»<MEF 160/1> Det første brev
til menigheden i Korint blev skrevet af apostlen Paulus under den sidste
periode af hans ophold i Efesus. Der var ingen, for hvem han nærede
dybere interesse, eller for hvem han gjorde sig større anstrengelser,
end de troende i Korint. Han havde arbejdet iblandt dem i halvandet år
og vist dem hen til en korsfæstet og opstanden Frelser som den eneste
vej til frelse og han havde formanet dem til at stole ubetinget på
hans nådes forvandlende kraft. Før han optog dem, der bekende
sig som kristne, i menighedens samfund havde han været omhyggelig
med at belære dem om den kristne troendes rettigheder og pligter;
og han havde oprigtigt forsøgt at hjælpe dem til at være
tro mod løfterne ved deres dåb.
»<MEF 160/2> Paulus havde dyb forståelse af den kamp,
som enhver sjæl må udkæmpe mod de onde kræfter,
der bestandig søger at bedrage og besnære; og han havde arbejdet
utrætteligt på at styrke og befæste dem, der var nye
i troen. Han havde tryglet dem om helt at overgive sig til Gud; for han
vidste, at hvis denne overgivelse ikke lykkes for sjælen, forsager
man ikke synden, men lyster og lidenskaber vil stadig stræbe efter
herredømmet og fristelser vil forvirre samvittigheden.
»<MEF 160/3> Omvendelsen må være fuldstændig.
Enhver svag, tvivlende, kæmpende sjæl, der helt overgiver sig
til Herren, kommer i direkte forbindelse med de hjælpemidler, der
gør det muligt for den at sejre. Himmelen er én sådan
nær og han får støtte og hjælp fra barmhjertighedens
engle i hver prøvelsens og nødens time.
»<MEF 160/4> Menigheden i Korint var omgivet af afgudsdyrkelse
og sanselighed i dens mest besnærende skikkelse. Så længe
apostlen var hos dem, havde denne påvirkning kun ringe magt over
dem. Paulus faste tro, hans inderlige bøn og alvorlige og formanende
ord og frem for alt hans gudfrygtige liv havde hjulpet dem til at fornægte
sig selv for Kristi skyld hellere end nyde syndige glæder.
»<MEF 160/5> Men efter Paulus afrejse kom der imidlertid vanskelige
forhold; fjenden havde sået klinte blandt hveden og det varede ikke
længe, før den bar sin onde frugt. Dette var en alvorlig prøvelsens
tid for menigheden i Korint. Apostlen var ikke mere hos dem for at ophjælpe
deres iver og styrke dem i deres kamp for at leve efter Guds vilje; og
lidt efter lidt blev mange ligegyldige og letsindige og lod deres naturlige
tilbøjeligheder få magt over dem. Han, der så ofte havde
vist dem hen til renhedens og retskaffenhedens høje idealer, var
ikke mere iblandt dem og ikke så få af dem, der ved deres omvendelse
havde frigjort sig fra deres onde vaner, vendte nu tilbage til hedenskabets
nedværdigende synder.
»<MEF 161/1> Paulus havde skrevet ganske kort til menigheden
og formanet dem til ikke at have samkvem med menighedsmedlemmer, der vedblev
med at leve et usædeligt liv; men mange af de troende fordrejede
betydningen af apostlens ord, kom med udflugter og fandt undskyldninger
for ikke at rette sig efter hans anvisninger.
»<MEF 161/2> Menigheden sendte Paulus et brev, hvori de bad
ham om råd angående forskellige ting, men de sagde intet om
de alvorlige synder, der foregik iblandt dem. Helligånden indgav
imidlertid apostlen en tydelig følelse af, at menighedens sande
tilstand blev holdt skjult for ham og at dette brev var et forsøg
på at aflokke ham meddelelser, som brevskriverne kunne udnytte til
egen fordel.
»<MEF 161/3> På dette tidspunkt ankom der til Efesus
nogle medlemmer af Kloes husstand, en meget anset korintisk familie. Paulus
udspurgte dem angående forholdene og de fortalte ham, at menigheden
var splittet ved uenighed. Den splid, der havde hersket under Apollos besøg,
var stadig blevet større. Falske lærere fik menighedens medlemmer
til at ringeagte Paulus ord. Evangeliets lærdom og forordninger blev
forvanskede. Hovmod, sanselighed og afgudsdyrkelse blev stadig hyppigere
blandt dem, der engang havde været nidkære for et kristent
liv.
»<MEF 161/4> Da dette billede blev forelagt Paulus, forstod
han, at hans værste frygt var mere end gået i opfyldelse. Men
han ville ikke af denne grund give efter for den tanke, at hans arbejde
havde været forgæves. Med "frygt og bæven" og "mange
tårer" søgte han råd hos Gud. Gerne ville han med det
samme have besøgt Korint, hvis dette havde været den klogeste
fremgangsmåde. Men han vidste, at de troende ikke i deres nuværende
tilstand ville kunne få noget ud af hans bestræbelser og derfor
sendte han Titus, for at han kunne berede vejen for et senere besøg
af ham selv. Derpå så han bort fra alle personlige følelser
med hensyn til fremgangsmåden hos dem, hvis opførsel afslørede
en så forunderlig fordærvelse og med en sjæl, der hvilede
i Gud, skrev apostlen et af sine rigeste, mest belærende og magtfulde
breve til menigheden i Korint.
»<MEF 161/5> Med overordentlig klarhed gik han over til at
besvare de forskellige spørgsmål som menigheden havde stillet
ham og til at fremsætte almindelige grundsætninger, som, hvis
de blev fulgt, ville føre dem til et højere åndeligt
stade. De var i fare og han kunne ikke udholde tanken om, at det i denne
kritiske stund skulle mislykkes for ham at nå ind til deres hjerter.
Trofast advarede ham dem om de farer, de udsatte sig for og dadlede dem
for deres synder. Han viste dem atter hen til Kristus og søgte på
ny at tænde den første kærligheds glød.
»<MEF 161/6> Apostlens store kærlighed til korinterne
åbenbarede sig i hans milde hilsen til menigheden. Han talte om deres
erfaringer, da de vendte sig fra afgudsdyrkelsen til at tjene og tilbede
den eneste sande Gud. Han mindede dem om Helligåndens gave, som de
havde modtaget og viste dem, at det var deres forrettighed bestandig at
gå frem i et kristent liv, indtil de opnåede Kristi renhed
og hellighed. "I er jo i ham blevet rige på alt," skrev han, "i al
tale og i al indsigt, eftersom vidnesbyrdet om Kristus er blevet stadfæstet
iblandt jer, så I ikke mangler nogen nådegave, idet I lever
i forventningen om, at vor Herre Jesus Kristus skal åbenbares, han,
som også skal styrke jer indtil det sidste, så I ikke kan anklages
på vor Herres Jesu Kristi dag."
»<MEF 162/1> Paulus talte rent ud om den splid, der var opstået
i den korintiske menighed og formanede de troende til at ophøre
med striden. "Jeg formaner jer, brødre," skrev han, "ved vor Herres
Jesu Kristi navn, at I alle skal være enige indbyrdes og at der ikke
må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt
ud forenede i samme sind og samme overbevisning."
»<MEF 162/2> Apostlen følte sig frit stillet med hensyn
til at sige dem, hvordan og af hvem han havde fået underretning om
splittelsen indenfor menigheden. "Thi af Kloes folk er det blevet mig fortalt
om jer, mine brødre, at der er stridigheder iblandt jer."
»<MEF 162/3> Paulus var en gudbenådet apostel. De sandheder,
han lærte andre, havde han selv modtaget "ved åbenbarelser"
men dog åbenbarede Herren ham ikke altid, hvordan det netop stod
til med Guds folk. I dette tilfælde havde de, som var interesserede
i menighedens trivsel i Korint og som havde set synden snige sig derind,
sat apostlen ind i sagen; og ved hjælp af de guddommelige åbenbaringer,
han tidligere havde haft, var han i stand til at bedømme karakteren
af denne udvikling. Trods den kendsgerning, at Herren ikke gav ham en særlig
åbenbaring netop ved denne lejlighed, modtog de, der virkelig søgte
lyset, hans budskab som udtryk for Kristi tanker. Herren havde vist ham,
hvilke vanskeligheder og farer der ville opstå i menighederne, og
da disse onder viste sig, erkendte apostlen deres betydning. Han var udset
til at forsvare menigheden. Han skulle våge over sjælene som
den, der skal stå til regnskab over for Gud; og var det så
ikke følgerigtigt og ret af ham at lytte til beretningerne om anarkiet
og splittelserne iblandt dem? Absolut! Og den tilrettevisning, han sendte
dem, var lige så sikkert skrevet under Guds Ånds ledelse som
ethvert af hans andre breve.
»<MEF 162/4> Apostlen nævnede ikke noget om de falske
lærere, som søgte at ødelægge frugten af hans
arbejde. På grund af menighedens splittelse og uvidenhed undlod han
at irritere dem med sådanne hentydninger for ikke at skræmme
nogle helt bort fra sandheden. Han viste hen til sit eget arbejde iblandt
dem som udrettet af "en kyndig bygmester," der havde lagt den grundvold,
hvorpå andre havde bygget. Men han tog ikke selv æren herfor,
thi han erklærede: "Guds medarbejdere er vi!" Han gjorde ikke fordring
på nogen visdom som sin egen, men indrømmede, at det kun ved
Guds kraft havde været ham muligt at forkynde sandheden på
en Gud velbehagelig måde. I samfund med Kristus, den største
af alle lærere, var det blevet Paulus muligt at forkynde lærdomme
af guddommelig visdom, der imødekom alle slags mennesker i deres
trang, og som lod sig anvende til alle tider, på alle steder og under
alle omstændigheder.
»<MEF 162/5> Blandt de mere alvorlige onder, der havde udviklet
sig blandt de korintiske kristne, var en tilbagevenden til hedenskabets
fordærvede skikke. En, der tidligere var blevet omvendt, var gledet
så langt ud, at hans utugtige liv var en krænkelse af selv
den lave moral indenfor hedningeverdenen. Apostlen pålagde menigheden
at skille sig af med "det onde menneske." Ved I ikke," formanede han dem,
"at en smule surdej syrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud, for at
I kan være en ny dej, da I jo er usyrede."
»<MEF 163/1> Et andet alvorligt onde, der var opstået
inden for menigheden, var, at brødrene havde retssager med hinanden.
Der var draget rigelig omsorg for, at vanskeligheder kunne afgøres
af de troende selv. Kristus havde selv belært dem klart om, hvordan
den slags sager skulle ordnes. "Hvis din broder forsynder sig imod dig,"
havde Frelseren sagt, "så gå hen og sæt ham i rette under
fire øjne. Hører han dig, så har du vundet din broder.
Men hører han dig ikke, så tag endnu en eller to med dig,
for at enhver sag kan blive afgjort efter to eller tre vidners udsagn.
Men er han dem overhørig, da sig det til menigheden, men er han
også menigheden overhørig, så lad ham være for
dig som en hedning eller tolder. Sandelig siger jeg eder: hvad I binder
på jorden, skal være bundet i Himmelen; og hvad I løser
på jorden, det skal være løst i Himmelen." Matt 18,15-18.
»<MEF 163/2> Paulus talte ikke i ubestemte vendinger til de
korintiske troende, der havde glemt denne tydelige anvisning, men dadlede
og formanede dem. "Hvor kan dog nogen af jer," spurgte han, "når
han har sag mod em anden, få sig til at lade den pådømme
hos de uretfærdige, og ikke hos de hellige? Ved I da ikke, at de
hellige engang skal dømme verden? Og når verden skal dømmes
ved jer, er I da uværdige til at sidde til doms i de mindste retssager?
Ved I ikke, at vi skal dømme engle? Endsige da i timelige ting!
Når I nu har retssager om timelige ting, sætter I så
dem til dommere, der ikke er regnet for noget i menigheden? Til skam for
jer siger jeg det! Er der da virkelig iblandt jer ingen, der er viis nok
til at dømme sine brødre imellem? Men broder fører
sag mod broder og det for vantro! I det hele taget er jo allerede det en
brist hos jer, at I har retssager mod hverandre. Hvorfor lider I ikke hellere
uret? Hvorfor finder I jer ikke hellere i at lide tab? Men I tilføjer
andre og tilmed brødre, uret og tab! Eller ved I ikke, at uretfærdige
ikke skal arve Guds rige?"
»<MEF 163/3> Satan søger bestandig at liste mistro,
fjendskab og ondskab ind i Guds menighed. Vi vil ofte blive fristet til
at synes, at der ikke sker os vor ret, selv når der ikke er rimelig
grund til at nære den slags følelser. De, hvis egenkærlighed
er stærkere end deres kærlighed til Kristus og hans rige, vil
lade deres egne interesser gå forud og tage deres tilflugt til næsten
ethvert middel for at vogte og opretholde dem. Selv mange, der synes at
være samvittighedsfulde kristne, lader sig af stolthed og selvhævdelse
hindre i at gå i fortrolighed til dem, de mener, har fejlet, så
de kan tale med dem i Kristi Ånd og bede sammen for hinanden. Der
er endog nogle, der, hvis de føler sig krænkede af deres brødre,
vil gå til retten i stedet for at følge Frelserens regel.
»<MEF 163/4> Kristne burde ikke henvende sig til borgerlige
domstole for at få afgjort de uenigheder, der måske kan opstå
blandt menighedens medlemmer. Sådanne uenigheder burde afgøres
mand og mand imellem eller af menigheden i overensstemmelse med Kristi
anvisning. Selv om der er sket uret, må den, som er en discipel af
den ydmyge og sagtmodige Jesus, hellere udsætte sig for at "lide
tab" end overfor verden afsløre sine kristne brødres synder.
»<MEF 164/1> Retssager mellem kristne er en skændsel
for sandhedens sag. Kristne, der søger rettens hjælp, udsætter
menigheden for spot fra dens fjender og får mørkets magter
til at hovere. De sårer Kristus på ny og udsætter ham
for offentlig skam. Ved at underkende menighedens autoritet viser de foragt
for Gud, som har givet menigheden dens myndighed.
»<MEF 164/2> I dette brev til korinterne forsøgte Paulus
at vise dem Kristi magt til at bevare dem fra det onde. Han vidste, at
hvis de ville rette sig efter de betingelser, han fastsatte, ville de blive
stærke ved den Højestes kraft. Som middel til at hjælpe
dem til at frigøre sig fra syndens trældom og blive fuldkommen
hellige i Herrens frygt lagde Paulus stor vægt på, at de opfyldte
kravene fra ham, som de ved deres omvendelse havde viet deres liv. "I er
Kristi," sagde han, "I tilhører ikke jer selv. I er jo købt
og prisen betalt, ær derfor Gud i jeres legeme!"
»<MEF 164/3> Apostlen skildrer tydeligt virkningen af at vende
sig fra et liv i renhed og hellighed til hedenskabets fordærvede
skikke. "Far ikke vild," skrev han, "hverken utugtige eller afgudsdyrkere
eller ægteskabsbrydere ... eller tyve eller havesyge, ingen drankere,
ingen æreskændere, ingen røvere skal arve Guds rige."
Han bad dem om at beherske lidenskab og begær. "Ved I ikke, at jeres
legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer og som I har fra
Gud?"
»<MEF 164/4> Paulus var i besiddelse af stor, åndelig
begavelse, men desuden åbenbarede han i sit liv en sjælden
visdom, som gav ham hurtig forståelse og hjertets medfølelse
og som muliggjorde det for ham at vække andres bedre følelser
og indgive dem trangen til at stræbe efter en højere livsform.
Hans hjerte strømmede over af inderlig kærlighed til de troende
i Korint. Han længtes efter at se dem åbenbare en sindets gudsfrygt,
som kunne styrke dem i fristelser. Han vidste, at de for hvert skridt på
kristendommens vej ville møde hindringer fra "Satans synagoge" og
at de daglig ville blive indviklet i strid. De måtte være på
vagt mod fjendens snedige angreb, gøre sig til herre over gamle
vaner og naturlige tilbøjeligheder og altid våge og bede.
Paulus vidste, at den højere kristne fuldkommenhed kun kan opnås
ved megen bøn og ved altid at være på vagt og dette
prøvede han at klargøre for deres tanker. Men han vidste
også, at der ved den korsfæstede Kristus blev rakt dem en kraft,
der var stærk nok til at omvende sjælen og at de fik guddomskraft
til at modstå alle det ondes fristelser. I tillid til Gud som deres
rustning og med hans ords våben ville de blive i stand til at modstå
fjendens angreb.
»<MEF 164/5> De kristne i Korint trængte til dybere erfaring
om, hvad der hører Guds rige til! De forstod ikke fuldt ud, hvad
det vil sige at se hans herlighed og forvandles i sit sind. De havde kun
set de første stråler af denne herligheds morgenrøde.
Paulus første ønske for dem gjaldt, at de måtte fyldes
med al Guds fylde ved at følge ham, hvis vej er beredt ligesom morgenen
og vedblive at lære af ham, indtil de nåede ind i det fulde
middags lys ved en fuldkommen tro på evangeliet.
|