|
VEJEN TIL KRISTUS.
<VTK 45/1> Guds forjættelse er: "Såfremt
I søger mig af hele eders hjerte, vil jeg lade mig finde af eder."
Jer 29,13.
<VTK 45/2> Hele hjertet må overgives til Gud,
ellers vil den forandring, hvorved vi fornyes efter hans billede, aldrig
kunne ske i os. Vi er af naturen fremmede for Gud. Helligånden beskriver
vor tilstand med udtryk som disse: "Døde ved eders overtrædelser
og synder" Kun sår er hovedet, sygt hele hjertet" der er "intet helt".
Vi er fangne i Djævelens snare "til at gøre hans vilje". Ef
2,1; Es 1,5-6; 2Tim 2,26. Gud ønsker at helbrede os, at gøre
os fri. Men eftersom dette fordrer en fuldstændig forvandling, en
fornyelse af hele vor natur, må vi overgive os helt til ham.
<VTK 45/3> Kampen om vort kødelige sind er den
største kamp, som nogen sinde er udkæmpet. Opgivelsen af selvet
overgivelsen af alt under Guds vilje fordrer kamp; men sjælen må
overgive sig til Gud, før den kan fornyes i hellighed.
<VTK 45/4> Guds styre er ikke som Satan gerne vil fremstille
det, en urimelig tvang grundet på vor blinde underkastelse. Det appellerer
til forstanden og samvittigheden. "Kom, lad os gå i rette med hinanden."
Es 1,18. Således lyder Skaberens indbydelse til de væsener
han har skabt. Gud tvinger ikke sine skabningers vilje. Han kan ikke modtage
en tilbedelse, der ikke gives godvilligt og med forstand. En tvungen underdanighed
ville hindre al virkelig udvikling af sjælen og karakteren; den ville
gøre mennesket blot til en maskine, og dette er ikke Skaberens hensigt.
Han vil, at mennesket, kronen på hans skaberværk, skal nå
frem til den højest mulige udvikling. Han fremstiller for os de
velsignelsens højder, hvortil han ved sin nåde ønsker
at føre os. Han indbyder os til at overgive os til ham, at han må
virke sin vilje i os. Det står til os selv at vælge, om vi
vil udfries fra syndens trældom og få del i Guds børns
hellige frihed.
<VTK 46/1> Når vi overgiver os til Gud, må
vi nødvendigvis give afkald på alt, hvad der vil skille os
fra ham. Derfor siger Frelseren: "Således kan da ingen af eder, som
ikke forsager alt det, han ejer, være min discipel." Luk 14,33. Alt
det, som drager hjertet bort fra Gud, må fjernes. Mammon er manges
afgud. Kærlighed til penge og lyst til rigdom er den gyldne lænke,
der binder dem til Satan. Andre higer efter berømmelse og verdslig
ære. Atter andre dyrker et liv i egenkærlig magelighed og ansvarsløshed.
Men disse trællebånd må brydes. Vi kan ikke tilhøre
Gud og verden på samme tid. Vi er ikke Guds børn, medmindre
vi tilhører ham fuldstændigt.
<VTK 46/2> Der er dem, som bekender sig til at tjene
Gud, mens de stoler på deres egne bestræbelser for at lyde
hans lov, udvikle en god karakter og blive frelst. Deres hjerter er ikke
grebet af nogen dyb forståelse af Kristi kærlighed, men de
søger at udføre det kristelige livs pligter som noget, Gud
fordrer af dem, for at de kan vinde himmelen. En sådan kristendom
er værdiløs. Når Kristus bor i hjertet, vil sjælen
være så fuld af hans kærlighed og af glæde over
samfundet med ham, at et sådant menneske i beskuelsen af ham vil
glemme sit eget jeg. Kærligheden til Kristus vil blive kilden til
alle handlinger. De, der føler, at Guds kærlighed tvinger
dem, vil ikke spørge om, hvor lidt de kan gøre for at efterkomme
Guds fordringer; de vil ikke spørge efter det laveste mål,
men sigte efter fuldkommen harmoni med deres Forløsers vilje. Med
inderlig længsel vil de overgive alt og vise en interesse for Guds
sag, som står i forhold til værdien af det mål, de søger
at nå. At bekende Kristus uden at eje denne dybe kærlighed
er blot snak, en tom frase, en tung trældom.
<VTK 47/1> Synes du, det er for stort et offer at overgive
alt til Kristus? Stil dig selv det spørgsmål: Hvad har Kristus
gjort for mig? Guds søn gav alt kærlighed, lidelse ja, sit
liv for vor forløsning. Kan det være muligt at vi, der er
så uværdige til denne store kærlighed, skulle ville holde
vore hjerter tilbage fra ham? Hvert øjeblik af vort liv har vi modtaget
hans nådige velsignelser; derfor kan vi ikke til fulde fatte, hvilket
dyb af uvidenhed og elendighed vi er blevet frelst fra. Kan vi betragte
ham, som vore synder har gennemstunget, og alligevel ringeagte al hans
kærlighed og opofrelse? Når vi betænker, hvor uendelig
dybt Herlighedens Herre fornedrede sig, skal vi så knurre, fordi
vi ikke kan indgå til livet uden gennem kamp og selvfornægtelse.
<VTK 47/2> I mange stolte sind lyder det spørgsmål:
Hvorfor skal jeg befatte mig med anger og ydmygelse, før jeg kan
få vished for, at Gud antage mig? leg henviser dig til Kristus. Han
var uden synd, ja endnu mere: han var himmelens fyrste; men han blev synd
for menneskets skyld. Han "regnedes blandt overtrædere; dog bar han
manges synd, og for overtrædere bad han." Es 53,12.
<VTK 47/3> Men hvad giver vi afkald på, når
vi giver alt? Et synd besmittet hjerte, som Jesus må rense med sit
eget blod og frelse ved sin uendelige kærlighed. Og dog synes mennesker,
det er hårdt at skulle give slip på alt. Jeg skammer mig ved
at høre sådanne ord; jeg skammer mig ved at skrive dem.
<VTK 48/1> Gud forlanger ikke, at vi skal give afkald
på noget, som det er til gavn for os at beholde. I alt, hvad han
gør, har han sine børns velfærd for øje. Gid
alle, der ikke har valgt Kristus til deres frelser, kunne forstå,
at han tilbyder dem noget, som er uendeligt meget bedre end det, de selv
søger! Menneskene gør deres egen sjæl den største
skade og uret, når de tænker og handler imod Guds vilje. Der
findes ingen sand glæde på den sti, der er forbudt af ham,
som ved, hvad de er bedst, og som udretter alt til sine skabningers bedste.
Overtrædelsens sti er elendighedens og ødelæggelsens
sti.
<VTK 48/2> Det er en fejltagelse at tro, at Gud finder
behag i at se sine børn lide ondt. Hele himmelen interesserer sig
for menneskenes lykke. Vor himmelske Fader lukker ikke glædens døre
for nogen af sine skabninger. Gud kræver, at vi skal undgå
den slags nydelser, der forårsager lidelse og skuffelse og lukker
lykkens og himmelens døre for os. Verdens Genløser antager
menneskene, som de er, med alle deres mangler, ufuldkommenheder og skrøbeligheder;
og han vil ikke blot rense os fra synd og give os forløsning ved
sit blod; men han vil stille hjertets længsel hos alle, der er villige
til at bære hans åg og tage hans byrde på sig. Han giver
fred og hvile til dem, der kommer til ham for at modtage livets brød.
Hans forlangende er kun det, at vi skal udføre de pligter, der fører
os frem til himmelske velsignelser, som de ulydige aldrig kan nå.
Sjælens sande liv og glæde er, at Kristus, herlighedens håb,
tager bolig i vort hjerte.
<VTK 49/1> Mange spørger: Hvorledes skal jeg
bære mig ad med at overgive mig til Gud? Du ønsker at give
dig selv til ham, men din moralske kraft er ringe; du ligger under for
tvivl og beherskes af vaner fra et liv i synd. Dine løfter og beslutninger
er som reb af sand. Du kan ikke beherske dine tanker, dine tilbøjeligheder,
dine følelser. Bevidstheden om de løfter, du har brudt og
de beslutninger, du har undladt at udføre, svækker din tillid
til din egen oprigtighed og leder dig til at tro, at Gud ikke kan tage
imod dig. Men du behøver ikke at fortvivle. Det du behøver,
er at forstå viljens sande kraft. Viljen er den styrende magt i menneskets
natur evnen til at bestemme eller vælge mellem godt og ondt. Alt
afhænger af viljens rette brug. Gud har givet menneskene evnen til
at vælge. Du kan ikke forandre dit hjerte; du kan ikke af dig selv
elske Gud, men du kan vælge at tjene ham. Du kan overgive din vilje
til ham, så vil han virke i dig både at ville og at udrette
efter sit velbehag. Da vil hele din natur blive bragt under Kristi ånds
indflydelse. Dine længsler vil vendes til ham, dine tanker vil stemme
overens med hans.
<VTK 49/2> Dine ønsker om godhed og hellighed
er gode, så langt de rækker; men standser du her, gavner de
intet. Mange vil gå fortabt, medens de håber og ønsker
at blive kristne. De kommer ikke så langt, at de overgiver deres
vilje til Gud. De træffer ikke nu deres valg om at blive kristne.
<VTK 49/3> Gives der viljen en rigtig retning. Kan
der foregå en fuldstændig forandring i dit liv. Når du
overgiver din vilje til Kristus, forener du dig med en magt, som er stærkere
end alle andre magter. Du vil få en styrke ovenfra, som kan bevare
dig, så at du ved bestandig overgivelse til Gud vil blive sat i stand
til at leve et nyt liv, troens liv.
|