<PK 149/1> Under Uzzijas (også kaldet Azarja)
lange regering i Judas og Benjamins land var der en sådan velstand,
som landet ikke havde oplevet under nogen konge, siden Salomo døde
næsten to hundrede år tidligere, Kongen styrede klogt i mange
år, Himmelen stod ham bi, og hans hære generobrede en del af
det landområde, som var gået tabt nogle år tidligere.
Han genopbyggede og befæstede forskellige byer, og landet styrkede
sin stilling blandt nabofolkene. Handelen tog et opsving, og der strømmede
rigdomme fra mange lande til Jerusalem. Uzzijas "ry nåede viden om,
thi på underfuld måde blev han hjulpet til stor magt." 2Krøn
26,15.
<PK 149/2> Den materielle velstand blev dog ikke fulgt op af en tilsvarende
fremgang på det åndelige område. Tempeltjenesten fortsattes
som tidligere, og folk strømmede til i store skarer for at tilbede
den levende Gud, men ydmyghed og oprigtighed veg gradvis pladsen for stolthed
og formalisme. Der står om Uzzija selv: "Men da han var blevet mægtig,
blev hans hjerte hovmodigt, så han gjorde, hvad fordærveligt
var; han handlede troløst mod Herren sin Gud." 2Krøn 26,16.
<PK 149/3> Uzzija formastede sig til at begå en synd, som blev
skæbnesvanger for ham. Kongen trodsede Herrens udtrykkelige befaling
om, at kun Arons efterkommere måtte forrette præstetjeneste,
og gik ind i helligdommen "for at brænde røgelse på
røgelsesalteret." Ypperstepræsten Azarja og hans medhjælpere
protesterede og bad ham opgive sit forehavende. "Du har handlet troløst,"
sagde de, "og de tjener dig ikke til ære for Herren din Gud!" 2Krøn
26,16 og 18.
"<PK 149/4> Uzzija blev rasende over, at han - kongen - blev irettesat
på den måde. Men han fik ikke lov at vanhellige Guds hus og
trodse præsternes forenede protest. Mens han stod der, vred og trodsig,
straffede Gud ham. Der slog spedalskhed ud på hans pande. Han flygtede
forfærdet og gik aldrig ind i templets forgårde mere. Uzzija
var spedalsk til sin dødsdag nogle år senere og var således
et levende vidnesbyrd om, hvor uklogt det er at sætte sig op imod
et tydeligt: "Så siger Herren. " Det gavnede ham ikke, at han henviste
til sin høje stilling og sin lange, tro tjeneste, da han havde begået
den formastelige synd, som satte en plet på de sidste år af
hans regering og nedkaldte Himmelens straf over ham.
<PK 150/1> Der er ikke personsanseelse hos Gud, "Den, der handler
med forsæt, hvad enten han er indfødt eller fremmed, han håner
Gud, og det menneske skal udryddes af sit folk." 4Mos 15,30.
<PK 150/2> Uzzijas straf syntes at lægge en dæmper på
hans søn. Jotam bar et tungt ansvar i de sidste år af sin
faders regeringstid og blev konge efter dennes død. "Han gjorde,
hvad der var ret i Herrens øjne, ganske som hans fader Uzzija. Kun
forsvandt offerhøjene ikke, men folket blev ved med at ofre og tænde
offerild på højene." 2Kong 15,34-35.
<PK 150/3> Esajas, som var af kongelig slægt, blev kaldet til
at være profet, mens han endnu var ganske ung. Det skete ved slutningen
af Uzzijas regeringstid, da Jotam allerede havde overtaget mange af kongens
officielle pligter. Esajas gerning faldt i en tid, som var særlig
farefuld for Guds folk. Profeten oplevede Israels og Syriens forenede hæres
indfald i Juda. Han så assyrerhæren slå lejr foran rigets
store byer. I hans levetid ville Samaria falde, og Israels ti stammer ville
gang på gang blive angrebet af de assyriske hære, og Jerusalem
ville opleve en belejring, som ville have ført til byens fald, hvis
ikke Gud havde grebet mirakuløst ind. Sydrigets fred var allerede
alvorligt truet. Gud var ved at tage sin beskyttelse bort, og de assyriske
hære stod i begreb med at oversvømme Judas land.
<PK 150/4> Men skønt farerne udefra syntes overvældende,
var de dog ikke så alvorlige som farerne indefra. Det var folkets
vanartethed, som voldte Herrens tjener flest bryderier og mest sorg. De
mennesker, som skulle have været verdens lys, nedkaldte Guds straffedomme
over sig ved deres frafald og oprør. Mange af de synder, som fremskyndede
nord rigets undergang, og som Hoseas og Amos for nylig havde fordømt
i utvetydige vendinger, gik også i svang i Judas rige.
<PK 150/5> Det var især samfundsforholdene, der gav anledning
til ængstelse. Indbyggerne var så begærlige, at de opkøbte
huse og marker i stor stil. Lov og ret blev tilsidesat, og man viste ikke
de fattige skånsel. Gud sagde om disse onde tilstande: "I har rov
fra den arme til huse. Hvor kan I træde på mit folk og de arme
sønder?" Es 3,14-15.
<PK 150/6> Selv embedsmændene, som havde pligt til at beskytte
de hjælpeløse, vendte det døve øre til de fattiges
og trængendes, enkernes og de faderløses skrig. Se Es 10,1-2.
<PK 150/7> Magtmisbruget og velstanden resulterede i, at folk blev
stolte, forfængelige, fordrukne og forlystelsessyge. Se Es 2,11-12;
3,16; 18-23; 5,22. 11-12. På Esajas tid vakte det ikke engang opsigt,
at folk dyrkede afguder. Se Es 2,8-9. Uretfærdigheden havde taget
en sådan overhånd i alle samfundslag, at de få, der blev
ved at være tro imod Gud, ofte fristedes til at miste modet og opgive
det hele i fortvivlelse. Det så ud, som om Guds plan med Israel var
ved at slå fejl og det oprørske folk skulle lide samme skæbne
som Sodoma og Gomorra.
<PK 150/8> Det er ikke så mærkeligt, at disse forhold
fik Esajas til at vige tilbage for ansvaret, da han i de sidste år
af Uzzijas regeringstid blev kaldet til at overbringe Juda en række
advarsler og irettesættelser fra Gud. Han vidste, at han ville møde
hårdnakket modstand. Han var også klar over, at det ikke stod
i hans magt at få situationen under kontrol, og tanken om folkets
hårdnakket og vantro fik opgaven til at se håbløs ud.
Skulle han i fortvivlelse opgive sin gerning og lade Juda dyrke deres afguder
i fred? Skulle Nineves guder have magten på jorden og trodse Himmelens
Gud?
<PK 151/1> Det var sådanne tanker, der optog Esajas sind, da
han stod i templets søjlegang. Pludselig så det ud, som om
porten og det inderste forhæng i templet blev fjernet, og han fik
lov at se ind i det allerhelligste, hvor selv en profet ikke havde adgang.
Her så han et syn. Herren sad på en såre høj trone,
og hans slæb fyldte helligdommen. På begge sider af tronen
stod serafer. De skjulte ærbødigt ansigtet, idet de gjorde
tjeneste for deres skaber, og råbte højtideligt: "Hellig,
hellig, hellig er hærskarers Herre, al jorden er fuld af hans herlighed!"
Således fortsatte de, indtil dørstolpernes hængsler
og cedertræsporten syntes at tyste ved råbet, og huset fyldtes
af deres lovprisning. Es 6,3.
<PK 151/2> Denne åbenbaring af Herrens herlighed og majestæt,
renhed og hellighed gjorde et uudsletteligt indtryk på Esajas. Hans
skabers absolutte fuldkommenhed stod i den skarpeste modsætning til
Israels og Judas det udvalgte folks synd og ufuldkommenhed. "Ve mig!" råbte
han, "det er ude med mig, thi jeg er en mand med urene læber, og
jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set
kongen, Hærskarers Herre!" Es 6,5. For ham så det ud, som om
han stod over for Guds ufordunklede herlighed i det allerhelligste, og
han var fuldstændig klar over, at han umuligt kunne røgte
den gerning, som han var blevet kaldet til, i sin egen ufuldkommenhed og
svaghed. Men nu blev der sendt en seraf hen for at hjælpe ham og
udruste ham til hans store gerning. Serafen berørte hans læber
med et glødende kul og sagde: ",Se, det har rørt dine læber;
din skyld er borte, din synd er sonet!" Derpå lød Guds røst:
"Hvem skal jeg sende, hvem vil gå bud for os?" og Esajas svarede:
"Her er jeg, send mig!" Es 6,7-8.
<PK 151/3> Den himmelske gæst sagde til det ventende sendebud:
"Gå hen og sig til dette folk:
<PK 151/4> Hør kun, dog skal I intet fatte, se kun, dog skal
I intet indse! Gør hjertet sløvt på dette folk, gør
dets ører tunge, det øjne blinde, så det ikke kan se
med øjnene, ej heller høre med ørene, ej heller fatte
med hjertet og omvende sig og læges," Es 6,9-10.
<PK 151/5> Her var ikke noget at tage fejl af. Profeten skulle hæve
røsten og protestere imod de herskende onder. Men han var bange
for at begynde sin gerning, før han havde fået forsikring
om, at det kunne nytte. Derfor spurgte han: "Hvor længe, Herre?"
Er der ingen i dit udvalgte folk, som nogen sinde vil komme til at forstå
og angre og blive helbredt?
<PK 151/6> Hans dybe bekymring for det vildfarne Juda skulle ikke
være forgæves. Han skulle heller ikke arbejde uden at se resultater.
Men de synder, som havde været i tiltagen igennem flere slægtled,
kunne ikke bortryddes i hans levetid. Han skulle være en tålmodig
og tapper lærer hele sit liv og både opmuntre og irettesætte
folket. Når Guds vilje til sidst var fuldbyrdet, ville mange se frugten
af hans og af alle Guds trofaste tjeneres arbejde. Der ville blive frelst
en lille flok. For at dette kunne ske, skulle det oprørske folk
advares og opfordres til at omvende sig. Herren sagde:
<PK 152/1> "Til byerne er øde, uden beboere, og husene uden
et menneske, og agerjorden ligger som ørk!" "Og Herren vil fjerne
menneskene, og tomhed skal brede sig i landet." Es 6,11-12.
<PK 152/2> De hårde straffedomme, som skulle ramme de ubodfærdige
krige, landflygtighed, undertrykkelse og tabet af magt og anseelse blandt
andre nationer var nødvendige for at få dem, der ville betragte
disse tilskikkelser som et udslag af Guds vrede, til at omvende sig. Nord
rigets ti stammer ville inden længe blive adspredt blandt folkeslagene
og deres byer lagt øde. De fjendtlige nationers krigshære
ville atter og atter hærge deres land. Til sidst ville selv Jerusalem
falde og Juda blive ført i fangenskab. Men Det forjættede
Land skulle ikke ligge øde hen for bestandig. Den himmelske gæst
sagde til Esajas:
<PK 152/3> "Er der endnu en tiendedel deri, skal også den udryddes
som en terebinte eller eg, af hvilken en stub bliver tilbage, når
den fældes. Dens stub er hellig sæd." Es 6,13.
<PK 152/4> Forsikringen om, at Guds vilje til sidst ville blive fuldbyrdet,
gav Esajas nyt mod. Hvad betød det, at de jordiske magter sluttede
sig sammen imod Juda, eller at Herrens tjener mødte modstand? Esajas
havde set Kongen, Hærskarers Herre, hørt seraferne synge:
"Al jorden er fuld af hans herlighed!" Han havde fået det løfte,
at Helligåndens overbevisende kraft ville ledsage Herrens budskab
til det vildfarne Juda, og profeten blev styrket til den opgave, som ventede
ham. Gennem hele sin lange og vanskelige gerning bevarede han mindet om
dette syn. I tres år eller mere løftede han håbets fane
for Judas børn og forudsagde med stadig større dristighed
menighedens fremtidige sejr.
|