»<KVF 74/1> De jødiske lærere havde opstillet mange regler for, hvordan sabbatten skulle helligholdes, og de ville, at alle og enhver skulle følge deres forskrifter. De holdt derfor øje med Frelseren for at se, hvad han ville gøre. Da Jesus og hans disciple en sabbat gik hjem fra synagogen, vandrede de igennem en kornmark. Det var sent, og disciplene var sultne. De plukkede derfor nogle aks, gned dem i hænderne og spiste kernerne.

»<KVF 74/2> Gik man gennem en mark eller en have enhver anden dag, var det tilladt at spise alt det, man ville. Men sådan var det ikke på sabbatten. Jesu fjender lagde mærke til, hvad disciplene gjorde, og sagde til ham: "Se, dine disciple gør noget, man ikke har lov at gøre på en sabbat". Matt 12,2. Men Jesus forsvarede sine disciple. Han erindrede sine anklagere om David, hvorledes han havde spist af skuebrødene i Guds hus, da han var i nød, og også havde givet det til sine sultne ledsagere.

»<KVF 75/1> Hvis det var ret for David at spise af det hellige brød, da han var sulten, havde de sultne disciple så ikke lov at plukke aks på sabbattens hellige timer? Sabbatten blev ikke indstiftet til at være en byrde for menneskene. Den skulle være dem til velsignelse og skænke dem hvile og vederkvægelse. Derfor sagde Herren: "Sabbatten er blevet til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld". Mark 2,27.

»<KVF 75/2> "En anden sabbat skete det, at han kom ind i synagogen og lærte. Der var der en mand, hvis højre hånd var vissen. Og de skriftkloge og farisæerne holdt øje med ham, om han ville helbrede på sabbatten, for at finde noget at anklage ham for. Men han kendte deres tanker og sagde til manden med den visne hånd: "Rejs dig og træd frem her midt iblandt os!" Og han stod op og trådte frem.

»<KVF 76/1> Så sagde Jesus til dem: "Jeg spørger jer, har man lov at gøre godt på sabbatten eller gøre ondt, at frelse liv eller ødelægge det?" Da så han omkring på dem med vrede, bedrøvet over deres hjertes forhærdelse, og siger til manden: "Ræk din hånd frem!" og han rakte den frem, og hans hånd blev rask igen. Men de blev opfyldt af raseri og talte med hverandre om, hvad de skulle gøre ved Jesus". Luk 6,6-9; Mark 3,5; Luk 6,11.

»<KVF 76/2> Frelseren afslørede deres urimelighed ved at stille et spørgsmål. "Men han sagde til dem: "Er der nogen iblandt jer, som har et får og ikke vil gribe fat i det og trække det op, når det på sabbatten falder i en grav?" Det kunne de ikke svare på. Så sagde han "Hvor meget mere værd er dog ikke et menneske end et får? Altså har man lov at gøre godt på sabbatten". Matt 12,11-12. "Altså har man lov", det vil sige: altså er det i harmoni med loven. Jesus anklagede aldrig jøderne for deres overholdelse af Guds lov eller for deres iagttagelse af sabbatten. Men han fremholdt altid loven i hele dens fylde.

»<KVF 77/1> Esajas profeterede om Kristus: "For sin retfærds skyld ville Herren løfte loven til højhed og ære". Es 42,21. At "løfte loven til højhed og ære" vil sige at bringe den op på et højere plan og gøre den mere vidtrækkende. Jesus løftede loven op ved at belyse dens herlige betydning fra alle sider. Han påviste, at den bør adlydes, ikke blot i gerning, som ses af mennesker, men også i tanken, som Gud alene kender.

»<KVF 77/2> Jesus sagde til dem, der påstod, at han tilsidesatte loven: "Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme". Matt5,17. At "fuldkomme" vil sige at holde, at opfylde. (Jak. 2,8). Da han kom for at blive døbt af Johannes, sagde han: "Således bør vi opfylde alt, hvad ret er". Matt 3,15. At opfylde loven vil sige at adlyde den fuldkomment.

»<KVF 78/1> Guds lov kan ikke forandres. Herom siger Jesus: "Før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå før det er sket alt sammen". Matt 5,18. Da Jesus stillede spørgsmålet: "Har man lov at gøre godt på sabbatten eller gøre ondt, at frelse liv eller ødelægge det?" viste han, at han kendte de onde farisæeres tanker. Medens han søgte at frelse liv ved at helbrede den syge, søgte de at ødelægge liv ved at slå ham ihjel. Var det bedre at slå ihjel på sabbatten, som de pønsede på, end at helbrede de lidende, som han havde gjort?

»<KVF 78/2> Var det bedre at nære mordtanker på Guds hellige dag, end at vise kærlighed mod alle mennesker, en kærlighed, som finder udtryk i godhed og barmhjertighed? Jøderne anklagede ofte Jesus for at overtræde sabbatten. Mange gange søgte de at tage hans liv, fordi han ikke holdt den i overensstemmelse med deres overleveringer. Men det ændrede ikke noget for hans vedkommende. Han helligholdt sabbatten, som Gud ønskede, den skulle helligholdes.

»<KVF 79/1> I Jerusalem var der en stor dam, der hed Betesda. På visse tider kom vandet i denne dam i oprør. Folket troede, at en Herrens engel for ned i dammen og bragte vandet i oprør. "Den, som da, efter at vandet var kommet i oprør, først steg ned deri, blev rask; hvilken sygdom han end led af". En mængde mennesker kom til denne dam i håb om at finde helbredelse; men de fleste blev skuffede. Når vandet kom i oprør, var der en sådan trængsel, at mange ikke engang kunne nå hen til kanten af dammen.

»<KVF 79/2> En sabbat kom Jesus til Betesda. Hans hjerte fyldtes med medlidenhed, da han så de stakkels syge mennesker. Der var der en mand, som så mere elendig ud end de andre. Han havde i otte og tredive år været en hjælpeløs krøbling. Ingen læge kunne gøre ham rask. Mange gange var han blevet bragt hen til Betesda, men når vandet kom i oprør, steg en anden ned før ham.

»<KVF 80/1> Denne sabbat havde han endnu en gang forsøgt at nå hen til dammen, men forgæves. Jesus så ham krybe tilbage til den måtte, han brugte som seng. Hans kræfter var næsten udtømt. Hvis han ikke snart fik hjælp, måtte han dø. Som han nu lå der og engang imellem løftede hovedet for at se hen på vandet, bøjede et kærligt ansigt sig over ham, og han hørte en stemme sige: "Vil du være rask?"

»<KVF 80/2> Manden svarede bedrøvet: "Herre! jeg har ingen til at bringe mig ned i dammen, når vandet er kommet i oprør; mens jeg er på vej, stiger en anden ned før mig". Han vidste ikke, at den, der stod ved hans side, kunne helbrede ikke blot en, men alle, som ville komme til ham. Jesus sagde til ham "Stå op, tag din seng og gå!"

»<KVF 81/1> Straks forsøgte han at adlyde befalingen, og kræfterne vendte tilbage. Han sprang op på sine fødder og opdagede, at han både kunne stå og gå. Hvor var det vidunderligt! Han tog sin seng og skyndte sig af sted, idet han priste Gud for hvert et skridt. Kort efter traf han nogle af farisæerne, som han fortalte om sin forunderlige helbredelse. Det glædede dem åbenbart ikke, derimod bebrejdede de ham, at han bar sin seng på sabbatten. Manden svarede dem: "Han, som gjorde mig rask, sagde til mig: "Tag din seng og gå!" Joh 5,1-11.

»<KVF 81/2> Nu var det ikke længere ham, de var harmfulde på; de fordømte den, der havde befalet ham at bære sin seng på sabbatten. I Jerusalem, hvor Frelseren nu opholdt sig, boede mange af de lærde rabbinere. Her blev folket undervist i deres falske teorier angående sabbatten. Store skarer kom for at tilbede i helligdommen, og således blev rabbinernes lære spredt vidt omkring. Jesus ønskede at få disse vildfarelser rettet. Det var grunden til, at han helbredte denne mand på sabbatten og bad ham bære sin seng. Han vidste, at dette ville tiltrække rabbinernes opmærksomhed og derved give ham anledning til at undervise dem. Og således skete det. Farisæerne stillede Jesus for synedriet, jødernes øverste råd, hvor han skulle forsvare sig mod beskyldningen for sabbatsovertrædelse.

»<KVF 82/1> Frelseren erklærede, at hans handling var i samklang med sabbatsbudet. Den var i overensstemmelse med Guds gerning og vilje. "Min Fader arbejder indtil nu", sagde han; "også jeg arbejder". Joh 5,17. Gud arbejder uophørligt for at opholde alt levende. Skulle hans arbejde standse på sabbatsdagen? Skulle Gud forbyde solen at gøre sin gerning på sabbatten? Skulle han afbryde dens stråler, så den ikke kunne varme jorden og vedligeholde plantelivet? Skulle bækkene holde op med at vande markerne, og havet indstille ebbe og flod? Skulle kornet standse sin vækst, og træerne og blomsterne ikke knoppes eller blomstre på sabbatten?

»<KVF 83/1> Menneskene ville da gå glip af jordens frugt og de goder, som opretholder livet. Naturen må fortsætte sin virksomhed, ellers ville vi gå til grunde. Og menneskene har også en gerning at udføre på sabbatten. Der må sørges for livets fornødenheder, de syge må plejes, de nødlidendes trang må afhjælpes. Gud ønsker ikke, at nogen af hans skabninger skal lide smerte en eneste time, når den kan lindres på sabbatten eller nogen anden dag.

»<KVF 83/2> Gud standser aldrig sin virksomhed, og vi skulle heller aldrig holde op med at gøre godt. Budet forbyder os at udføre vort eget arbejde på Guds hviledag. Arbejdet for det daglige udkomme må ophøre; intet arbejde for verdslig vinding eller fornøjelse er tilladt på denne dag. Men sabbatten skal ikke tilbringes i ørkesløs uvirksomhed. Ligesom Gud ophørte med sin gerning ved skabelsen og hvilede på sabbatten, således skal vi hvile. Han byder os lægge vore daglige beskæftigelser til side og vie disse hellige timer til sund hvile, gudstjeneste og kristelig godgørenhed.