»<KVF 45/2> Da Jesus forlod Jordan, var hans åsyn oplyst af Guds herlighed. Men efter at han var kommet ud i ørkenen, forsvandt denne herlighed. Verdens synder hvilede på ham, og hans ansigt vidnede om en sorg og smerte, som intet menneske nogen sinde har følt. Han led for syndere. I Edens have havde Adam og Eva vist ulydighed mod Gud ved at spise af den forbudne frugt. Deres ulydighed havde bragt synd, sorg og død ind i verden.

»<KVF 46/1> Kristus kom for at give et eksempel på lydighed. Efter at have fastet fyrretyve dage i ørkenen ville han end ikke for fødens skyld afvige fra sin Faders vilje. Det var fristelsen til at føje appetitten, som overvandt vore første forældre. Jesus skulle ved sin lange faste bevise, at appetitten kan bringes under kontrol. Djævelen frister menneskene på nydelsens område for derved at svække legemet og fordunkle sindet. Han ved, at det da vil være så meget lettere for ham at forføre og ødelægge dem.

»<KVF 46/2> Men Kristi eksempel viser, at enhver syndig begæring må besejres. Appetitten skal ikke beherske os; vi skal beherske appetitten. Da Satan første gang kom til Jesus, havde han udseende af en lysets engel og hævdede, at han var et sendebud fra Himmelen. Han meddelte Jesus, at det ikke var hans Faders vilje, at han skulle udholde denne lidelse; han skulle blot vise, at han var villig til at lide.

»<KVF 47/1> Da Jesus kæmpede mod den værste sult, sagde Djævelen til ham: "Hvis du er Guds Søn, så sig, at stenene der skal blive til brød". Men eftersom Frelseren var kommet for at være vort eksempel, måtte han udholde lidelser ligesom vi; han måtte ikke gøre et mirakel for sin egen skyld. Hans mirakler skulle alle udføres til bedste for andre. På Satans udfordring svarede han: "Der står skrevet: "Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund".

»<KVF 47/2> Dermed viste han, at det ikke er nær så vigtigt at få noget at spise, som det er at adlyde Guds ord. De, der adlyder Guds ord, har løfte om alt, hvad der er nødvendigt for dette liv, og de har også løfte om et evigt liv. Det mislykkedes for Djævelen at overvinde Jesus med sin første store fristelse. Derefter tog han ham med sig til Jerusalem, til helligdommens tinde, og sagde: "Hvis du er Guds Søn, så styrt dig ned; thi der står skrevet: "Han skal give sine engle befaling om dig, og de skal bære dig på hænder, for at du ikke skal støde din fod på nogen sten".

»<KVF 48/1> Her fulgte Satan Kristi eksempel ved at citere skriften. Men denne forjættelse gælder ikke dem, der med forsæt udsætter sig for fare. Gud havde ikke sagt, at Jesus skulle styrte sig ned fra templet. Og Jesus ville ikke gøre det for at tilfredsstille Satan. Han sagde: "Der står skrevet: "Du må ikke friste Herren din Gud". Vi skal forlade os på vor himmelske Faders omsorg; men vi må ikke gå, hvor han ikke har sendt os. Vi må ikke gøre det, han har forbudt os.

»<KVF 48/2> Eftersom Gud er barmhjertig og gerne tilgiver, er der nogle, som siger, at man trygt kan vise ulydighed imod ham. Men dette er formastelse. Gud er villig til at tilgive enhver, som beder om forladelse og omvender sig fra synden. Men de, der er ulydige imod ham, kan han ikke velsigne. Djævelen viste sig nu som den, han virkelig var: mørkets magters fyrste. Han tog Jesus med sig op på et meget højt bjerg og viste ham alle verdens riger.

»<KVF 49/1> Solen kastede sine stråler på prægtige byer, på marmorpaladser, frugtbare marker og vingårde. Derpå sagde Djævelen: "Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig". Jesus betragtede scenen et øjeblik. Så vendte han sig bort. Satan havde fremstillet verden for ham i det mest tiltalende lys; men Frelseren så bag om den udvortes skønhed.

»<KVF 49/2> Han så verden i dens elendighed og synd, adskilt fra Gud. Al denne elendighed var en følge af, at mennesket havde vendt sig bort fra Gud for at tilbede Satan. Jesus var opfyldt af længsel efter at frelse det fortabte. Han længtes efter at genoprette alle ting, så Jorden kunne blive endnu skønnere end Edens have. Han ønskede at give menneskene en fordelagtig stilling over for Gud. Han modstod fristelserne på syndige menneskers vegne. Han skulle være sejrvinder, for at de kunne sejre, for at de kunne blive englenes lige og blive værdige til at antages som Guds børn.

»<KVF 50/1> På Satans fordring om tilbedelse svarede Jesus: "Vig bort, Satan! thi der står skrevet: "Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene". Matt 4,3-10. Kærlighed til verden, magtbegær og livets forfængelighed alt, hvad der afholder mennesket fra at tilbede Gud var indbefattet i denne store fristelse. Satan tilbød Kristus verden og dens herligheder, hvis han ville hylde det ondes principper. Således fremstiller Satan også de fordele, vi kan opnå ved at handle urigtigt.

»<KVF 50/2> Han hvisker til os: "Vil du blive til noget i denne verden, så skal du tjene mig. Tag ikke sandhed og ærlighed for højtideligt. Lyt til mit råd, og jeg vil give dig rigdom, ære og lykke". Følger vi dette råd, tilbeder vi Satan i stedet for Gud. Det vil kun bringe os ulykke og elendighed. Jesus har vist os, hvad vi skal gøre, når vi bliver fristet.

»<KVF 51/1> Da han sagde til Djævelen: "Vig bort, Satan!" kunne fristeren ikke modstå befalingen. Han følte sig tvunget til at gå. Skælvende af tilbageholdt had og raseri forlod oprørslederen verdens forløser. Striden var endt for denne gang. Kristi sejr var lige så fuldstændig, som Adams nederlag havde været. Således kan vi stå fristelse imod og sejre over Satan. Herren siger til os: "Stå Djævelen imod, så skal han fly fra jer; hold jer nær til Gud, så skal han holde sig nær til jer!" Jak 4,7-8.