»<MEF 59/1> Efter Stefanus død
udbrød der i Jerusalem en så ubarmhjertig forfølgelse
af de troende, at "alle, undtagen apostlene, spredtes over Judæas
og Samarias egne." Saulus "søgte at udrydde menigheden; han trængte
ind i hus efter hus og slæbte både mænd og kvinder ud
og fik dem sat i fængsel." Om sin iver for at udrette disse grusomheder
sagde han på et senere tidspunkt: "Selv var jeg nu også af
den mening, at det var min pligt heftigt at bekæmpe Jesu, nazaræerens
navn, og det gjorde jeg også i Jerusalem; jeg lod mange af de hellige
indespærre i fængsler ... Og omkring i synagogerne lod jeg
dem gang på gang straffe og forsøgte at tvinge dem til at
tale bespotteligt. Ja, jeg gik videre i mit raseri mod dem og forfulgte
dem lige til de udenlandske byer." At Stefanus ikke var den eneste, der
led døden, kan man se af Saulus egne ord: "Og når man ville
henrette dem, stemte jeg for det!" Apg 26,9-11.
»<MEF 59/2> I denne farens stund fremkom Nikodemus med en modig
bekendelse af sin tro på den korsfæstede Frelser. Nikodemus
var medlem af det jødiske råd, og sammen med andre var han
blevet betaget af Jesu lære. Da han blev vidne til Jesu undergerninger,
var han blevet mere og mere overbevist om, at dette var den af Gud udsendte.
Da han var for stolt til at indrømme, at han sympatiserede med den
galilæiske lærer, havde han søgt en hemmelig sammenkomst
med ham. Ved dette møde havde Jesus forklaret ham frelsesplanen
og sin mission i verden; men Nikodemus havde stadig tøvet. Han skjulte
sandheden i sit hjerte, og i tre år bar den tilsyneladende kun ringe
frugt. Men skønt Nikodemus ikke offentligt havde anerkendt Jesus,
så havde han gentagne gange i rådet modarbejdet præsternes
planer om at tilintetgøre ham. Da Jesus til sidst var blevet korsfæstet,
huskede Nikodemus de ord, han havde talt til ham ved det natlige møde
på Oliebjerget: "Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen,
sådan må Menneskesønnen ophøjes," og han så,
at Jesus var verdens Frelser. Joh 3,14.
»<MEF 59/3> Sammen med Josef af Arimatæa havde Nikodemus
bekostet Jesu begravelse. Disciplene havde været bange for offentligt
at vise sig som Kristi efterfølgere, men Nikodemus og Josef var
dristigt kommet dem til hjælp. Disse rige og ansete mænds hjælp
var hårdt tiltrængt i denne mørkets time. De havde været
i stand til at gøre det for den døde Mester, som ville have
været umuligt for disciplene, og deres rigdom og indflydelse havde
i rigt mål beskyttet disse mod præsternes og rådets ondskab.
»<MEF 60/1> Nu, hvor jøderne prøvede at tilintetgøre
den unge menighed, kom Nikodemus frem for at forsvare den. Nu var han ikke
mere forsigtig og tvivlende, men han opmuntrede disciplenes tro og benyttede
sin rigdom til hjælp for opretholdelsen af menigheden i Jerusalem
og til at fremme evangeliets tjeneste. De, som tidligere havde vist ham
ærbødighed, foragtede og forfulgte ham nu, og han blev fattig
på denne verdens gods. Dog vaklede han aldrig i sit forsvar for troen.
»<MEF 60/2> Den forfølgelse, der var brudt ud over menigheden
i Jerusalem, havde til følge, at der blev sat fart i evangeliets
tjeneste! Ordets gerning var lykkedes godt på dette sted, og der
var fare for, at disciplene skulle dvæle der for længe uden
at tage hensyn til Frelserens befaling om at gå ud i alverden. Uden
at huske på, at der bedst vindes styrke til at modstå det onde
ved at sætte hårdt imod hårdt, begyndte de at mene, at
deres vigtigste arbejde bestod i at skærme menigheden i Jerusalem
mod fjendens angreb. I stedet for at oplære de nyomvendte til at
bringe evangeliet ud til dem, der ikke havde hørt det, risikerede
de at slå ind på en vej, som ville føre til, at alle
følte sig tilfredse med, hvad der var opnået. Gud tillod,
at der kom forfølgelser over hans stedfortrædere, for at de
kunne blive spredt til andre lande, hvor de kunne arbejde for andre. Da
de troende var forjaget fra Jerusalem, "drog de imidlertid omkring og forkyndte
evangeliets ord."
»<MEF 60/3> Blandt dem, som af Frelseren havde fået denne
befaling: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine
disciple," Matt 28,19. fandtes der mange fra livets mere beskedne kår,
mænd og kvinder, som havde lært at elske Herren, og som havde
besluttet at følge hans eksempel ved selvforglemmende tjeneste.
Disse ydmyge sjæle havde lige så vel som disciplene, der havde
kendt Frelseren under hans jordiske gerning, fået betroet en dyrebar
opgave. De skulle bringe verden det glade budskab om frelsen ved Kristus.
»<MEF 60/4> Da de blev adspredt ved forfølgelsen, drog
de ud opfyldt af missionsiver. De var klare over, hvor ansvarsfuld deres
opgave var. De vidste, at de medbragte livets brød til en hungrende
verden, og Kristi kærlighed tvang dem til at dele dette brød
med alle, som var i nød. Herren arbejdede gennem dem. Hvor de kom
hen, blev de syge helbredt og evangeliet blev prædiket for de fattige.
»<MEF 60/5> Filip, som var en af de syv diakoner, var også
blandt dem, som blev forjaget fra Jerusalem. Han "kom ned til byen Samaria
og prædikede Kristus for dem; og skarerne var alle som én
optaget af det, Filip sagde, da de hørte om og så de tegn,
han gjorde. Thi der var mange, som havde urene ånder, og ånderne
for ud under høje skrig; og mange lamme og halte blev helbredt.
Og der blev stor glæde i den by."
»<MEF 60/6> Kristi budskab til den samaritanske kvinde, som
han havde talt med ved Jakobs brønd, havde båret frugt. Da
kvinden havde lyttet til hans ord, varhun gået til byens mænd
og havde sagt: "Kom og se en mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort;
mon han ikke skulle være Kristus?" De fulgte med hende, hørte
Jesus og troede på ham. I deres iver for at høre mere, bad
de ham om at blive der. Han blev hos dem i to dage, "og mange flere kom
til tro på grund af hans ord." Joh 4,29. og 41.
»<MEF 61/1> Og da hans disciple blev fordrevet fra Jerusalem,
fandt nogle af den et sikkert tilflugtssted i Samaria. Smaritanerne tog
med glæde mod disse evangeliets forkyndere, og de jødiske
omvendte indsamlede en rig høst blandt dem, der engang havde været
deres bitreste fjender.
»<MEF 61/2> Filips gerning i Samaria lykkedes overmåde
godt, og opmuntret herved sendte han bud til Jerusalem efter hjælpere.
Nu forstod apostlene mere klart betydningen af Kristi ord: "I skal være
mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og i Samaria,
ja, indtil jordens ende." Apg1,8.
»<MEF 61/3> Medens Filip endnu opholdt sig i Samaria, fik han
af et himmelsk sendebud påbud om at "gå mod syd til den vej,
som fører ned fra Jerusalem til Gaza ..... Så stod han op
og gik." Han hverken spurgte hvorfor eller tøvede med at adlyde,
for han havde lært nødvendigheden af at rette sig efter Guds
vilje.
»<MEF 61/4> Og se, der var en ætioper, en hofmand, som
var en mægtig mand hos Kandake, ætiopernes dronning, og var
sat over alle hendes skatte. Han var rejst til Jerusalem for at tilbede
og var nu på hjemvejen og sad i sin vogn og læste profeten
Esajas." Ætioperen var en fornem mand med stor indflydelse. Gud så,
at når han var omvendt, ville han give det lys, han havde modtaget,
videre til andre, og at han ville bruge sin indflydelse til evangeliets
fremme. Guds engle kom denne sandhedssøger til hjælp, og han
blev draget mod Frelseren. Ved Helligåndens medvirken bragte Herren
ham i kontakt med en, som kunne føre ham til lyset.
»<MEF 61/5> Filip fik førelse til at gå hen til
ætioperen og forklare ham den profeti, han var ved at læse.
Ånden sagde: "Gå hen og hold dig nær til den vogn." Da
Filip nærmede sig, sagde han til hofmanden: "Forstår du også
det, du læser?" Men han svarede: "Hvordan skulle jeg kunne det, når
ingen vejleder mig?" og han bad Filip stige op og sætte sig hos ham.
Det stykke af skriften, som han læste, var dette:
»<MEF 61/6> "Som et får blev han ført hen at slagtes,
og som et lam, der er stumt overfor den, der klipper det, således
oplader han ikke sin mund. I hans fornedrelse blev hans dom taget bort;
hvem kan fortælle om hans slægt, thi hans liv blev borttaget
fra jorden?"
»<MEF 61/7> "Og hofmanden spurgte Filip: "Hvem er det, profeten
taler om her? Om sig selv eller om en anden?" Så delagtiggjorde Filip
ham i frelsens store sandhed. Ud fra det samme skriftsted "prædikede
han evangeliet om Jesus for ham".
»<MEF 61/8> Manden blev dybt betaget, da skrifterne blev udlagt
for ham, og da disciplen sluttede, var han rede til at modtage det lys,
han havde fået. Han benyttede ikke sin høje verdslige stilling
som undskyldning for at afvise evangeliet. "Og som de nu kørte frem
ad vejen, kom de til et sted, hvor der var vand; hofmanden siger da: "Se,
her er vand, hvad er der til hinder for, at jeg kan blive døbt?"
Filip sagde: "Tror du af hele dit hjerte, så kan det ske." Han svarede
og sagde: "Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn. " Og han lod
vognen holde, og de steg begge ned i vandet, både Filip og hofmanden;
og han døbte ham."
»<MEF 62/1> "Men da de steg op af vandet, bortrykkede Herrens
Ånd Filip, og hofmanden så ham ikke mere; thi han drog sin
vej med glæde. Men Filip blev siden set i Asdod, og han drog omkring
og forkyndte evangeliet i alle byerne, indtil han kom til Kæsarea."
»<MEF 62/2> Denne ætioper repræsenterer en stor
klasse mennesker, der trænger til at belæres af den slags missionærer
som Filip, mænd, der vil lytte til Guds røst og gå derhen,
hvor han sender dem. Der findes mange, som læser skrifterne, men
ikke kan forstå deres sande berydning. Ud over hele verden findes
der mænd og kvinder, der længselsfulde ser op mod Himmelen.
Der opstiger bønner og tårer og spørgsmål fra
sjæle, der længes efter lyset, efter nåden og efter Helligånden.
Mange er lige ved rigets grænser og venter kun på at blive
lukket ind.
»<MEF 62/3> En engel førte Filip til ham, der søgte
efter lyset og som var rede til at tage imod evangeliet; og i dag vil engle
være vejledere for de tjenere, der vil give Helligånden lov
til at velsigne deres ord og forædle deres hjerter. Den engel, der
blev udsendt til Filip, kunne selv have udrettet tjenesten for ætioperen,
men det er ikke på den måde, Gud handler. Det er hans vilje,
at mennesker skal arbejde for deres medmennesker.
»<MEF 62/4> Troende mennesker har til enhver tid haft andel
i det, der var betroet til de første disciple. Enhver, der har modtaget
evangeliet, har fået en hellig sandhed at bringe verden. Guds trofaste
folk har altid været ivrige missionærer, der viede deres kræfter
til at ære hans navn, og som klogt udnyttede deres evner i hans tjeneste.
»<MEF 62/5> De kristnes uegennyttige tjeneste i fortiden burde
for os være et levende eksempel og en inspirerende kraft. Medlemmerne
af Guds menighed bør være ivrige efter gode gerninger, frigjorte
fra verdslig ærgerrighed og efterfølgere af ham, som gik omkring
og gjorde vel. Med hjerter, der strømmer over af kærlighed
og medlidenhed, skal de tjene dem, der trænger til hjælp, og
bringe syndere viden om Frelserens kærlighed. Den slags tjeneste
kræver flittigt arbejde, men den får en rig belønning.
De, som giver sig hen til den med oprigtigt sind, vil opleve at se sjæle
blive vundet for Frelseren; for den påvirkning, der følger
den praktiske udførelse af den guddommelige befaling, er uimodståelig.
»<MEF 62/6> Det er ikke alene den ordinerede prædikant,
der påhviler et ansvar for at gå ud og udføre denne
befaling. Enhver, der har modtaget Kristus, er kaldet til at arbejde for
sine medmenneskers frelse. "Ånden og bruden siger: "Kom!" Og den,
som hører, skal sige: "Kom!" Åb 22,17. Befalingen om at bringe
denne opfordring omfatter hele menigheden. Enhver, der selv har hørt
opfordringen, skal lade budskabet genlyde fra bjerg og dal og sige "Kom!"
»<MEF 62/7> Det er en skæbnesvanger fejltagelse at mene,
at sjælesørgerarbejdet kun påhviler prædikanterne.
Den ydmyge, fromme troende, som vingårdens Herre pålægger
omsorg for sjæle, bør opmuntres af dem, som Herren har skænket
et større ansvar. De, der står som ledere indenfor Guds menighed,
skal gøre sig klart, at Frelserens befaling gælder alle, der
tror på hans navn. Gud vil udsende mange til sin vingård, skønt
de måske ikke er indviet til tjenesten ved håndspålæggelse.
»<MEF 62/8> Hundreder, ja tusinder af dem, der har hørt
frelsens budskab, står stadig ledige på torvet, skønt
de burde være i gang med et eller andet arbejde indenfor den aktive
tjeneste. Til disse mennesker siger Kristus: "Hvorfor står I ledige
hele dagen?" og han tilføjer: "Gå også I hen i min vingård!"
Matt 20,6-7. Hvor kan det være, at så mange ikke adlyder kaldet?
Er det, fordi de mener at have en undskyldning i, at de ikke taler fra
prædikestolen? De må bringes til at forstå, at der skal
gøres et stort arbejde foruden prædikantens af tusinder af
hellige lægfolk.
»<MEF 63/1> Gud har længe ventet på, at tjenersindet
skulle få magten i hele hans menighed, så at enhver arbejder
for ham med de evner, han har fået. Når medlemmerne af Guds
menighed udretter hver sin gerning på de steder både hjemme
og i andre lande, hvor der er brug for den, for at opfylde evangeliebefalingen,
så vil snart hele verden have hørt budskabet, og den Herre
Jesus vil vende tilbage til denne jord med kraft og megen herlighed. "Og
dette evangelium om riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd
for alle folkeslagene; og så skal enden komme." Matt 24,14.
|