"<DSM 508/1> Og da de var kommet til
det sted, der kaldes Golgata, (Hovedskal) korsfæstede de ham der."
"For at han kunne hellige folket ved sit blod," led Kristus "uden for byporten."
Hebr. 13,12. Adam og Eva blev forvist fra Edens have på grund af
deres overtrædelse af Guds lov. Kristus, vor stedfortræder,
skulle lide uden for Jerusalems byområde. Han døde uden for
byporten, dér, hvor forbrydere og mordere blev henrettet. Der ligger
en dyb betydning i disse ord: "Kristus løskøbte os fra lovens
forbandelse, idet han blev en forbandelse for vor skyld." Gal. 3,13.
"<DSM 508/2> En stor skare fulgte Jesus fra domhuset
til Golgata. Meddelelsen om hans domfældelse havde spredt sig i hele
Jerusalem, og mennesker af alle samfundsklasser og alle slags strømmede
ud til det sted, hvor han skulle korsfæstes. Præsterne og rådsherrerne
havde været bundet af et løfte om ikke at forulempe Kristi
disciple, hvis han selv blev udleveret til dem, og disciplene og de troende
fra byen og hele omegnen sluttede sig til skaren, der fulgte Frelseren.
Da Jesus kom forbi indgangsporten til Pilatus borg, blev det kors, der
var tiltænkt Barabbas, lagt på hans blødende og forslåede
skuldre. To af Barabbas medskyldige skulle lide døden samtidig med
Jesus, og også på dem blev der lagt kors. Frelserens byrde
var alt for tung for ham at bære, så svag og lidende som han
var. Siden påskemåltidet sammen med disciplene havde han hverken
fået mad eller drikke. Han havde i Getsemane have været i strid
med djævelske kræfter. Han havde båret lidelsen ved at
blive forrådt og havde set sine disciple svigte ham og flygte. Han
var blevet ført til Annas og derefter til Kajfas og så til
Pilatus. Fra Pilatus var han blevet sendt til Herodes og derfra atter til
Pilatus. Fra krænkelser til nye krænkelser, fra hånsord
til hånsord, to gange pint med at blive pisket, hele natten igennem
var der sket begivenhed efter begivenhed, der var af en art, som til det
yderste var prøvende for et menneskes sjæl. Kristus havde
ikke svigtet. Han havde ikke sagt et ord, der ikke tjente til at herliggøre
Gud. Under hele denne skændige farceagtige retshandling havde han
optrådt med styrke og værdighed. Men da korset efter den anden
hudstrygning blev lagt på ham, kunne hans menneskenatur ikke udholde
mere. Han segnede besvimet om under byrden.
"<DSM 508/3> Skaren, der fulgte med Frelseren, så
hans svage og vaklende skridt, men de udviste ingen medlidenhed. De hånede
og spottede ham, fordi han ikke kunne bære det tunge kors. Atter
blev byrden lagt på ham, og atter segnede han besvimet til jorden.
Hans bødler så, at det var umuligt for ham at bære sin
byrde længere. De havde vanskelighed med at finde en eller anden,
der ville bære den ydmygende byrde. Jøderne selv kunne ikke
gøre det på grund af besmittelsen, der ville forhindre dem
i at tage del i påskehøjtiden. Ikke engang nogen af de mange
mennesker, der fulgte ham, ville nedlade sig til at bære korset.
"<DSM 509/1> På dette tidspunkt møder
skaren en fremmed, Simon fra Kyrene, der kommer ude fra landet. Han hører
mængdens hån og grovheder; han hører de ringeagtende
ord, der stadig bliver gentaget: Gør plads for jødernes konge!"
Han standser i undren over dette syn, og da han giver udtryk for sin medynk,
griber de ham og lægger korset på hans skuldre.
"<DSM 509/2> Simon havde hørt om Kristus. Hans
sønner troede på Frelseren, men han var ikke selv en discipel.
Det blev for Simon en velsignelse at bære korset til Golgata, og
han var altid siden hen taknemmelig for denne forsynets styrelse. Dette
fik ham til af eget frit valg at tage Kristi kors på sig og altid
med glæde bære dets byrde.
"<DSM 509/3> Der var adskillige kvinder med i skaren,
der fulgte den skyldfri til hans grusomme død. Deres opmærksomhed
var rettet mod Jesus. Nogle af dem havde set ham før. Nogle af dem
havde båret deres syge og lidende til ham. Nogle af dem var selv
blevet helbredt. Der bliver fortalt om de oplevelser, de har haft. De undrer
sig over mængdens had over for ham, for hvem deres egne hjerter bløder
og er nær ved at briste af sorg. Og uden at tage hensyn til den ophidsede
skare eller til præsternes og rådsherrernes vrede ord giver
disse kvinder udtryk for deres kærlige deltagelse. Da Jesus segner
under korset, bryder de ud i klagende gråd.
"<DSM 509/4> Dette var det eneste, der tiltrak sig
Kristi opmærksomhed. Så lidende som han end var, medens han
bar verdens synd, så var deres udtryk for sorg ham ikke ligegyldigt.
Han betragtede disse kvinder med den ømmeste medfølelse.
De troede ikke på ham. Han vidste, at de ikke græd over ham
som den, der var udsendt af Gud, men at de lod sig røre af følelser
af menneskelig medlidenhed. Han ringeagtede ikke deres deltagelse, men
den vakte en dybere medfølelse for dem i hans sjæl. "I Jerusalems
døtre!" sagde han, "græd ikke over mig, men græd over
jer selv og over jeres børn!" Fra hvad der foregik omkring ham,
så Kristus frem til tiden for Jerusalems ødelæggelse.
Under disse frygtelige begivenheder skulle mange af dem, der nu græd
over ham, omkomme sammen med deres børn.
"<DSM 509/5> Fra Jerusalems fald vandrede Jesu tanker
videre frem til den større dom. I ødelæggelsen af den
ugudelige by så han et symbol på den endelige ødelæggelse,
der skulle ramme verden. Han sagde: "Da skal man give sig til at sige til
bjergene: Fald over os! og til højene: Skjul os! Thi gør
man således ved det grønne træ, hvordan vil det da gå
med det visne!" Ved det grønne træ hentydede Jesus til sig
selv, den skyldfri Frelser. Gud tillod, at hans vrede over overtrædelserne
ramte hans elskede Søn. Jesus skulle korsfæstes for menneskers
synd. Hvilken lidelse ville så ikke den synder komme til at bære,
som blev ved med at synde. Alle de, som ikke omvendte sig og ikke troede,
ville komme til at opleve en sorg og elendighed, som der ikke findes ord
for.
"<DSM 510/1> I mængden, der fulgte med Frelseren
til Golgata, fandtes mange af dem, der havde hilst ham med glade hosiannaråb
og viftende palmegrene, da han holdt sit indtog i Jerusalem. Men ikke så
få af dem, der dengang havde hyldet og lovprist ham, fordi det hørte
sig til at gøre det, var nu med til at råbe: "Korsfæst
ham, korsfæst ham!" Da Kristus red ind i Jerusalem, havde disciplenes
forhåbninger nået deres højdepunkt. De havde flokkedes
tæt om deres Mester og følt, at det var en ære at være
knyttet til ham. Nu under hans ydmygelse fulgte de ham i frastand. De var
sorgfulde og knugede under deres skuffede forhåbninger. Hvor gik
ikke Jesu ord i opfyldelse: "I denne nat skal I alle forarges på
mig; thi der står skrevet: Jeg vil slå hyrden, og fårehjorden
skal spredes." Matt 26,31.
"<DSM 510/2> Da man kom til henrettelsesstedet, blev
fangerne bundet til torturredskaberne. De to røvere gjorde modstand
mod dem, der anbragte dem på korset; men Jesus gjorde ingen modstand.
Jesu moder havde, støttet af den elskede discipel Johannes, fulgt
lige efter sin søn til Golgata. Hun havde set ham segne under korsets
byrde og havde længtes efter at støtte hans sårede hoved
med sin hånd og at bade den pande, der engang havde hvilet ved hendes
bryst. Men hun fik ikke lov til at få denne smertelige forrettighed.
Hun nærede stadig det samme håb om disciplene: at Jesus nu
ville bevise sin magt og befri sig for sine fjender. Men atter blev hun
tung om hjertet, da hun mindedes de ord, med hvilke han havde forudsagt
netop de begivenheder, der nu fandt sted. Da røverne blev bundet
til korset, så hun til med kvalfuld forventning. Ville mon han, der
havde givet de døde livet, finde sig i at blive korsfæstet?
Ville mon Guds Søn finde sig i at blive henrettet på denne
frygtelige måde Skulle hun da opgive sin tro på, at Jesus var
Messias. Skulle hun være vidne til hans skændsel og smerte
uden endog at få lov til at hjælpe ham i hans kval Hun så
hans hænder blive strakt ud på korset, og da naglerne blev
slået ind gennem det bløde kød, bar de sønderknuste
disciple Jesu moders besvimede skikkelse bort fra det frygtelige syn.
"<DSM 510/3> Fra Frelseren lød der ikke en eneste
klage. Hans ansigt blev ved med at være roligt og afklaret, men sveden
perlede i store dråber på hans pande. Der var ingen medlidende
hånd, som kunne tørre dødens dug bort fra hans ansigt,
og ingen deltagende eller usvigeligt trofaste ord, der kunne trøste
hans menneskehjerte. Medens soldaterne udførte deres skrækkelige
arbejde, bad Jesus for sine fjender: "Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke,
hvad de gør." Hans tanker vandrede fra hans egen lidelse til hans
bødlers synd og den forfærdelige gengældelse, der ville
ramme dem. Ingen forbandelser blev nedkaldt over soldaterne, som behandlede
ham så grusomt. Ingen hævn blev udtalt over præsterne
og rådsherrerne, der hoverede over at se deres planer lykkes. Han
fremåndede kun en bøn om, at de måtte finde tilgivelse
"thi de ved ikke, hvad de gør".
"<DSM 510/4> Hvis de havde vidst, at de udleverede
ham til tortur, der var kommet for at frelse den syndige slægt fra
evig undergang, ville de være blevet grebet af anger og rædsel.
Men deres uvidenhed var ingen undskyldning for deres brøde; thi
det var deres forrettighed at kende og modtage Jesus som deres Frelser.
Nogle af dem ville dog komme til at se deres synd og angre og omvende sig.
Nogle ville ved deres hårdnakkethed gøre det umuligt, at Jesu
bøn for dem blev opfyldt. Men på trods af det alt sammen var
Guds formål ved at nå sin fuldendelse. Jesus erhvervede sig
retten til at være menneskers talsmand over for Faderen.
"<DSM 511/1> Den bøn, som Kristus bad for sine
fjender, omfattede hele verden. Den omfattede hver eneste synder, der havde
levet eller skulle komme til at leve lige fra verdens begyndelse til tidernes
ende. Skylden for at have korsfæstet Guds Søn hviler på
alle. Tilgivelsen bliver gavmildt tilbudt alle. Enhver, som ønsker
det, kan få fred med Gud og arve evigt liv.
"<DSM 511/2> Så snart Jesus var blevet naglet
til korset, blev det løftet op af stærke mænd og med
den største voldsomhed stødt ned i det sted, der var gjort
i stand til det. Dette voldte Guds Søn den største kval.
Pilatus affattede så en indskrift på hebraisk, græsk
og latin og lod den anbringe øverst på korset. Den lød
således: "Jesus fra Nazaret, jødernes konge." Denne indskrift
virkede irriterende på jøderne. I Pilatus gård havde
de skreget: "Korsfæst ham." Vi har ingen anden konge end kejseren."
Joh 19,15. De havde erklæret, at enhver, der anerkendte en anden
konge, var en forræder. Pilatus skrev ud fra den opfattelse, de havde
givet udtryk for. Der blev ikke nævnet nogen forbrydelse ud over,
at Jesus var jødernes konge. Indskriften var faktisk en indrømmelse
af jødernes lydighed over for romervældet. Den erklærede,
at enhver, der måtte hævde at være Israels konge, af
dem ville blive regnet for at have fortjent døden. Præsterne
havde spændt buen for højt. Da de lagde planer om Kristi død,
havde Kajfas erklæret, at det var formålstjenligt, at ét
menneske døde for at redde folket. Nu åbenbarede deres hykleri
sig. For at skaffe sig af med Kristus havde de været parat til at
ofre endog deres selvstændighed som et folk.
"<DSM 511/3> Præsterne indså, hvad de havde
gjort, og de bad Pilatus om at ændre indskriften. Dø sagde:
"Skriv ikke: Jødernes konge, men Han sagde: Jeg er jødernes
konge." Men Pilatus var vred på sig selv på grund af sin tidligere
svaghed, og han foragtede af ganske hjerte de skinsyge og listige præster
og rådsherrer. Han svarede koldt: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg."
"<DSM 511/4> En højere magt end Pilatus eller
jøderne havde sørget for anbringelsen af denne indskrift
over Jesu hoved. Den var efter Guds forsyn bestemt til at vække tanken
og tilskynde til at granske Skrifterne. Det sted, hvor Kristus blev korsfæstet,
lå nær ved byen. Tusinder af mennesker fra alle lande var dengang
i Jerusalem, og indskriften, der erklærede Jesus fra Nazaret far
at være Messias, ville ikke undgå deres opmærksomhed.
Den var en levende sandhed, der var blevet skrevet med en hånd, som
Gud selv havde ført.
"<DSM 511/5> Ved Kristi lidelse på korset gik
profetien i opfyldelse. Hundreder af år før korsfæstelsen
havde Frelseren forudsagt, hvilken behandling han ville komme til at modtage.
Han sagde: "Thi hunde står omkring mig, onde i flok omringer mig,
de har gennemboret mine hænder og fødder, jeg kan tælle
alle mine ben; med skadefryd ser de på mig. Mine klæder deler
de mellem sig, om kjortelen kaster de lod." Sl 22,17-19. Profetien om hans
klæder blev opfyldt uden medvirken eller indblanding fra den korsfæstedes
venner eller fjender. De soldater, der havde naglet ham til korset, havde
ret til at få hans klæder. Kristus hørte mændene
strides, medens de delte klæderne mellem sig. Kjortelen var vævet
helt uden sammensyninger, og de sagde: "Lad os ikke skære den i stykker,
men kaste lod om, hvem den skal tilhøre."
"<DSM 512/1> I en anden profeti forkyndte Frelseren:
"Spot har ulægeligt knust mit hjerte; jeg bied forgæves på
medynk, på trøstere uden at finde; de gav mig malurt at spise
og slukkede min tørst med eddike." Sl 69,21-22. Det var tilladt
at give dem, der led døden på korset, en bedøvende
drik for at døve smerterne. Denne drik blev tilbudt Jesus, men da
han havde smagt den, ville han ikke drikke den. Han ville ikke tage imod
noget, der kunne omtåge hans sind. Hans tro måtte bevare sit
faste holdepunkt i Gud. Heri bestod hans eneste styrke. At gøre
sanserne omtågede ville være det samme som at give Satan en
fordel.
"<DSM 512/2> Jesu fjender gav deres had imod ham luft,
medens han hang på korset. Præster, rådsherrer og skriftkloge
forenede sig med hoben om at spotte den døende Frelser. Ved dåben
og forklarelsen havde Guds røst ladet sig høre, idet den
forkyndte, at Kristus var Guds Søn, og atter, lige før Kristus
blev forrådt, havde Faderen talt og givet vidnesbyrd om hans guddommelige
oprindelse. Men nu var den himmelske stemme tavs. Der hørtes intet
vidnesbyrd, som priste Kristus. Ganske alene udholdt han skældsord
og hån fra onde mennesker.
"<DSM 512/3> "Hvis du er Guds Søn," sagde de,
så "stig ned af korset." Lad ham frelse sig selv, bevis han er Guds
Kristus, den udvalgte" I fristelsens ørken havde Satan erklæret:
"Hvis du er Guds Søn, så sig, at stenene dér skal blive
til brød." Hvis du er Guds Søn, så styrt dig ned" fra
templets tinde. Matt 4,3. 6. Og Satan var sammen med sine engle i menneskeskikkelse
til stede ved korset. Dødsfjenden og hans hærskare gjorde
fælles sag med præsterne og rådsherrerne. Folkets lærere
havde ophidset den uvidende folkemængde til at afsige dom over én,
som mange af dem aldrig havde set, før de blev ansporet til at fremkomme
med vidnesbyrd imod ham.
"<DSM 512/4> Præsterne, rådsherrerne, farisæerne
og den forhærdede pøbel forenede sig i et djævelsk og
vanvittigt raseri. Religiøse rådsherrer sluttede sig sammen
med Satan og hans engle. De handlede efter hans bud.
"<DSM 512/5> Midt i sin lidelse og dødskval
hørte Jesus hvert ord, som præsterne sagde: "Andre har han
frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge! Lad ham
nu stige ned af korset, så vil vi tro på ham."
"<DSM 512/6> Kristus kunne være steget ned af
korset; men det er, fordi han ikke ville frelse sig selv, at synderen kan
håbe på Guds tilgivelse og velbehag.
"<DSM 512/7> Ved at spotte Frelseren gentog de mænd,
der hævdede at være profetiernes fortolkere, netop de samme
ord, som det ved Ånden var blevet forudsagt, at de ville sige ved
denne lejlighed. Men i deres forblindethed kunne de ikke se, at de opfyldte
profetiens ord. De, som hånligt sagde: "Han har sat sin lid til Gud;
lad ham nu udfri ham, hvis han har velbehag i ham; han har jo sagt: Jeg
er Guds Søn!" havde ikke tænkt sig, at deres vidnesbyrd skulle
give genlyd gennem tiderne. Men skønt disse ord blev sagt som en
hån, så fik de mennesker til at granske Skrifterne som aldrig
før. Kloge mennesker hørte, granskede, overvejede og bad.
Der var nogle, der ikke fik rist eller ro, før de ved at sammenligne
det ene skriftsted med det andet fattede betydningen af Kristi gerning.
Aldrig nogen sinde før havde der været en så almen viden
om Jesus, som da han hang på korset. Sandhedens lys skinnede ind
i hjertet hos mange af dem, der var vidne til korsfæstelsen, og som
hørte Kristi ord.
"<DSM 513/1> Der var et eneste glimt af trøst
for Jesus, da han led på korset. Det var den angrende røvers
bøn. Begge de mænd, der blev korsfæstet sammen med Jesus,
havde i begyndelsen spottet ham, og den ene af dem blev under sine pinsler
endnu mere trodsig og udfordrende. Men det var anderledes med hans medskyldige.
Denne mand var ikke nogen forhærdet forbryder. Han var kommen på
gale veje på grund af slet selskab, men han var mindre strafskyldig
end mange af dem, der stod ved siden af korset og forhånede Frelseren.
Han havde set og hørt Jesus og var blevet overbevist ved hans lære,
men præsterne og rådsherrerne havde fået ham til atter
at vende sig fra ham. I et forsøg på at undertrykke sin overbevisning
havde han styrtet sig længere og længere ud i synd, indtil
han blev grebet, stillet for retten som en forbryder og dømt til
døden på korset. I retssalen og på vejen til Golgata
havde han været sammen med Jesus. Han havde hørt Pilatus erklære:
"Jeg finder ingen skyld hos ham." Joh 19,4. Han havde lagt mærke
til hans guddommelige optræden og hans medlidende tilgivelse af sine
bødler. Fra korset ser han de mange store religiøse personligheder
foragteligt pege fingre og gøre nar af den Herre Jesus. Han ser
dem ryste på hovedet. Han hører, hvordan de spottende ord
bliver gentaget af hans medskyldige: "Er du ikke Kristus Frels dig selv
og ost" Blandt dem, der går forbi, hører han mange ord blive
sagt til Jesu forsvar. Han hører dem gentage hans ord og fortælle
om hans gerninger. Atter føler han sig overbevist om, at denne mand
er Kristus. Han vender sig til sin medskyldige og siger: "Frygter end ikke
du Gud, skønt du er under den samme dom" De døende røvere
har ikke mere at frygte af mennesker; men denne overbevisning trænger
sig ind på den ene af dem, at der er en Gud at frygte og en fremtid,
der får ham til at bæve. Og nu er hans livs historie ved at
være til ende, medens han er så besmittet af synden. "Og vi
er det med rette," jamrer han, "vi får jo kun løn som forskyldt;
men denne mand har intet ondt gjort "
"<DSM 513/2> Nu er der ingen vaklen mere. Der er ingen
tvivl og ingen bebrejdelser. Da røveren blev dømt for sin
forbrydelse, havde han følt sig håbløs og fortvivlet;
men nu dukker mærkeligt milde tanker frem. Han mindes alt det, han
har hørt om Jesus, hvordan han har helbredt de syge og tilgivet
synder. Han har hørt beretninger fra dem, der troede på Jesus
og grædende fulgte ham. Han har set og læst indskriften over
Frelserens hoved. Han har hørt den blive gentaget af de forbipasserende,
af nogle med sorgfuldt skælvende læber og af andre spøgende
og med spot. Helligånden oplyser hans sind, og lidt efter lidt kædes
begivenhederne sammen. Han ser i Jesus, som er slagen, spottet og hængt
op på et kors, Guds Lam, som borttager verdens synd. Håb og
frygt blandes i hans røst, da denne hjælpeløse, døende
sjæl giver sig over til en døende Frelser. Han udbryder: Herre
kom mig i hu, når du kommer i dit rige!
"<DSM 514/1> Og svaret kommer hastigt. Mildt og blidt
lyder stemmen, og ordene er fulde af kærlighed, medlidenhed og kraft:
Sandelig siger jeg dig i dag: du skal være med mig i Paradis.
"<DSM 514/2> I de lange, kvalfulde timer har kun spot
og hån lydt for Jesu øren. Endnu medens han hænger på
korset, trænger lyden af forhånelser og forbandelser op til
ham. Med længselsfuldt sind har han lyttet efter et eller andet udtryk
for tro fra sine disciple. Han har kun hørt de sorgfulde ord: "Vi
havde håbet, at han var den, der skulle forløse Israel." Hvor
var ikke Frelseren taknemmelig for dette udtryk for tro og kærlighed
fra den døende røver! Medens jødernes ledere forkaster
ham og selv disciplene tvivler om hans guddommelighed, kalder denne stakkels
røver, som er lige ved evighedensgrænse, Jesus Herre. Der
var mange, der var rede til at kalde ham Herre, dengang han gjorde undere,
og efter at han var opstået af graven; men ingen anerkendte ham,
da han hang døende på korset, undtagen den angrende røver,
der blev frelst i den elevte time.
"<DSM 514/3> De omkringstående opfangede ordene,
da røveren kaldte Jesus Herre. Tonen i den angrende mands stemme
fangede deres opmærksomhed. De samme, som ved korsets fod havde været
i strid om Kristi klæder og kastet lod om hans kjortel, standsede
op for at lytte. De dæmpede deres vrede stemmer. Med tilbageholdt
åndedræt betragtede de Kristus og ventede på svaret fra
disse døende læber.
"<DSM 514/4> Da Kristus talte de forjættende
ord, var det, som om den mørke sky, der syntes at indhylle korset,
blev gennemtrængt af et klart og levende lys. Den angrende røver
modtog den fuldkomne fred, som er en følge af at være antaget
af Gud. Kristus blev herliggjort midt i sin ydmygelse. Han, som i alle
andres øjne syntes at være besejret, var selv sejrherre. Han
var blevet erkendt som den, der bærer synden. Mennesker kan udøve
deres magt over hans menneskelige legeme. De kan gennembore hans hellige
tindinger med tornekronen. De kan berøve ham hans klæder og
strides om fordelingen af dem. Men de kan ikke berøve ham magten
til at forlade synder. Medens han er ved at dø, giver han vidnesbyrd
om sin egen guddommelighed og om sin Faders herlighed. Hans øre
er ikke for sløvt til at høre, og hans arm er ikke for kort
til at frelse. Det er hans kongelige ret at frelse til det yderste alle
dem, der kommer til Gud ved ham.
"<DSM 514/5> Jeg siger dig i dag: du skal være
med mig i Paradis! Kristus lovede ikke røveren, at han den samme
dag skulle være sammen med ham i Paradis. Han drog ikke selv til
Paradis den dag. Han sov i graven, og på opstandelsens morgen sagde
han: "Jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader." Joh 20,27. Men dette
løfte blev givet på korsfæstelsesdagen, denne dag, hvor
alt tilsyneladende var nederlag og mørke. "I dag," medens Kristus
dør på korset som en forbryder, tilsiger han den arme synder:
Du skal være med mig i Paradis.
"<DSM 514/6> Røverne, der blev korsfæstet
sammen med Jesus, var anbragt "én på hver side, og Jesus i
midten". Dette var gjort efter præsternes og rådsherrernes
anvisning. Kristi plads midt imellem røverne skulle betegne, at
han var den største forbryder af de tre. Således opfyldtes
Skriften: Han "regnedes blandt overtrædere". Es 53,12. Men præsterne
indså ikke den fulde betydning af deres handling. Ligesom Jesus,
da han blev korsfæstet sammen med røverne, fik sin plads "i
midten", sådan fik hans kors sin plads midt i en verden, der ligger
i det onde. Og de tilgivende ord, der blev talt til den angrende røver,
tændte et lys, der vil skinne til jordens fjerneste grænser.
"<DSM 515/1> Med undren var englene vidne til Jesu
uendelige kærlighed. Medens han selv led de største legemlige
og sjælelige kvaler, tænkte han kun på andre og opmuntrede
denne angrende sjæl til at tro. Under sin ydmygelse havde han som
en profet henvendt sig til Jerusalems døtre. Som ypperstepræst
og talsmand havde han tryglet Faderen om at tilgive hans mordere, og som
en kærlig Frelser havde han tilgivet den angrende røver hans
synder.
"<DSM 515/2> Medens Jesu blik vandrede hen over skaren,
som omgav ham, var der en skikkelse, der fangede hans opmærksomhed.
Ved korsets fod stod hans moder. Hun kunne ikke udholde at være borte
fra sin søn, og Johannes, som vidste, at der ikke var lang tid tilbage,
havde atter bragt hende hen til korset. I sin dødsstund huskede
Kristus på sin moder. Han så hende ind i hendes fortvivlede
ansigt, og derpå så han på Johannes og sagde så
til hende: "Kvinde! se, det er din søn." Derefter sagde han til
Johannes: "Se, det er din moder." Johannes forstod Kristi ord og tog mod
hende, som blev betroet til ham. Han førte straks Maria med sig
til sit hjem, og fra den samme time drog han den kærligste omsorg
for hende. O, medlidende og kærlige Frelser! Midt i al sin legemlige
smerte og åndelige kval havde han tanke for sin moders pleje og beskyttelse.
Han ejede ikke penge, hvormed han kunne sørge for hende; men han
havde en stor plads i Johannes hjerte, og Jesus gav sin moder til ham som
en dyrebar arv. Således sørgede han for, at hun fik det, som
hun allermest trængte til: den kærlige deltagelse fra et menneske,
der elskede hende, fordi hun elskede Jesus. Og ved at modtage hende som
en betroet skat fik Johannes megen velsignelse. Hun var en stadig erindring
om hans elskede Mester.
"<DSM 515/3> Dette fuldkomne eksempel på Kristi
sønlige kærlighed stråler med uformørket glans
gennem tidernes mørke. I næsten tredive år havde Jesus
ved sit daglige arbejde hjulpet hende med at bære hjemmets byrder,
og nu, selv i sin sidste nød, husker han at sørge for sin
bedrøvede, ensomme moder. Den samme ånd vil man finde hos
enhver af vor Herres disciple. De, som følger Kristus, vil regne
det for en del af deres gudsdyrkelse at ære og sørge for deres
forældre. Fra et hjerte, hvor hans kærlighed næres, vil
en fader eller moder aldrig komme til at mangle omhyggelig pleje og kærlig
deltagelse.
"<DSM 515/4> Og nu var herlighedens Herre ved at dø
som løsesum for menneskeslægten. Da Kristus hengav sit dyrebare
liv, blev han ikke opretholdt af sejrens glæde. Alt var som det dybeste
mørke. Det var ikke frygten for døden, der tyngede ham. Det
var ikke korsets pine og skam, der voldte hans usigelige sjælekval.
Kristus var de lidendes konge; men hans lidelser stammede fra en fornemmelse
af syndens ondskab, fra en viden om, at ved at gøre sig fortrolig
med det onde var mennesket blevet forblindet for dets afskyelighed. Kristus
så, hvor stærk et greb synden har om menneskehjertet, og hvor
få der ville være villige til at bryde med dens magt. Han vidste,
at uden Guds hjælp måtte menneskeslægten gå til
grunde, og han så, hvordan mange gik til grunde, selv om hjælpen
i rigt mål var inden for rækkevidde.
"<DSM 516/1> Al vor synd blev lagt på Kristus
som vor stedfortræder og selvskyldner. Han blev regnet for en overtræder,
for at han skulle frelse os fra lovens fordømmelse. Den skyld, der
hvilede på enhver af Adams efterkommere, tyngede hans hjerte. Guds
vrede over synden og den frygtelige tilkendegivelse af hans mishag på
grund af synden fyldte hans Søns sjæl med forfærdelse.
"<DSM 516/2> Gennem hele sit liv havde Kristus for
den faldne verden forkyndt det gode budskab om Faderens barmhjertighed
og tilgivende kærlighed. Han havde forkyndt frelse selv for den største
af alle syndere. Men nu, hvor han bærer den frygtelige byrde af skyld,
kan han ikke se Faderens tilgivende ansigt. At det guddommelige åsyn
var forsvundet for Frelseren i denne time i den største nød,
skar ham i hjertet med en smerte, som mennesker aldrig helt vil kunne fatte.
Så stor var denne kval, at hans legemlige lidelser næppe føltes.
"<DSM 516/3> Satan pinte Jesu hjerte med de voldsomste
fristelser. Frelseren kunne ikke se gennem gravens porte. Der var intet
håb, som forkyndte ham, at han skulle stige op af graven som sejrherre,
eller som fortalte ham, at hans Fader havde taget imod hans offer. Han
frygtede for, at synden var så krænkende for Gud, at deres
adskillelse skulle blive evig. Kristus følte den smerte, som synderen
må føle, når nåden ikke mere går i forbøn
for den faldne slægt. Det var følelsen af synden, som ved
at nedkalde Faderens vrede over ham som menneskets stedfortræder
gjorde den kalk, han måtte tømme, så bitter, og som
knuste Guds Søns hjerte.
"<DSM 516/4> Med undren var englene vidne til Frelserens
fortvivlede sjælekval. De himmelske hærskarer tildækkede
deres ansigter for ikke at se det forfærdelige syn. Den livløse
natur udtrykte deltagelse for sin krænkede og døende Skaber.
Solen nægtede at beskue det frygtelige syn. Dens klare stråler
oplyste jorden i deres fulde middagsglans, da det pludselig var, som om
den var udslukt. Et fuldkomment mørke indhyllede korset som et ligklæde.
"Der blev mørke aver hele landet indtil den niende time." Der var
ingen solformørkelse eller anden naturlig årsag til dette
mørke, der var så tæt som ved midnatstid uden måne
eller stjerner. Det var et underfuldt vidnesbyrd, der blev givet af Gud,
for at senere slægter kunne blive styrkede i troen.
"<DSM 516/5> I dette tætte mørke skjulte
Gud sin tilstedeværelse. Han gør mørket til sit telt
og skjuler sin herlighed for menneskers øjne. Gud og hans hellige
engle var ved siden af korset. Faderen var hos sin Søn. Dog åbenbarede
han ikke sin nærværelse. Hvis hans herlighed havde strålet
fra skyen, ville enhver menneskelig tilskuer være gået til
grunde. Og i denne frygtelige stund skulle Kristus ikke blive trøstet
ved Faderens nærværelse. Han trådte vinpersen alene,
og af folket var der ingen hos ham.
"<DSM 516/6> I dette tætte mørke skjulte
Gud sin Søns sidste menneskelige dødskamp. Alle, der havde
set Kristus under hans lidelse, havde været overbevist om hans guddommelighed.
Når mennesker én gang havde set dette ansigt, kunne de aldrig
glemme det. Ligesom Kains ansigt gav udtryk for, at han var skyldig i et
mord, sådan åbenbarede Kristi ansigt uskyldighed, ophøjet
ro og menneskekærlighed, Guds eget billede. Men hans anklagere ville
ikke ænse dette himmelske segl. Igennem de lange timers kval havde
den spottende mængde stirret på Kristus. Nu skjulte Gud ham
i sin nåde under sin kappe.
"<DSM 517/1> Det var, som om gravens stilhed havde
sænket sig over Golgata. Skaren, der havde forsamlet sig omkring
korset, blev grebet af en usigelig rædsel. Forbandelserne og hånsordene
standsede midt i afbrudte sætninger. Mænd, kvinder og børn
kastede sig ned på jorden. Undertiden flammede stærke lyn frem
fra skyen og åbenbarede korset og den korsfæstede Frelser.
Præsterne, rådsherrerne, de skriftkloge, bødlerne og
hoben mente alle, at gengældelsens time nu var kommet. Efter en tids
forløb var der nogen, der hviskede, at nu ville Jesus stige ned
fra korset. Nogle forsøgte at famle sig tilbage til byen, medens
de slog sig for brystet og jamrede af frygt.
"<DSM 517/2> Ved den niende time spredtes mørket
over folket, men stadig indhyllede det Frelseren. Det var som et symbol
på den kval og rædsel, der knugede hans sjæl. Intet blik
kunne trænge igennem det mørke, der omgav korset, og ingen
kunne trænge ind i det endnu dybere mørke, der indhyllede
Kristi lidende sjæl. Det var, som om de heftige lynglimt blev slynget
imod ham, medens han hang på korset. Da "råbte Jesus med høj
røst og sagde: Eli! Eli! Lema sabaktania" "Min Gud! Min Gud! Hvorfor
har du forladt mig" Da det ydre mørke sænkede sig over Frelseren,
var der mange, som udbrød: Himmelens hævn rammer ham. Guds
vredes tordenkiler slynges imod ham, fordi han gjorde krav på at
være Guds Søn. Mange af dem, der troede på ham, hørte
hans fortvivlede råb. Håbet svigtede dem. Hvis Gud havde forladt
Jesus, hvad havde så hans disciple at stole på Da mørket
lettede fra Kristi sønderknuste sjæl, vågnede en følelse
af fysisk lidelse, og han sagde: "Jeg tørster!" En af de romerske
soldater, der følte medlidenhed ved synet af de indtørrede
læber, tog en svamp og stak den på en isopstængel, dyppede
den i et kar med eddike og rakte den op til Jesus. Men præsterne
gjorde nar af hans kval. Da mørket sænkede sig aver jorden,
var de blevet forskrækkede, men da skrækken blev mindre, vendte
frygten for, at Jesus skulle undkomme fra dem, atter tilbage. Hans ord:
"Eli! Eli ! Lema sabaktania" havde de givet en forkert fortolkning. Med
den bitreste foragt og hån sagde de: "Han kalder på Elias."
De afslog at benytte den sidste lejlighed til at lindre hans lidelser.
"Bi lidt!" sagde de. "Lad os se, om Elias kommer for at frelse ham!"
"<DSM 517/3> Guds skyldfri Søn hang på
korset, og hans legeme var flænget af piskeslag. Disse hænder,
der så ofte var blevet udrakt til velsignelse, var naglede til træbjælkerne.
Disse fødder, der var så utrættelige, når det
gjaldt kærlighedsgerninger, var naglet fast til træet. Dette
kongelige hoved var såret af tornekronen. Disse skælvende læber
havde formet sig til et veråb. Og alt, hvad han måtte tåle
blodet, der dryppede fra hans hoved, hans hænder, hans fødder,
hans legemes pinsler og den usigelige angst, der fyldte hans sjæl,
fordi Faderen havde skjult sit ansigt alt dette taler til enhver af menneskenes
børn og forkynder: Det er for din skyld, at Guds Søn finder
sig i at bære denne syndebyrde; for din skyld sprænger han
dødens porte og åbner Paradiset for os. Han, som gjorde de
vrede bølger stille og vandrede på de skumklædte vande;
som fik onde ånder til at skælve og sygdomme til at flygte
bort; som åbnede de blindes øjne og kaldte de døde
til live han giver sig selv som et offer på korset, og alt dette
af kærlighed til dig. Han, som bærer synden, må udholde
den guddommelige retfærdigheds vrede og bliver for din skyld selv
til synd.
"<DSM 518/1> I tavshed afventede tilskuerne afslutningen
på dette frygtelige drama. Solen skinnede atter frem; men korset
var stadig indhyllet i mørke. Præster og rådsherrer
så hen imod Jerusalem og se, den mørke sky havde sænket
sig over byen og Judæas sletter. Retfærdighedens Sol, verdens
Lys, var ved at drage sine lysstråler bort fra den engang foretrukne
by Jerusalem. De voldsomme lynglimt fra Guds vrede var rettede mod den
af skæbnen ramte by.
"<DSM 518/2> Pludselig hævede mørket sig
fra korset, og med klar stemme, der klang som en basun og syntes at give
genlyd i alt, hvad der var skabt, råbte Jesus: "Det er fuldbragt!"
"Fader! i dine hænder betror jeg min ånd!" Korset var omgivet
af et lysende skær, og Frelserens ansigt strålede med en herlighed
som solen. Derefter bøjede han hovedet ned mod brystet og døde.
"<DSM 518/3> Midt i det frygtelige mørke og
tilsyneladende forladt af Gud havde Kristus tømt de menneskelige
lidelsers kalk til bærmen. I disse forfærdelige timer havde
han sat sin lid til de vidnesbyrd om sin Faders velbehag, som han tidligere
havde fået. Han kendte sin Faders guddommelige væsen; han forstod
hans retfærdighed, hans barmhjertighed og hans store kærlighed.
Ved troen hvilede han i ham, som det altid havde været hans fryd
at adlyde. Og da han i ydmyghed overgav sig selv til Gud, forsvandt følelsen
af at have mistet sin Faders velbehag. Ved troen var Kristus blevet sejrherre.
"<DSM 518/4> Aldrig før havde jorden været
vidne til noget sådant. Skaren stod som lammet og stirrede med tilbageholdt
åndedræt på Frelseren. Atter sænkede mørket
sig over jorden, og der hørtes en dump buldren, som mindede om stærk
torden. Så kom der et voldsomt jordskælv. Folk blev kastet
omkring imellem hinanden. Nu fulgte der den vildeste forvirring og bestyrtelse.
I de omkringliggende bjerge revnede klipperne og faldt med brag ned på
sletterne. Gravene åbnede sig, og de døde blev kastet ud fra
deres gravkamre. Det var, som om det skabte syntes at blive rystet til
atomer. Præsterne, rådsherrerne, soldaterne, bødlerne
og hele folket kastede sig ned på jorden, målløse af
rædsel.
"<DSM 518/5> Da dette høje råb: "Det er
fuldbragt" lød fra Kristi læber, var præsterne ved at
gøre tjeneste i templet. Det var ved aftenofferets tid. Lammet,
der skulle være et billede på Kristus, var blevet bragt derind
for at blive slagtet. Klædt i sin betydningsfulde og smukke dragt
stod præsten med kniven hævet ligesom Abraham, da han skulle
til at ofre sin søn. Folket så til med spændt opmærksomhed.
Men jorden ryster og skælver; thi Herren selv nærmer sig. Med
en sønderrivende larm flænges det inderste forhæng i
templet fra øverst til nederst af en usynlig hånd, så
det sted, der engang var fyldt af Guds herlighed, nu ligger åbent
for alles øjne. På dette sted havde Shekinah taget bolig.
Her havde Gud åbenbaret sin herlighed over nådestolen. Ingen
anden end ypperstepræsten havde nogen sinde løftet det forhæng,
der adskilte dette rum fra det øvrige tempel. Kun én gang
om året gik han derind for at bringe sonofferet for folkets synder.
Men se dette forhæng er flænget i to stykker. Det allerhelligste
i den jordiske helligdom er ikke mere helligt.
"<DSM 519/1> Alt er skræk og forvirring. Præsten
skal til at slagte offeret, men kniven falder ud af hans kraftesløse
hånd, og lammet slipper bort. Forbilledet har mødt modbilledet
ved Guds Søns død. Nu er det store offer bragt. Vejen er
åbnet til det allerhelligste. En ny og levende vej er beredt for
alle. Den syndige, lidende menneskehed behøver ikke mere at afvente
ypperstepræstens komme. Fra nu af skulle Frelseren gøre tjeneste
som ypperstepræst og talsmand i Himlenes Himle. Det var, som om en
levende røst havde talt til tempelgæsterne: Nu er det forbi
med alle slagtofre og brændofre. Guds Søn er kommet, og han
har selv sagt: "Se, jeg er kommen (i bogrullen er der skrevet om mig) for
at gøre din vilje, min Gud." Med sit eget blod" gik han "én
gang for alle ind i helligdommen og vandt en evig forløsning." Hebr.
10,7; 9,12.
|