»<KVF 93/2> "Fryd dig såre, Zions datter! ... Se, din konge kommer til dig; ... ydmyg, ridende på et æsel, på en asenindes føl". Zak 9,9. Folkeskaren voksede hurtigt, og alle var glade og begejstrede. De kunne ikke give ham kostbare gaver, men de bredte deres klæder som et tæppe under ham på vejen.

»<KVF 94/1> De brød smukke grene af olietræerne og palmerne og strøede dem på vejen. De fulgte Jesus i den tanke, at han nu skulle bestige Davids trone i Jerusalem. Frelseren havde aldrig før tilladt sine efterfølgere at vise ham kongelig hyldest. Men denne gang ønskede han på en særlig måde at åbenbare sig for verden som dens forløser.

»<KVF 94/2> Guds Søn skulle snart hengives som et offer for menneskenes synder. I alle efterfølgende slægter skulle hans menighed gøre hans død til genstand for alvorlig overvejelse og betragtning. Det var derfor nødvendigt, at hele folkets opmærksomhed nu blev rettet mod ham. Efter en begivenhed som denne kunne hans forhør og korsfæstelse aldrig dølges for verden. Det var Guds plan, at enhver tildragelse i de sidste dage af Frelserens liv skulle fremtræde så tydeligt, at ingen magt kunne udviske den af erindringen.

»<KVF 95/1> I den store skare, som trængtes om Frelseren, sås beviser på hans undergørende kraft. De blinde, som han havde gengivet synet, gik i spidsen. De stumme, hvis tunger han havde løst, råbte højest hosianna. De vanføre, han havde helbredt, sprang af glæde og var de ivrigste til at bryde palmegrene af og svinge dem foran ham. Enker og faderløse priste Jesu navn for hans barmhjertighed imod dem. De spedalske stakler, som han havde renset ved et ord, udbredte deres klæder på vejen.

»<KVF 95/2> De, der var oprejst fra de døde ved Frelserens livgivende røst, var også der. Og Lazarus, hvis legeme havde set forrådnelse i graven, men som nu frydede sig i manddommens fulde styrke, var blandt den glade skare, som ledsagede Frelseren til Jerusalem. Efterhånden som flere sluttede sig til, blev de grebet af øjeblikkets begejstring og forenede sig i råbene, som gav genlyd i bjerge og dale:

»<KVF 96/1> "Hosianna Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!" Matt 21,9. Mange farisæere var vidne til denne scene, som mishagede dem. De havde en fornemmelse af, at de var ved at miste deres indflydelse over folket. Med al den myndighed, de var i besiddelse af, forsøgte de at bringe dem til tavshed. Men deres trusler og henstillinger øgede blot begejstringen.

»<KVF 96/2> Da de indså, at de ikke kunne styre folket, trængte de sig gennem mængden hen til Jesus og sagde til ham: "Mester! Sæt dog dine disciple i rette!" De erklærede, at sådanne optøjer var ulovlige og ikke ville blive tilladt af rådsherrerne. Jesus svarede: "Jeg siger jer: "Hvis disse tier, skal stenene råbe". Luk 19,39-40. Dette triumftog var efter Guds egen plan; det var forudsagt af profeterne og, ingen jordisk magt kunne standse det. Guds værk vil altid gå fremad, trods alt hvad der gøres for at hindre eller omstyrte det.

»<KVF 97/1> Da processionen nåede bakkekammen med udsigt over Jerusalem, lå byen udbredt foran dem i al sin pragt. Den store menneskemængde standsede deres råb, stærkt grebet af det skønne syn, der pludselig trådte frem. Alles øjne vendte sig mod Frelseren, i hvis åsyn de ventede at finde udtryk for den samme beundring, som de selv følte. Jesus gjorde holdt, og en skygge af sorg lagde sig over hans ansigt. Skaren blev forundret over at se ham briste i heftig gråd.

»<KVF 97/2> De, der var nærmest Frelseren, kunne ikke forstå hans sorg; men han græd over den by, som var dømt til ødelæggelse. Den havde været genstand for hans særlige omhu, og det smertede ham dybt, når han tænkte på, at den snart skulle lægges øde. Havde dens indbyggere taget imod Jesu undervisning og antaget ham som deres frelser, ville Jerusalem have "stået til evig tid".

»<KVF 98/1> Den kunne være blevet rigernes dronning, fri i den styrke, som Gud meddelte den. Ingen bevæbnede soldater ville da have bevogtet dens porte, og ingen romerske faner ville have vajet på dens mure. Fra Jerusalem ville fredens budskab have gået ud til alle folkeslag. Den ville være blevet verdens herligheds krone. Men jøderne havde forkastet deres frelser, og det var lige før de korsfæstede deres konge. Når solen gik ned hin aften, ville dommen over Jerusalem være beseglet for stedse. (Omtrent fyrretyve år senere blev Jerusalem fuldstændig ødelagt og opbrændt af den romerske hær). Rådsherrerne havde fået meddelelse om, at Jesus nærmede sig byen med en stor skare tilhængere. De gik ham i møde i håb om at få mængden til at sprede sig. Med stor myndighed spurgte de: "Hvem er dog han" Matt 21,10.

»<KVF 99/1> Fyldt med inspirationens Ånd svarede disciplene: "Adam vil fortælle jer det: "Han er kvindens sæd, som skal knuse slangens hoved". Spørg Abraham, han vil fortælle jer det: "Han er Melkisedek, Salems konge, Freds konge". Jakob vil fortælle jer det: "Han er Silo af Juda stamme". Esajas vil fortælle jer det: "Han er Immanuel, Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste". Jeremias vil fortælle jer det: "Han er Davids spire, Herren vor retfærdighed". Daniel vil fortælle jer det: "Han er Messias". Hoseas vil fortælle jer det: "Han er Herren, hærskarers Gud, Herren er hans navn". Johannes Døber vil fortælle jer det: "Han er Guds lam, som bærer verdens synd".

»<KVF 100/1> Den store Jehova har forkyndt det fra sin trone: "Denne er min Søn, den elskede". Vi, hans disciple, erklærer: "Denne er Jesus, Messias, Livets fyrste, Genløseren". Selv mørkets magters fyrste anerkender ham med ordene: "Jeg ved, hvem du er: Guds Hellige".