»<MEF 64/1> En af de mest fremtrædende
blandt de jødiske ledere, som blev dybt rystet over den fremgang,
der fulgte evangeliets forkyndelse, var Saulus fra Tarsus. Skønt
Saulus af fødsel var romersk borger, var han dog af jødisk
slægt og havde fået sin uddannelse i Jerusalem hos de betydeligste
rabbinere. Saulus var "af Israels folk, af Benjamins stamme, hebræer
af hebræere, lovtro farisæer, nidkær forfølger
af kirken, ulastelig efter lovretfærdighedens krav." Fil. 3,5-6.
Af rabbinerne blev han anset for at være en meget lovende ung mand,
og man nærede store forhåbninger om, at han skulle blive en
nidkær forkæmper for den gamle tro. Hans ophøjelse til
at være medlem af det jødiske råd gav ham en magtstilling.
»<MEF 64/2> Saulus havde spillet en fremtrædende rolle
ved Stefanus forhør og domfældelse, og de slående beviser
på Guds nærværelse hos martyren havde fået Saulus
til at betvivle retfærdigheden i den sag, han havde sluttet sig til
mod Jesu disciple. Han var blevet dybt rystet. I sin tvivlrådighed
henvendte han sig til dem, hvis visdom og dom han fuldtud stolede på.
Præsternes og rådsherrernes argumenter overbeviste ham til
slut om, at Stefanus var en gudsbespotter, at den Kristus, som martyrdisciplen
havde prædiket om, var en bedrager, og at de, som beklædte
de hellige embeder, måtte have retten på deres side.
»<MEF 64/3> Det var ikke uden alvorlige overvejelser, at Saulus
kom til denne slutning. Men til sidst blev han på grund af sin opdragelse
og sine fordomme, sin agtelse for sine tidligere lærere og sin stolthed
over at være velanskrevet, rustet til at gøre oprør
mod samvittighedens røst og Guds nåde. Og da han var blevet
helt sikker på, at præsterne og de skriftkloge havde ret, blev
Saulus meget skarp i sin bekæmpelse af den lære, som Jesu disciple
forkyndte. Hans virksomhed med at få kristne mænd og kvinder
slæbt for retten, hvor nogle af dem blev dømt til fængsel
og andre endog til døden, kun på grund af deres tro på
Jesus, bragte sorg og mismod over den nylig oprettede menighed og fik mange
til at redde sig ved flugt.
»<MEF 64/4> De, som var blevet fordrevet fra Jerusalem på
grund af denne forfølgelse, "drog imidlertid omkring og forkyndte
evangeliets ord. " Apg 8,4. Damaskus var en af de byer, de kom til, og
her vandt den nye tro mange tilhængere.
»<MEF 65/1> Præsterne og rådet havde håbet,
at kætteriet måske kunne undertrykkes ved agtpågivenhed
og hårde forfølgelser. Nu forstod de, at de også andre
steder måtte tage de samme strenge forholdsregler, som man i Jerusalem
havde taget mod den nye lære. Saulus tilbød sin tjeneste til
det særlige arbejde, de ønskede gjort i Damaskus. Han "fnyste
stadig med trussel og mord imod Herrens disciple og gik til ypperstepræsten
og bad om breve til synagogerne i Damaskus, for at han, hvis han fandt
nogen, mænd eller kvinder, som holdt sig til "vejen", da kunne føre
dem bundne til Jerusalem." Således drog Saulus fra Tarsus "med fuldmagt
og myndighed fra ypperstepræsterne" i sin manddoms kraft og styrke
og glødende af misforstået nidkærhed ud på denne
mindeværdige rejse, hvis forunderlige oplevelser skulle komme til
at forandre hele hans liv. Apg 26,12.
»<MEF 65/2> På rejsens sidste dag, "ved middagstid,"
da de trætte rejsende nærmede sig Damaskus, havde de fuld udsigt
til store strækninger af frugtbart land, skønne haver og rige
frugthaver, der fik vand fra kølige bække fra de omliggende
bjerge. Efter den lange rejse gennem øde ørkener var et sådant
syn i sandhed forfriskende. Mens Saulus sammen med sine rejsefæller
beundrende betragtede den frugtbare slette og den smukke by dernede, "så
jeg undervejs," som han senere fortalte, "et lys fra Himmelen klarere end
solens glans omstråle mig og mine rejsefæller," et lys, som
dødeliges øjne ikke kunne tåle. Blændet og forvildet
faldt Saulus til jorden.
»<MEF 65/3> Mens lyset vedblev at skinne om dem, hørte
Saulus "en røst, som sagde til ham på hebraisk: "Saul, Saul!
Hvorfor forfølger du mig?" Og han sagde: "Hvem er du, Herre?" Og
Herren svarede: "Jeg er Jesus, som du forfølger! Det bliver strengt
for dig at stampe mod brodden." Apg 26,13-14.
»<MEF 65/4> Opfyldte af skræk og næsten blindede
på grund af det voldsomme lys hørte Sauls rejsefæller
røsten, men så ingen. Men Saulus forstod de ord, som var talt,
og for ham åbenbaredes tydeligt, hvem det var, som talte: Guds egen
Søn. I den strålende skikkelse, som stod for ham, genkendte
han den korsfæstede. Billedet af Frelserens ansigt stod for evigt
prentet i den skrækslagne jødes sjæl. De ord, som blev
talt, ramte hans hjerte med forfærdende kraft. Lyset strømmede
ind i hans formørkede sind og åbenbarede dér hans tidligere
livs uvidenhed og vildfarelser og hans nuværende behov for Helligåndens
oplysning.
»<MEF 65/5> Nu så Saulus, at han ved at forfølge
Jesu disciple i virkeligheden var gået Satans ærinde. Han så,
at hans overbevisning om, hvad der var ret, og hvad der var hans pligt,
for en stor del havde været bygget på hans tillid til præsterne
og rådsherrerne. Han havde troet dem, da de fortalte ham, at historien
om opstandelsen kun var et snedigt påfund af disciplene. Nu hvor
Jesus selv åbenbarede sig, var Saulus overbevist om sandheden i,
hvad disciplene hævdede.
»<MEF 65/6> I denne stund i det himmelske lys reagerede Saulus
tanker med forunderlig hast. Den hellige skrifts profetiske beretninger
blev forståelige for ham. Han så, at jødernes forkastelse
af Jesus, hans korsfæstelse, opstandelse og himmelfart var blevet
forudsagt af profeterne og beviste, at han var den forjættede Messias.
Stefanus tale, dengang han led martyrdøden, lød for Saulus
ører, og han forstod, at martyren virkelig havde set "Guds herlighed",
da han sagde: "Se, jeg skuer Himlene åbne og Menneskesønnen
stående ved Guds højre hånd." Apg 7,55-56. Præsterne
havde kaldt disse ord for gudsbespottelse, men nu vidste Saulus, at de
var sandhed.
»<MEF 66/1> Hvilken åbenbaring var ikke alt dette for
forfølgeren! Nu vidste Saulus med sikkerhed, at den lovede Messias
var kommet til verden som Jesus fra Nazaret, og at han var blevet forkastet
og korsfæstet af dem, han var kommet for at frelse. Han vidste også,
at Frelseren med sejr var opstået fra graven og var steget op til
Himmelen. Ved dette øjebliks himmelske åbenbaring erindrede
Saulus med forfærdelse, at Stefanus, der havde vidnet om en korsfæstet
og opstanden Frelser, var blevet ofret med hans samtykke, og at senere
mange andre værdige efterfølgere af Jesus ved hans medvirken
havde mødt døden under de frygtelige forfølgelser.
»<MEF 66/2> Frelseren havde talt til Saulus gennem Stefanus,
hvis klare bevisførelse ikke kunne bestrides. Den lærde jøde
havde på martyrens ansigt set genskinnet af Kristi herlighed, der
viste sig ved, at "hans ansigt var som en engels ansigt." Apg 6,15. Han
havde været vidne til Stefanus overbærenhed mod sine fjender
og til, at han tilgav dem. Han havde også været vidne til styrken
og den glade hengivelse hos mange af dem, han havde overgivet til pinsler
og lidelser. Nogle havde han endog set med fryd give livet hen for deres
tros skyld.
»<MEF 66/3> Alt dette havde gjort et stærkt indtryk på
Saulus og havde til tider påtvunget ham en næsten overvældende
overbevisning om, at Jesus var den forjættede Messias. I sådanne
stunder havde han hele nætter igennem kæmpet imod denne overbevisning,
og altid havde han endt sagen med at vedkende sig den tro, at Jesus ikke
var Messias, og at hans disciple var fanatikere, der havde ladet sig narre.
»<MEF 66/4> Nu havde Kristus talt til Saulus med sin egen røst
og sagt: "Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?" Og spørgsmålet:
"Hvem er du, Herre?" blev besvaret med samme røst: "Jeg er Jesus,
som du forfølger!" Kristus gør sig her til et med sit folk.
Ved at forfølge Jesu efterfølgere havde Saulus rettet slaget
lige mod Himmelens Herre. Ved falske beskyldninger og vidnesbyrd imod dem
havde han falskelig anklaget og vidnet mod verdens Frelser.
»<MEF 66/5> Der var i Saulus sjæl ingen tvivl om, at
den talende var Jesus fra Nazaret, den længe ventede Messias, Israels
trøst og Frelser. Skælvende og forfærdet spurgte han:
"Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre?" Og Herren sagde til ham:
"Stå op og gå ind i byen, så skal det blive sagt dig,
hvad du bør gøre."
»<MEF 66/6> Da lysglansen var forsvunden, og Saulus rejste
sig fra jorden, opdagede han, at han helt havde mistet sit syn. Kristi
herligheds stråleglans havde været for stærk for dødelige
øjne, og da den veg bort, sænkede nattens mørke sig
over hans syn. Han troede, at denne blindhed var en straf fra Gud, fordi
han så grusomt havde forfulgt Jesu disciple. Han famlede sig frem
i frygteligt mørke, og hans rejsefæller, som var angst og
forfærdede, "ledede ham så ved hånden og førte
ham ind i Damaskus."
»<MEF 66/7> Om morgenen på denne begivenhedsrige dag
havde Saulus nærmet sig Damaskus med en følelse af selvtilfredshed
på grund af den tillid, som ypperstepræsterne viste ham. De
havde betroet ham et stort ansvar. Det var hans opgave at fremme den jødiske
religions interesser ved om muligt at standse udbredelsen af den nye tro
i Damaskus. Det var hans faste beslutning, at hans udsendelse skulle krones
med held, og han havde med ivrig forventning set hen til de oplevelser,
som han ventede, at fremtiden ville bringe.
»<MEF 67/1> Men hvor forskellig fra hans forventninger blev
ikke hans ankomst til byen! Ramt af blindhed, hjælpeløs, plaget
af samvittighedsnag og uden at vide, hvilken yderligere dom der ventede
ham, opsøgte han disciplen Judas hjem, hvor han havde rig lejlighed
til eftertanke og bøn.
»<MEF 67/2> I tre dage kunne Saulus ikke se, "og han hverken
spiste eller drak." Disse dage i sjæleangst var for ham så
lange som år. Atter og atter mindedes han med fortvivlelse i hjertet
den rolle, han havde spillet ved Stefanus martyrdød. Med rædsel
tænkte han på sin skyld ved at lade sig beherske af præsternes
og de skriftkloges ondskab og fordomme, selv da han havde set Stefanus
ansigt lyse med himmelsk stråleglans. Sorgfuld og sønderknust
genkaldte han sig de mange gange, hvor han havde lukket øjnene for
de mest slående beviser og ubarmhjertigt havde tilskyndet til forfølgelse
af dem, som troede på Jesus fra Nazaret.
»<MEF 67/3> Disse dage med grundig selvransagelse og sindets
ydmygelse tilbragte han i fuldstændig afsondrethed. De troende, som
var blevet advaret om Saulus hensigt med at komme til Damaskus, var bange
for, at han måske forstillede sig for nemmere at kunne narre dem;
og de holdt sig borte fra ham uden at vise ham nogen medfølelse.
Han nærede intet ønske om at henvende sig til de uomvendte
jøder, sammen med hvem han havde planlagt at forfølge de
troende, for han vidste, at de ikke engang ville høre på,
hvad han fortalte. Han syntes således at være afskåret
fra al menneskelig deltagelse. Hans eneste håb om hjælp var
en barmhjertig Gud, og med sønderknust hjerte vendte han sig til
ham.
»<MEF 67/4> I de lange timer, hvor Saulus var ene med Gud,
mindedes han mange af de skriftsteder, som viste hen til Kristi komme.
Omhyggeligt genkaldte han sig profetierne med en hukommelse, der var skærpet
ved den overbevisning, der havde bemægtiget sig hans sind. Når
han tænkte på betydningen af disse profetier, undredes han
over sin tidligere blindhed til at forstå, og over den blindhed,
jødefolket som helhed havde udvist, og som havde ført til
forkastelse af Jesus som den forjættede Messias. Nu syntes pludselig
alt så langt lettere at forstå. Han vidste, at hans tidligere
fordom og vantro havde formørket hans åndelige fatteevne og
havde hindret ham i at erkende Jesus fra Nazaret som profetiernes Messias.
»<MEF 67/5> Efterhånden som Saulus fuldstændig
overgav sig til Helligåndens overbevisende kraft, så han fejlgrebene
i sit liv og erkendte Guds lovs vidtrækkende krav. Han, som havde
været en hovmodig farisæer, der stolede på, at han var
retfærdiggjort ved sine gode gerninger, bøjede sig nu for
Gud så ydmygt og enfoldigt som et lille barn og bekendte sin egen
uværdighed, mens han bønfaldt om en korsfæstet og opstanden
Frelsers nåde. Saulus længtes efter at komme helt i samfund
og samklang med Faderen og Sønnen, og i sit inderlige ønske
om tilgivelse og godkendelse opsendte han brændende bønner
til nådens trone.
»<MEF 68/1> Den angrende farisæers bønner var
ikke forgæves! Ved Guds nåde forvandledes hans hjertes inderste
tanker og følelser, og hans ædlere egenskaber blev bragt i
samklang med Guds evige formål. For Saulus blev Kristus og hans retfærdighed
mere end hele den øvrige verden.
»<MEF 68/2> Saulus omvendelse er et slående vidnesbyrd
om Helligåndens underfulde magt til at overbevise syndige mennesker.
Han havde sandelig troet, at Jesus fra Nazaret havde ringeagtet Guds lov
og lært sine disciple, at den var uden betydning. Men efter sin omvendelse
erkendte Saulus, at Jesus var den eneste, der var kommet til verden for
at hævde sin Faders lov. Han var sikker på, at det var Jesus,
som havde skabt hele det jødiske ofringssystem. Han forstod, at
ved korsfæstelsen havde forbilledet mødt virkeligheden; at
Jesus havde opfyldt de gammeltestamentlige profetier om Israels Frelser.
»<MEF 68/3> I beretningen om Saulus omvendelse findes der vigtige
grundsætninger, som vi altid burde erindre. Saulus blev ført
ind til Kristi nærhed. Han var den, som Kristus havde tiltænkt
en meget betydningsfuld gerning, den, som skulle være "et udvalgt
redskab" for ham; men alligevel fortalte Herren ham ikke lige straks om
den tjeneste, der ventede ham. Han standsede ham på hans vej og overbeviste
ham om hans synd, men da Saulus spurgte: "Hvad vil du, at jeg skal gøre?"
bragte Gud den spørgende jøde i forbindelse med sin menighed
for der at opnå viden om Guds vilje med ham.
»<MEF 68/4> Det vidunderlige lys, som skinnede i Saulus mørke,
var Herrens værk; men der var også et arbejde, disciplene skulle
gøre for ham. Kristus havde gjort åbenbaringens og overbevisningens
gerning; og nu var den angrende synder i en tilstand, hvor han kunne lære
af dem, som Gud havde beskikket til at lære ham sandheden.
»<MEF 68/5> Mens Saulus i sin ensomhed i Judas hus vedblev
med at trygle og bede, viste Herren sig i et syn for "en discipel ved navn
Ananias" og sagde til ham, at Saulus fra Tarsus bad og trængte til
hjælp. "Stå op, og gå hen i den gade, som kaldes "Den
Lige", sagde det himmelske sendebud, "og spørg i Judas hus efter
en mand ved navn Saulus fra Tarsus; thi se, han beder. Og han har i et
syn set en mand ved navn Ananias komme ind og lægge hænderne
på ham, for at han skulle få sit syn igen."
»<MEF 68/6> Ananias kunne næppe tro på engelens
ord, for Saulus hårde forfølgelse af de hellige i Jerusalem
var rygtedes vidt og bredt. Han dristede sig til at gøre forestillinger:
"Herre! jeg har hørt af mange om den mand, hvor meget ondt han har
gjort dine hellige i Jerusalem. Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne
til at fængsle alle dem, som påkalder dit navn." Men befalingen
lod sig ikke rokke: "Gå! thi denne mand er mit redskab, som jeg har
udvalgt mig til at bære mit navn frem for hedninger og konger og
Israels børn. "
»<MEF 68/7> I lydighed mod engelens befaling opsøgte
Ananias den mand, der så nyligt havde udstødt trusler mod
alle, som troede på Jesu navn; han lagde hænderne på
den angrende, forpinte mand og sagde: Broder Saul! det er Herren, som har
sendt mig, Jesus, der viste sig for dig på vejen, du kom ad, for
at du skal få dit syn igen og blive fyldt med Helligånden."
»<MEF 68/8> "Og straks faldt der ligesom skæl fra hans
øjne, og han fik sit syn igen, og han stod op og blev døbt."
»<MEF 69/1> Således bekræftede Jesus den indstiftede
menighedsmyndighed og bragte Saulus i forbindelse med sine udvalgte hjælpere
på jorden. Nu havde Kristus en menighed som sin stedfortræder
på jorden, og tjenesten med at lede den angrende synder ind på
livets vej tilkom den.
»<MEF 69/2> Mange har den tanke, at det kun er Kristus, de
skal stå til regnskab for deres lys og erfaringer uafhængigt
af hans bekendende efterfølgere på jorden. Jesus er synderes
ven, og hans hjerte røres ved deres elendighed. Hans er al magt,
både i Himmelen og på jorden; men han ærer de hjælpere,
han har udvalgt til menneskers oplysning og frelse. Han leder syndere hen
til menigheden, som han har gjort til en lysets vej for verden.
»<MEF 69/3> Da Saulus midt i sin blinde vildfarelse og fordom
fik en åbenbaring af Kristus, som han forfulgte, blev han bragt i
direkte forbindelse med den menighed, som er verdens lys. I dette tilfælde
er Ananias Kristi stedfortræder og repræsenterer også
Kristi præster på jorden, som er indsat til at handle på
hans vegne. I Kristi sted berører Ananias Saulus øjne, for
at de kan modtage synet. I Kristi sted lægger han hænderne
på ham, og mens han beder i Jesu navn, modtager Saulus Helligånden.
Alt gøres i Jesu navn og ved hans kraft. Kristus er selve kilden,
menigheden er forbindelsesledet.
|