"<DSM 476/1> De skyndte sig afsted med
Jesus over bækken Kedron, forbi haver og olivenlunde og gennem den
slumrende bys stille gader. Det var over midnatstid, og skrigene fra den
hujende menneskehob, der fulgte efter ham, lød skingrende i den
stille luft. Frelseren var bunden og strengt bevogtet, og han bevægede
sig med vanskelighed. Men i største hast skyndte hans fangevogtere
sig at føre ham til den forrige ypperstepræst Annas palads.
"<DSM 476/2> Annas var overhovedet for den tjenestegørende
præsteslægt, og af ærbødighed for hans alder anerkendte
folket ham som ypperstepræst. Man søgte hans råd og
adlød det, som om det var selve Guds røst. Han skulle være
den første, der så Jesus som fange i præsternes magt.
Han skulle være til stede ved forhøret af fangen, fordi man
var bange for, at det ikke skulle lykkes den mindre erfarne Kajfas at nå
til det formål, som de stræbte efter. Der måtte gøres
brug af hans list, snedighed og underfundighed ved denne lejlighed; for
i alle tilfælde måtte man være sikker på Kristi
domfældelse.
"<DSM 476/3> Kristus skulle formelt forhøres
af Sanhedrin, men af Annas blev han underkastet et indledende forhør.
Under det romerske herredømme kunne Sanhedrin ikke fælde nogen
dødsdom. De kunne kun forhøre fangen og afsige dommen, der
derefter måtte sanktioneres af den romerske øvrighed. Derfor
var det nødvendigt at fremskaffe en anklage mod Kristus, der af
romerne ville blive betragtet som kriminel. Der måtte også
findes en beskyldning, som i jødernes øjne ville være
domfældende. Der var adskillige blandt præsterne og rådsherrerne,
der havde ladet sig overbevise ved Kristi lære, og kun frygten for
at blive udelukket fra synagogen hindrede dem i at bekende sig til ham.
Præsterne mindedes meget godt Nikodemus spørgsmål: "Dømmer
vor lov mon et menneske, uden at man først forhører ham og
får rede på, hvad han har gjort?" Joh 7,51. Dette spørgsmål
havde dengang bragt splittelse i rådet, og det havde krydset deres
planer. Josef af Arimatæa og Nikodemus ville ikke blive indkaldt
nu, men der var andre, der måske ville driste sig til at tale til
gunst for retfærdigheden. Dette forhør måtte ledes på
en måde, så det fik Sanhedrins medlemmer til at gøre
fælles sag mod Kristus. Der var to beskyldninger, som præsterne
ønskede at forfægte. Hvis man kunne bevise, at Jesus var en
gudsbespotter, ville han blive dømt af jøderne. Hvis han
blev overbevist om tilskyndelse til oprør, ville det sikre hans
domfældelse af romerne. Annas forsøgte først at fastslå
den anden anklage. Han udspurgte Jesus om hans disciple og hans lære
i håb om, at fangen ville sige noget, der kunne give ham et grundlag
at arbejde med. Det var hans hensigt at fremlokke en eller anden udtalelse,
der kunne bevise, at han forsøgte at danne et hemmeligt forbund
med det formål at oprette et nyt rige. Derefter ville præsterne
udlevere ham til romerne som en fredsforstyrrer og oprørsstifter.
"<DSM 477/1> Kristus tydede præstens hensigt,
som om det var en åben bog. Som om han kunne læse i den spørgendes
inderste sjæl, benægtede han, at der mellem ham og hans disciple
fandtes nogen hemmelig overenskomst, eller at han samledes med dem i hemmelighed
eller i det skjulte for at dække over sine planer. Med hensyn til
sine formål eller sin lære havde han ingen hemmeligheder. "Jeg
har talt frit ud til verden" svarede han; "jeg har stadig lært i
synagoger og i helligdommen, dér, hvor alle jøderne kommer
sammen, og i det skjulte har jeg intet talt."
"<DSM 477/2> Frelseren viste modsætningen mellem
sin egen arbejdsmetode og sine anklageres fremgangsmåde. I månedsvis
havde de ligget på lur efter ham og stræbt efter at lokke ham
i en fælde og stille ham for et hemmeligt råd, hvor de ved
at sværge falsk kunne opnå det, som det var umuligt at vinde
ved hæderlige midler. Nu var de ved at udføre deres hensigter.
Pågribelsen ved nattetide af en pøbelhob, spotten og mishandlingerne,
før han var dømt eller blot anklaget, var deres arbejdsmetode,
men ikke hans. Deres handlemåde var et brud på loven. Efter
deres egne bestemmelser erklæredes det, at ethvert menneske skulle
behandles som uskyldigt, indtil dets skyld var bevist. Efter deres egne
forordninger stod præsterne som strafskyldige.
"<DSM 477/3> Så vendte Jesus sig til den spørgende
og sagde: "Hvorfor spørger du så mig" Havde ikke præsterne
og rådsherrerne sendt spioner ud for at overvåge hans bevægelser
og for at indberette hvert ord, han havde sagt? Havde ikke disse været
til stede, hver gang folket havde været samlet, og havde bragt præsterne
underretning om alt, hvad han havde sagt eller gjort? "Spørg dem,
der har hørt det, om hvad jeg har talt til dem," sagde Jesus. "Se,
de ved, hvad jeg har sagt."
"<DSM 477/4> Annas blev bragt til tavshed ved det afgørende
i dette svar. Af frygt for, at Kristus skulle sige noget om hans egen fremgangsmåde,
som han ville foretrække at bevare skjult for andre, sagde han ikke
mere til ham denne gang. En af hans tjenere, der blev harmfuld over at
se Annas bragt til tavshed, slog Jesus i ansigtet og sagde: "Svarer du
ypperstepræsten sådan"
"<DSM 477/5> Kristus svarede roligt: "Har jeg talt
usømmeligt, så bevis, at det er usømmeligt; men har
jeg talt ret, hvorfor slår du mig da" Han sagde ingen skarpe eller
hævnlystne ord. Hans rolige svar kom fra et syndfrit hjerte, der
var tålmodigt og mildt, og som ikke ville lade sig ophidse.
"<DSM 477/6> Kristus led meget under mishandlingerne
og fornærmelserne. Han tog imod enhver form for nedværdigende
behandling fra de mennesker, som han havde skabt, og for hvem han var ved
at bringe et uendeligt stort offer. Og han led i forhold til sit eget fuldkommen
hellige sind og sit had til synden. Hans forhør ved mennesker, der
handlede, som om de var djævle, var ham et bestandigt offer. At være
omgivet af menneskeskabninger, der var under Satans herredømme,
var oprørende for ham, og han vidste, at han ved sin guddommelige
magts lynhurtige kraft kunne kaste sine grusomme plageånder til jorden.
Dette gjorde prøvelsen endnu vanskeligere for ham at bære.
"<DSM 478/1> Jøderne så hen til en Messias,
der åbenbarede sig ved ydre herlighed. De ventede, at han ved et
eneste lynglimt af overvældende vilje skulle ændre menneskers
tankegang og fratvinge dem anerkendelse af sit overherredømme. De
troede, at han på denne måde ville sikre sig sin egen ophøjelse
og tilfredsstille deres ærgerrige håb. Da Kristus blev behandlet
med ringeagt, blev han grebet af en stærk fristelse til at åbenbare
sin guddommelige karakter. Ved et ord eller ved et blik kunne han tvinge
sine forfølgere til at erkende, at han var Herren over alle konger
og herskere, over præster og tempel. Men hans vanskelige opgave bestod
i at bevare den stilling, han havde valgt: at være ét med
menneskeheden.
"<DSM 478/2> Himmelens engle var vidne til enhver handling,
der blev begået mod deres elskede Herre. De længtes efter at
udfri Kristus. Når englene handler efter Guds vilje, er de almægtige.
Ved en lejlighed dræbte de efter Kristi befaling i løbet af
en eneste nat et hundrede og femogfirsindstyve tusinde mand af den assyriske
hær. Hvor let kunne ikke englene, da de så de skændige
begivenheder ved rettergangen mod Kristus, have givet beviser for deres
harme ved at tilintetgøre Guds modstandere! Men de fik ikke befaling
til at gøre dette. Han, som kunne have dømt sine fjender
til døden, bar over med deres grusomhed. Hans kærlighed til
sin Fader og det løfte, han fra verdens grundlæggelse havde
givet om at bære syndens byrde, fik ham til uden at klage at udholde
den rå behandling fra dem, han var kommet for at frelse. Det var
en del af hans opgave i sin menneskeskikkelse at bære al den mishandling
og hån, som mennesker kunne dynge på ham. Menneskeslægtens
eneste håb bestod i, at Kristus underkastede sig alt det, han måtte
udholde fra menneskers hænder og hjerter.
"<DSM 478/3> Kristus havde intet sagt, der kunne være
fordelagtigt for hans anklagere. Alligevel var han bunden som tegn på,
at han var dømt. Der måtte imidlertid være en tilsyneladende
form for retfærdighed. Det var nødvendigt, at der blev foretaget
en slags lovligt forhør. Det gjaldt for øvrigheden om at
fremskynde dette. De vidste, hvor højt folket ærede Jesus,
og de var bange for, at hvis fængslingen rygtedes viden om, ville
der blive gjort et forsøg på at redde ham. Og hvis forhøret
og henrettelsen ikke kom til at ske med det samme, ville der blive en uges
forsinkelse på grund af påsken. Dette kunne få deres
planer til at strande. Til at sikre Jesu domfældelse stolede de i
høj grad på den larmende mængdes medvirken, hvoraf mange
hørte til Jerusalems laveste pøbel. Hvis der skulle komme
en uges forsinkelse, ville ophidselsen lægge sig, og sandsynligvis
ville der komme et omslag i stemningen. Den bedre del af folket ville blive
vakt til gunst for Kristus; mange ville komme frem med vidnesbyrd til forsvar
for ham og gøre opmærksom på alle de undergerninger,
han havde gjort. Dette ville vække folkets harme mod Sanhedrin. Man
ville fordømme deres fremgangsmåde, og Jesus ville blive befriet
for atter at komme til at modtage folkets hyldest. Derfor besluttede præsterne
og rådsherrerne, at før deres planer kom til nogens kundskab,
skulle Jesus være overgivet i romernes hænder.
"<DSM 479/1> Men allerførst måtte man
finde på en anklage. Endnu havde de ikke fundet nogen som helst.
Annas gav befaling til, at Jesus skulle føres til Kajfas. Denne
hørte til saddukæerne, af hvilke nogle var Jesu argeste fjender.
Han selv var, skønt han manglede karakterstyrke, fuldt så
hård, hjerteløs og samvittighedsløs som Annas. Han
ville ikke sky noget middel for at tilintetgøre Jesus. Det var nu
tidlig morgen, og det var meget mørkt. Ved faklernes og lygternes
skær begav den bevæbnede skare sig med deres fange til ypperstepræstens
palads. Medens rådets medlemmer forsamlede sig, udspurgte Annas og
Kajfas atter Jesus her, men uden resultat.
"<DSM 479/2> Da rådsforsamlingen var kommet til
stede i domssalen, indtog Kajfas sædet som den øverste embedsmand.
På begge sider af ham stod dommerne og de, som var særligt
interesserede i forhøret. De romerske soldater stod vagt på
platformen neden for tronen. Ved tronens fod stod Jesus. Hele den store
skares blikke var rettede mod ham. Der herskede en voldsom ophidselse.
Jesus var den eneste i hele forsamlingen, der var rolig og fattet. Selve
luften omkring ham syntes at være gennemtrængt af noget helligt.
"<DSM 479/3> Kajfas havde betragtet Jesus som sin medbejler.
Folkets iver efter at høre Frelseren tale og deres tilsyneladende
villighed til at tage imod hans lære havde vakt en bitter skinsyge
hos ypperstepræsten. Men da Kajfas nu betragtede fangen, blev han
grebet af beundring over hans ædle og værdige optræden.
Han følte sig overbevist om, at denne mand var beslægtet med
Gud. I næste øjeblik viste han med hån denne tanke fra
sig. Straks efter lød hans stemme hovmodigt og spottende, da han
krævede, at Jesus skulle gøre et af sine undere for dem. Men
det var, som om Frelseren slet ikke hørte, hvad han sagde. Folket
sammenlignede Annas og Kajfas ophidsede og ondskabsfulde optræden
med Jesu rolige, majestætiske holdning. Selv i denne forhærdede
skares sind dukkede dette spørgsmål op: Skal dette menneske,
der virker som en Gud, virkelig dømmes som en forbryder
"<DSM 479/4> Kajfas, der lagde mærke til den
indflydelse, der gjorde sig gældende, fremskyndede forhøret.
Der herskede stor forvirring blandt Jesu fjender. Det var deres faste beslutning
at sikre sig, at han blev dømt, men de vidste ikke, hvordan det
skulle lade sig gøre. Rådets medlemmer var delt mellem farisæerne
og saddukæerne. Der var bittert fjendskab og strid imellem dem. Der
var visse omdiskuterede punkter, som de ikke turde komme ind på af
frygt for at komme i skænderi. Jesus kunne med ganske få ord
have vakt deres fordomme mod hinanden og kunne på denne måde
have vendt deres vrede bort fra ham selv. Dette vidste Kajfas godt, og
han ønskede at undgå at vække strid. Der var rigeligt
af vidner, der kunne bevise, at Kristus havde fordømt præsterne
og de skriftkloge, at han havde kaldt dem hyklere og mordere; men det var
ikke hensigtsmæssigt at fremkomme med dette vidnesbyrd. Saddukæerne
havde under deres hårde fejder med farisæerne brugt lignende
udtryk over for dem, og den slags vidnesbyrd ville ikke betyde noget over
for romerne, der selv følte afsky for farisæernes hykleri.
Der var mange beviser for, at Jesus havde vist ligegyldighed for jødernes
overleveringer og havde talt uden ærbødighed om mange af deres
forordninger; men med hensyn til overleveringerne stod farisæerne
og saddukæerne skarpt over for hinanden. Og heller ikke dette vidnesbyrd
ville have nogen vægt over for romerne. Kristi fjender vovede ikke
at anklage ham for at bryde sabbatten, for at ikke en undersøgelse
af sagen skulle komme til at afsløre, af hvad art hans gerning var.
Hvis hans helbredelsesundere kom frem for dagens lys, ville selve hensigten
med præsternes forehavende lide nederlag.
"<DSM 480/1> Falske vidner havde modtaget bestikkelse
for at beskylde Jesus for at opflamme til oprør og søge at
oprette en regering far sig selv. Men deres vidnesbyrd viste sig at være
svage og selvmodsigende. Når de blev nærmere udspurgt, forfalskede
de deres egne udtalelser.
"<DSM 480/2> På et tidligt tidspunkt af sin gerning
havde Kristus sagt: "Bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg
rejse det igen." Han havde i profetiens billedsprog således forudsagt
sin egen død og opstandelse. "Men det var om sit legemes tempel,
han talte." Johs. 2,19-21. Disse ord havde jøderne forstået
bogstaveligt, som om de hentydede til Jerusalems tempel. I alt det, Kristus
havde sagt, kunne præsterne ikke finde noget at benytte imod ham
med undtagelse af dette. Ved at forvanske disse ord håbede de at
opnå en fordel. Romerne havde været medvirkende til at opbygge
og udsmykke templet, og de var meget stolte af det. Enhver ringeagt, der
blev udvist imod det, ville med sikkerhed vække deres harme. Heri
kunne romere og jøder, farisæere og saddukæere mødes,
thi de holdt alle templet højt i ære. Der blev fundet to vidner,
hvis udsagn i dette punkt ikke var så modstridende, som de andres
havde været. Den ene, der var blevet bestukket til at anklage Jesus,
erklærede: "Han har sagt: Jeg kan nedbryde Guds tempel og bygge det
op på tre dage." Sådan blev Kristi ord forvanskede. Hvis de
var blevet gengivet nøjagtigt, som han havde talt dem, ville de
ikke have bevirket hans domfældelse, selv ikke af Sanhedrin. Hvis
Jesus havde været et ganske almindeligt menneske, som jøderne
hævdede, ville hans erklæring kun have været udtryk for
et tåbeligt, pralende sindelag, men den kunne ikke være blevet
betegnet som gudsbespottelse. Selv om hans ord blev forvanskede af de falske
vidner, rummede de ikke noget, som af romerne ville blive regnet for en
forbrydelse, der fortjente at straffes med døden.
"<DSM 480/3> Jesus lyttede tålmodigt til de modstridende
vidnesbyrd. Han sagde ikke et ord til sit forsvar. Til sidst blev hans
anklagere forvirrede og rasende. Man kom ingen vegne med forhøret.
Det så ud til, at deres snedige planer skulle slå fejl. Kajfas
var ude af sig selv. Endnu en sidste udvej var tilbage: Kristus måtte
tvinges til at dømme sig selv. Ypperstepræsten rejste sig
fra dommersædet med et ansigt, der var fordrejet af raseri, og hans
stemme og optræden viste tydeligt, at hvis det stod i hans magt,
så ville han slå fangen, der stod foran ham, til jorden. Han
udbrød: "Har du intet at svare på det, de vidner imod dig?"
"<DSM 480/4> Jesus tav ganske stille. "Han blev knust
og bar det stille, han oplod ikke sin mund som et lam, der føres
hen at slagtes, som et får, der er stumt, når det klippes han
oplod ikke sin mund." Es 53,7.
"<DSM 480/5> Til sidst hævede Kajfas sin højre
hånd mod himmelen og henvendte sig til ham med de ord, man brugte
ved edsaflæggelse: "Jeg tager dig i ed ved den levende Gud: Sig os,
om du er Kristus, Guds Søn?"
"<DSM 481/1> Kristus kunne ikke forholde sig tavs over
for denne henvendelse. Der er en tid til at tie og en tid til at tale.
Han havde ikke talt, før han blev direkte spurgt. Han vidste, at
det ville blive den visse død for ham at svare; men dette spørgsmål
blev stillet af folkets højeste anerkendte myndighed og i den Allerhøjestes
navn. Kristus ville ikke undlade at vise den rette ærbødighed
for loven, og desuden blev hans eget forhold til Faderen draget i tvivl.
Han måtte tydeligt erklære, hvem han var, og hvorfor han var
kommen. Jesus havde sagt til sine disciple: "Derfor, enhver, som kendes
ved mig over for menneskene, ham vil også jeg kendes ved over for
min Fader, som er i Himlene." Matt 10,32. Nu gentog han denne lære
ved sit eget eksempel.
"<DSM 481/2> Alle lyttede anspændt, og alles
blikke var rettede mod ham, da han svarede: "Du har selv sagt det." Det
var, som om et himmelsk lys strålede fra hans blege ansigt, da han
tilføjede: "Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen
sidde ved Kraftens højre hånd og komme på himmelens
skyer."
"<DSM 481/3> Et øjeblik strålede Kristi
guddommelige væsen gennem hans menneskelige skikkelses forklædning.
Ypperstepræsten veg forfærdet tilbage for Frelserens gennemborende
blik. Dette blik syntes at læse hans skjulte tanker og at brænde
sig ind i hjertet. Aldrig senere hen i livet kunne han glemme Guds forfulgte
Søns ransagende øjekast.
"<DSM 481/4> Jesus sagde: "Herefter skal I se Menneskesønnen
sidde ved Kraftens højre hånd og komme på himmelens
skyer." Med disse ord gav Kristus en skildring af modsætningen til
det, der nu fandt sted. Han, livets og herlighedens Herre, skulle sidde
ved Guds højre hånd. Han skulle dømme verden, og ingen
ville kunne gøre indsigelse mod hans afgørelse. Så
ville enhver hemmelighed komme til syne i lyset fra Guds åsyn, og
der ville blive fældet dom over enhver efter hans gerninger.
"<DSM 481/5> Kristi ord forfærdede ypperstepræsten.
Tanken om, at der ville komme en opstandelse af de døde, hvor alle
skulle stilles for Guds domstol, for at deres gerninger kunne blive gengældt,
var en skrækkelig tanke for Kajfas. Han brød sig ikke om at
tro, at han engang i fremtiden skulle dømmes efter sine gerninger.
Begivenhederne ved den sidste dom viste sig for hans sind ligesom et panorama.
Et øjeblik så han det frygtelige syn, hvor gravene gav deres
døde tilbage sammen med de hemmeligheder, han havde håbet
skulle være skjult for evigt. Et øjeblik følte han
sig, som om han stod for den evige dommer, hvis øjne, der ser alt,
læste tanker og bragte hemmeligheder for dagens lys, som han troede
var skjult sammen med de døde.
"<DSM 481/6> Synet forsvandt atter for ypperstepræstens
blik. Kristi ord ramte ham, saddukæeren, på det ømmeste
sted. Kajfas havde forkastet læren om opstandelsen, dommen og et
fremtidigt liv. Nu blev han grebet af et djævelsk raseri. Skulle
denne mand, der stod som fange foran ham, gøre angreb på hans
mest skattede teorier Han sønderrev sin kappe, for at folk kunne
se hans foregivne rædsel, og krævede, at fangen uden yderligere
bevismateriale skulle dømmes for gudsbespottelse. "Hvad skal vi
mere med vidner" sagde han. "Se, nu har I hørt hans bespottelse.
Hvad mener I?" Og de fordømte ham alle sammen.
"<DSM 481/7> Det var både overbevisning og raseri,
der fik Kajfas til at handle, som han gjorde. Han var rasende på
sig selv, fordi han troede Kristi ord, og i stedet for at sønderrive
sit hjerte i sin stærke fornemmelse af sandheden og indrømme,
at Jesus var Messias, sønderrev han sin embedsdragt i sin afgjorte
modstand. Denne handling var overordentlig betydningsfuld. Kajfas forstod
kun lidt af, hvad den betød. Ved denne handling, der skete for at
gøre indtryk på dommerne og skabe sikkerhed for at få
Kristus dømt, havde ypperstepræsten dømt sig selv.
Efter Guds løv var han gjort uskikket til at være præst.
Han havde afsagt dødsdommen over sig selv.
"<DSM 482/1> En ypperstepræst måtte ikke
sønderrive sine klæder. Efter levitternes lov var dette forbudt
under dødsstraf. Under ingen omstændigheder og ikke ved nogen
lejlighed måtte præsten sønderrive sin kappe. Det var
skik blandt jøderne at sønderrive klæderne, når
en af deres venner døde, men præsterne måtte ikke følge
denne skik. Der var ved Kristus givet udtrykkelig befaling herom til Moses.
3Mos 10,6.
"<DSM 482/2> Alt, hvad præsterne havde på,
skulle være helt og lydefrit. Disse smukke embedsdragter symboliserede
egenskaberne hos det store forbillede, Jesus Kristus. Intet, som ikke var
fuldkomment, både i klædedragt og i optræden, i ord og
i ånd, kunne være Gud velbehageligt. Han er hellig, og der
måtte gives en fremstilling af hans herlighed og fuldkommenhed ved
den jordiske tjeneste. Kun hvad der var fuldkomment, kunne på rette
måde give et billede af den himmelske tjenestes hellighed. Det dødelige
menneske kunne sønderrive sit eget hjerte ved at udvise et angerfuldt
og ydmygt sind. Gud ville se dette. Men der måtte ikke komme nogen
flænge i præstedragten, thi dette ville skade fremstillingen
af det himmelske. Den ypperstepræst, der vovede at vise sig i sit
hellige embede og forrette tjeneste i helligdommen med en sønderrevet
klædning, blev betragtet som en person, der havde skilt sig ud fra
Gud. Ved at sønderrive sin kappe afskar han sig selv fra at være
et forbillede. Gud betragtede ham ikke mere som en tjenestegørende
præst. Denne handlemåde, som Kajfas her lagde for dagen, var
et tegn på menneskelige lidenskaber og menneskelig ufuldkommenhed.
"<DSM 482/3> Ved at sønderrive sine klæder
satte Kajfas Guds lov ud af kraft for at følge menneskers overleveringer.
En lov, der var skabt af mennesker, tillod, at en præst i tilfælde
af gudsbespottelse måtte sønderrive sine klæder i rædsel
over synden, og dog være uden skyld. Sådan blev Guds lov sat
ud af kraft ved menneskers love.
"<DSM 482/4> Enhver af ypperstepræstens handlinger
blev betragtet med største interesse af folket, og for virkningens
skyld ville Kajfas stille sin fromhed til skue. Men ved denne handling,
der var beregnet på at være en anklage mod Kristus, forhånede
han den, om hvem Gud havde sagt: "Mit navn er i ham." 2Mos 23,21. Han begik
selv gudsbespottelse. Medens han selv stod under Guds dom, afsagde han
dommen over Kristus som en gudsbespotter.
"<DSM 482/5> Da Kajfas sønderrev sin kappe,
var hans handling betegnende for den stilling, jødefolket som folk
herefter ville indtage over for Gud. Det folk, som engang var Guds udvalgte,
skilte sig fra ham og var hurtigt ved at blive et folk, som Jehova ikke
ville kendes ved. Da Kristus på korset råbte: "Det er fuldbragt!"
(Joh 19,30) og templets forhæng flængedes i to stykker, erklærede
den himmelske vægter, at det jødiske folk havde forkastet
ham, som var det store forbillede for alle deres symboler, virkeligheden
i alle deres skyggebilleder. Israel havde skilt sig ud fra Gud. Så
ville der have været grund for Kajfas til at sønderrive sin
præstedragt, som betegnede, at han hævdede at være stedfortræder
for den store Ypperstepræst; thi nu havde den ikke mere nogen betydning
for ham eller folket. Så havde ypperstepræsten virkelig årsag
til at sønderrive sin kappe i rædsel over sig selv og sit
folk.
"<DSM 483/1> Sanhedrin havde dømt Jesus skyldig
til døden, men det var i modstrid med den jødiske lov at
forhøre en fange om natten. En lovmæssig dom kunne kun afsiges
ved dagens lys og i overværelse af det fuldtallige råd. På
trods af dette blev Frelseren nu behandlet som en dødsdømt
forbryder og overgivet til de laveste og sletteste menneskers mishandlinger.
Ypperstepræstens palads var bygget uden om en åben gård,
hvor soldaterne og mængden havde samlet sig. Jesus blev ført
til vagtstuen gennem denne gård, og fra alle sider blev han mødt
med hånsord, fordi han hævdede at være Guds Søn.
Hans egne ord: at "sidde ved Kraftens højre hånd" og at "komme
på himmelens skyer", blev gentaget med hån og spot. Medens
han i vagtstuen afventede sin lovmæssige domfældelse, var han
uden beskyttelse. Den uvidende pøbel havde set, med hvilken grusomhed
han var blevet behandlet foran rådet, og dette benyttede de til frit
at give udtryk for alle de djævelske tilbøjeligheder i deres
natur. Selve Kristi ædle optræden og guddommelige holdning
drev dem til raseri. Hans sagtmodighed, hans uskyldighed og hans majestætiske
tålmodighed fyldte dem med et had, der var Satans værk. Barmhjertighed
og retfærdighed blev trådt i støvet. Aldrig var nøgen
forbyder blevet behandlet på en så umenneskelig måde,
som Guds Søn blev det.
"<DSM 483/2> Men en større sjælekval var
ved at knuse Jesu hjerte. Ingen fjendehånd kunne have tildelt ham
det slag, som voldte den dybeste smerte. Medens Kristus blev underkastet
det uværdige forhør af Kajfas, var han blevet fornægtet
af en af sine egne disciple.
"<DSM 483/3> Efter at have forladt deres Mester i haven
havde to af disciplene dristet sig til i en passende afstand at følge
skaren, som bevogtede Jesus. Disse to disciple var Peter og Johannes. Præsterne
genkendte Johannes som en af Jesu velkendte disciple og gav ham lov at
komme ind i salen, i håb om at han, når han så deres
førers ydmygelse, ville føle foragt for den tanke, at en
sådan skabning skulle være Guds Søn. Johannes lagde
et godt ord ind for Peter og skaffede også ham adgang.
"<DSM 483/4> Der var blevet tændt et bål
i gården; thi det var nattens koldeste tid, da dagen var lige ved
at gå. En flok mennesker samledes om ilden, og Peter tog i sit overmod
plads iblandt dem. Han nærede intet ønske om at genkendes
som Jesu discipel. Ved ligesom tilfældigt at blande sig med mængden
håbede han at blive antaget for at være en af dem, der havde
ført Jesus til domhuset.
"<DSM 483/5> Men da skæret fra ilden oplyste
Peters ansigt, tilkastede den kvinde, der var dørvogterske, ham
et søgende blik. Hun havde lagt mærke til, at han var kommet
ind sammen med Johannes. Hun lagde også mærke til hans nedtrykte
ansigtsudtryk og mente, at han måske var en af Jesu disciple. Hun
hørte til tyendet i Kajfas husholdning, og hun var nysgerrig efter
at vide besked. Hun sagde til Peter: "Er du ikke også en af den mands
disciple" Peter blev forfærdet og forvirret. Alles øjne rettedes
øjeblikkelig imod ham. Han lod, som om han ikke forstod hende; men
hun blev ved og sagde til de omkringstående, at denne mand havde
været sammen med Jesus. Peter følte sig tvunget til at svare
og sagde vredt: "Jeg kender ham ikke, kvinde!" Dette var den første
fornægtelse, og straks efter galede hanen. Ak Peter, så hurtig
til at skamme dig over din Mester! så hurtig til at fornægte
din Herre!
"<DSM 484/1> Da disciplen Johannes var kommen ind i
domhuset, gjorde han ikke noget forsøg på at skjule, at han
var en af Jesu disciple. Han blandede sig ikke med den rå mængde,
der hånede hans Mester. Ingen udspurgte ham, fordi han ikke spillede
nogen falsk rolle og således udsatte sig for mistanke. Han opsøgte
sig en ensom krog, hvor han var sikker for mængdens opmærksomhed,
men så nær ved Jesus, som det var ham muligt. Herfra kunne
han se og høre alt, hvad der fandt sted ved hans Herres domfældelse.
"<DSM 484/2> Peter havde ikke tænkt sig, at man
skulle få at vide, hvem han i virkeligheden var. Med en påtaget
ligegyldig mine havde han anbragt sig i fjendens lejr, og han blev et let
bytte for fristelserne. Hvis han var kaldet til at kæmpe for sin
Mester, ville han have gjort det som en modig stridsmand; men da man pegede
fingre ad ham med foragt, viste han sig at være en kujon. Mange,
der ikke viger tilbage for aktiv kamp for deres Herre, drives af latterliggørelse
til at fornægte deres tro. Ved at færdes sammen med dem, som
de burde undgå, udsætter de sig for fristelser. De giver fjenden
lejlighed til at friste dem, og de kommer til at sige og gøre ting,
som de under andre omstændigheder aldrig ville have gjort sig skyldige
i. Den Kristi discipel, som i vore dage dækker over sin tro af frygt
for at komme til at lide eller hånes, fornægter sin Herre lige
så helt og fuldt, som Peter gjorde det i ypperstepræstens gård.
"<DSM 484/3> Peter lod, som om han ikke viste nogen
interesse for sin Herres domfældelse, men hans hjerte krympede sig
af sorg, når han hørte de grusomme hånsord og så,
hvilke mishandlinger han måtte tåle. Og desuden var han overrasket
og vred over, at Jesus ville ydmyge sig selv og sine venner ved at finde
sig i en sådan behandling. For at skjule sine sande følelser
forsøgte han at gøre fælles sag med Jesu fjender i
deres usømmelige spøgefuldhed. Men hans adfærd virkede
unaturlig. Han handlede løgnagtigt, og medens han prøvede
på at tale ligegyldigt, kunne han ikke tilbageholde harmfulde udråb
ved at se de mishandlinger, hans Mester måtte tåle.
"<DSM 484/4> Opmærksomheden blev atter henledt
til ham, og igen blev han beskyldt for at være Jesu discipel. Nu
erklærede han med en ed: "Jeg kender ikke det menneske." Endnu en
mulighed blev der skænket ham. Der var gået en time, da en
af ypperstepræstens tjenere, som var en nær slægtning
af den mand, hvis øre Peter havde hugget af, spurgte ham: "Har jeg
ikke selv set dig sammen med ham i haven?" Sandelig, du er en af dem; du
er jo også en galilæer." Peter blev rasende ved at høre
dette. Jesu disciple var kendt for deres rene tale, og for at narre de
spørgende og for at sandsynliggøre sin foregivne rolle fornægtede
Peter nu sin Herre under banden og sværgen. Atter galede hanen. Nu
hørte Peter det, og han mindedes Jesu ord: "Før banen har
galet to gange, vil du fornægte mig tre gange " Mark 14,30.
"<DSM 485/1> Knap havde de nedværdigende eder
lydt fra Peters læber, og hanens galen lød endnu i hans øren
da Frelseren vendte sig om trods dommernes truende miner og så sin
stakkels discipel lige ind i ansigtet. Samtidig blev Peters blik draget
mod hans Herre. I dette milde ansigt læste han dyb medlidenhed og
sorg, men der fandtes ikke vrede deri.
"<DSM 485/2> Synet af dette blege, lidende ansigt,
disse skælvende læber og dette medlidende og tilgivende udtryk
ramte hans hjerte som en pil. Hans samvittighed vågnede. Erindringen
blev levende. Peter mindedes det løfte, som han havde aflagt for
ganske få timer siden, om at han ville følge sin Herre både
til fængsel og død. Han huskede sin sorg, dengang Frelseren
i salen ovenpå havde sagt til ham, at han tre gange den samme nat
ville fornægte sin Herre. Lige nu havde Peter erklæret, at
han ikke kendte Jesus, men nu blev han med den bitreste sorg klar over,
hvor godt hans Herre kendte ham, og hvor nøje han havde læst
i hans hjerte, hvis falskhed han ikke engang selv kendte.
"<DSM 485/3> En bølge af erindringer skyllede
ind over ham. Frelserens kærlige barmhjertighed, hans godhed og langmodighed,
hans mildhed og tålmodighed over for sine fejlende disciple han huskede
det alt sammen. Han genkaldte også denne advarsel: "Simon, Simon!
se, Satan begærede jer for at sigte jer som hvede. Men jeg bad for
dig, at din tro ikke må glippe." Luk 22,31-32. Med rædsel tænkte
han på sin egen utaknemmelighed, sin falskhed, sin mened. Endnu engang
så han hen på sin Herre og så en ugudelig hånd
blive løftet for at slå ham i ansigtet. Ude af stand til mere
at kunne udholde dette syn for han op og styrtede sønderknust ud
fra domhuset.
"<DSM 485/4> Han skyndte sig af sted i ensomhed og
mørke han vidste ikke og brød sig ikke om at vide hvorhen.
Til sidst endte han i Getsemane. Begivenheden for få timer siden
blev levende for hans sind. Hans Herres lidende ansigt, der var plettet
af blodig sved og fortrukket af sjælekval, viste sig for ham. Med
den dybeste anger huskede han, at Jesus havde grædt og lidt alene
i bøn, medens de, som skulle have forenet sig med ham i denne prøvelsens
stund, lå og sov. Han mindedes hans højtidelige formaning:
"Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse!" Matt 26,41. Atter
var han vidne til optrinet i domhuset. Det var en lidelse for hans blødende
hjerte at vide, at han havde føjet den tungeste byrde til Frelserens
ydmygelse og sorg. Netop på dette sted, hvor Jesus havde udøst
sin sjæl i den største smerte til sin Fader, kastede Peter
sig ned på sit ansigt og ønskede, at han måtte dø.
"<DSM 485/5> Det var ved at sove, dengang Jesus bød
ham våge og bede, at Peter havde banet vejen for denne store synd.
Alle disciplene havde ved at sove i denne skæbnesvangre time lidt
et stort tab. Kristus kendte den ildprøve, som de måtte igennem.
Han vidste, hvordan Satan ville arbejde for at lamme deres sanser, så
de ikke var beredt til prøvelsen. Det var derfor, at han gav dem
denne advarsel. Hvis disse timer i haven var blevet tilbragt med at våge
og bede, ville Peter ikke have været overladt til at stole på
sin egen svage styrke. Så ville han ikke have fornægtet sin
Herre. Hvis disciplene havde set Kristus i hans sjælekval, ville
de have været beredte til at se hans lidelser på korset. De
ville til en vis grad have forstået, af hvad art hans overvældende
sjælelige nød var. De ville have været i stand til at
mindes hans ord, der forudsagde hans lidelse, hans død og hans opstandelse.
Midt i den mest prøvende times mørke ville nogle håbets
stråler have lyst op i mørket og have opretholdt deres tro.
"<DSM 486/1> Så snart det blev dag, samledes
Sanhedrin atter, og Jesus blev på ny ført ind i retssalen.
Han havde erklæret sig selv far at være Guds Søn, og
de havde udlagt hans ord som en anklage imod ham. Men de kunne ikke dømme
ham på dette grundlag, for mange af dem havde ikke været til
stede ved indkaldelsen om natten, og disse havde ikke hørt, hvad
han sagde. Og de vidste, at den romerske domstol ikke i hans ord ville
finde noget, der fortjente dødsstraf. Men hvis de af hans egen mund
kunne få alle disse ord gentaget, kunne de måske nå deres
hensigt. De kunne fortolke hans hævdelse af at være Messias
som et oprørsk, politisk krav.
"<DSM 486/2> "Er du Kristus," sagde de, "så sig
os det!" Men Kristus blev ved med at tie. De fortsatte med at bestorme
ham med spørgsmål. Til sidst svarede han bedrøvet:
"Selv om jeg sagde jer det, ville I dog ikke tro det, og selv om jeg spurgte,
ville I ikke svare mig." Men for at de ikke skulle have nogen undskyldning,
tilføjede han denne alvorlige advarsel: "Men herefter skal Menneskesønnen
sidde ved Guds krafts højre hånd."
"<DSM 486/3> "Er du da Guds Søn?" spurgte de
som med én røst. Han sagde til dem: "I siger det selv; jeg
er det." Så råbte de: "Hvad skal vi med flere vidnesbyrd? Nu
har vi jo selv hørt det af hans mund." Ifølge de jødiske
myndigheders tredje domfældelse skulle Jesus dø. Alt, hvad
der nu behøvedes, mente de, var, at romerne stadfæstede denne
dom, og at han blev overgivet i deres hænder.
"<DSM 486/4> Nu fulgte for tredje gang en scene med
mishandling og spot, endnu værre end den, der var forårsaget
af den uvidende hob. Denne fandt endog sted i overværelse af præsterne
og rådsherrerne og med deres billigelse. Enhver deltagende eller
menneskelig følelse var forsvundet af deres hjerter. Selv om deres
argumenter var svage og ikke kunne bringe hans røst til at tie,
så var de i besiddelse af andre våben, af den slags, som til
alle tider har været brugt for at bringe kættere til tavshed
lidelse, vold og død.
"<DSM 486/5> Da dommen over Jesus var afsagt af dommerne,
blev folket grebet af et djævelsk raseri. Deres stemmers brølen
lød, som om de var vilde dyr. Mængden stormede hen imod Jesus
og råbte: Han er skyldig, dræb ham! Hvis ikke de romerske soldater
havde været til stede, ville Jesus ikke have levet og være
blevet naglet til korset på Golgata. Han ville være blevet
sønderrevet for øjnene af sine dommere, hvis ikke de romerske
myndigheder havde lagt sig imellem og med våbenmagt lagt bånd
på mængdens voldshandlinger.
"<DSM 486/6> Hedenske mænd var vrede over den
brutale behandling af et menneske, mod hvem der intet var blevet bevist.
De romerske officerer erklærede, at jøderne ved at fælde
dom over Jesus krænkede den romerske magt, og at det endog stred
imod den jødiske lov at dømme et menneske til døden
på grundlag af hans eget vidnesbyrd. Denne indskriden medførte
en kortvarig standsning af deres adfærd; men de jødiske ledende
mænd var lige ufølsomme, hvad enten det gjaldt medlidenhed
eller skam.
"<DSM 487/1> Præster og rådsherrer glemte
deres embedsmæssige værdighed og overøste Guds Søn
med hæslige skældsord. De hånede ham på grund af
hans herkomst. De erklærede, at hans formastelighed ved at erklære
sig for at være Messias fortjente den mest vanærende død.
De mest tøjlesløse mænd gav sig til at mishandle Frelseren
på den skændigste måde. Et gammelt klædningsstykke
blev kastet over hovedet på ham, og hans forfølgere slog ham
i ansigtet og sagde: "Profetér for os, Kristus, hvem var det, der
slog dig?" Da klædet atter blev fjernet, var der en usling, som spyttede
ham i ansigtet.
"<DSM 487/2> Guds engle optegnede nøjagtigt
hvert eneste krænkende blik, ord og hver handling mod deres elskede
fører. En dag vil de skændige mennesker, der hånede
ham og spyttede på Kristi rolige, blege ansigt, komme til at se det
i dets herlighed, hvor det stråler klarere end solen.
|