"<DSM 379/1> Simone fra Betania blev anset for at være en af Jesus disciple. Han var en af de få farisæere, der åbenlyst havde sluttet sig til Kristus. Han anerkendte Jesus som lærer og håbede på, at han måske var Messias, men han havde ikke taget imod ham som sin Frelser. Hans karakter var ikke forvandlet, hans grundbegreber var stadig uændrede.

"<DSM 379/2> Simon var blevet helbredt for spedalskhed, og det var dette, der havde draget ham til Jesus. Han ville gerne vise sin taknemmelighed, og ved Kristi sidste besøg i Betania gjorde han et gæstebud for Frelseren og hans disciple. Ved dette måltid var mange af jøderne til stede. Der var på dette tidspunkt stor ophidselse i Jerusalem. Kristus og hans virksomhed tiltrak sig større opmærksomhed end nogen sinde før. De, som var kommet til gæstebuddet, lagde nøje mærke til hans optræden, og nogle af dem betragtede ham ikke med venlighed.

"<DSM 379/3> Frelseren var først nået til Betania seks dage før påsken, og som han plejede, havde han søgt hvile i Lazarus hjem. De mange rejsende, der drog videre til hovedstaden, udspredte meddelelsen om, at han var på vej til Jerusalem, og at han ville tilbringe sabbatten i Betania. Der var stor begejstring blandt folket. Mange flokkedes i Betania nogle af sympati for Jesus og andre af nysgerrighed efter at se en, der var blevet opvakt fra døden.

"<DSM 379/4> Mange ventede, at Lazarus skulle berette om vidunderlige oplevelser, som han havde haft efter døden. De var forbavsede over, at han ikke fortalte dem noget. Han havde intet at fortælle af denne art. Skriften siger: "De døde ved ingenting. ... Både deres kærlighed og deres had og deres misundelse er for længst borte." Præd. 9,5-6. Men Lazarus havde et vidunderligt vidnesbyrd at bringe om Kristi gerning. Derfor var han blevet opvakt fra døden. Han forkyndte med overbevisning og kraft, at Jesus var Guds Søn.

"<DSM 379/5> De beretninger, der blev bragt tilbage til Jerusalem af dem, der havde besøgt Betania, forøgede spændingen. Folk var ivrige efter at se og høre Jesus. Der var mange, som spurgte, om Lazarus mon ville ledsage ham til Jerusalem, og om profeten ville blive kronet til konge ved påskefesten. Præsterne og de skriftkloge så, at deres magt over folket stadig blev mindre, og deres had mod Jesus blev bestandig mere bittert. De kunne knap vente, til der viste sig en lejlighed til for stedse at få ham skaffet af vejen. Efterhånden som tiden gik, blev de bange for, at han måske til syvende og sidst slet ikke skulle komme til Jerusalem. De huskede, hvor tit han havde forpurret deres mord planer, og de frygtede for, at han nu havde forstået, hvad de havde i sinde at gøre imod ham, og at han ville holde sig borte. De havde ondt ved at skjule deres frygt, og de spurgte indbyrdes hinanden: "Hvad mener I? Mon han slet ikke kommer til højtiden?"

"<DSM 380/1> Præsterne og de skriftkloge blev indkaldt til et møde. Siden Lazarus opvækkelse havde Kristus så helt og fuldt vundet folkets sympati, at det ville være farligt at gribe ham offentligt. Derfor besluttede rådet at tage ham til fange i hemmelighed og lade retssagen foregå så stille som muligt. De håbede, at når hans dom først blev bekendtgjort, ville den vægelsindede folkestemning vende sig til deres fordel.

"<DSM 380/2> Sådan var deres planer om at tilintetgøre Jesus. Men så længe Lazarus levede, vidste præsterne og rabbinerne, at de ikke kunne være trygge: Blot det, at der levede en mand, som havde ligget fire dage i graven, og som var blevet oprejst ved et ord fra Jesus, ville før eller siden forårsage en reaktion. Folket ville hævne sig på deres øvrighed, fordi de havde taget et menneskes liv, der kunne gøre et sådant under. Derfor besluttede Sanhedrin, at også Lazarus måtte dø. Så vidt kan skinsyge og fordomme føre deres slaver. De jødiske myndigheders had og vantro var blevet forøget, så de nu endog ville berøve ham livet, som Almagtens kraft havde reddet fra graven.

"<DSM 380/3> Medens denne sammensværgelse foregik i Jerusalem, var Jesus, og hans venner blevet indbudt til Simons gæstebud. Ved måltidet sad Frelseren ved siden af Simon, som han havde helbredt for en forfærdelig sygdom, og ved hans anden side sad Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Marta vartede op ved bordet, men Maria lyttede opmærksomt til hvert ord fra Jesu mund. Jesus havde i sin nåde tilgivet hende hendes synder, han havde kaldt hendes elskede broder frem fra graven, og Marias hjerte strømmede over af taknemmelighed. Hun havde hørt Jesus tale om sin forestående død, og i sin store kærlighed og sorg havde hun længtes efter at vise, hvor højt hun ærede ham. Ved store personlige ofre havde hun købt en alabastkrukke med "meget kostbar nardussalve", hvormed hun ville salve hans legeme. Men nu var der mange, der sagde, at han snart skulle krones til konge. Hendes sorg blev vendt til glæde, og hun var ivrigt efter at være den første til at hylde sin Herre. Hun sønderbrød sin salvekrukke og hældte indholdet ud over Jesu hoved og fødder. Derefter knælede hun grædende ned, og medens tårerne vædede hans fødder, tørrede hun dem af med sit lange, bølgende hår.

"<DSM 380/4> Hun havde prøvet at undgå opmærksomhed fra andre, og måske havde det hele også kunnet foregå ubemærket, men salven fyldte stuen med sin duft og bekendtgjorde for alle de tilstedeværende, hvad der var sket. Judas betragtede denne handling med det største mishag. I stedet for at vente og høre, hvad Kristus ville sige om sagen, gav han sig til at hviske sine beklagelser til de nærmest siddende, idet han bebrejdede Kristus, at han havde tilladt en sådan ødselhed. Han fremkom med snedige bemærkninger, der sandsynligvis ville forårsage misfornøjelse.

"<DSM 381/1> Judas tog sig af disciplenes pengesager, og af deres lille forråd havde han hemmeligt taget til sit eget brug og således formindsket deres pengebeholdning til en ubetydelighed. Han ville gerne lægge alt det i pungen, som han kunne få fat i. Der blev ofte brugt af midlerne i pungen til at hjælpe de fattige, og når der blev købt noget, som Judas ikke fandt nødvendigt, plejede han at sige: "Hvorfor denne ødselhed? hvorfor blev ikke prisen for dette lagt i den pung, som jeg fører med mig til de fattige?" Nu var dette, som Maria gjorde, i så skarp modsætning til hans selviskhed, at han måtte skamme sig; og som han plejede, søgte han at udpege et værdigt motiv for sine indvendinger mod hendes gave. Han vendte sig til disciplene og sagde: "Hvorfor er denne salve ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige? Men det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; og da han havde pengepungen, stak han jævnlig til sig, hvad der blev lagt i den." Judas følte ingen kærlighed til de fattige. Hvis Marias salve var blevet solgt og udbyttet var kommet i hans besiddelse, ville de fattige ikke have nydt godt af pengene.

"<DSM 381/2> Judas havde høje tanker om sin egen overlegne dygtighed. Han mente, at han havde langt bedre forstand på pengesager end de andre disciple, og han havde fået dem til at mene det samme. Han havde vundet deres tillid og havde megen indflydelse over dem. Hans foregivne medfølelse med de fattige narrede dem, og hans snedige indledning fik dem til at betragte Marias fromme handling med mistillid. Nu lød det rundt om hele bordet: "Hvad skal den ødselhed til? Denne salve kunne jo være solgt for mange penge og givet til de fattige."

"<DSM 381/3> Maria hørte de misbilligende ord. Hendes hjerte bævede. Hun blev bange for, at hendes søster skulle bebrejde hende hendes ødselhed. Måske også Mesteren fandt, at hun handlede letsindigt. Hun skulle lige til at liste sig bort uden at sige et ord til sin undskyldning, da hun hørte Mesterens stemme: "Lad hende være, hvorfor volder I hende bryderi?" Han så, at hun var forlegen og ulykkelig. Han vidste, at denne handling havde været et udtryk for hendes taknemmelighed for hendes synders forladelse, og han bragte lindring til hendes sjæl. Han hævede sin stemme, så den overdøvede den misbilligende mumlen, og sagde: "En god gerning har hun gjort imod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre vel imod dem; men mig har I ikke altid. Hun gjorde, hvad hun kunne; hun har forud salvet mit legeme til min jordefærd."

"<DSM 381/4> Den duftende gave, som Maria havde tænkt sig at udøse over Frelserens døde legeme, udgød hun nu over hans levende skikkelse. Ved begravelsen ville dens søde duft kun være strømmet ud i graven. Nu glædede den hans hjerte ved sin forsikring om hendes tro og kærlighed. Josef fra Arimatæa og Nikodemus gav ikke Jesus deres kærlighedsgaver, medens han var i live. Med bitre tårer bragte de deres kostbare vellugtende urter til hans kolde, livløse legeme. De kvinder, der bragte duftende salver til graven, opdagede, at det var til ingen nytte, thi han var opstanden. Men Maria, som udøste sin kærlighed over Frelseren, medens han var sig hendes hengivenhed bevidst, salvede ham til hans jordefærd. Og da han steg ned i sin store trængsels mørke, medførte han erindringen om denne handling, en forsmag på den kærlighed, som hans genløste for evigt ville skænke ham.

"<DSM 382/1> Der er mange, som bringer deres kostbare gaver til de døde. Når de samles om den kolde, stille skikkelse, bliver der sagt mange kærlige ord. Ømhed, påskønnelse og hengivenhed bliver alt sammen ødslet på en, som ikke ser og ikke hører. Hvis disse ord var blevet sagt, medens den trætte sjæl trængte så meget til dem, dengang øret kunne høre og hjertet kunne føle, hvor ville deres duft så have været vidunderlig!

"<DSM 382/2> Maria forstod ikke den fulde betydning af sin kærlighedsgerning. Hun kunne ikke give sine anklagere noget svar. Hun kunne ikke forklare, hvorfor hun havde valgt denne lejlighed til at salve Jesus. Helligånden havde tilskyndet hende dertil, og hun havde adlydt dens tilskyndelse. Ånden nedlader sig ikke til at give fornuftgrunde. Usynligt nærværende taler den til sjæl og sind og bevæger hjertet til at handle. Den har berettigelsen i sig selv.

"<DSM 382/3> Kristus forklarede Maria, hvad hendes handling betød; og på denne måde gav han hende mere, end han havde modtaget. "Thi da hun udgød denne salve over mit legeme," sagde han, "gjorde hun det som en beredelse til min jordefærd." Ligesom alabast krukken blev sønderbrudt og fyldte hele huset med sin duft, således skulle Kristus dø og hans legeme sønderbrydes. Men han skulle opstå fra graven, og duften fra hans liv skulle fylde verden. Kristus "elskede jer og gav sig selv hen for os som en gave og et offer, en liflig duft for Gud". Ef. 5,2.

"<DSM 382/4> "Sandelig siger jeg jer," sagde Kristus, "hvor som helst i hele verden dette evangelium prædikes, skal også det, som hun har gjort, fortælles til minde om hende." Frelseren så ud i fremtiden og talte med forvisning om sit evangelium. Det skulle prædikes i hele verden, og så langt som evangeliet nåede ud, skulle Marias gave sprede sin vellugt, og sjælene ville få velsignelse ved hendes impulsive handling. Riger skulle opstå og atter falde; herskeres og erobreres navne ville blive glemt; men hvad denne kvinde gjorde, ville blive udødeliggjort på den hellige histories blade. Til tidernes ende ville denne sønderbrudte alabastkrukke fortælle om Guds rige kærlighed til en falden slægt.

"<DSM 382/5> Marias handling var en udpræget modsætning til det, som Judas var ved at gøre. Hvor kunne Kristus ikke have talt hårde ord til ham, som havde sået kritiske og onde tankers frø i disciplenes sind! Hvor ville det have været retfærdigt, om anklageren selv var blevet anklaget! Han, som læser alle hjertets tanker og forstår enhver handling, kunne ved gæstebuddet have afsløret mørke punkter i Judas liv. Det falske hykleri, som dannede grundlaget for forræderens ord, kunne være blevet draget frem; thi i stedet for at have medfølelse med de fattige stjal han de penge, der var beregnet til at lindre deres nød. Der kunne have været vakt harme imod ham, fordi han var hårdhjertet over for enker, faderløse og daglejere. Men hvis Kristus havde afsløret Judas, ville dette være blevet benyttet som årsag til hans forræderi. Og selv om Judas var blevet beskyldt for at være en tyv, ville han have fået medfølelse, selv fra nogle af disciplene. Frelseren irettesatte ham ikke og undgik således at give ham nogen undskyldning for hans forræderi.

"<DSM 383/1> Men det blik, som Jesus rettede mod Judas, overbeviste denne om, at Frelseren gennemskuede hans hykleri og læste hans lave, foragtelige tanker. Og ved at prise Marias handling, der var blevet så hårdt fordømt, havde Kristus dadlet Judas. Før dette skete, havde Frelseren aldrig givet ham en direkte irettesættelse. Nu efterlod tilrettevisningen en brod i hans hjerte. Han besluttede at ville hævne sig. Lige fra aftensmåltidet gik han hen til ypperstepræstens palads, hvor han fandt rådet samlet, og han tilbød dem at forråde Jesus til dem.

"<DSM 383/2> Præsterne blev meget glade. Disse Israels ledende mænd havde som gave fået den forrettighed at tage imod Kristus som deres Frelser, uden penge og uden betaling. Men de afslog at tage imod den dyrebare gave, der blev tilbudt dem med den mest indtrængende kærlighed og i den mildeste ånd. De nægtede at tage imod den frelse, der er mere værd end guld, og de købte deres Herre for tredive sølvpenge.

"<DSM 383/3> Judas havde dyrket ærgerrigheden, indtil den tog magten over hvert ædelt karaktertræk hos ham. Han blev vred på grund af det offer, som blev bragt Jesus. Hans hjerte brændte af misundelse over, at Frelseren modtog en gave, som passede sig for jordens konger. Han forrådte sin Herre for en sum, som var langt mindre end prisen for krukken med salve.

"<DSM 383/4> Disciplene lignede ikke Judas. De elskede Frelseren. Men de værdsatte ikke hans ophøjede natur på den rette måde. Hvis de havde forstået, hvad han havde gjort for dem, ville de have følt, at intet, der blev skænket ham, var gået til spilde. De vise mænd fra Østerland, der vidste så lidt om Jesus, havde udvist en sandere forståelse af den ære og hyldest, man skyldte ham. De bragte kostbare gaver til Frelseren og bøjede sig i ærefrygt for ham, da han var et lille barn og lå i en krybbe.

"<DSM 383/5> Kristus værdsætter handlinger, som udspringer af en ærbødighed, der kommer fra hjertet. Når nogen viste ham en venlighed, velsignede han den pågældende med himmelsk finhed og godhed. Han sagde ikke nej til den ringeste blomst, der var plukket af en barnehånd, og som blev rakt ham i kærlighed. I Skriften omtales Marias salvning af Jesus som noget, der udmærkede hende frem for de andre Mariaer. Kærligheds og ærbødigheds handlinger over far Jesus er vidnesbyrd om tro på ham som Guds Søn, og Helligånden nævner som et vidnesbyrd om en kvindes troskab mod Kristus, at hun "har tvættet de helliges fødder, har hjulpet nødlidende og har lagt sig efter al god gerning". 1Tim. 5,10.

"<DSM 383/6> Kristus frydede sig over Marias oprigtige ønske om at gøre sin Herres vilje. Han tog imod denne rigdom af den reneste kærlighed, som hans disciple ikke ville og ikke kunne forstå. Marias store ønske om at tjene sin Herre på denne måde var mere værd for Kristus end alverdens kostbare salver, fordi det var udtryk for hendes påskønnelse af verdens Frelser. Det var Kristi kærlighed, som tvang hende. Den uopnåelige ophøjethed i Kristi personlighed fyldte hendes sjæl. Denne salve var et symbol på den givendes hjerte. Den var det ydre bevis på en kærlighed, der næredes af himmelske kilder, indtil den strømmede over.

"<DSM 384/1> Marias handlemåde var netop det, som disciplene trængte til for at vise dem, at det ville glæde Kristus, hvis de gav udtryk for deres kærlighed til ham. Han havde været alt for dem, og de gjorde sig ikke klart, at de snart ville komme til at savne hans tilstedeværelse, at de snart ikke mere ville kunne give ham noget bevis på deres taknemmelighed for hans store kærlighed. Kristi ensomhed, medens han var adskilt fra de himmelske boliger og levede et menneskes liv, blev aldrig forstået eller påskønnet af disciplene, som den burde have været det. Han var ofte bedrøvet, for hans disciple ikke gav ham det, som han burde have fået af dem. Han vidste, at hvis de havde været under indflydelse af de himmelske engle, som ledsagede ham, ville heller ikke de have anset noget offer for at være af tilstrækkelig værdi til at give udtryk for hjertets åndelige kærlighed.

"<DSM 384/2> Deres viden senere hen gav dem den rette følelse af, hvor meget de kunne have gjort for Jesus som udtryk for deres hjerters taknemmelighed og kærlighed, medens de var ham nær. Da Jesus ikke mere var hos dem og de i sandhed følte sig som får uden hyrde, begyndte de at indse, hvordan de kunne have vist ham en omsorg, der ville have glædet hans sjæl. De bebrejdede ikke mere Maria, men kun sig selv. Å, hvis de dog bare havde kunnet tilbagekalde deres kritik, deres fremhæven af, at de fattige var mere værdige til gaven end Kristus! De følte bebrejdelsen hårdt, da de løftede deres Herres sårede legeme ned fra korset.

"<DSM 384/3> Den samme mangel viser sig tydeligt i vor verden i dag. Der er kun få, som værdsætter alt det, Kristus er for dem. Hvis de gjorde det, ville de udvise den samme store kærlighed som Maria, og salven ville blive givet i rigt mål. Den kostbare salve kunne ikke kaldes en ødselhed. Intet kunne være for dyrebart til en gave til Kristus, og ingen selvfornægtelse eller selvopofrelse for stor, når den blev tålt for hans skyld.

"<DSM 384/4> Disse harmfulde ord: "Hvad skal den ødselhed til?" fremkaldte for Kristi blik det største offer, der nogen sinde er blevet bragt, ham selv som gave og som sonoffer for en fortabt verden. Herren ville være så gavmild over for sin menneskelige familie, at det ikke kunne siges om ham, at han kunne gøre mere. Ved at give Jesus gav Gud hele Himmelen. Set fra menneskers synspunkt var dette offer en formålsløs ødselhed. For den menneskelige tanke er hele frelsesplanen en ødslen med barmhjertighed og hjælp. Alle vegne møder vi selvfornægtelse og helhjertet opofrelse. De himmelske hærskarer har grund nok til at se med forundring på menneskeslægten, der nægter at lade sig højne og berige ved den grænseløse kærlighed, der har fået udtryk i Kristus. De har i sandhed grund til at udbryde: "Hvorfor denne store ødselhed?"

"<DSM 384/5> Men soningen for en fortabt verden måtte være hel, overflødigt rig og fuldkommen. Kristi offer var overvældende og overflødigt rigt for at kunne nå ud til hver eneste sjæl, som Gud har skabt. Det kunne ikke indskrænkes til kun at nå til det antal mennesker, der ville tage imod den store gave. Ikke alle mennesker bliver frelst; men alligevel er frelsesplanen ikke nogen ødselhed, skønt den ikke udvirker alt det, som dens gavmildhed har tilsigtet. Der skal være nok, og der skal være overflod!

"<DSM 385/1> Simon, der var vært, havde ladet sig påvirke af Judas misbilligelse af Marias gave, og han blev forbavset over Jesu optræden. Dette krænkede hans stolthed som farisæer. Han vidste, at mange af hans gæster betragtede Kristus med mistillid og mishag. Simon sagde ved sig selv: "Hvis den mand var en profet, ville han vide, hvad slags kvinde det er, som rører ved ham, at hun er en synderinde."

"<DSM 385/2> Ved at helbrede Simon for spedalsked havde Kristus reddet ham fra at være levende død. Men nu tvivlede Simon om, hvorvidt Frelseren var en profet. Fordi Kristus tillod denne kvinde at nærme sig ham, fordi han ikke hånligt afviste hende som en, hvis synder var for store til at blive tilgivet, fordi han ikke viste, at han var klar over, at hun havde syndet, følte Simon sig fristet til at tro, at han ikke var en profet. Han tænkte: Jesus ved ikke noget om denne kvinde, der så frimodigt viser sine følelser; ellers ville han ikke tillade, at hun rørte ved ham.

"<DSM 385/3> Men det var Simons uvidenhed om Gud og om Kristus, der fik ham til at tænke, som han gjorde. Han var ikke klar over, at Guds Søn måtte handle, som Gud ville gøre det med medlidenhed, nænsomhed og barmhjertighed. Efter Simons mening burde man ikke bekymre sig om Marias angerfulde handling. At hun kyssede Kristi fødder og salvede dem med salve, virkede irriterende på hans hårde hjerte. Han mente, at hvis Kristus var en profet, ville han vide, hvem der var syndere, og irettesætte dem.

"<DSM 385/4> Frelseren gav ham dette svar på hans hemmelige tanker: "Simon! Jeg har noget at sige dig! ... En mand, som lånte penge ud, havde to skyldnere; den ene skyldte ham fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da ingen af dem havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil nu elske ham mest? Simon svarede og sagde: Jeg tænker den, som han eftergav mest. Jesus sagde til ham: Du dømte rigtigt." Ligesom Natan gjorde det over for David, skjulte Kristus sit velrettede angreb under dække af en lignelse. Han pålagde sin vært den byrde at fælde dom over sig selv. Simon havde ført den kvinde, som han nu foragtede, ud i synden. Han havde begået stor uret over for hende. De to skyldnere i lignelsen var eksempler på Simon og kvinden. Det var ikke Jesu hensigt at lære, at de to personer burde have en forskellig grad af skyldfølelse, for de havde hver for sig en taknemmelighedsgæld, som aldrig kunne betales tilbage. Men Simon følte sig mere retfærdig end Maria, og Jesus ville have ham til at se, hvor stor hans skyld i virkeligheden var. Han ville vise ham, at hans synd var større end hendes, lige så meget større som en gæld på fem hundrede kroner er større end en gæld på halvtreds kroner.

"<DSM 385/5> Nu begyndte Simon at se anderledes på sig selv. Han så, hvad Maria blev regnet for af en, der var mere end en profet. Han så, at Kristi profetiske blik tydede hendes hjertes kærlighed og gudsfrygt. Han blev grebet af en følelse af skamfuldhed, og han indså, at han stod over for en, der var højt hævet over ham.

"<DSM 385/6> "Jeg kom ind i dit hus," fortsatte Kristus; "du gav mig ikke vand til mine fødder," men med angerens og kærlighedens tårer har hun vædet mine fødder og tørret dem med sit hår. "Du gav mig intet kys, men lige fra jeg kom herind, er hun" som du foragter "blevet ved at kysse mine fødder." Kristus opregnede de muligheder, Simon havde haft for at vise sin kærlighed til sin Herre og sin påskønnelse af, hvad der var blevet gjort for ham. Tydeligt, men alligevel med venlig hensynsfuldhed forsikrede han sine disciple om, at det bedrøver ham, når hans børn undlader at vise deres taknemmelighed i ord eller ved kærlighedsgerninger.

"<DSM 386/1> Han, som ransager hjerterne, så, hvad der var motivet til Marias handling, og han så også den indstilling, som fik Simon til at tale, som han gjorde. "Ser du denne kvinde?" sagde Jesus til ham. Hun er en synderinde. "Derfor siger jeg dig: hendes mange synder er hende forladt, siden hun har elsket meget; men den, hvem kun lidt forlades, elsker kun lidt."

"<DSM 386/2> Simons kulde og forsømmelighed over for Frelseren viste, hvor lidt han skønnede på den nåde, der var vist ham. Han havde ment, at han gjorde Jesus en ære ved at indbyde ham til sit hjem; men nu så han sig selv, som han i virkeligheden var. Medens han havde troet at læse gæstens tanker, var det hans gæst, som havde læst hans tanker. Han så, hvor rigtig Kristi bedømmelse af ham var. Hans gudsfrygt havde været farisæisme. Han havde ringeagtet Jesu barmhjertighed. Han havde ikke anerkendt ham som Guds udsending. Medens var Maria en tilgivet synder, var han en tilgivet synder. Den strenge håndhævelse af retfærdighed, som han havde søgt at anvende over for hende, havde fældet dom over ham selv.

"<DSM 386/3> Simon blev bevæget over Jesu venlighed ved ikke åbenlyst at dadle ham, medens gæsterne var til stede. Han var ikke blevet behandlet sådan, som han havde ønsket, at Maria skulle behandles. Han forstod, at Jesus ikke ønskede at indvie andre i hans skyld, men at han ved en sandfærdig redegørelse for sagen havde søgt at overbevise ham og ved medlidende venlighed prøvet at betvinge hans sind. En hård fordømmelse ville have forhærdet Simon, så han ikke angrede, men en tålmodig formaning overbeviste ham om hans vildfarelse. Han så, hvor stor den gæld var, som han skyldte Herren. Hans stolthed svandt, han angrede, og den stolte farisæer blev en ydmyg, selvforglemmende discipel.

"<DSM 386/4> Maria var blevet betragtet som en stor synderinde, men Kristus kendte de omstændigheder, der havde været med til at forme hendes tilværelse. Han kunne måske have slukket hver gnist af håb i hendes sjæl, men han gjorde det ikke. Det var ham, som havde hævet hende op fra fortvivlelse og ødelæggelse. Syv gange havde hun hørt ham tale strengt til de onde ånder, der beherskede hendes sjæl og sind. Hun havde hørt ham bønfalde sin Fader med høje råb for hendes skyld. Hun vidste, hvor krænkende synden var for hans uplettede renhed, og ved hans kraft havde hun sejret.

"<DSM 386/5> Hvor det for menneskers øjne syntes at se håbløst ud, fandt Kristus hos Maria egenskaber, der kunne bruges til det gode. Han så de bedre sider af hendes karakter. Frelsesplanen har tildelt menneskeslægten store muligheder, og disse muligheder skulle virkeliggøres i Maria. Ved hans nåde blev hun delagtig i guddommelig natur. Den, som var faldet, og hvis sjæl havde været bolig for dæmoner, kom til at stå Frelseren meget nær ved venskab og tjeneste. Det var Maria, som sad ved hans fødder og lærte af ham. Det var Maria, som hældte den kostbare salve over hans hoved og vædede hans fødder med sine tårer. Maria stod ved siden af korset og fulgte ham til graven. Maria var den første ved graven efter hans opstandelse. Det var Maria, der først af alle forkyndte den opstandne Frelser.

"<DSM 387/1> Jesus kender forholdene for hver eneste sjæl. Du siger måske: jeg er syndig, meget syndig. Det er du måske også; men jo værre du er, jo mere trænger du til Jesus. Han jager ingen grædende, angerfuld sjæl bort. Han siger ikke til nogen, at han godt kunne afsløre det alt sammen, men han byder hver ængstelig sjæl fatte mod. Uden at kræve noget til gengæld vil han tilgive enhver, som kommer til ham for at få syndsforladelse og frelse.

"<DSM 387/2> Kristus kunne give Himmelens engle befaling til at udøse hans vredes skåler over vor verden og til at tilintetgøre dem, der er opfyldt af had mod Gud. Han kunne udslette denne mørke plet af sit univers. Men han gør ikke dette. Han står i dag ved røgelsealteret som talsmand hos Gud for dem, der beder om hans hjælp.

"<DSM 387/3> Den sjæl, der søger tilflugt hos ham, vil Jesus løfte op over anklagerne og de hårde ord. Intet menneske og ingen ond engel kan anklage disse sjæle. Kristus forener dem med sin egen guddommelig og menneskelige natur. De står ved siden af ham, som bar vore synder, i det lys, der udgår fra Guds trone. "Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør. Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja, meget mere: som er opstanden, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os." Rom 8,33-34.