"<DSM 66/2> Jesus og Johannes Døber var fætre og var knyttet til hinanden ved stærke bånd på grund af omstændighederne ved deres fødsel; men dog havde de ikke noget direkte kendskab til hinanden. Jesus havde tilbragt sit liv i Nazaret i Galilæa, og Johannes sit i Judæas ørken. De havde levet i afsondrethed i vidt forskellige omgivelser og havde ikke haft nogen forbindelse med hinanden. Dette var sket efter forsynets vilje. Der måtte ikke kunne gives anledning til beskyldninger for, at de havde lagt råd op sammen for at støtte hinanden.

"<DSM 66/3> Johannes vidste god besked om de begivenheder, der kendetegnede Jesu fødsel. Han havde hørt om Jesu besøg i Jerusalem som dreng og om, hvad der var foregået i rabbinernes skole. Han havde hørt om Jesu syndfri liv og troede, at han var Messias; men han havde ikke nogen afgørende forvisning. Den kendsgerning, at Jesus i så mange år havde levet ukendt og ikke givet noget særligt bevis på sit kald, gav anledning til tvivl om, hvorvidt han kunne være den Forjættede. Men Døberen ventede alligevel i tro, fordi han vidste, at det alt sammen ville komme til at ske i Guds time. Det var blevet ham åbenbaret, at Messias ville komme for at lade sig døbe af ham, og at der så ville blive givet et tegn på hans guddommelige oprindelse. På denne måde ville han blive i stand til at forestille ham for folket.

"<DSM 66/4> Da Jesus kom for at blive døbt, så Johannes hos ham en sindets renhed, som han aldrig før havde opdaget hos noget menneske. Endog den luft, der omgav ham, var hellig og ærefrygtindgydende. Blandt de skarer, som havde flokkedes om ham ved Jordan, havde Johannes hørt uhyggelige beretninger om forbrydelser og havde truffet sjæle, der var tyngede af mange synders byrde; men aldrig havde han været i berøring med et menneske, fra hvem der udstrålede en så guddommelig påvirkning. Alt dette stemmede sammen med det, som var blevet åbenbaret for Johannes med hensyn til Messias. Men alligevel veg han tilbage for at opfylde Jesu bøn. Hvordan skulle han, som var en synder, kunne døbe ham, som var uden synd? Og hvorfor skulle han, som ikke behøvede nogen omvendelse, underkaste sig en ceremoni, som var en bekendelse af skyld, der måtte tvættes af?

"<DSM 67/1> Da Jesus bad om at blive døbt, veg Johannes tilbage, idet han udbrød: "Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig" Med en fast, men mild myndighed svarede Jesus: "Lad det nu ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad ret er!" Og Johannes gav efter og førte Frelseren ned i Jordan og døbte ham i dens vand. Og straks, da Jesus steg op af vandet, "så han himlene skilles ad, og han så ånden dale ned over sig som en due".

"<DSM 67/2> Jesus modtog ikke dåben som en bekendelse af skyld for sit eget vedkommende. Han gjorde det som synderes stedfortræder, idet han fulgte den vej, som vi må følge, og gjorde den gerning, som vi skal gøre. Hans liv i lidelse og tålmodig udholdenhed efter dåben var også forbilledligt for os.

"<DSM 67/3> Da Jesus var steget op af vandet, bøjede han sig i bøn på flodens bred. En ny og betydningsfuld tid lå nu foran ham. Nu skulle han i større omfang end før gå ind til sit livs kamp. Skønt han var Fredsfyrsten, skulle hans komme være, som når et sværd drages af skeden. Det rige, han var kommet for at oprette, var helt anderledes end det, som jøderne higede efter. Han, som var selve grundvolden for Israels ritualer og husholdning, ville blive betragtet som dets fjende og ødelægger. Han, der havde forkyndt loven fra Sinaj, ville blive dømt som dens overtræder. Han, der var kommet for at nedbryde Satans magt, ville blive anklaget for selv at være Beelzebul. Ingen i verden havde forstået ham, og medens han gjorde sin gerning, måtte han stadig vandre alene. Så længe han levede, forstod hans moder og hans brødre ikke hans kald. Selv hans disciple forstod ham ikke. Han havde dvælet i evigt lys, han havde været ét med Gud, men hans liv på jorden måtte leves i ensomhed.

"<DSM 67/4> Som den, der var ét med os, måtte han bære byrden af vor skyld og smerte. Han, som var uden synd, måtte føle syndens skam. Den fredselskende måtte leve sammen med strid, sandheden måtte bo hos falskheden, renheden hos usselheden. Enhver synd, enhver disharmoni, enhver besmittende lyst, som overtrædelserne havde haft til følge, var en lidelse for hans sjæl.

"<DSM 67/5> Han måtte vandre vejen alene; han måtte bære byrden alene. Verdens genløsning måtte hvile på ham, som havde frasagt sig sin herlighed og iført sig menneskehedens svaghed. Han så det, og han følte det alt sammen, men han svigtede aldrig det, han havde foresat sig. Den faldne slægts redning var afhængig af hans kraft, og han rakte sin hånd ud for at gribe den almægtige kærligheds hånd.

"<DSM 68/1> Frelserens blik synes at trænge ind i Himmelen, medens han udøser sin sjæl i bøn. Han ved meget godt, hvordan synden har forhærdet menneskers hjerter, og hvor vanskeligt det vil blive for dem at forstå hans kald og modtage frelsens gave. Han bønfalder sin Fader om kraft til at overvinde deres vantro, til at sønderbryde de lænker, hvormed Satan har bundet dem, og til at kunne hjælpe dem ved at besejre ødelæggeren. Han beder om et vidnesbyrd om, at Gud vil tage imod menneskeheden i skikkelse af sin Søn.

"<DSM 68/2> Aldrig før har englene lyttet til en sådan bøn. De længes efter at bringe deres elskede fører et budskab med forvisning og trøst. Men nej, Faderen vil selv give svaret på sin Søns bøn. Herlighedens stråler udgår lige fra hans trone. Himlene åbnes, og en duelignende skikkelse af det reneste lys daler ned over Frelserens hoved det bedst egnede symbol på ham, den sagtmodige og ydmyge.

"<DSM 68/3> Med undtagelse af Johannes var der kun få af hele den store skare ved Jordan, der opfattede det himmelske syn. Alligevel hvilede det højtidelige ved Guds nærhed over forsamlingen. Folket stod og stirrede i tavshed på Kristus. Hans skikkelse var som badet i det lys, der altid omgiver Guds trone. Hans opadvendte ansigt strålede af en herlighed, som de aldrig før havde set på et menneskes ansigt. Fra de åbne Himle lød der en røst, som sagde: "Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag."

"<DSM 68/4> Disse stadfæstende ord lød for at indgyde tro i dem, der var vidne til denne begivenhed, og for at styrke Frelseren til hans hverv. På trods af, at en skyldig verdens synd var lagt på Kristus, på trods af den ydmygelse, det var for ham at påtage sig vor faldne natur, forkyndte røsten fra Himmelen, at han var den evige Guds Søn.

"<DSM 68/5> Johannes havde følt sig dybt bevæget, da han så Jesus bøje sig så ydmygt og med tårer bønfalde om sin Faders bifald. Idet Guds herlighed omgav ham og røsten fra Himmelen lød, forstod Johannes det tegn, som Gud havde lovet. Han vidste, at det var verdens Frelser, som han havde døbt. Helligånden hvilede over ham, og med udrakt hånd pegede han på Jesus og udbrød: "Se Guds Lam, som bærer verdens synd!"

"<DSM 68/6> Ingen af tilhørerne, end ikke den talende selv, opfattede betydningen af disse ord: "Guds Lam" På Morija bjerg havde Abraham hørt dette spørgsmål fra sin søn: "Fader! ... Hvor er dyret til brændofferet?" Faderen svarede: "Gud vil selv udse sig dyret til brændofferet, min søn!" 1Mos 22,7-8. Og i den vædder, der af Gud var udset til at ofres i stedet for Isak, så Abraham et symbol på ham, der skulle dø for menneskenes synder. Helligånden profeterede ved Esajas om Frelseren og brugte det samme billede: "Som et lam, der føres hen at slagtes," "men Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle." (Es 53,7. 6.); men Israels folk havde ikke forstået denne lære. Mange af dem betragtede de hellige ofringer næsten på samme måde, som hedningerne betragtede deres ofringer som gaver, hvorigennem de selv kunne formilde guddommen. Det var Guds vilje at lære dem, at det er fra hans egen kærlighed, at den gave kommer, som forener dem med ham.

"<DSM 68/7> Og disse ord, der ved Jordan blev talt til Jesus: "Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag!" omfatter hele menneskeheden. Gud talte til Jesus som vor stedfortræder. Trods al vor synd og al vor svaghed bliver vi ikke kastet bort som værdiløse. Han har taget imod os, takket være sin elskede Søn. Den herlighed, der hvilede over Kristus, er et pant på Guds kærlighed til os. Den fortæller os om bønnens magt, om hvordan den menneskelige røst kan nå op til Gud og vore bønner blive modtaget i de himmelske boliger. Ved synden blev jorden afskåret fra Himmelen og udelukket fra fællesskab med den; men Jesus har atter forenet den med herlighedens rige. Hans kærlighed har omgivet mennesker og er nået op til de højeste himle. Det lys, der fra de åbne porte faldt over Frelserens hoved, vil også hvile over os, når vi beder om hjælp til at modstå fristelser. Den røst, der talte til Jesus, siger til enhver troende sjæl: Dette er mit elskede barn, i hvem jeg har velbehag.

"<DSM 69/1> "I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er." 1Joh 3,2. Vor Frelser har banet vejen, så at de mest syndige, de mest nødlidende, de mest fortrykte og ringeagtede kan få adgang til Faderen. Alle kan få et hjem i de boliger, som Jesus er gået bort for at berede. "Dette siger den Hellige, den Sanddru, han, som har Davids nøgle og lukker op, så ingen kan lukke i, og lukker i, så ingen kan lukke op. Se, jeg har stillet dig foran en åben dør, som ingen kan lukke " Åb 3,7-8.