<VTK 39/1> At dølge sin synd fører ikke til held; men bekendes og slippes den, finder man nåde. Ordsp 28,13.

<VTK 39/2> Betingelserne for at erholde Guds nåde er retfærdige, enkle og rimelige. Herren fordrer ikke, at vi skal gøre noget besværligt for at kunne få syndsforladelse. Vi behøver ikke at foretage lange og besværlige pilgrimsrejser eller udføre smertefulde bodsøvelser for at anbefale vore sjæle til Himmelens Gud eller for at udsone vor overtrædelse; den, der bekender sin synd og afstår fra den, skal møde barmhjertighed.

<VTK 39/3> Apostelen siger: "Bekend derfor synderne for hverandre og bed for hverandre, at I må blive helbredte." Jak 5,16. Bekend jeres synde for Gud, som alene kan tilgive dem, og bekend jeres fejl for hverandre. Dersom du har forurettet din ven eller din nabo, bør du bekende din fejl, og det er hans pligt villigt at tilgive dig. Dernæst bør du bede Gud om tilgivelse, for den broder, du har såret, tilhører Gud, og idet du skadede ham, syndede du imod din Skaber og Forløser. Sagen fremføres for den eneste sande forsoner, vor store Ypperstepræst, "som er fristet i alle ting i lighed med os, dog uden synd" og som "kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder." Hebr 4,15. Han er mægtig til at borttage enhver uretfærdigheds plet.

<VTK 40/1> De, der ikke har ydmyget deres sjæle for Gud ved at bekende deres skyld, har endnu ikke opfyldt den første betingelse for at blive antaget af Gud. Hvis vi ikke ha erfaret den omvendelse, der ikke fortrydes, og ikke har bekendt vore synder med sand ydmyghed og en sønderbudt ånd, så at vi afskyr vor uretfærdighed, har vi aldrig i sandhed søgt at få syndsforladelse. Og hvis vi aldrig har søgt, har vi aldrig fundet Guds fred. Den eneste grund til, at vi ikke har fået forladelse for tidligere begåede synder, er, at vi ikke er villige til at ydmyge vore hjerter og rette os efter Guds ords betingelse. Der er givet tydelig undervisning om denne sag. Enten syndsbekendelsen sker offentligt eller privat, bør den komme fra hjertet åbent og ærligt. Ingen bør nødes dertil. Bekendelsen må ikke aflægges let og ligegyldigt eller tvinges frem hos dem, der ikke ha noget klart begreb om syndens virkelige natur. Den bekendelse, der kommer fra hjertets inderste, finder vej til den evige, barmhjertige Gud. Salmisten siger: "Herren er nær hos dem, hvis Hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er brudt." Sl 34,19.

<VTK 40/2> Sand bekendelse er altid af en særegen at og erkender særskilte synder. Disse kan være sådan, at de bør fremlægges for Gud alene; de kan være fejl, der bør bekendes for mennesker, man har forurettet eller skadet; eller de kan være af offentlig natur og bør da bekendes offentligt. Men al bekendelse må være bestemt og saglig, så man bekender netop de synder, man har gjort sig skyldig i.

<VTK 40/3> I Samuels dage gled Israelitterne bort fra Gud de måtte lide syndens onde følger; for de havde tabt troen på Gud. De havde tabt deres forståelse af hans magt og visdom til at lede folket, tabt deres tillid til hans evne til at forsvare og hævde sin sag. De vendte sig bort fra verdensaltets hersker og ønskede en lignende regering, som de omkringboende nationer havde. Før de fandt fred, aflagde de denne tydelige bekendelse, at til alle deres andre synder havde de "føjet den brøde at kræve en konge." 1Sam. 12,19 De måtte bekende netop den synd, de var blevet overbevist om. Deres utaknemmelighed knugede dem og skilte dem fra Gud.

<VTK 41/1> Bekendelsen vil ikke blive antaget af Gud uden oprigtig anger og omvendelse. Der må foregå afgjorte forandringer i livet. Alt, hvad der har Guds mishag, må aflægges. Dette vil uvægerligt blive følgen af sand bedrøvelse over synd. Det værk, der må udrettes fra vor side, fremstilles tydeligt for os. "Tvæt jer, rens jer, bort med de onde gerninger fra mine øjne! Hør op med det onde, lær det gode, læg vind på, hvad ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse ret, før enkens sag!" Es 1,16-17. Dersom "den gudløse giver pant tilbage, godtgør hvad han har ranet, og følger livets bud uden at øve uret, så skal han leve og ikke dø." Ez 33,15. Paulus siger, idet han taler om omvendelse: "Thi se, just dette, at I blev bedrøvede efter Guds sind, hvor stor en iver virkede det ikke hos eder, ja forsvar, ja harme, ja frygt" ja længsel, ja nidkærhed, ja straf! På enhver måde beviste I, at I selv var rene i denne sag." 2Kor 7,11.

<VTK 41/2> Når synden har sløvet den moralske dømmekraft, kan overtræderen ikke se manglerne i sin karakter eller fatte hvor stor den synd er, han har begået, og dersom han ikke giver efter for Helligåndens overbevisende kraft, vedbliver han til dels at være blind for sin synd. Hans bekendelse er ikke oprigtig eller alvorlig: hver gang han erkender sin synd, føjer han en undskyldning til for at besmykke sin fremgangsmåde. Han siger at hvis det ikke havde været for visse omstændigheders skyld, ville han ikke have gjort dette eller hint, som han nu bliver irettesat for.

<VTK 42/1> Efter at Adam og Eva havde spist af den forbudne frugt, betoges de af en følelse af skam og forfærdelse. Deres første tanke var, hvorledes de kunne undskylde deres synd og undfly den frygtede dødsdom. Da Gud udspurgte dem angående deres synd, forsøgte Adam dels at lægge skylden på Gud og dels på sin hustru. Han svarede: "Kvinden, som du satte ved min side, gav mig af træet, og så spiste jeg" Kvinden lagde skylden på slangen og sagde: "Slangen forførte mig, og så spiste jeg." 1Mos 3,12-13. Hvorfor skabte du slangen? Hvorfor tillod du den at komme ind i Eden? Disse spørgsmål ligger i hendes undskyldning for hendes synd, Således lagde hun ansvaret for deres fald på Gud. Denne tilbøjelighed til at retfærdiggøre sig selv har sin oprindelse hos løgnens fader, og den har siden vist sig hos alle Adams sønner og døtre. Denne slags bekendelse er ikke indgivet af Guds ånd, og den vil ikke blive antaget af Gud. Sand anger vil lede et menneske til selv at bære sin skyld og bekende den uden forstillelse og hykleri. Ligesom den arme tolder, der ikke engang turde opløfte sine øjne til himmelen, vil han udbryde: "Gud, vær mig synder nådig!" Luk 18, 13. Og de, som bekender deres skyld, vil blive retfærdiggjort, for Jesus vil frembære sit blod som forsoning for den angrende sjæl.

<VTK 42/2> De eksempler på oprigtig anger og ydmygelse, som findes i Guds ord, viser en villighed til bekendelse, der ikke giver plads for nogen undskyldning for synden eller noget forsøg på at retfærdiggøre sig. Paulus søgte ikke at undskylde sig selv. Han beskriver sin synd med de mørkeste farver uden at forsøge at gøre sin skyld mindre, end den er. Han siger: "Jeg indespærrede mange af de hellige i fængsler, da jeg havde fået fuldmagt dertil af ypperstepræsterne og når de blev slået ihjel, gav jeg min stemme dertil. Og i alle synagogerne lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til at tale bespotteligt, og rasende end mere imod dem, forfulgte jeg dem endog til udenlandske byer." Apg 26,10-11. Han tager ikke i betænkning at erklære: "Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, iblandt hvilke jeg er den største." 1Tim 1,15.

<VTK 43/1> Det ydmyge, sønderknuste hjerte, der er oprigtig bodfærdigt, vil ane noget af Guds kærlighed og Jesu lidelse på korset; og ligesom en søn bekender for en elskede fader, således vil den virkelig angrende fremlægge alle sine synder for Gud. Og det er skrevet: "Dersom vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så at han forlade os synderne og renser os fra al uretfærdighed." 1Joh 1,9.