»<MEF 121/1> Efter at Paulus og
Silas havde forladt Filippi, drog de til Tessalonika. Her fik de den forrettighed
at tale til store forsamlinger i jødernes synagoge. Deres ydre bar
vidnesbyrd om den skændige behandling, de netop havde fået,
og nødvendiggjorde en forklaring om, hvad der var sket. Denne forklaring
gav de, uden at rose sig selv, men de priste ham, der havde bevirket deres
løsladelse.
»<MEF 121/2> Da Paulus prædikede for tessalonikerne,
henviste han dem til de gammeltestamentlige profetier om Messias. Kristus
havde under sin gerning åbnet sine disciples øjne for forståelse
af disse profetier: "idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde
han for dem, hvad der i alle skrifterne handlede om ham." Luk 24,27. Da
Peter forkyndte Kristus, fremdrog han sine beviser fra det gamle Testamente.
Stefanus havde fulgt samme fremgangsmåde. Og også Paulus benyttede
ved sin forkyndelse de skrifter, der forudsagde Kristi fødsel, død,
opstandelse og himmelfart. Gennem Moses og profeternes inspirerede vidnesbyrd
beviste han klart, at Jesus fra Nazaret var Messias, og viste dem, at fra
Adams tid var det Kristi røst, der havde lydt ved patriarkerne og
profeterne.
»<MEF 121/3> Der havde været tydelige og særegne
profetier med hensyn til den forjættedes komme. Adam havde fået
en forsikring om den kommende Frelser. Den dom, der var afsagt over Satan:
"Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd
og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, men du skal hugge den i
hælen," var for vore første forældre et løfte
om den frelse, der skulle gives ved Kristus. 1Mos 3,15.
»<MEF 121/4> Abraham fik løfte om, at verdens Frelser
skulle fødes i hans slægt: "I din slægt skal alle jordens
folk velsignes!" 1Mos 22,18. "Det hedder ikke "dine afkom," som om det
gjaldt mange, men "dit afkom," som når der tales om én, og
det er Kristus." Gal. 3,16.
»<MEF 121/5> Da Moses nærmede sig afslutningen på
sin gerning som Israels fører og lærer, profeterede han klart
om den kommende Messias. "Herren din Gud," sagde han, "vil lade en profet
som mig fremstå af din midte, af dine brødre; ham skal I høre
på." 5Mos 18,15. Og Moses forvissede israelitterne om, at Gud selv
havde åbenbaret sig for ham, mens han boede på Horebs bjerg,
og havde sagt: "Jeg vil lade en profet som dig fremstå for dem af
deres brødre og lægge mine ord i hans mund, og han skal sige
dem alt, hvad jeg byder ham." 5Mos 18,18.
»<MEF 122/1> Messias skulle være af kongeslægten,
for i Jakobs profeti sagde Herren: "ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav
fra hans fødder, til han, hvem den tilhører, kommer, ham
skal folkene lyde." 1Mos 49,10.
»<MEF 122/2> Og Esajas profeterede: "Men der skyder en kvist
af Isajs stub, et skud gror frem af hans rod." Es 11,1. "Bøj jeres
øre, kom til mig, hør, og jeres sjæl skal leve! Så
slutter jeg med jer en evig pagt: de trofaste nådeløfter til
David. Se, jeg gjorde ham til vidne for folkeslag, til folkefærds
fyrste og hersker. Se, på folk, du ej kender, skal du kalde, til
dig skal folk, du ej kender, ile for Herren din Guds skyld, Israels hellige,
han gør dig herlig." Es 55,3-5.
»<MEF 122/3> Også Jeremias fremkom med vidnesbyrd om
den kommende Frelser som en fyrste af Davids hus. "Se, dage skal komme,
lyder det fra Herren, da jeg opvækker David en retfærdig spire,
og han skal herske som konge og handle viselig og øve ret og retfærd
i landet. I hans dage skal Juda frelses og Israel bo trygt. Og det navn,
man skal give ham, er: Herren vor retfærdighed." Og atter: "Thi så
siger Herren: David skal ikke fattes en mand til at sidde på Israels
huses trone. Og levitpræsterne skal aldrig fattes en mand til at
stå for mit åsyn og frembære brændoffer, brænde
afgrødeoffer og ofre slagtoffer." Jer 23,5-6; 33. 17-18.
»<MEF 122/4> Endog Messias fødested var forudsagt: "Og
du Betlehem-Efrata, liden til at være blandt Judas tusinder! Af dig
skal udgå mig én til at være hersker i Israel. Hans
udspring er fra fordum, fra evigheds dage." Mika 5,2.
»<MEF 122/5> Der blev givet et klart omrids af den gerning,
Frelseren skulle udrette på jorden: "Herrens Ånd skal hvile
over ham, visdoms og forstands Ånd, råds og styrkes Ånd,
Herrens kundskabs og frygts Ånd. Hans hu står til Herrens frygt."
Es 11,2-3. Den således salvede, skulle sendes "med glædesbud
til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter, for at udråbe
frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet, udråbe et nådeår
fra Herren, en hævnens dag fra vor Gud, for at trøste alle
dem, som sørger, give dem, som sørger i Zion, højtidspragt
for sørgedragt, for sørgeklædning glædens olie,
lovsang for modløst sind. Man kalder dem retfærds ege, Herrens
plantning til hans ære " Es 61,1-3.
»<MEF 122/6> "Se min tjener, ved hvem jeg holder fast, min
udvalgte, hvem jeg har kær! På ham har jeg lagt min Ånd,
han skal udbrede ret til folkene. Han råber og skriger ikke, løfter
ej røsten på gaden, bryder ej knækket rør og
slukker ej rygende tande. Han udbreder ret med troskab, vansmægter,
udmattes ikke, før han får sat ret på jorden; og fjerne
strande bier på hans lov. Es 42,1-4.
»<MEF 122/7> Med overbevisende kraft forklarede Paulus ud fra
det gamle Testamente, at "Kristus måtte lide og opstå fra de
døde." Havde ikke Mika profeteret: "Med stokken slår de Israels
hersker på kinden"? Mika 4,14. Og havde ikke den forjættede
ved Esajas profeteret om sig selv: "Min ryg bød jeg frem til hug,
mit skæg til at rives, mit ansigt skjulte jeg ikke for hån
og spyt"? Es 50,6. Ved salmisten havde Kristus forudsagt, hvilken behandling,
han skulle få af mennesker: "Jeg er til spot for mennesker, folk
til spe; alle, der ser mig, håner mig, vrænger mund og ryster
på hovedet: "Han har væltet sin sag på Herren; han fri
og frelse ham, han har jo velbehag i ham!" Sl 22,7-9. "Jeg kan tælle
alle mine ben; med skadefryd ser de på mig. Mine klæder deler
de mellem sig, om Kjortelen kaster de lod." Sl 22,18-19. "Fremmed er jeg
for mine brødre, en udlænding for min moders sønner.
Thi nidkærhed for dit hus har fortæret mig, spotten mod dig
er faldet på mig." "Du ved, hvordan jeg smædes og bærer
skam og skændsel, du har rede på alle mine fjender. Spot har
ulægeligt knust mit hjerte, jeg bied forgæves på medynk,
på trøstere uden at finde." Sl 69,9-10. og 20-21.
»<MEF 123/1> Hvor klare og tydelige var ikke Esajas profetier
om Kristi lidelse og død! "Hvo troede det, vi hørte, for
hvem åbenbaredes Herrens arm?" spørger profeten. "Han skød
op som en kvist for hans åsyn, som et rodskud af tør jord,
uden skønhed og pragt til at drage vort blik, uden ydre, så
vi syntes om ham, ringeagtet, skyet af folk, en smerternes mand og kendt
med sygdom, en, man skjuler sit ansigt for, agtet ringe, vi regnede ham
ikke."
»<MEF 123/2> "Og dog vore sygdomme bar han, tog vore smerter
på sig; vi regnede ham for plaget, slagen, gjort elendig af Gud.
Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes
skyld. Os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår."
»<MEF 123/3> "Vi for alle vild som får, vi vendte os
hver sin vej, men Herren lod falde på ham den skyld, der lå
på os alle. Han blev knust, og bar det stille, han oplod ikke sin
mund som et lam, der føres hen at slagtes, som et får, der
er stumt, når det klippes han oplod ikke sin mund."
»<MEF 123/4> "Fra trængsel og dom blev han taget, men
hvem i hans samtid tænkte, da han reves fra de levendes land, at
han ramtes for mit folks overtrædelse?" Es 53,1-8.
»<MEF 123/5> Også hans dødsmåde var blevet
antydet. Ligesom kobberslangen var blevet oprejst i ørkenen, skulle
den kommende Frelser ophøjes, "for at hver den, som tror på
ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv." Joh 3,16.
»<MEF 123/6> "Hos gudløse gav man ham grav og gravkammer
hos den rige, endskønt han ej gjorde uret, og der ikke var svig
i hans mund. Det var Herrens vilje at slå ham med sygdom; (når
hans sjæl havde fuldbragt et skyldoffer, skulle han se afkom, leve
længe og Herrens vilje skulle lykkes ved hans hånd.) Es 53,9-10.
»<MEF 123/7> Men han, som skulle lide døden for onde
menneskers hånd, skulle atter opstå som sejrherre over døden
og graven. Inspireret dertil af den Almægtige vidnede Israels dejlige
sanger om opstandelsesmorgenens herlighed. "Han udbryder jublende: "Endogså
mit kød skal bo i tryghed. Thi dødsriget giver du ikke min
sjæl, lader ikke din hellige se forrådnelse." Sl 16,9-10.
»<MEF 123/8> Paulus påviste, hvor tæt Gud havde
knyttet offertjenesten sammen med de profetier, som viste hen til den,
der var "som et lam, der føres hen at slagtes." Messias skulle give
sit liv som "et skyldoffer." Idet profeten Esajas skuede ned gennem århundrederne
indtil begivenhederne ved Frelserens forsoningsdød, vidnede han
om, at dette Guds lam "udtømte sin sjæl til døden og
regnedes blandt overtrædere; dog bar han manges synd, og for overtrædere
bad han." Es 53,7.10.12.
»<MEF 124/1> Profetiernes Frelser skulle ikke komme som en
timelig hersker for at befri det jødiske folk fra jordiske undertrykkere,
men som et menneske blandt mennesker, der skulle leve et liv i fattigdom
og ringhed og til sidst blive foragtet, forkastet og dræbt. Den Frelser,
det gamle Testmente profeterede om, skulle give sig selv som offer for
den faldne menneskeslægt og således opfylde ethvert krav fra
den overtrådte lov. I ham skulle forbilledet mødes med virkeligheden,
og hans død på korset ville få betydning for hele den
jødiske husholdning.
»<MEF 124/2> Paulus fortalte jøderne i Tessalonika om
sin tidligere nidkærhed for ceremoniloven og om sin vidunderlige
oplevelse ved Damaskus porte. Før sin omvendelse havde han følt
sig tryg ved en nedarvet fromhed, ved et falsk håb. Hans tro havde
ikke været forankret i Kristus; han havde sat sin lid til skikke
og ceremonier. Hans nidkærhed for loven havde været uden forbindelse
med tro på Kristus og var derfor uden værdi. Mens han pralede
af at være uangribelig med hensyn til udførelsen af lovens
gerninger, havde han afvist den eneste, som gjorde loven til noget værdifuldt.
»<MEF 124/3> Men dengang han blev omvendt, havde alt forandret
sig! Jesus fra Nazaret, som han havde forfulgt i skikkelse af hans hellige,
viste sig for ham som den forjættede Messias. Forfølgeren
så i ham Guds Søn, ham, der var kommet til verden som en opfyldelse
af profetierne, og i hvis liv hver begivenhed nøje formede sig som
forudsagt i de hellige skrifter.
»<MEF 124/4> Mens Paulus med hellig frimodighed forkyndte evangeliet
i synagogen i Tessalonika, blev der kastet en strøm af lys over
den sande betydning af de skikke og ceremonier, der havde forbindelse med
offertjenesten i tabernaklet. Han førte sine tilhøreres sind
ud over Kristi jordiske gerning og tjeneste og ind i den himmelske helligdom
til den tid, hvor Kristus, når hans tjeneste som talsmand var afsluttet,
ville komme igen med kraft og stor herlighed for at oprette sit rige på
jorden. Paulus troede på Kristi genkomst, og så klart og stærkt
fremstillede han de sandheder, der angik denne begivenhed, at det gjorde
et uudsletteligt indtryk på mange af dem, der lyttede til ham.
»<MEF 124/5> Tre sabbatter i træk prædikede Paulus
for tessalonikerne og drøftede med dem Kristi liv, død, opstandelse,
tjeneste og fremtidige herlighed, han, som var "det slagtede lam" fra verdens
grundlæggelse. Åb 13,8. Han ophøjede Kristus og sagde,
at den rette forståelse af hans tjeneste er den nøgle, som
kan åbne det gamle Testmentes skrifter og give adgang til deres rige
skatte.
»<MEF 124/6> Da evangeliets sandheder således i Tessalonika
blev forkyndt med vældig kraft, blev de store forsamlingers opmærksomhed
fanget. "Nogle af dem lod sig da overbevise og sluttede sig til Paulus
og Silas; det samme gjorde også en stor mængde af de gudfrygtige
grækere og ikke få af de fornemme kvinder."
»<MEF 124/7> Ligesom i de byer, hvor de før var kommet,
mødte apostlene her afgjort modstand. De jøder, som ikke
troede, "blev skinsyge". Disse jøder var dengang ikke yndede af
de romerske myndigheder, fordi de for ikke så længe siden havde
rejst en opstand i Rom Man betragtede dem med mistillid, og deres frihed
var til en vis grad begrænset. Nu fandt de lejlighed til at drage
fordel af omstændighederne for at genoprette deres gode omdømme
og samtidig bringe apostlene og de nyomvendte kristne i vanry.
»<MEF 125/1> De gik i gang med det ved at slutte sig sammen
med "nogle slette mennesker fra gaden", hvorved det lykkedes dem at "lave
opløb og vække uroligheder i byen." I håb om at finde
apostlene "stormede de Jasons hus" men de kunne hverken finde Paulus eller
Silas. "Men da de ikke fandt dem," slæbte pøbelen i deres
vanvittige skuffelse "Jason og nogle brødre for borgmestrene og
råbte: "Disse mennesker, som har bragt hele verden i oprør,
er nu også kommet hertil, og dem har Jason taget imod; de handler
alle mod kejserens befalinger og siger, at en anden, en, der hedder Jesus,
er konge.""
»<MEF 125/2> Da man ikke kunne finde Paulus og Silas, lod borgmestrene
de anklagede troende stille sikkerhed for at bevare freden. Af frygt for
yderligere voldshandlinger "sendte brødrene straks samme nat Paulus
og Silas af sted til Berøa."
»<MEF 125/3> De, som i dag lærer upopulære sandheder,
behøver ikke at tabe modet, hvis de til tider ikke får nogen
mere gunstig modtagelse, selv fra dem, der kalder sig kristne, end Paulus
og hans medarbejdere fik fra de mennesker, blandt hvem de arbejdede. Korsets
sendebud må væbne sig med årvågenhed og bøn
og gå frem med tro og mod og altid arbejde i Jesu navn. De må
lovprise Kristus som menneskets talsmand i den himmelske helligdom, han,
hvem hele offertjenesten efter de gammeltestamentlige bestemmelser pegede
hen imod, og gennem hvis forsoningsoffer de, som overtræder Guds
lov, kan finde fred og tilgivelse.
|