|
"<DSM 20/1> Men da tidens fylde kom,
udsendte Gud sin søn, ... for at han skulle løskøbe
dem der var under loven, for at vi skulle få barnekår. Gal.
4,4-5. Frelserens komme blev forudsagt i Edens have. Da Adam og Eva havde
hørt dette løfte, så de hen til dets snarlige opfyldelse.
De tog med glæde mod deres førstefødte søn og
håbede, at han var befrieren. Men det varede længe med opfyldelsen
af løftet. De, som først havde modtaget det, døde
uden at have oplevet dets opfyldelse. Fra Enoks dage blev forjættelsen
gentaget ved patriarker og profeter, så håbet om Frelserens
komme blev holdt levende, og alligevel kom han ikke. Daniels profeti åbenbarede
tidspunktet for hans komme, men ikke alle fortolkede budskabet på
rette måde. Det ene århundrede gik efter det andet, og profeternes
røst holdt op med at lyde. Undertrykkernes hånd hvilede tungt
over Israel, og mange var rede til at udbryde: "Det trækker i langdrag,
og alle syner slår fejl." Ez 12,22.
"<DSM 20/2> Men ligesom stjernerne på deres fastsatte
banes store kredsløb, kender Guds formål hverken til hast
eller opsættelse. Gennem symbolerne med det store mørke og
den rygende ovn havde Gud åbenbaret Israels trældom i Egypten
for Abraham og havde forkyndt, at tiden for deres ophold der skulle være
fire hundrede år. Gud sagde: "Og siden skal de vandre ud med meget
gods." 1Mos 15,14. Imod dette ord kæmpede hele magten i Faraos stolte
rige forgæves. "Netop på den dag," der var bestemt i det guddommelige
løfte, "drog alle Herrens hærskare ud af Egypten." 2Mos 12,41.
På samme måde var timen for Kristi komme blevet besluttet i
det himmelske råd. Da tidens store ur angav denne time, blev Jesus
født i Betlehem.
"<DSM 20/3> "Men da tidens fylde kom, udsendte Gud
sin Søn." Forsynet havde styret folkeslagenes udvikling og indflydelse,
indtil verden var moden til befrierens komme. Folkene var forenede under
en regering. Et sprog blev talt næsten overalt og blev alle vegne
anerkendt som litteraturens sprog. Fra alle lande samledes jøderne,
der boede i adspredelsen, i Jerusalem til de årlige højtider.
Når disse vendte hjem til de steder, hvor de boede, kunne de udsprede
beretningen om Messias' komme over hele verden.
"<DSM 20/4> På dette tidspunkt var de hedenske
religionssystemer ved at miste deres greb om folket. Mange var trætte
af tom pragt og opdigtede historier. De længtes efter en gudsdyrkelse,
som kunne tilfredsstille sjælen. Skønt sandhedens lys syntes
at være veget fra menneskene, var der dog sjæle, der søgte
efter lyset, og som var fulde af forvirring og sorg. De hungrede efter
viden om den levende Gud, efter en forvisning om et liv hinsides graven.
"<DSM 21/1> Da jøderne var veget bort fra Gud,
var troen blevet svækket, og håbet var næsten holdt op
med at kaste lys over fremtiden. Man forstod ikke profeternes ord. For
det store flertal af folket var døden en frygtelig gåde, hinsides
den fandtes der usikkerhed og mørke. Det var ikke blot jammeren
fra mødrene i Betlehem, men skriget fra menneskehedens store hjerte,
der lød for profeten hen over århundrederne den røst,
der lød i Rama: "Gråd og megen jamren; Rakel græd over
sine børn og ville ikke lade sig trøste, thi de er ikke mere"
Matt 2,18. I "dødsskyggens dal" sad mennesker uden at finde trøst.
Med længselsfulde blikke så de hen til Befrierens komme, hvor
mørket skulle spredes, og fremtidens hemmeligheder afsløres.
"<DSM 21/2> Uden for jødefolket fandtes der
mennesker, der forudsagde en guddommelig lærers komme. Disse mænd
søgte efter sandheden, og inspirationens ånd blev tildelt
dem. Gang efter gang er der fremstået den slags lærere ligesom
stjerner på den mørke himmel. Deres profetiske ord har tændt
nyt håb i hjertet hos de mange tusinder i hedningeverdenen.
"<DSM 21/3> Gennem århundreder var Skriften blevet
oversat til det græske sprog, der dengang blev talt vidt og bredt
i hele romerriget. Jøderne levede spredt viden om, og deres forventning
om Messias' komme blev til en vis grad delt af hedningerne. Blandt dem,
som jøderne gav navn af hedninger, fandtes der mænd, som havde
en bedre forståelse af de skrifter, der omtalte Messias, end Israels
lærere havde. Der fandtes nogle, der håbede på hans komme
som en befrier fra synden. Filosoffer forsøgte at sætte sig
ind i den hebraiske husholdnings hemmelighed, men jødernes snæversyn
hindrede udbredelsen af lyset. På grund af deres vilje til at vedligeholde
adskillelsen mellem dem selv og andre folkeslag var de uvillige til at
meddele andre den viden, de stadig var i besiddelse af med hensyn til den
symbolske gudstjeneste. Det var nødvendigt, at den rette fortolker
kom. Han, som alle disse forbilleder symboliserede, måtte forklare
deres betydning.
"<DSM 21/4> Ved hjælp af naturen, ved hjælp
af forbilleder og symboler, ved hjælp af profeter og patriarker havde
Gud talt til verden. Der måtte gives menneskeheden en belæring
på menneskehedens eget sprog. Pagtens eget sendebud måtte tale.
Hans røst måtte høres i hans eget tempel. Kristus måtte
komme for at sige de ord, som skulle forstås klart og afgørende.
Han, der er sandhedens oprindelse, måtte udskille sandhedens kerne
fra menneskelige udtalelsers avner, som havde gjort den virkningsløs.
Grundreglerne for Guds herredømme og frelsesplanen måtte skildres
på en tydelig måde. Det gamle Testamentes lære måtte
fremstilles helt og fuldt for menneske.
"<DSM 21/5> Blandt jøderne fandtes der endnu
standhaftige sjæle, ætlinge af den hellige slægt, ved
hvis hjælp der var blevet bevaret kendskab til Gud. Disse så
stadig frem til det forjættelsens håb, der var blevet givet
til deres forfædre. De styrkede deres tro ved at dvæle ved
den forsikring, der var givet dem ved Moses: "En profet som mig vil Herren
jeres Gud lade fremstå for jer, en af jeres brødre; ham skal
I høre på i alt, hvad han taler til jer." Apg 3,22. Og atter
læste de, hvordan Herren ville salve en til at gå med "glædesbud
til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter, for at udråbe
frihed for fanger," og "et nådeår fra Herren." Es 61,1-2. De
læste, hvordan han skulle "få sat ret på jorden", hvordan
"fjerne strande bier på hans lov" hvordan hedningefolkene skulle
vandre til hans lys og konger til hans strålende skær. Es 42,4;
60,3.
"<DSM 22/1> Den døende Jakobs ord fyldte dem
med håb: "Ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans
fødder, til han, hvem den tilhører, kommer. Ham skal folkene
lyde." 1Mos 49,10. Israels svindende magt var et vidnesbyrd om, at Messias'
komme var forestående. Daniels profeti skildrede herligheden ved
hans herredømme over et rige, der skulle overgå alle jordiske
riger og, sagde profeten: "Selv stå i al evighed." Dan 2,44. Skønt
kun få forstod, af hvad art Kristi udsendelse var, så var der
en vidt udbredt forventning om en mægtig fyrste, der skulle oprette
sit rige i Israel, og som skulle komme som en befrier for folkene.
"<DSM 22/2> Nu var tidens fylde kommet. Menneskeslægten,
der på grund af lange tiders overtrædelser var blevet fornedret,
trængte til Frelserens komme. Satan havde arbejdet for at gøre
svælget dybere og mere uoverstigeligt mellem jorden og Himmelen.
Ved sine usandheder havde han gjort mennesker dristigere til at synde.
Det var hans formål at virke opslidende på Guds barmhjertighed
og at udslette hans kærlighed til mennesker, så han ville overlade
verden til Satans herredømme.
"<DSM 22/3> Satan prøvede at udelukke menneskene
fra at kende Gud, at vende deres opmærksomhed bort fra Guds tempel
og oprette sit eget rige. Hans kamp for at vinde overherredømmet
var tilsyneladende næsten helt igennem lykkedes. Det er sandt, at
Gud i ethvert slægtled har haft sine hjælpere. Selv blandt
hedningerne var der mennesker, ved hvem Kristus arbejdede for at højne
folket fra dets synd og nedværdigelse. Men disse mennesker blev foragtet
og hadet. Mange af dem led en voldsom død. De mørke skygger,
som Satan havde kastet over jorden, blev dybere og dybere.
"<DSM 22/4> Gennem lange tider havde Satan gennem hedenskabet
vendt mennesker bort fra Gud, men sin største sejr vandt han ved
at forvanske Israels tro. Ved at beskue og dyrke, hvad de selv havde opfundet,
havde hedningerne mistet kendskabet til Gud og var blevet mere og mere
fordærvede. På samme måde var det gået med Israel.
Princippet om, at ethvert menneske kan frelse sig selv ved sine egne gerninger,
var grundlaget for enhver hedensk religion. Nu var det også blevet
grundlaget for den jødiske religion. Satan havde indpodet dette
grundprincip. Hvor som helst det gælder, har mennesker intet værn
mod synden.
"<DSM 22/5> Frelsens budskab meddeles til mennesker
ved menneskelige formidlere. Men jøderne havde forsøgt at
få eneret på den sandhed, som er evigt liv. De havde sammenhobet
den levende manna, og den var blevet fordærvet. Den religion, som
de søgte at beholde selv, blev til en forargelse. De berøvede
Gud hans ære og bedrog verden med et forfalsket evangelium. De havde
afslået at overgive sig til Gud for at frelse verden, og de blev
Satans medhjælpere til dens ødelæggelse.
"<DSM 23/1> Det folk, som Gud havde kaldet til at være
sandhedens støtte og grundvold, var blevet repræsentanter
for Satan. De udrettede den gerning, som han ville have dem til at gøre,
og fulgte den kurs at forvanske Guds egenskaber og få verden til
at betragte ham som en tyran. Selv præsterne, der gjorde tjeneste
i templet, havde mistet betydningen af den tjeneste, de udførte,
af syne. De var hørt op med at se ud over symbolet til det, det
var et billede på. Under udøvelsen af offertjenesten var de
som optrædende i et skuespil. De forordninger, som Gud selv havde
indstiftet, blev gjort til et middel til at forblinde sindet og forhærde
hjertet. Gud kunne ikke gøre mere for mennesket ad disse veje. Hele
systemet måtte ryddes bort.
"<DSM 23/2> Syndens bedrag havde nået sit højdepunkt.
Alt, hvad der tjente til at nedværdige menneskesjæle, var blevet
sat i gang. Når Guds Søn betragtede verden, så han lidelse
og elendighed. Med medynk så han, hvordan mennesker var blevet ofre
for Satans grusomhed. Han så med medlidenhed på dem, der var
ved at blive fordærvede, myrdede og fortabte. De havde valgt sig
en hersker, der lænkede dem som fanger til sin stridsvogn. Forvildede
og bedraget drog de fremad i et sørgeligt optog hen imod evig tilintetgørelse,
til en død, hvor der ikke findes noget håb om liv, henimod
en nat, der ikke efterfølges af nogen morgen. Satans hjælpere
havde taget bolig i mennesker. Menneskers legemer, der var skabt til bolig
for Gud, var blevet opholdssted for onde ånder. Sanserne, nerverne,
lidenskaberne, de menneskelige organer blev af overnaturlige kræfter
påvirket til at hengive sig til de laveste lyster. De onde ånder
havde sat deres eget stempel på menneskers ansigt. De menneskelige
træk genspejlede udtrykket hos de hærskare af djævle,
der havde besat dem. Det var et sådant billede, verdens Frelser betragtede.
"<DSM 23/3> Synden var blevet til en videnskab, og
lasten var viet til at være en del af religionen. Oprøret
havde slået dybe rødder i hjertet, og menneskets fjendskab
mod Himmelen var af den voldsomste art. Det var blevet bevist over for
universet, at adskilt fra Gud kunne menneskeslægten aldrig højnes.
Der måtte meddeles den et nyt element af liv og kraft fra ham, som
havde skabt verden.
"<DSM 23/4> Med den dybeste interesse havde de ikke
faldne verdener holdt vagt for at se Jehova rejse sig og bortrydde jordens
beboere. Og hvis Gud ville gøre dette, var Satan rede til at udføre
sin plan om at sikre sig forbund med de himmelske væsener. Han havde
erklæret, at grundreglerne i Guds herredømme gjorde syndsforladelse
til en umulighed. Hvis verden var blevet lagt øde, ville han have
hævdet, at hans beskyldninger var sande. Han var rede til at kaste
skylden aver på Gud og udbrede sit oprør i de himmelske verdener.
Men i stedet for at tilintetgøre verden sendte Gud sin Søn
ned for at frelse den. Skønt der fandtes fordærvelse og trods
alle vegne på denne fremmede klode, blev der sørget for et
middel til dens genrejsning. Netop i det afgørende øjeblik,
hvor det så ud, som om Satan skulle sejre, kom Guds Søn med
budskabet om Guds nåde. Gennem alle slægter og til enhver tid
er Guds kærlighed blevet udøvet over for den faldne slægt.
Trods menneskehedens fordærvelse har der ustandselig vist sig tegn
på barmhjertighed, og da tidens fylde var kommet, blev guddommen
herliggjort ved at udøse en strøm af helbredende nåde
over verden, som aldrig skulle standse eller tilbageholdes, før
frelsesplanen var fuldført.
"<DSM 24/1> Satan jublede over, at det var lykkedes
ham at fordærve Guds billede i menneskene. Da kom Jesus for atter
at genoprette Skaberens billede i mennesket. Ingen andre end Kristus kan
på ny danne den karakter, der var ødelagt af synden. Han kom
for at uddrive de onde ånder, der havde fået herredømmet
over viljen. Han kom for at rejse os af støvet, for at omdanne den
fordærvede karakter til at ligne hans egen guddommelige karakter
og smykke den med sin egen herlighed.
|