»<KVF 145/2> I deres blindhed indså de ikke, at Kristus var det sande påskelam, og at denne store højtid havde mistet sin betydning for dem, når de havde forkastet ham. Idet Pilatus fæstede blikket på Jesus, så han en mand med et ædelt udtryk og en værdig holdning. Ingen tegn på forbrydelse var at spore i hans åsyn. Pilatus henvendte sig til præsterne og spurgte: "Hvad anklage har I at fremføre mod denne mand?" Joh 18,29.

»<KVF 146/1> Hans anklagere ønskede ikke at give nærmere oplysninger og var derfor ikke forberedt på dette spørgsmål. De vidste, at de ikke kunne fremlægge nogen sandfærdige forklaringer, hvorefter den romerske landshøvding kunne domfælde ham. Præsterne tilkaldte derfor falske vidner. "Der begyndte de at anklage ham og sagde:

»<KVF 146/2> "Vi er kommet efter, at denne mand vildleder vort folk og forbyder at give kejseren skat og siger om sig selv, at han er Kristus, en konge". Luk 23,2. Dette var usandhed, for Jesus havde åbent anerkendt, at man skulle give kejseren skat. Da de lovkyndige havde forsøgt at besnære ham netop med hensyn til denne sag, havde han svaret: "Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!" Matt 22,21. Pilatus lod sig ikke bedrage af de falske vidners forklaring. Han henvendte sig til Frelseren og spurgte: "Er du jødernes konge?"

»<KVF 147/1> Jesus svarede: "Du siger det selv". Matt 27,11. Da de hørte dette svar, kaldte kajfas og de, som var med ham, Pilatus til vidne på at Jesus havde indrømmet den forbrydelse, som de anklagede ham for. Med støjende råb forlangte de, at han skulle dømmes til døden. Da Jesus ikke gav sine anklagere noget svar, sagde Pilatus til ham: "Svarer du slet ingenting? Hør, hvor meget de anklager dig for!" "Men Jesus svarede ikke et ord mere". Mark 15,4-5.

»<KVF 147/2> Pilatus blev rådvild. Jesus så ikke ud til at være oprørsstifter, og Pilatus nærede ingen tillid til dem, der anklagede ham. Frelserens ædle holdning og rolige optræden stod i direkte modsætning til hans anklageres ophidselse og raseri. Dette gjorde indtryk på Pilatus, og han var fuldt overbevist om hans uskyld. I håb om at få sandheden ud af ham kaldte han Jesus ind alene og spurgte ham: "Er du jødernes konge?"

»<KVF 148/1> Jesus besvarede ikke dette spørgsmål direkte, men sagde: "Spørger du sådan af dig selv, eller har andre sagt dig det om mig?" Guds Ånd arbejdede med Pilatus. Jesus stillede dette spørgsmål for at få ham til at ransage sit hjerte dybere. Pilatus forstod meningen med spørgsmålet. Hans hjerte lukkede sig op, og overbevisningen trængte ind i hans sjæl. Men stoltheden kom op i ham, og han svarede: "Er jeg måske en jøde? dit folk og ypperstepræsterne har overgivet dig til mig; hvad har du gjort?"

»<KVF 148/2> Pilatus gyldne anledning var forbi. Men Jesus ville gerne lade Pilatus forstå, at han ikke var kommet for at blive en jordisk konge, hvorfor han sagde: "Mit rige er ikke af denne verden. Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden". Da spurgte Pilatus ham: "Så er du altså dog en konge?"

»<KVF 149/1> Jesus svarede: "Du har ret, jeg er en konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst". Pilatus nærede ønske om at kende sandheden. Hans forståelse var uklar. Med begærlighed greb han Frelserens ord og en stærk længsel opstod i hans hjerte efter at vide, hvad der virkelig var sandhed, og hvorledes man kunne finde den. Han spurgte Jesus: "Hvad er sandhed?"

»<KVF 149/2> Men han ventede ikke på svar. Mængdens larm uden for borgen var vokset til et brøl. Præsterne forlangte, at der straks skulle handles, og Pilatus opmærksomhed blev atter vendt mod de foreliggende interesser. Han gik ud til folket og erklærede: "Jeg finder ingen skyld hos ham". Joh 18,33-38. Disse ord fra en hedensk dommer var en bidende irettesættelse for den lave troløshed og falskhed hos Israels ledere, som anklagede Frelseren.

»<KVF 150/1> Da præsterne og de ældste hørte Pilatus sige dette, kendte deres skuffelse og raseri ingen grænser. De havde længe planlagt og ventet på denne anledning. Da de øjnede muligheden for Jesu frigivelse, syntes de rede til at flå ham i stykker.

»<KVF 150/2> De mistede al selvbeherskelse og gik helt fra forstanden. De udstødte forbandelser og opførte sig mere som djævle end som mennesker. Højlydt fordømte de Pilatus og truede ham med påtale fra den romerske regering, De beskyldte Pilatus for at have nægtet at dømme Jesus, som efter deres påstand havde sat sig op imod kejseren. Derpå råbte de: "Han ophidser folket med det, han lærer i hele jødeland, lige fra Galilæa, hvor han begyndte, og hertil". Luk 23,5.

»<KVF 150/3> Indtil nu havde Pilatus ikke haft i tanke at ville fordømme Jesus. Han var overbevist om, at han var uskyldig. Men da han hørte, at Jesus var fra Galilæa, besluttede han at sende ham til Herodes, som var hersker over dette område og netop opholdt sig i Jerusalem. Ved denne fremgangsmåde regnede Pilatus med at kunne lægge ansvaret for forhøret fra sig og over på Herodes.

»<KVF 151/1> Jesus var udmattet af sult og træt af mangel på søvn. Han led også efter den grusomme behandling, han havde fået. Men Pilatus overlod ham igen til soldaterne, og under den ubarmhjertige pøbels spot og forhånelser blev han slæbt bort.