", sagde Jesus; "gør dette, så skal du leve". Men det havde den lovkyndige ikke gjort. Han vidste, at han ikke havde elsket sin næste som sig selv. I stedet for at omvende sig søgte han at undskylde sin egenkærlighed. Derfor spurgte han Jesus: "Hvem er så min næste?" Luk 10,25-29.

»<KVF 70/1> Præsterne og rabbinerne diskuterede ofte dette spørgsmål. De regnede ikke de fattige og ulærde for deres næste og ville ikke vise venlighed mod dem. Men Jesus tog ikke del i deres diskussioner. Han besvarede den lovkyndiges spørgsmål ved at fortælle om en begivenhed, der havde fundet sted kort tid i forvejen:

»<KVF 70/2> En mand gik ned fra Jerusalem til Jeriko, fortalte han. Denne vej var stejl og stenet og førte gennem en vild og øde egn. Her faldt manden i hænderne på røvere og blev plyndret for alt, hvad han ejede. De slog ham fordærvet og lod ham ligge halvdød. Som han nu lå der, kom en præst og derefter en levit fra helligdommen i Jerusalem og gik samme vej. Men i stedet for at hjælpe den stakkels mand, gik de forbi på den anden side af vejen. Disse mænd var udvalgt til at gøre tjeneste i Herrens tempel, og de burde ligesom han have været rige på miskundhed og godhed. Men deres hjerter var kolde og ufølsomme.

»<KVF 71/1> Lidt senere kom en samaritaner hen i nærheden af den fremmede. Samaritanerne var foragtede og hadede af jøderne. En jøde ville ikke give en samaritaner så meget som et bæger koldt vand eller en bid brød. Men samaritaneren gav sig ikke tid til at tænke på det. Han tænkte heller ikke på de røvere, som måske lå på lur efter ham.

»<KVF 71/2> Der lå den fremmede og blødte og var lige ved at dø. Samaritaneren tog sin kappe af og svøbte den om ham. Han gav ham sin vin at drikke og hældte olie på hans sår. Han løftede ham op på sit ridedyr og førte ham til et herberge og plejede ham hele natten. Inden han drog af sted næste dag, betalte han værten for at sørge for ham, indtil han blev rask igen. Efter at have fortalt denne beretning vendte Jesus sig mod den lovkyndige og sagde: "Hvem af de tre synes du nu har vist sig at være den mands næste, der faldt iblandt røvere?"

»<KVF 72/1> Den lovkyndige svarede: "Den, som øvede barmhjertighed imod ham". Da sagde Jesus til ham: "Gå du hen og gør ligeså!" Luk 10,30-37. Jesus lærte således, at ethvert menneske, som behøver vor hjælp, er vor næste. Vi skal handle mod vor næste, som vi gerne selv vil behandles. Præsten og levitten gav sig ud for at holde Guds bud, men det var samaritaneren, som virkelig holdt dem. Han havde et kærligt og medfølende hjerte. I sin omsorg for den sårede fremmede viste han kærlighed til Gud og kærlighed til sin næste. Det behager Gud, når vi er gode mod hverandre. Vi viser vor kærlighed til ham ved at være gode mod vore medmennesker. Et kærligt, venligt sindelag er mere værd end alverdens rigdom. De, der ofrer sig for at gøre godt, viser dermed, at de er Guds børn. Det bliver dem, der kommer til at bo hos Jesus i hans rige.