»<KVF 195/2> De var nu på vej tilbage til deres hjem for at tænke og bede i håb om at få lys over det, der var så mørkt for dem. Under vandringen kom en fremmed hen og slog følge med dem, men de var så optaget af deres samtale, at de næppe bemærkede hans nærværelse. Disse stærke mænd var så nedbøjede af sorg, at de græd på deres vandring. I kærlig medfølelse fandt Jesus her anledning til at trøste de sørgmodige. Han begyndte at tale til dem, som om han var en fremmed. "Men deres øjne holdtes til, så de ikke kendte ham. Og han sagde til dem:

»<KVF 196/1> "Hvad er det, I går og taler med hinanden om?" De standsede og så bedrøvede ud, og den ene, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: "Er du alene fremmed i Jerusalem, så du ikke ved, hvad der er foregået der i disse dage?" Han spurgte dem: "Hvad da?" De svarede ham: "Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord for Gud og hele folket". Luk 24,16-19. Derpå fortalte de om det, der var sket, og gentog meddelelsen fra kvinderne, som havde været ved graven tidligt om morgenen samme dag. "Da sagde han til dem: "Åh, hvor I er uforstandige og tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt! Burde Kristus ikke lide dette og så indgå til sin herlighed?"

»<KVF 197/1> Og idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle skrifterne handlede om ham". Luk 24,25-27. Disciplene blev målløse af forundring og glæde. De vovede ikke at spørge den fremmede, hvem han var; men de lyttede spændt, da han forklarede Kristi mission for dem.

»<KVF 197/2> Havde Frelseren begyndt med at fortælle disciplene, hvem han var, ville det have stillet dem tilfreds. I deres overstrømmende glæde ville de ikke have længtes efter mere. Men det var nødvendigt for dem at forstå, hvordan hans mission var blevet forudsagt i alle Det gamle Testamentes forbilleder og profetier. På dette måtte deres tro være grundfæstet. Jesus udførte ikke et mirakel for at overbevise dem; men det første, han gjorde, var at forklare skriften. De havde betragtet hans død som tilintetgørelsen af alle deres forhåbninger. Nu viste han ud fra profeterne, at den netop var det stærkeste bevis for deres tro.

»<KVF 198/1> Med sin undervisning af disse disciple understregede Jesus Det gamle Testamentes betydning som et vidnesbyrd om hans mission. Mange forkaster i dag Det gamle Testamente og hævder, at det ikke mere behøves. Men sådan lærer Jesus ikke. Han værdsatte det så højt, at han engang udtalte: "Hører de ikke Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en opstod fra de døde". Luk 16,31.

»<KVF 198/2> Disciplene nåede deres hjem, da solen var ved at gå ned, og Jesus lod, som han ville gå videre. Men disciplene kunne ikke tænke sig at skilles fra den, der havde beredt dem en sådan glæde og opmuntring. De sagde derfor til ham: "Bliv hos os; thi det går mod aften, dagen hælder allerede". "Så gik han ind for at blive hos dem". Luk 24,28-29. Det tarvelige aftensmåltid blev snart færdigt og Jesus satte sig for bordenden, som han plejede. I almindelighed var det familiefaderen, som nedbad Guds velsignelse over maden; men Jesus tog brødet i sine hænder og velsignede det. Da åbnedes disciplenes øjne.

»<KVF 199/1> Velsignelsen af måltidet, lyden af den nu velkendte stemme, naglemærkerne i hans hænder alt vidnede om, at han var deres elskede mester. Et øjeblik sad de som lamslåede; så rejste de sig for at kaste sig ned for hans fødder og tilbede ham men i det samme blev han usynlig for dem. I deres glæde glemte de både sult og træthed. De forlod måltidet uden at have smagt på det og hastede tilbage til Jerusalem med det herlige budskab om en opstanden frelser.

»<KVF 199/2> Medens de var ved at fortælle disciplene det, de havde oplevet, stod Kristus selv midt iblandt dem, og med hænderne løftet til velsignelse sagde han: "Fred være med eder!" Luk 24,36. Straks blev de grebet af forfærdelse, men da han så viste dem naglemærkerne i sine hænder og fødder og havde spist i deres påsyn, troede de og følte sig trøstede. Tro og glæde trådte i stedet for vantro, og med følelser, som ord ikke kunne udtrykke, erkendte de deres opstandene frelser.

»<KVF 200/1> Thomas var ikke til stede ved dette møde. Han ville ikke tro beretningerne om opstandelsen. Men otte dage senere åbenbarede Jesus sig for disciplene, medens Thomas var sammen med dem. Ved denne lejlighed viste han dem igen sine hænder og fødder med mærkerne efter korsfæstelsen. Thomas blev straks overbevist og råbte: "Min Herre og min Gud!" Joh 20,28.

»<KVF 200/2> Her i salen ovenpå forklarede Jesus på ny skriftens forudsigelser om sig selv. Og han sagde til sine disciple, at der i hans navn skulle prædikes omvendelse og syndernes forladelse for alle folkeslagene og begyndes fra Jerusalem.

»<KVF 200/3> Før sin himmelfart sagde han til dem: "Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil Jordens ende". "Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende". Apg 1,8; Matt 28,20.

»<KVF 201/1> I har, sagde han, været vidne til, hvorledes jeg har ofret mit liv til bedste for verden. I har set, at jeg beredvilligt tager imod alle, som kommer til mig og bekender deres synder. Enhver, som vil, kan blive forligt med Gud og få evigt liv.

»<KVF 201/2> Dette budskab om nåde overlader jeg til jer, mine disciple. Det skal forkyndes for alle folkeslag og tungemål og folk. Gå ud til Jordens fjernest beboede egne; og se, også der vil jeg være med jer! Frelserens missionsbefaling til disciplene omfattede alle troende indtil tidens afslutning. Ikke alle kan prædike for store forsamlinger; men alle kan hjælpe den enkelte. De, der tager sig af de syge, hjælper de nødlidende, trøster de sørgende, og fortæller syndere om Jesu tilgivende kærlighed de er Jesu vidner.