"<DSM 223/1> Det havde været en
begivenhedsrig dag for Jesus. Først havde han ved Genezaret sø
fortalt sine første lignelser, hvor han ved hjælp af velkendte
eksempler forklarede folket, af hvad art hans rige var, og på hvad
måde det skulle oprettes. Han havde sammenlignet sin egen gerning
med en sædemands, sit riges udfoldelse med et sennepsfrøs
vækst og med virkningen af surdej i et mål mel. Han havde givet
et billede af den endelige adskillelse mellem de retfærdige og de
onde i lignelserne om hveden og rajgræsset og om voddet. Den umådelige
rigdom i de sandheder, han lærte dem, var blevet skildret som den
skjulte skat og den kostbare perle, medens han i lignelsen om husholderen
lærte sine disciple, hvordan de skulle arbejde som hans stedfortrædere.
"<DSM 223/2> Hele dagen igennem havde han lært
og helbredt, og da det blev aften, stimlede skarerne stadig sammen om ham.
Dag efter dag tjente han dem, så han knapt fik tid til at spise eller
hvile. Den ondskabsfulde kritik og den forvanskning af hans ord, hvormed
farisæerne bestandig forfulgte ham, gjorde hans gerning endnu mere
streng og opslidende; og nu, hvor dagen var endt, var han så udmattet,
at han besluttede at trække sig tilbage til, et eller andet ensomt
sted på den anden side af søen.
"<DSM 223/3> Genezaretsøens østlige kyst
var ikke ubeboet, for hist og her lå der byer ved søens bred;
men det var dog en ensom egn i sammenligning med den vestlige side. Den
havde en befolkning, som mere bestod af hedninger end af jøder,
og den havde kun ringe forbindelse med Galilæa. Derfor kunne den
yde Jesus den afsondrethed, han søgte, og nu bød han sine
disciple ledsage ham derover.
"<DSM 223/4> Da han havde sendt skarerne bort, tog
de ham med, som han sad i båden, og skyndte sig at komme af sted.
Men de kom ikke til at sejle bort alene. Der lå andre fiskerbåde
nær ved kysten, og de fyldtes hurtigt med mennesker, som fulgte efter
Jesus, stadig ivrige efter at se og høre ham.
"<DSM 223/5> Frelseren var endelig blevet fri for skarernes
trængsel, og overvældet af træthed og sult lagde han
sig ned i bagstavnen af båden, hvor han hurtigt faldt i søvn.
Det havde været en stille og smuk aften, og søen var ganske
rolig; men pludselig blev himmelen overskyet, blæsten susede vildt
ned fra bjergslugterne langs den østlige bred, og et voldsomt uvejr
brød ud over søen.
"<DSM 224/1> Solen var gået ned, og nattens mørke
sænkede sig over den oprørte sø. Bølgerne, der
blev pisket til skum af den hylende storm, slog ind over disciplenes båd
og truede med at opsluge den. Disse hærdede fiskere havde tilbragt
deres liv på søen og havde ført deres skib trygt gennem
mangt et uvejr, men her slog deres kræfter og dygtighed ikke til.
De var hjælpeløse i uvejrets magt, og de tabte modet, da de
så båden fyldes med vand.
"<DSM 224/2> De var så optagne af deres anstrengelser
for at redde sig, at de havde glemt, at Jesus var med om bord. Men nu,
hvor de så, at deres slid var forgæves, og at de måtte
se døden i øjnene, kom de til at huske på, hvem det
var, der havde befalet dem at begive sig ud for at sætte over søen.
Jesus var deres eneste håb. I deres hjælpeløshed og
fortvivlelse råbte de: "Mester! Mester!" men det tætte mørke
skjulte ham for deres blik. Deres stemmer druknede i stormens hylen, og
der lød intet svar. De blev grebet af tvivl og frygt. Havde Jesus
mon svigtet dem. Var han, som havde overvundet sygdomme og onde ånder,
ja, selv døden, nu ude af stand til at hjælpe sine disciple?
Bekymrede han sig slet ikke om dem i deres ulykke?
"<DSM 224/3> Atter kalder de, men der lyder intet andet
svar end stormens vrede hylen. Deres båd er allerede ved at synke.
Endnu et øjeblik, og de vil blive opslugt af de grådige bølger.
"<DSM 224/4> Pludselig splittes mørket af et
lynglimt, og de ser Jesus, som ligger og sover uden at lade sig forstyrre
af larmen. Forundrede og fortvivlede råber de: "Mester, bryder du
dig ikke om, at vi går under?" Hvor kan han dog hvile så trygt,
medens de er i fare og kæmper mod døden?
"<DSM 224/5> Deres råb vækker Jesus. Idet
de ser ham i lynildens skær, hviler der en himmelsk fred over hans
ansigt. De læser i hans blik både selvforglemmelse og den ømmeste
kærlighed, og deres sjæl råber, medens de vender sig
til ham: "Herre, frels os! Vi går under!"
"<DSM 224/6> Aldrig har nogen sjæl upåagtet
råbt dette. Idet disciplene griber årerne for at gøre
en sidste anstrengelse, rejser Jesus sig op. Han står midt iblandt
disciplene, medens stormen raser, bølgerne slår ind over dem,
og lynene oplyser hans ansigt. Han løfter sin hånd, den, han
så ofte har brugt til barmhjertighedsgerninger, og siger til de vrede
bølger: "Ti, vær stille!"
"<DSM 224/7> Uvejret holder op. Bølgerne falder
til ro. Skyerne ruller bort, og stjernerne skinner. Båden ligger
roligt på en stille sø. Så spørger Jesus bedrøvet,
idet han vender sig til disciplene: "Hvorfor er I så bange? Hvorfor
har I ikke tro?" Mark 4,40.
"<DSM 224/8> Der blev tavshed blandt disciplene. Ikke
engang Peter forsøgte at give udtryk for den ærefrygt, som
fyldte hans sjæl. De både, der var draget ud for at ledsage
Jesus, havde været i samme fare som disciplene. De ombordværende
havde været grebet af rædsel og fortvivlelse; men Jesu befaling
bragte ro i al forvirringen. Stormens hærgen havde ført bådene
tæt op ad hinanden, og alle de, der var om bord, så dette under.
Mændene hviskede til hinanden: "Hvem er dog han, siden både
storm og sø lyder ham?"
"<DSM 224/9> Da Jesus blev vækket for at trodse
uvejrets rasen, var der fuldkommen fred over ham. Hverken i ord eller blik
skimtede man nogen frygt, for der fandtes ikke frygt i hans sjæl.
Men han hvilede ikke, fordi han vidste, at han havde almagtskræfter.
Det var ikke som "jordens og havets og himmelens herre" at han hvilede
så trygt. Denne magt havde han givet fra sig, og han siger: "Jeg
kan slet intet gøre af mig selv." Joh 5,30. Han stolede på
sin Faders magt. Det var i tro, tro på Guds kærlighed og omsorg
at Jesus hvilede, og kraften i det ord, der stillede stormen, var Guds
kraft.
"<DSM 225/1> Ligesom Jesus hvilede i tro på sin
Faders omsorg, sådan skal vi hvile i tro på Frelserens omsorg.
Hvis disciplene havde stolet på ham, ville de være blevet bevaret
i fred. Deres frygt i farens stund afslørede deres vantro. I deres
bestræbelser for at redde sig selv havde de glemt Jesus; og det var
først i den yderste nød og fortvivlelse, at de vendte sig
til ham, for at han skulle hjælpe dem.
"<DSM 225/2> Hvor ofte oplever vi ikke det samme som
disciplene! Når fristelsernes uvejr nærmer sig og bølgerne
slår ind over os, kæmper vi alene mod stormen og glemmer, at
der er en, som kan hjælpe os. Vi stoler på vor egen kraft,
indtil håbet slukkes og vi er nær ved at gå under. Så
husker vi på Jesus, og hvis vi kalder ham til hjælp, kommer
vi ikke til at kalde forgæves. Skønt han med sorg bebrejder
os vor vantro og selvtillid, undlader han aldrig at give os den hjælp,
vi behøver. Hvad enten det er til lands eller til vands, hvis vi
har Frelseren i vort hjerte, så er der ikke grund til at frygte.
En levende tro på Frelseren vil glatte livets hav og udfri os af
fare på den måde, som han ved er bedst.
"<DSM 225/3> Der findes en anden åndelig lærdom
i dette mirakel med at stille stormen på søen. Ethvert menneskes
erfaringer vidner om sandheden i disse ord i Skriften: "Men de gudløse
er som det oprørte hav, der ikke kan komme til ro ... De gudløse
har ingen fred, siger min Gud." Es 57,20-21. Synden har ødelagt
vor fred. Så længe vort eget jeg ikke er underkuet, kan vi
ikke finde nogen hvile. Ingen menneskelig kraft kan styre sjælens
stærke lidenskaber. Dette formår vi lige så lidt, som
disciplene formåede at standse den storm, der rasede. Men han, som
fik bølgerne på Genezaret sø til at falde til ro, har
talt fredens ord til hver eneste sjæl. Hvor voldsomt end uvejret
er, så vil de, der vender sig til Jesus med dette råb: "Herre,
frels os!" blive reddet. Hans nåde, som forsoner sjælen med
Gud, dæmper de menneskelige lidenskabers strid, og i hans kærlighed
finder sjælen hvile. Han "skiftede stormen til stille, så havets
bølger tav; og glade blev de, fordi det stilhed; han førte
dem til havnen, de søgte" Sl 107,29-30. "Da vi nu er retfærdiggjorte
af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus." Retfærds
frugt bliver fred og rettens vinding tryghed for evigt " Rom 5,1; Es 32,17.
"<DSM 225/4> Tidligt om morgenen kom Frelseren og hans
ledsagere ind til kysten, og skæret af den opgående sol farvede
sø og land ligesom med fredens velsignelse. Men ikke så snart
var de trådt ind på bredden, før deres øjne mødte
et syn, der var mere frygteligt end stormens rasen. Fra et skjulested blandt
gravene kom to vanvittige mænd styrtende hen imod dem, som om de
ville sønderrive dem. På disse mænd hang der stumper
af lænker, som de havde revet over, da de undslap fra det sted, hvor
de blev holdt bevogtet. Deres kød var forrevet og blødte,
hvor de havde såret sig selv med skarpe sten. Deres øjne stirrede
bag deres lange, filtrede hår, og det var, som om hver lighed med
et menneske var udslettet af de onde ånder, som havde besat dem,
og de lignede snarere vilde dyr end mennesker.
"<DSM 226/1> Disciplene og deres ledsagere flygtede
bort i rædsel, men snart lagde de mærke til, at Jesus ikke
var sammen med dem, og de vendte sig om for at se efter ham. Han stod der,
hvor de havde forladt ham. Han, som havde standset uvejret, og som tidligere
havde mødt Satan og overvundet ham, flygtede ikke for de onde ånder.
Medens mændene tænderskærende og med skum om munden nærmede
sig Jesus, løftede han den hånd, som havde fået bølgerne
til ro, og mændene kunne ikke komme ham nærmere. Rasende, men
magtesløse stod de foran ham.
"<DSM 226/2> Han bød med myndighed de onde ånder
fare ud af dem. Hans ord trængte ind i de ulykkelige menneskers formørkede
sind. De fik en uklar følelse af, at en, som kunne frelse dem fra
de onde ånders magt, var kommet dem nær. De kastede sig ned
for Frelserens fødder for at tilbede ham; men da de åbnede
munden for at bønfalde ham om barmhjertighed, talte de onde ånder
gennem dem og skreg lidenskabeligt: "Lad mig i fred, Jesus, du den højeste
Guds Søn! Jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig."
"<DSM 226/3> Jesus spurgte: "Hvad er dit navn?" og
svaret lød: "Legion er mit navn; thi vi er mange." Idet de brugte
de besatte mænd som meddelelsesmiddel, tryglede de Jesus om ikke
at sende dem ud af landet. På en bjergskråning ikke langt derfra
græssede en flok svin. De urene ånder bad om at få lov
til at fare i dem, og Jesus tillod dem det. Straks blev hjorden grebet
af panisk skræk. De styrtede som vanvittige hen imod brinken, og
uden at være i stand til at standse styrtede de ned i søen
og omkom.
"<DSM 226/4> Imidlertid var der foregået en vidunderlig
forvandling med de besatte. Lyset havde skinnet ind i deres sjæle.
Deres øjne strålede af forstand. Deres ansigter, som så
længe havde været prægede af Satan, blev pludselig milde;
de blodplettede hænder blev rolige, og med glad stemme priste mændene
Gud for deres udfrielse.
"<DSM 226/5> Fra brinken havde svinehyrderne set alt,
hvad der var sket, og de skyndte sig bort for at fortælle deres arbejdsgivere
og alle mennesker det. I skræk og forundring samledes hele befolkningen
for at træffe Jesus. De to besatte havde været en rædsel
for landet. Ingen kunne med tryghed passere det sted, hvor de holdt til;
for de plejede at styrte sig over enhver vandrer med djævelsk raseri.
Nu var disse mænd påklædte og havde deres forstands fulde
brug; de sad ved Jesu fødder og lyttede til hans ord, medens de
priste hans navn, som havde gjort dem raske. Men de mennesker, som så
denne vidunderlige begivenhed, glædede sig ikke. For dem syntes tabet
af svinene at være af større betydning end befrielsen af disse
Satans fanger.
"<DSM 226/6> Det var til gavn for svinenes ejermænd,
at dette tab havde fået lov at ramme dem. De var så optagne
af timelige ting og brød sig ikke om det åndelige livs store
interesser. Jesus ønskede at bryde den selviske sløvheds
fortryllelse, så de kunne komme til at tage imod hans nåde.
Men fortryllelsen og ærgrelsen over deres timelige tab havde forblindet
deres øjne for Frelserens nåde.
"<DSM 227/1> Denne åbenbarelse af overnaturlig
kraft vakte folkets overtro og fremkaldte frygt hos dem. Der kunne følge
andre ulykker med, hvis denne fremmede blev boende has dem. De frygtede
økonomisk ruin og besluttede at skille sig af med ham. De, som var
draget over søen sammen med Jesus, fortalte dem om alt, hvad der
var sket den foregående nat, om deres dødsfare under uvejret,
og hvordan stormen og søen var blevet stille. Men deres ord havde
ingen virkning. Folket flokkedes i rædsel omkring Jesus og bønfaldt
ham om at drage bort fra dem, og han indvilligede og drog straks med et
skib over til den anden bred.
"<DSM 227/2> Beboerne i Gergesa stod over for det levende
vidnesbyrd om Kristi magt og barmhjertighed. De så de mænd,
der havde fået deres fornuft tilbage; men de var så ængstelige
for at bringe deres jordiske interesser i fare, at han, som havde besejret
mørkets fyrste lige for deres øjne, blev behandlet som en
uønsket person, og Himmelens gave blev afvist af dem. Vi har ikke
mulighed for at vende os fra Kristi person, sådan som gadarnerne
gjorde det, men der findes stadig mange, der nægter at adlyde hans
ord, fordi lydighed ville medføre opofrelse af en eller anden verdslig
interesse. Mange forkaster hans nåde og forjager hans Ånd,
for at ikke hans nærværelse skal komme til at volde dem økonomiske
tab.
"<DSM 227/3> Men de helbredte besattes følelser
var vidt forskellige herfra. De ønskede inderligt at være
sammen med deres befrier. I hans nærhed følte de sig trygge
for de urene ånder, som havde gjort deres tilværelse til en
pine og forspildt deres liv. Da Jesus var ved at gå om bord i båden,
holdt de sig tæt ved siden af ham, knælede ved hans fødder
og tryglede ham om at beholde dem i sin nærhed, hvor de altid kunne
lytte til hans ord. Men Jesus bød dem vende tilbage og fortælle,
hvor store ting Herren havde gjort for dem.
"<DSM 227/4> Her havde de en gerning at gøre,
at gå tilbage til et hedensk hjem og fortælle om den velsignelse,
de havde modtaget fra Jesus. Det var svært for dem at skilles fra
Frelseren. De ville sikkert komme til at møde store vanskeligheder
under deres samkvem med deres hedenske landsmænd. Og den lange tid,
hvor de havde levet afsondret fra andre mennesker, syntes at gøre
dem uegnede til det arbejde, han havde anvist dem. Men så snart Jesus
viste dem, hvad der var deres pligt, var de rede til at adlyde ham. Ikke
blot fortalte de deres egen familie og deres naboer om Jesus, men de drog
gennem hele Dekapolis, og alle vegne forkyndte de hans magt til at frelse
og beskrev, hvordan han havde udfriet dem fra de urene ånder. Ved
at gøre dette kunne de opnå en større velsignelse,
end hvis de kun til deres egen gavn var blevet i hans nærhed. Det
er gennem arbejde for at udbrede det glade budskab om frelse, at vi kommer
Frelseren allernærmest.
"<DSM 227/5> Disse to helbredte besatte var de første
missionærer, som Kristus udsendte for at prædike evangeliet
i Dekapolis egne. Kun i nogle få øjeblikke havde disse mænd
haft den forrettighed at lytte til Kristi lære. De havde aldrig hørt
en eneste prædiken fra hans mund. De kunne ikke belære folket
sådan som disciplene, der daglig havde været sammen med Kristus.
Men de medbragte i sig selv beviset for, at Kristus var Messias. De kunne
fortælle, hvad de vidste, hvad de selv havde set og hørt og
oplevet af Kristi kraft. Dette er, hvad enhver kan gøre, hvis hjerte
har følt Guds nåde. Johannes, den discipel, Herren elskede,
skrev: "Det, der var fra begyndelsen, det, vi har hørt, det, vi
har set med vore egne øjne, det, vi skuede og vore egne hænder
følte på, ja, livets ord, ... det, vi altså har set
og hørt, forkynder vi også jer." 1Joh 1,1-3. Som Kristi vidner
bør vi fortælle, hvad vi ved, hvad vi selv har set og hørt
og følt. Hvis vi skridt for skridt har fulgt Jesus, må vi
have noget afgørende at fortælle om den måde, på
hvilken han har ført os. Vi kan fortælle, hvordan vi har sat
hans løfter på prøve og fundet, at hans løfter
var sande. Vi kan vidne om, hvad vi har erfaret af Kristi nåde. Det
er til dette vidnesbyrd, Herren kalder os, og uden det vil verden gå
til grunde.
"<DSM 228/1> Skønt gadarenerne ikke havde taget
imod Jesus, lod han dem ikke forblive i det mørke, de selv havde
valgt. Da de bad ham om at forlade dem, havde de ikke hørt hans
ord. De var uvidende om, hvad det var, de forkastede. Derfor sendte han
atter lyset til dem og gjorde det ved hjælp af nogen, som de ikke
kunne nægte at høre på.
"<DSM 228/2> Ved at forårsage, at svinene omkom,
var det Satans hensigt at vende folket fra Frelseren og forhindre, at evangeliet
blev prædiket i denne del af landet. Men netop denne begivenhed vækkede
hele landet, som intet andet kunne have gjort det, og henledte opmærksomheden
på Kristus. Skønt Frelseren selv drog bort, blev de mænd,
han havde helbredt, tilbage som vidner om hans magt. De, som havde været
medier for mørkets fyrste, blev til lyskilder og sendebud for Guds
Søn. Mennesker undrede sig, medens de lyttede til den vidunderlige
beretning. Der blev åbnet en dør for evangeliet i hele denne
egn af landet. Da Jesus vendte tilbage til Dekapolis, flokkedes folk om
ham, og i tre dage lyttede ikke blot en enkelt bys beboere, men tusinder
fra hele det omliggende land til frelsens budskab. Selv de onde ånders
magt beherskes af vor frelser, og det ondes virken overvindes for bestandig.
"<DSM 228/3> Mødet med de besatte mænd
fra Gergesa rummede en lære for disciplene. Det viste dem, til hvilken
afgrund af nedværdigelse Satan søger at drage hele menneskeslægten,
men også Kristi kald til at udfri mennesker fra hans herredømme.
Disse elendige stakler, der boede mellem gravene, besatte af urene ånder
og trælbundne af ubeherskede lidenskaber og hæsligt begær,
er et billede på, hvad menneskeslægten ville blive til, hvis
den blev overladt til Satans myndighed. Satan udøver bestandig sin
påvirkning for at vildlede menneskers sanser, og at få det
onde til at beherske tankerne og ophidse til vold og forbrydelser. Han
svækker legemet, formørker forstanden og nedværdiger
sjælen. Hver gang mennesker siger nej til Frelserens indbydelse,
overgiver de sig til Satan. Inden for alle livets forgreninger, i hjemmet,
i forretningslivet, ja, selv inden for kirken, er der mange mennesker,
som i dag gør dette. Dette er årsagen til, at vold og forbrydelser
har bredt sig over jorden, og at åndeligt mørke som et ligklæde
indhyller menneskers tilværelse. Ved sine bestikkende fristelser
fører Satan til større og større misgerninger, indtil
følgen bliver fuldkommen fordærvelse og ødelæggelse.
Den eneste betryggelse mod hans magt findes i at holde sig nær til
Jesus. Satan er for både mennesker og engle blevet afsløret
som menneskets fjende og ødelægger, og Kristus som menneskets
ven og befrier. Hans Ånd kan i mennesket udvikle alt det, som kan
højne tanken og forædle personligheden. Den kan styrke mennesker
til atter at blive til Guds ære, både ved legeme og sjæl
og ånd. "Thi Gud har ikke givet os fejheds ånd, men krafts
og kærligheds og besindigheds ånd." 2Tim. 1,7. Han har kaldet
os, "for at I skulle få vor Herres Jesu Kristi herlighed" karakter
"i eje!" Han har kaldet os til "at blive hans Søns billede lige".
2Tess. 2,14; Rom 8,29.
"<DSM 229/1> Og sjæle, der har været fornedrede
til at være Satans redskaber, bliver stadig ved Kristi kraft forvandlede
til at blive retfærdighedens sendebud og udsendes af Gud for at fortælle,
"hvor store ting Herren har gjort imod dig, og at han har forbarmet sig
over dig".
|