»<KVF 85/2> I Palæstina opholdt hyrden sig hos sine får dag og nat. Om dagen førte han dem over klippefulde høje og gennem skove til dejlige, frodige enge langs floden. Om natten vågede han over dem og beskyttede dem mod vilde dyr og røvere, som ofte lå skjult i nærheden. Ømt tog han sig af de svage og syge. De små lam løftede han op på sine arme og bar dem ved sit bryst. Hvor stor hjorden end var, så kendte hyrden hvert eneste får. Han havde et navn til hvert enkelt, og han kaldte dem ved navn.

»<KVF 86/1> Således tager Kristus, den himmelske hyrde, sig af sin hjord, som er spredt ud over Jorden. Han kender os alle ved navn. Han kender det hus, vi bor i, og alle beboernes navne. Han har omsorg for hver enkelt, som om der ikke fandtes nogen anden i hele verden. Hyrden gik foran sin hjord og mødte alle farer. Han tog kampen op med de vilde dyr og røverne. Undertiden blev hyrden dræbt, mens han vogtede sin hjord.

»<KVF 86/2> Således vogter Frelseren sin discipelskare. Han er gået foran os. Han har levet på Jorden ligesom vi. Han har været barn, yngling og mand. Han overvandt Djævelen og alle hans fristelser, for at vi kan sejre. Han gav sit liv for at frelse os. Selv om han nu er i Himmelen, glemmer han os ikke et øjeblik. Trygt vil han føre hvert enkelt får. Ikke en eneste sjæl, som følger ham, kan den store fjende rive bort.

»<KVF 87/1> Hvis en hyrde havde hundrede får, og et af dem kom bort, blev han ikke hos dem, der var i folden. Han gik ud for at søge efter det vildfarne får. Han gik ud i den mørke nat, gennem stormen over bjerge og dale. Han gav sig ingen ro, før fåret var fundet. Så tog han det i sine arme og bar det hjem til folden. Han klagede ikke over den lange, besværlige eftersøgning, men sagde glædestrålende: "Glæd jer med mig; thi jeg har fundet mit får, som jeg havde mistet". Luk 15,4-6.

»<KVF 87/2> Således har Den store Hyrde ikke blot omsorg for dem, som er inde i folden. Han siger: "Menneskesønnen er kommen for at frelse det fortabte". Matt 18,11. "Jeg siger jer: Således bliver der mere glæde i Himmelen over en synder, som omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke trænger til omvendelse." Luk 15,7.

»<KVF 88/1> Vi har syndet og er kommet bort fra Gud. Kristus siger, at vi er som får, der er faret vild. Han kom for at hjælpe os til at leve uden synd. Dette kalder han at føre os tilbage til folden. Når vi vender tilbage sammen med hyrden og holder op med at synde, siger Kristus til sine engle i Himmelen: "Glæd jer med mig; thi jeg har fundet mit får, som jeg havde mistet". Og englekoret istemmer en herlig lovsang, som fylder hele Himmelen med de skønneste toner.

»<KVF 88/2> Jesus tegner ikke billedet af en bedrøvet hyrde, der vender hjem uden at have fåret med. Det giver os forsikringen om, at ikke et eneste af Guds vildfarne får bliver glemt. Ikke en overlades til at omkomme. Hver eneste, som vil lade sig frelse, vil Forløseren redde fra syndens ødemarker. Enhver, som er kommet bort fra folden, kan derfor fatte mod. Den gode Hyrde søger efter dig. Husk, at han er kommet for at "frelse det fortabte". Og det er dig.

»<KVF 89/1> At tvivle på, om du kan blive frelst, er at tvivle på hans magt til at frelse, som har købt dig for så stor en pris. Lad troen træde i stedet for vantro. Betragt de hænder, som blev gennemstunget for din skyld, og glæd dig over deres magt til at frelse. Husk, at Gud og Kristus nærer interesse for dig, og at hele Himmelens hær deltager i arbejdet for synderes frelse. Medens Jesus vandrede hernede, viste han ved sine mirakler, at han havde magt til at frelse helt og fuldt. Ved at helbrede de legemlige sygdomme viste han, at han kunne borttage synden fra hjertet.

»<KVF 89/2> Han helbredte, så de lamme kunne gå, de døve høre og de blinde se. Han rensede de stakkels spedalske og helbredte alle, som "led af forskellige sygdomme og var plagede af lidelser". Matt 4,24. Ved hans ord blev endog de onde ånder drevet ud af dem, de havde besat. Alle, som var vidne til disse undergerninger, blev slået med rædsel og sagde: "Hvad er dog dette for et ord? han byder jo over de urene ånder med myndighed og kraft, så de farer ud".

»<KVF 90/1> Luk 4,36. På Jesu befaling blev Peter i stand til at gå på vandet. Men han skulle holde blikket fæstet på Frelseren. I samme stund han vendte blikket bort, begyndte han at tvivle og synke. Da råbte han "Herre, frels mig!" Og Frelseren rakte sin hånd ud og hjalp ham op. Matt 14,28-31. Således er hans hånd udrakt til frelse, når som helst nogen råber til ham om hjælp.

»<KVF 90/2> Frelseren vakte de døde til live igen. En af disse var enkens søn fra Nain. Man var ved at bære ham til graven, da Jesus kom dem i møde. Han tog den unge mand ved hånden, rejste ham op og gav ham levende tilbage til moderen. Alle i følget vendte tilbage til deres hjem, idet de lovede og priste Gud. Også Jairus datter blev oprejst; og Lazarus, som havde været død i fire dage, blev på Jesu ord kaldt frem af graven.

»<KVF 91/1> Når Kristus kommer til Jorden igen, vil hans røst trænge ind i gravene. Da "skal de døde i Kristus opstå" til evigt liv i herlighed; og så skal de "altid være sammen med Herren". 1Tess 4,16-17. Det var forunderligt, hvad Frelseren udrettede, da han virkede her på Jorden. Han nævnte det i sit svar til Johannes Døber. Johannes sad i fængsel og følte sig nedtrykt; han var endog besværet af tvivl om, hvorvidt Jesus virkelig var Messias. Han sendte derfor bud ved nogle af sine disciple for at spørge Frelseren:

»<KVF 91/2> "Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?" Da hans udsendinge traf Jesus, var han omgivet af en mængde syge, som han helbredte. Hele dagen måtte Johannes disciple vente, mens han arbejdede utrætteligt for at hjælpe de lidende. Endelig sagde han: "Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: blinde ser og lamme går, spedalske renses og døve hører, døde står op, og "evangeliet forkyndes for fattige". Matt 11,3-5.

»<KVF 92/1> Således drog Jesus i tre og et halvt år omkring og gjorde vel. Så kom tiden, da hans jordiske virksomhed skulle ophøre. Med sine disciple måtte han drage op til Jerusalem for at blive forrådt, domfældt og korsfæstet. Derved skulle hans egne ord gå i opfyldelse "Den gode Hyrde sætter sit liv til for fårene". Joh 10,11.

»<KVF 92/2> "Og dog vore sygdomme bar han, tog vore smerter på sig. ..... Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår. Vi for alle vild som får, vi vendte os hver sin vej, men Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle". Es 53,4-6.