»<KVF 10/2> Det var kun den førstefødte i hver familie, der således blev fremstillet i helligdommen. Denne ceremoni skulle minde om en begivenhed, der havde fundet sted mange år tidligere. Dengang Israels børn var trælle i Ægypten, sendte Herren Moses for at udfri dem. Han befalede Moses at gå til ægypterkongen Farao og sige til ham: Så siger Herren: Israel er min førstefødte søn; men da jeg sagde til dig: Lad min søn rejse, for at han kan dyrke mig! Da nægtede du at lade ham rejse. Se, jeg dræber din førstefødte søn. 2Mos 4,22-23.

»<KVF 11/1> Moses frembar budskabet for kongen, men Farao svarede: Hvem er Herren, at jeg skulle adlyde ham og lade israelitterne rejse? Jeg kender ikke noget til Herren, og jeg vil heller ikke lade israelitterne rejse! 2Mos 5,2. Så lod Herren nogle frygtelige plager komme over Ægypten. Den sidste plage bestod i, at den førstefødte søn i hver familie blev ihjelslået, lige fra den førstefødte hos kongen til den førstefødte hos den ringeste i landet.

»<KVF 11/2> Herren sagde til Moses, at hver familie blandt israelitterne skulle slagte et lam og stryge blodet på dørstolperne i de huse, hvor de boede. Det skulle tjene som tegn, så dødsengelen gik forbi alle israelitternes huse og ikke slog andre ihjel end de hovmodige og grusomme ægyptere.

»<KVF 12/1> Dette påskeblod var for jøderne et symbol på Kristi blod. I tidens fylde ville Gud hengive sin elskede Søn til at blive slagtet ligesom dette lam, for at enhver, som tror på ham, kan blive frelst fra evig død. Kristus kaldes vort påskelam. 1Kor 5,7. Ved troen er vi forløst ved hans blod. Ef 1,7. Når hver familie i Israel således bragte deres ældste søn til templet, skulle de ihukomme, hvorledes børnene var blevet frelst fra plagen, og hvorledes alle kan blive frelst fra synd og evig død.

»<KVF 12/2> Idet barnet blev fremstillet i templet, tog præsten det på sine arme og bar det frem foran alteret. Således blev det højtideligt helliget til Gud. Efter at det derpå var givet tilbage til moderen, blev dets navn indskrevet i bogrullen, som indeholdt navnene på Israels førstefødte. På samme måde vil alle, som bliver frelst ved Kristi blod, få deres navne indskrevet i livets bog. Josef og Maria fremstillede Jesus for præsten, som loven foreskrev. Hver dag kom fædre og mødre med deres børn, og præsten så ikke mere i Josef og Maria end i så mange andre. De var ganske almindelige mennesker fra arbejderstanden.

»<KVF 13/1> I barnet Jesus så han blot et hjælpeløst lille væsen. Lidet anede han, at han i det øjeblik holdt verdens frelser, ypperstepræsten i den himmelske helligdom, i sine arme. Men det kunne han have vidst; for hvis han havde været lydig mod Guds ord, ville Herren have åbenbaret det for ham.

»<KVF 13/2> På samme tid var der to af Guds trofaste tjenere i helligdommen. Det var Simeon og Anna. De havde begge tjent Herren i mange år, og han havde vist dem meget, som han ikke kunne åbenbare for de stolte og selvretfærdige præster. Simeon havde fået det løfte, at han ikke skulle dø, før han havde set Frelseren. Så snart han så Jesus i templet, vidste han, at det var den forjættede. Jesu ansigt oplystes af et dæmpet, himmelsk lys, og idet Simeon tog barnet i sine arme, priste han Gud og sagde:

»<KVF 14/1> Herre! nu lader du din tjener gå bort i fred, som du har sagt. Thi mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folkeslag, et lys, som skal åbenbares for hedningerne, og en herlighed for dit folk Israel. Luk 2,29-32. Anna, som var en profetinde, trådte til i den samme stund og lovpriste Gud og talte om barnet til alle, som ventede Jerusalems forløsning. Luk 2,38.

»<KVF 14/2> Således vælger Gud ydmyge mennesker til at være sine vidner. De, der kaldes store i denne verden, bliver ofte forbigået. Mange er som de jødiske præster og rådsherrer. De er ivrige efter at tjene og ære sig selv, men tænker kun lidt på at tjene og ære Gud. Derfor kan han ikke udvælge dem til at fortælle andre om sin kærlighed og barmhjertighed. Maria, Jesu moder, grundede på Simeons store profeti. Idet hun betragtede barnet i sine arme og tænkte på, hvad Betlehems hyrder havde sagt, fyldtes hendes hjerte med taknemmelighed, glæde og lyse forhåbninger.

»<KVF 15/1> Simeons ord mindede hende om Esajas profeti. Hun vidste, at disse forunderlige ord var udtalt om Jesus: Det folk, som vandrer i mørke, skal skue så stort et lys; lys stråler frem over dem, som bor i mulmets land. Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Es 9,2 og 6.