»<KVF 107/1> Siden har Israels folk holdt påskefest i Jerusalem hvert år på den samme nat, som da de gik ud af Ægypten. Ved denne højtid havde hver familie et stegt lam med brød og bitre urter, ligesom deres forfædre havde i Ægypten. Og de fortalte deres børn beretningen om Guds godhed, idet han førte sit folk ud af trældommen.

»<KVF 107/2> Timen var nu kommet, da Jesus skulle holde højtid sammen med sine disciple, og han bad Peter og Johannes om at finde et sted og der tilberede påskemåltidet. Mange mennesker kom til Jerusalem i disse dage, og de, der boede i byen, var altid rede til at stille et værelse til rådighed, hvor de tilrejsende kunne holde måltid.

»<KVF 107/3> Frelseren sagde til Peter og Johannes, at når de var kommet ind i byen, ville de møde en mand, som bar en vandkrukke. Ham skulle de følge til det hus, hvor han gik ind. Og de skulle sige til husets ejer: "Mesteren spørger dig: Hvor er det værelse, jeg kan holde påskemåltid i sammen med mine disciple?"

»<KVF 108/1> Denne mand ville så vise dem en stor sal ovenpå, hvor der var dækket til dem; der skulle de gøre påskenadveren rede. Og det skete alt sammen, som Frelseren havde sagt. Ved påskenadveren var disciplene alene med Jesus. Den tid, de havde tilbragt sammen med ham ved disse fester, havde altid været en velsignet tid. Men nu var han bedrøvet i ånden.

»<KVF 108/2> Til sidst sagde han med rørende, sørgmodig stemme: "Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide". Der var druevin på bordet, og han tog et bæger af det "takkede og sagde: "Tag dette og del det imellem jer! Thi jeg siger jer, fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, førend Guds rige er kommet". Luk 22,7-18.

»<KVF 108/3> Dette var sidste gang, Jesus skulle holde højtid sammen med sine disciple. I virkeligheden var det den sidste påske, der nogen sinde skulle holdes. Thi lammet blev slagtet for at undervise folket om Kristi død, og når Kristus, Guds Lam, skulle slagtes for verdens synder, ville det ikke mere være nødvendigt at slagte et lam for at fremstille hans død.

»<KVF 109/1> Da jøderne stadfæstede deres forkastelse af Kristus ved at slå ham ihjel, forkastede de alt det, der havde nogen betydning og værdi ved denne fest. Herefter var deres iagttagelse af den blot en intetsigende ceremoni. Idet Jesus deltog i denne påske, tænkte han på sit sidste offer. Han befandt sig nu i korsets skygge, og lidelsen pinte hans sjæl. Han kendte på forhånd den smerte, som ventede ham.

»<KVF 109/2> Han kendte den utaknemmelighed og grusomhed, han ville blive udsat for af dem, han var kommet for at frelse. Dog var det ikke sin egen lidelse, han dvælede ved. Han ynkedes over dem, der ville forkaste ham som deres frelser og miste det evige liv.

»<KVF 110/1> Og tanken på disciplene optog hans sind. Han vidste, at når hans egne lidelser var udstået, ville de blive overladt til at tage kampen op i verden. Han havde meget at sige dem, som ville styrke deres hjerter, når han ikke mere var iblandt dem. Alt dette havde han håbet at kunne tale med dem om ved det sidste samvær før hans død. Men han kunne ikke sige dem det endnu. Han så, at de ikke var beredt til at tage imod det.

»<KVF 110/2> Der var opstået en ordstrid iblandt dem. Det var fremdeles deres opfattelse, at Jesus snart skulle gøres til konge, og alle ønskede at få den højeste plads i hans rige. De nærede misundelse og harme. Der var også en anden årsag til uenigheden. Ved en festlighed var det skik, at en tjener tvættede gæsternes fødder, og ved denne anledning var alt gjort rede til handlingen. Vandkrukken, vaskefadet og linnedklædet var parat til fodtvætningen. Men der var ingen tjener. Det var derfor disciplenes pligt at udføre handlingen.

»<KVF 111/1> Hver især tænkte disciplene, at han ikke ville være tjener for sine brødre. De var ikke villige til at tvætte hverandres fødder. De havde derfor i tavshed indtaget deres pladser ved bordet. Jesus ventede en stund for at se, hvad de ville gøre. Så rejste han sig fra bordet. Han tog linnedklædet og bandt det om sig, hældte vand i vaskefadet, og begyndte at tvætte disciplenes fødder. Han havde været bedrøvet over deres uenighed, men han irettesatte dem ikke med hårde ord. Han lod sin kærlighed til disciplene komme til udtryk ved, at han udførte tjenerens gerning.

»<KVF 111/2> Da han var færdig, sagde han til dem: "Når nu jeg, jeres Herre og mester, har tvættet jeres fødder, så er også I skyldige at tvætte hverandres fødder. Thi det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer". Joh 13,14-15. På denne måde lærte Jesus dem, at de skulle hjælpe hverandre. I stedet for at søge den højeste plads til sig selv, skulle den enkelte være villig til at tjene sine brødre.

»<KVF 112/1> Frelseren kom til Jorden for at virke for andre. Han levede for at hjælpe og frelse dem, der trængte til hjælp, og frelse fra synd. Han vil, at vi skal gøre, ligesom han har gjort. Disciplene følte sig nu beskæmmede over deres egenkærlighed og misundelse. Deres hjerter fyldtes med kærlighed til deres Herre og til hverandre. Nu kunne de tage imod Jesu undervisning.

»<KVF 112/2> Medens de endnu sad ved bordet, tog Jesus et brød, "takkede og brød det, gav dem det og sagde: "Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!" Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet og sagde: "Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer". Luk 22,19-20. Bibelen siger: "Thi så ofte som I spiser dette brød og drikker kalken, forkynder, I Herrens død, indtil han kommer". 1Kor 11,26.

»<KVF 113/1> Brødet og vinen fremstiller Kristi legeme og blod. Ligesom brødet blev brudt og vinen udgydt, således blev Kristi legeme sønderbrudt og hans blod udgydt på korset for vor frelse. Ved at spise brødet og drikke vinen viser vi, at vi tror dette. Vi giver til kende, at vi angrer vore synder og modtager Kristus som vor frelser.

»<KVF 113/2> Medens disciplene sad ved bordet sammen med Jesus, lagde de mærke til, at han fremdeles var meget besværet. Der bredte sig en skygge over dem alle, og de spiste i tavshed. Til sidst sagde Jesus: "Sandelig siger jeg eder: en af jer vil forråde mig". Disciplene blev bedrøvede og forfærdede ved disse ord. Hver især begyndte de at ransage deres hjerter for at se, om der fandtes onde tanker imod deres Mester. En efter en spurgte de: "Det er dog vel ikke mig, Herre?" Judas var den eneste, som ikke sagde noget. Dette drog alles øjne til ham. Da han mærkede, at han blev iagttaget, tog også han til orde og spurgte: "Det er dog vel ikke mig, rabbi?"

»<KVF 114/1> Og Jesus svarede højtideligt "Du har selv sagt det". Matt 26,21-25. Jesus havde tvættet Judas fødder, men han kom ikke til at elske Frelseren mere af den grund. Det harmede ham, at Mesteren skulle udføre en tjeners gerning. Nu vidste han, at Jesus ikke ville blive konge, og han blev endnu mere besluttet på at forråde ham. Selv da han forstod, at hans planer var afsløret, frygtede han ikke. I vrede forlod han straks salen og gik ud for at fuldbyrde sine onde hensigter.

»<KVF 114/2> Alle følte en lettelse, da Judas var gået. Frelserens ansigt klarede op og dermed forsvandt også den skygge, som havde hvilet over disciplene. Jesus talte nu en stund med sine disciple. Han skulle gå bort til sin Faders hus, sagde han, for at gøre en plads rede for dem, og han ville komme igen for at tage dem til sig.

»<KVF 115/1> Han lovede at sende dem Helligånden til at lære og trøste dem, når han var gået bort. Han sagde, at de skulle bede i hans navn, så ville deres bønner blive hørt. Derpå bad han for dem. Han bad om, at de måtte blive bevaret fra det onde, og at de måtte elske hverandre, ligesom han havde elsket dem.

»<KVF 115/2> Jesus bad for os såvel som for de første disciple. Han sagde: "Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til at tro på mig, at de alle må være et, ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at også de må være et i os, så verden må tro, at du har sendt mig, og har elsket dem, ligesom du har elsket mig". Joh 17,20-23.