<PP 22/1> Ligesom sabbatten har
ugen sin oprindelse ved skabelsen, og den er blevet bevaret helt til vore
dage gennem Bibelens historie. Gud afmålte selv den første
uge som et forbillede for de følgende uger indtil tidens ende. Den
bestod af syv bogstavelige dage som alle andre uger, Seks dage blev brugt
til skaberværket. På den syvende hvilede Gud, og han velsignede
denne dag og satte den til side som hviledag for menneskene.
<PP 22/2> I loven, der blev givet ved Sinaj, anerkendte
Gud ugen og de kendsgerninger, hvorpå den hviler. Efter at han havde
givet budet: "Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig," og forklaret,
hvad der skal udrettes på de seks dage, og hvad man ikke bør
gøre på den syvende dag, angiver han grunden til, at man bør
benytte ugen på denne måde, idet han viser tilbage til sit
eget eksempel: "Thi i seks dage gjorde Herren himmelen, jorden og havet
med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor
har Herren velsignet hviledagen og helliget den." 2Mos 20,8-11. Denne grund
er både smuk og vægtig, når vi forstår skabelsesugen
som en bogstavelig uge. De første seks dage i ugen har menneskene
fået til at arbejde i, fordi Gud brugte den samme del af den første
uge til skaberværket. På den syvende dag skal menneskene undlade
at arbejde som minde om Skaberens hvile.
<PP 22/3> Men den antagelse, at begivenhederne i den
første uge tog flere tusinde år, rokker ved det fjerde buds
grundvold. Ifølge denne antagelse kræver Skaberen nemlig,
at vi skal erindre os en uge, som bestod af bogstavelige dage, som et minde
om uendelig lange tidsperioder, og dette er ikke i overensstemmelse med
hans sædvanlige handlemåde overfor sine skabninger. Herved
gøres det ubestemt og dunkelt, som han har gjort klart og tydeligt.
Det em vantro i den mest listige og farlige form, og denne teoris virkelige
karakter er så tilsløret, at den hævdes og læres
af mange, der bekender sig til at tro på Bibelen.
<PP 22/4> "Ved Herrens ord blev himmelen skabt og al
dens hær ved hans munds ånde." "Thi han taled, så skete
det, han bød, så stod det der." Sl 33,6. og 9. Bibelen anerkender
ingen lange tidsperioder, hvori jorden langsomt udvikledes af kaos. Om
hver enkelt skabelsesdag siger den hellige beretning, at den bestod af
aften og morgen ligesom alle de dage, der er fulgt efter. Ved slutningen
af hver af disse dage meddeles resultatet af Skaberens værk. Sidst
i beretningen om den første uge siges der: "Det er himmelens og
jordens skabelseshistorie" 1Mos 2,4. Det bibringer ikke den tanke, at skabelsesdagene
ikke var bogstavelige dage. På hver enkelt dag skabte eller frembragte
Gud en ny del af sit værk.
<PP 22/5> Geologer hævder at finde beviser i
selve jorden på, at den er meget ældre, end den mosaiske beretning
fortæller os. Menneske og dyreknogler, våben, forstenede træer
osv. af meget større omfang end dem, der eksisterer nu eller har
eksisteret i tusinder af år, er blevet fundet. Heraf slutter man,
at jorden var befolket længe før den tid, der omtales i skabelsesberetningen,
og af en menneskerace, der var meget større end nutidens mennesker.
Sådanne ræsonnementer har fået mange, der bekender sig
til at tro på bibelen, til at antage den teori, at skabelsesdagene
var uendelig lange tidsperioder.
<PP 23/1> Men geologien kan intet bevise uden Bibelen.
De, der så tillidsfuldt støtter sig til geologiens opdagelser,
har ingen rigtig forestilling om størrelsen af de mennesker, dyr
og planter, der eksisterede før syndfloden, eller om de store omvæltninger
der fandt sted den gang. Rester, der findes i jorden giver ganske rigtig
et bevis for tilstande der på mange måder var forskellige fra
de nuværende, men den tid, da disse tilstande eksisterede, kan vi
kun skaffe os oplysninger om i Guds ord. I syndflodsberetningen har det
inspirerede ord forklaret det, som geologien aldrig kunne udgrunde alene.
På Noas tid blev der begravet mennesker, dyr og træer, som
var mange gange større end dem der findes nu, og derved er der bevaret
beviser til senere slægtled på, at menneskene den gang omkom
ved en vandflod. Det var Guds hensigt, at opdagelsen af disse ting skulle
vække tro på den inspirerede beretning; men menneskene falder
med deres forfængelige ræsomenter for den samme vildfarelse
som menneskene før syndfloden det, Gud gav dem til deres bedste,
forvandlede de til en forbandelse ved at bruge det forkert.
<PP 23/2> Det er en af Satans planer at få folk
til at antage vantroens fabler; for derved kan han fordunkle Guds lov,
der i sig selv er ganske enkel, og give folk mod til at gøre oprør
mod Guds regering. Hans anstrengelser er særlig rettet mod det fjerde
bud, fordi det så klart viser hen til den levende Gud, himmelens
og jordens skaber.
<PP 23/3> Der gøres stadig store anstrengelser
for at forklare skaberværket som et resultat af naturlige årsager,
og menneskelige teorier antages selv af bekendende kristne i strid med
skriftens klare kendsgerninger. Der er mange, der er imod, at profetierne,
især Daniels og Åbenbaringens, gøres til genstand for
omhyggeligt studium, idet de hævder, at de er så dunkle, at
vi ikke kan forstå dem. Og dog griber disse mennesker med iver geologiske
teorier, som modsiger den mosaiske beretning. Men hvis det, Gud har åbenbaret,
er så vanskeligt at forstå, er det da langt mere inkonsekvent
at acceptere teorier om det, han ikke har åbenbaret!
<PP 23/4> "De skjulte ting er for Herren vor Gud, men
de åbenbare er for os og vore børn evindelig." 5Mos 29,29.
Gud har aldrig åbenbaret for menneskene, hvordan det egentlig gik
til, da Han udførte skaberværket. Menneskers videnskab kan
ikke udforske den Højestes hemmeligheder. Hans skaberkraft er lige
så ufattelig som hans eksistens.
<PP 23/5> Gud har ladet en strøm af lys vælde
ud over verden gennem både videnskab og kunst; men når mennesker,
der kalder sig videnskabsmænd, behandler disse emner udelukkende
ud fra et menneskeligt synspunkt, vil de ganske afgjort drage forkerte
slutninger. Det kan være uskyldigt at spekulere sig til noget, som
ikke er åbenbaret i Guds ord, hvis vore teorier ikke kommer i strid
med de kendsgerninger, vi finder i skriften; men de, der lader Guds ord
ude af betragtning og søger at forklare hans skaberværk ud
fra videnskabelige principper, driver om uden kort eller kompas på
et ukendt hav. De skarpeste hjerner vil fare vild i forsøget på
at undersøge forholdet mellem videnskab og åbenbaring, hvis
de ikke vejledes af Guds ord i deres undersøgelser. Fordi Skaberen
og hans skaberværk er så højt hævet over deres
fatteevne, at de er ude af stand til at forklare det ud fra naturlovene,
betragter de Bibelens beretning som upålidelig. De, der betvivler
pålideligheden af Det gamle og Det nye Testamentes beretninger, vil
blive ført et skridt videre og tvivle på Guds eksistens, og
når de således har mistet deres anker, overlades de til at
kastes mod vantroens klipper.
<PP 23/6> Disse mennesker har mistet troens enfoldighed.
Der burde næres en fast tro på Guds hellige ords guddommelige
autoritet. Bibelen bør ikke sættes på prøve ved
hjælp af menneskers begreber om videnskab. Menneskers kundskab er
en upålidelig vejleder. Skeptikere, som blot læser bibelen
for at kritisere den, kan på grund af mangelfuldt kendskab til enten
videnskab eller åbenbaring påstå, at der er uoverensstemmelse
imellem disse; men hvis de forstås ret, er de i fuldkommen harmoni.
Moses skrev under Guds Ånds vejledning, og den, der har en korrekt
geologisk forståelse, vil aldrig påstå at have gjort
opdagelser, der ikke kan forliges med, hvad Moses har skrevet. Der er harmoni
mellem alle sandhedens ytringsformer, i naturen såvel som i åbenbaringen.
<PP 24/1> I Guds ord rejses der mange spørgsmål,
som selv de lærdeste videnskabsmænd ikke kan besvare. Vi bliver
gjort opmærksom på disse emner, for at vi skal indse, hvor
meget der er selv i dagliglivets almindelige foreteelser, som vor begrænsede
forstand trods al vor påståede visdom aldrig helt kan forstå.
<PP 24/2> Og alligevel mener videnskabsmænd,
at de kan fatte Guds visdom og det, han har gjort eller kan gøre.
Den tanke er almindeligt udbredt, at han er begrænset af sine egne
love. Menneskene er tilbøjelige til enten at benægte eller
forkaste hans eksistens, eller de tror, at de kan forklare alt, selv hans
Ånds vikken på menneskehjerter, og de har ikke længere
ærbødighed for hans navn eller frygt for hans magt. De tror
ikke mere på det overnaturlige, fordi de ikke forstår Guds
love eller hans ubegrænsede magt til at udføre sin vilje igennem
dem. Udtrykket "naturlove" benyttes i almindelighed om det, mennesker har
været i stand til at opdage med hensyn til de love, der gælder
for den fysiske verden, men hvor er deres kundskab begrænset, og
hvor er det område uendelig stort, inden for hvilket Skaberen kan
virke i harmoni med sine egne love og endda gå langt ud over al menneskelig
forståelse!
<PP 24/3> Mange hævder, at stoffet har livskraft
i sig selv, at det har fået visse egenskaber, og at det så
overlades til at virke ved hjælp af sin egen iboende energi. De hævder
endvidere, at naturens foreteelser finder sted i overensstemmelse med bestemte
love, som selv Gud ikke kan gribe ind i. Dette er falsk videnskab, og den
støttes ikke af Guds ord. Naturen er sin skabers tjener. Gud ophæver
ikke sine love eller handler imod dem, men han bruger dem stadig som sine
redskaber. Naturen vidner om en intelligens, en tilstedeværende aktiv
energi, der virker i og gennem dens love. Faderens og Sønnens virke
kan til stadighed ses i naturen. Kristus siger: "Min Fader arbejder indtil
nu; også jeg arbejder." Joh 5,17.
<PP 24/4> Levitterne sang i deres lovsang, som er gengivet
af Nehemias: "Du, Herre, er den eneste; du har skabt himmelen, himlenes
himle med al deres hær, jorden med alt, hvad der er på den,
..... du giver dem alle liv." Hvad denne verden angår, er Guds skabergerning
fuldendt; for "hans gerninger var fuldbyrdede fra verdens grundlæggelse"
Hebr 4,3. Men hans kraft udøves stadig til opretholdelse af det
skabte. Det er ikke, fordi den mekanisme, som engang blev sat i bevægelse,
fortsætter at virke ved sin iboende kraft, at hjertet slår,
og åndedrag følger åndedrag; men hvert åndedrag,
hvert pulsslag er et bevis på hans altgennemtrængende omsorg,
i hvem vi "lever og røres og er." Apg 17,28. Det er ikke på
grund af en iboende kraft, at jorden år for år yder så
rigeligt og fortsætter sin bevægelse om solen. Guds hånd
styrer planeterne og holder den i stilling på deres rolige færd
gennem himmelrummet. "Han mønstrer deres hær efter tal, kalder
hver enkelt ved navn; så stor er hans kraft og vælde, at ikke
en eneste mangler." Es 40,26. Det er ved hans kraft, at planteverdenen
får sin rige pragt, bladene skyder frem og blomsterne springer ud.
Han "lader græs spire frem på bjergene" (Sl 147,8) og gør
dalene frugtbare. "Alle skovens dyr" "kræver deres føde af
Gud," og hver levende skabning, fra det mindste insekt til mennesket, er
hver dag afhængig af hans forsyns omsorg. Salmisten siger så
smukt: "De bier alle på dig, at du skal give dem føde i tide;
du giver dem den, og de sanker, du åbner din hånd, og de mættes
med godt." Sl 104,20-21. og 27-28. Hans ord behersker elementerne, han
dækker himmelen med skyer og sørger for regn til jorden. "Han
lader sne falde ned som uld, som aske spreder han rim." Sl 147,16. "Når
han løfter sin røst, bruser vandene i himmelen, og han lader
skyer stige op fra jordens ende, får lynene til at give regn og sender
stormen ud af sine forrådskamre." Jer. 10,13.
<PP 24/5> Gud er alle tings ophav. Al sand videnskab
er i harmoni med hans gerninger; al sand uddannelse leder til lydighed
mod hans regering. Videnskaben åbner nye vidundere for vort blik,
den stiger højt op og trænger stadig dybere ned, men den bringer
intet frem ved sine undersøgelser, der strider mod den guddommelige
åbenbaring. Uvidenhed kan prøve at støtte en falsk
opfattelse af Gud ved at henvise til videnskaben, men naturens bog og det
skrevne ord kaster lys over hinanden. På den måde ledes vi
til at beundre Skaberen og nære en fornuftmæssig tillid til
hans ord.
<PP 25/1> Ingen begrænset forstand kan fuldt
ud fatte den Eviges eksistens, magt, visdom eller gerninger. Den hellige
skribent siger: "Har du loddet bunden i Gud og nået den Almægtiges
grænse? Højere er den end himmelen hvad kan du? Dybere end
dødsriget hvad ved du? Den overgår jorden i vidde, er mere
vidtstrakt end havet." Job 11,7-9. De skarpeste hjerner på jorden
kan ikke fatte Gud. Menneskene kan blive ved at undersøge og lære
for stedse, og dog vil der stadig være uendelig meget tilbage.
<PP 25/2> Skaberværket vidner om Guds magt og
storhed. "Himmelen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør
hans hænders værk." Sl 19,2. De, der tager det skrevne ord
som deres rådgiver, vil i videnskaben finde en hjælp til at
forstå Gud. "Hans usynlige væsen, både hans evige kraft
og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det
forstås af hans gerninger." Rom 1,20.
|